Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Hvad er sygdom?

Redigeret 24 september, 2013, 17:19 i Åben debat for ældre
Jeg har sagt ja til at lære nogle helt nye lægestuderende noget om:
Hvad er en god læge?
Hvad gør du for at holde dig rask?
Hvad gør sygdom ved dig og familien?
Hvordan oplever du vores social og sundhedsvæsen?
Og der var mange flere spørgsmål, men altsammen set ud fra patientens synsvinkel.

Så jeg har filosoferet i dag over begrebet sygdom.
Hvad er sygdom?
Jeg ved ikke om jeg vil kalde min dårlige ryg for en sygdom. Jeg føler mig jo ikke syg, og efter to operationer er den tålelig at leve med. Jeg er dog overbevist om, at jeg skal træne resten af mit liv, hvis jeg gerne vil bevare min evne til at være mobil.
Men kan man sige, at det er en sygdom?
Mange må leve med kroniske forandringer, altså en ændret tilstand, men det kan vel næppe kaldes en sygdom.
For mig er sygdom noget, hvor man virkelig føler sig syg, har feber o.s.v.
Jeg har lige oplevet at blive sat helt ud af spillet på grund af en forkølelse. Jeg følte mig syg, har aldrig oplevet en forkølelse så slem som denne her, men jeg vidste, at det ikke var alvorligt, "kun en forkølelse".
For mig er sygdom de virkelig alvorlige sygdomme, som f.eks. kræft, eller den tilstand folk kommer i ved strålebehandling. De er virkelig syge og afkræftede. Der findes selvfølgelig flere alvorlige sygdomme.
Blodpropper f.eks. kan være livsfarlige, bliver man "helbredt" er tilstanden forandret for altid. Altså en vedvarende tilstand, som ikke kan behandles, men er ikke en egentlig sygdom mere. Den tilgrundliggende årsag er der stadigvæk og skaber træthed. Man kan ikke fjerne åreforkalkningen, hvis det er det der er årsagen. Man kan lave en bypass, men årsagen er der stadigvæk, er det en sygdom eller noget man må lære at leve med?
Noget må man vel acceptere efterhånden alderen skrider frem. I daglidagen føler jeg ikke, at jeg er syg, selvom min journal indeholder flere kroniske sygdomme, såsom astma, betændelse i maven, spiserørsbrok, mavesyre der løber op i spiserøret, spinalstenose både i lænden og i nakken, Mènière`s sygdom, arveligt forhøjet kolesterol, døvhed på det ene øre.
Men jeg føler mig ikke syg. Jeg opfatter ikke mig selv som syg. Der er nogle ting jeg ikke kan eller må mere, og det er bl.a. støvsugning, skift af sengetøj, rede seng og vaske gulve.
De fleste ældre får vel nogle skavanker, som man må leve med.

Kommentarer

  • Jeg tror de vil sætte pris på dine tanker om hvad sygdom er for dig. De er jo blevet skolet til hvad sygdom er i bøgerne og det vil være sundt for dem at møde andet end hvad lægehåndbogen siger, så specielt de tanker du har skrevet her er vigtige.

    Det er en vigtig del af det at kommunikere, at vide, at vi ofte ikke forbinder de samme ord med de samme ting. Det er vigtigt at de er klar over, at når du (og andre) siger at du er rask, så kan det sagtens være noget som de kan hjælpe med, som blot generer dig en smule i dagligdagen, som bliver overset.


    En lidt hurtig definition på sygdom, med mange problemer og huller, er for mig noget med:
    En forstyrrelse af organismens funktion(er).

    Det er tiltrækkende for mig at putte ord som "normale" eller "ønskværdige" ind, men der opstår bare nye problemer.

    Jeg har allergi, det er noget jeg formentlig må leve med resten af livet i en eller anden grad. Jeg opfatter dog ikke mig selv som syg i det daglige, men jeg ville iflg. min egen definition opfatte min egen allergi som en sygdom.

    Gode tanker du har, heldige studerende at få lov til tale med dig
Log in eller Registrér for at kommentere.