Mistet kærlighed

Pull36

For nogen måneder siden gik min ven fra mig, uden så meget som et ord, jeg er simpelthen røget ned i et sort hul....jeg blir mere og mere ked af det og har simpelthen kvalme og angst når jeg tænker over hvad han laver og hvem han ser sammen med.

Det er det eneste jeg tænker på og jeg er bare en stor smerte....så meget så jeg skal kaste op over det.

Gid jeg kunne slukke for de tanker der kører rundt men det kan jeg ikke...jeg er vildt jaloux og jeg dybt dybt i sorg over at have mistet ham.

Jeg har det som jeg skal have medicin for at dæmpe min voldsomme sorg ...hold op det gør ondt...

persille1

Det sker vist for os alle. Lad tiden gå og man kommer over det.
Men først ved jeg godt man skal gennem en masse lidelser og man føler ikke man kan leve videre.
Jeg har da også prøvet det, så jeg ved godt det føles grusomt, men som sagt, det går altså over igen.
Det eneste råd jeg kan give er, søg andres selskab. Kom ud blandt andre, det hjælper selv om man ikke tror det. Snak med andre også selv om lysten er væk.
Jeg ville da ønske, jeg kunne finde "de rigtige ord" til dig, men de findes ikke. Kun tiden læger.
En gang tog det mig et halvt år, men sorgen blev mindre og mindre. Bagefter tænkte jeg: Hvad i alverden sørgede jeg dog over. Han var bare ikke den rigtige.
Du skriver, du skal kaste op. Jeg gjorde det, kastede op, og kunne ikke spise noget, men det gik også over.

I vore dage skal der piller til alt, det er ikke nogen god ting. Sjælesorg kommer vi alle til at lide af på et tidspunkt. Jeg tror man "vokser" af det. Forstår andre bedre.
Jeg mener kun der skal medicin til, hvis man bliver virkelig psykisk syg. Men det er sjældent, det sker. Det kan ikke sammenlignes med sorg.

Pull36

ja ...men det gør ondt...ubeskriveligt. mon det ok at sige til sin læge . jeg må have noget der dæmper det her ..jeg kan ikke fungere ..som det er nu har jeg bare lyst til at gå i seng ....og sove sove sove ...jeg orker intet.


Jeg er svimmel ...og bange, bange for at sidde overfor den læge og sige ...jeg savner ham så meget så ...det gør ondt. Hvert et fiber af min krop længes efter ham. Må jeg få en pille så det ikke gør ondt.

persille1

Joe, en kort overgang kan du jo prøve med noget medicin, men helt godt er det ikke. Jeg kan jo ikke vide, hvordan du har det, jeg tror du trænger til at tale med nogen.
Ved du hvad, jeg gik også til lægen, jeg var syg af sorg. Jeg fik medicin, som jeg ikke kunne tåle og droppede det igen. Det hjalp mig overhovedet ikke, jeg måtte gennemleve min sorg. Jeg var jo ikke psykisk syg, men jeg sørgede.

Jeg lover dig, det går over igen. Du tror det ikke nu, jeg gjorde heller ikke, men nu ved jeg, det går over igen.

lotte123

Med mindre du i forvejen HAR en psykisk diagnose, så vil jeg da kraftigt fraråde, at du begynder på medicinering.

Det er i det hele taget en frygtelig "trend" at mange tror, de "bare" kan medicinere sig ud af problemerne.

Jeg er enig med Persille - den proces GØR voldsomt ondt og ER meget smertefuld, men også du kan komme hel ud på den anden side.

Jeg foreslår dig derfor, at du ofrer et par sessioner hos en psykoterapeut, der kan hjælpe dig - via samtaleterapi - til at forstå, at ham her var du simpelt hen ikke tjent med; du skal derfor prøve at være glad for, at han ikke er i dit liv mere.

Sådan en skid, der bare skrider uden et ord til forklaring - er da ikke dig værd. DU fortjener da noget bedre.

Du skal prøve at være glad over, at du kom af med ham. Når han kan finde på at opføre sig sådan, så skal han givet få rigeligt af problemer i sit liv.

Og nej - det kan du ikke se lige nu, så derfor er det nok klogt, at du får noget hjælp for det - og ikke bare begynder på nogle piller, der måske giver dig nogle nye og helt andre, værre problemer.

Pull36

Ja det siger alle ...og de siger det fordi de mener det ...og det nok sådan det er ..og ja sådan kan man ikke opføre sig.

Nej jeg har ingen psykisk diagnose...men vil da indrømme jeg godt ville have " jeg føler ingen smerte piller" .

Ved også at jeg skal igennem det her ...og at det kommer til at gøre ondt..men at der kun er den vej.

Man kan jo desværre eller gudskelov heller ikke bare få sådan noget på recept...ellers gik der vel også bare mange zoombier rundt.

Så jeg "føler mig selv"...

lotte123

Det lader nu til, at du allerede er lidt på vej, men der er gået nogle måneder, så måske du alligevel skal overveje at få lidt hjælp på vejen.

Det kan vise sig at være rigtigt gode penge at give ud.

Godt - du ikke mente det med medicineringen, selv om noget sådant er meget vanskeligt at se på skrift.

Der er nemlig beklageligvis rigtigt mange, der tror, at deres problemer kan løses med medicin, så derfor var det svært at se, at du heldigvis ikke hører til gruppen.

Pull36

Jamen jeg hører skam med til "gruppen" (der godt kunne tænke sig noget angstdæmpende/på den smerte jeg har ) - men jeg ved også at det ikke løser noget som helst. og jeg jo ikke kan blive ved med at "æde det"...

Pull36

Jeg savner ham så det gør fysisk ondt - jeg kan fysisk mærke at jeg ligger med ham så knivskarpt som ...har ingen ord. Jeg kan mærke hans krop men han er der ikke og kommer ikke igen. Smerten i mig er usynlig men gennemborer hele mit sind.

Jeg ved jeg sku gøre noget, men jeg kan ikke - jeg går rundt i min morgenkåbe jeg gider ingenting og jeg sover hele dagen....

Han var alt hvad jeg havde og alt jeg gik op og alt hvad jeg ønskede mig ...og nu er han gået.

Jeg kravler rundt på gulvet og leder efter mig selv...jeg ønsker mørke mørke mørke ....solen skinner udenfor og jeg trækker ned ....lukker den ude.

Jeg vil græde men jeg kan ikke , jeg vil ud men jeg orker intet. Jeg er træt.