adhd
Jeg er en ung kvinde på 23 år, der først nu er igang med at få behandling mod borderline adhd og angst, passive agresive træk. I næsten 24 år snart har myndighederne og lægerne vidst at den var gal med mig, faktisk siden jeg blev født men har intet gjort de har, bare ladet mig og min familie gå i uvished om hvorfor at jeg ikke kunne gennemføre nogle af alle de mange uddannelser jeg forsøgte at gemmenføre uden held, plus de mange nederlag jeg har haft over de jobs jeg mistede, på grund af sygdom.. Jeg vil sige at det har ødelagt mit livs syn, og syn på andre mennesker gevaldigt.. Den eneste hjælp jeg blev tilbudt for 5 år siden, var et ophold på højskole.. Hvilket jeg sagde pænt nej tak til, fordi jeg da ellers ville have mistet, min lejlighed som jeg havde kæmpet for at få, fordi jeg ikke ville have haft råd til at betale den.. Jeg har boet for mig selv siden jeg var 16 år, fordi ingen sagde at det burde jeg ikke. Så det har været en hård omgang, og jeg har været rodet ud i noget rigtig møg, som bestemt ikke har gjort min psyke spor bedre, men igen jeg have ingen at søge hjælp hos.. Jeg blev konstant misforstået af alle omkring mig, selv familien, fordi jeg ikke kunne udtrykke mig rigtigt, og min kort tids hukommelse stortset ikke fungerede. Det har været en hård kamp at få overbevidst min mor om at det altså ikke var fordi jeg var lud-doven at jeg ikke kunne gennemføre noget som helst. Plus at jeg stort set kun har haft omkring 4500 kr at betale husleje, mad,tøj og andre udgifter for de sidste mange år. Jeg er så lige steget med 2000 kr ca for 2 måneder siden, og jeg går nu og venter på at min sag om førtidspension går igang, som kan tage yderliger flere år, før den går igennem.. Det skal altså siges at jeg selv om at jeg er hårdt ramt af sygdom(Har også en sjælden lunge sygdom plus soyamands gigt)har jeg selv sørget for at jeg er nået der til hvor jeg er i dag, ved at læse enormt meget om psykolgi, og studere menneskers kropsprog, så jeg bedre kan slappe af nu med min sygdom.. Men jeg bliver stadig ved med at blive svigtet af alle omkring mig, både venner og selv min egen far har kasseret mig på grund af de ikke forstår min sygdoms alvor, da jeg gik til bekendelse over for dem, efter jeg omsider selv fandt ud af hvad der var galt med mig. jeg måtte læse mig frem på internettet for at få svar på hvorfor mine tanker var så forvirrende for mig, og så jeg kunne gå til en læge og sige nøjagtig hvordan jeg havde det. Jeg endte med at sidde i en meget svær deprission i et år, inden at hjælpen begyndte at vise sig. jeg følte til sidst slet ikke for at gå uden for en dør, for jeg følte at folk på gaden kunne se lige igennem mig, og ville bruge det imod mig, lige så som alle dem jeg havde haft tæt på mig havde gjort.
