Nu skal børnene passe deres forældre
Denne overskrift læste jeg på tekst-tv.
Hvsi børnene ikke kan passe deres gamle forældrer. så skal de betale for det.
Begrundelsen er økonomi.
Hvad siger i andre ældre til det?
Jeg personlig vil ikke bryde mig om, at mine børn skal passe mig.
Det er heller ikke alle børn, der vil passe deres forældrer. Det har jeg oplevet.
Jeg måtte tage mig af to syge og døende. Jeg havde/har selv hjemmehjælp til rengøring.
Derudover er mange voksne børn selv ældre, som min mand og jeg var/er, når deres forældre ikke mere kan klare sig selv.
Er de lidt yngre, jamen så har de jo deres arbejdsliv stadigvæk. De har måske børnebørn der også skal passes ind i mellem.
Læser man på forskellige sider om syge gamle forældrer, jamen så er det slet ikke idyllisk læsning, børnene skriver. De bliver simpelthen kørt ned. De er heller ikke særlig forstående overfor deres gamle forældrer.
Jeg håber ikke, at dette bliver til virkelighed, inden jeg bliver gammel og afhængig af andre.
Hvsi børnene ikke kan passe deres gamle forældrer. så skal de betale for det.
Begrundelsen er økonomi.
Hvad siger i andre ældre til det?
Jeg personlig vil ikke bryde mig om, at mine børn skal passe mig.
Det er heller ikke alle børn, der vil passe deres forældrer. Det har jeg oplevet.
Jeg måtte tage mig af to syge og døende. Jeg havde/har selv hjemmehjælp til rengøring.
Derudover er mange voksne børn selv ældre, som min mand og jeg var/er, når deres forældre ikke mere kan klare sig selv.
Er de lidt yngre, jamen så har de jo deres arbejdsliv stadigvæk. De har måske børnebørn der også skal passes ind i mellem.
Læser man på forskellige sider om syge gamle forældrer, jamen så er det slet ikke idyllisk læsning, børnene skriver. De bliver simpelthen kørt ned. De er heller ikke særlig forstående overfor deres gamle forældrer.
Jeg håber ikke, at dette bliver til virkelighed, inden jeg bliver gammel og afhængig af andre.
Kommentarer
Men - alligevel er det altså nu snart en del år siden, at jeg har sagt til mine børn, at hvis jeg kommer der til, hvor jeg ikke kan selv og har brug for hjælp, så forventer jeg, at de går ind og blander sig i min økonomi og sørger for, at der er penge til at der kommer nogen, der skal have penge for det og hjælper mig. Ikke på vilkår om jeg vil have den der offentlige hjælp med 10-20 minutter en gang om måneden, eller hvor tit man nu lige husker det.
Det er da flere år siden, jeg er blevet klar over, at det som det offentlige tilbyder ældre og svage, simpelt hen er langt under lavmålet, så et eller andet sted, så synes jeg da, det er fint, hvis man også har indset, at det der øjensynligt kan tilbydes, simpelt hen er FOR uværdigt, hvorfor man vel lige så godt kan lade være.
Jeg opfordrer kraftigt alle til at tænke over, at der kan komme en dag, hvor man ikke kan selv. Sørg for - i god tid - at flytte til noget mindre, som man har råd til, så der netop er plads til, at man selv kan betale for den hjælp, man nu får brug for.
Og - så er jeg i øvrigt flintrende lige glad med om den hjælp så er sort eller går gennem skattevæsenet.
Som om der kan pålægges endnu flere udgifter på unge mennesker med job.
Jeg har "kun" drengebørn og jeg er helt sikker på de ikke vil lade mig dø af sult.
Men derfra og så til at passe mig, hvis jeg blev hjælpeløs. Hvad så, skulle man så ligge alene hele dagen og vente på de kom trætte hjem fra job og skulle købe ind, lave mad o.s.v. Hvad hvis de selv blev syge. Og hvad mon deres koner ville sige, passe svigermor, næe, den tror jeg ikke på. Og hvad med pladsen i huset/lejligheden.
De, der kan udtale sig på den måde er bestemt ikke for kloge. Forkælede mennesker, der selv bliver opvartet i hoved og r.. af en hjemmegående ægtefælle, eller anden slave, hvis vigtigste opgave er at varte vedkommende op.
Derfor tænker sådan en person slet ikke på alt det arbejde, der skal lægges i det arbejde at passe andre.
De drømmer om et samfund, hvor alle er deres egen lykkes smed, eller forestiller sig det. Naturligvis kommer de aldrig til at mangle noget selv, tror de.
Kun ved at have den forestilling kan man komme med sådanne udtalelser.
Ellers ved man, det kan ikke lade sig gøre.
Hvordan i alverden skulle et ægtepar med børn også kunne skrabe penge sammen til plejehjem til to mennesker, hvis ikke de lige er milliardærer.
Hele samfundet skulle ændres og inden da er der folkeoprør i Danmark.
Det kan bare ikke lade sig gøre. Alle betaler, én for alle og alle for én.
Sådan må det være, det er vores penge og ikke nogle få, der skal nyde alle goderne.
Man forsøger, og har gjort det i mange år, at lægge byrden over på de voksne børn. Skulle det ske, at den ældre kom på plejehjem, så skal ingen lade sig narre af det. Der er ingen forskel på at bo på plejehjem og bo hjemme. Lovgivningen omkring dette, er lavet for, at beboere på plejehjem kan få ligeså meget hjælp, som ældre i egen bolig.
Nu om dage, er en plejebolig en helt almindelig lejebolig, lejet på almindelig lejekontrakt, men bare til en pris, der meget vel kan ligge på omkring 6000,00 kr - 9000,00kr. pr md. Dertil kommer diverse tillæg som leje af linned, frisør, fodpleje, kost m.v. Indskuddet ligger omkring 40.000,00kr. - 45.000,00kr. Priserne er for området hvor jeg bor. Man har moderniseret gamle boliger til flotte nye plejeboliger.
Det betyder, at hvis den ældre ingen penge har, så bliver man nægtet en plejebolig, medmindre børnene vil betale indskuddet. Kommunen vil ikke kautionere for så stort et lån, fordi man forventer at den ældre dør før det er tilbagebetalt.
Iøvrigt forvanter man ikke, at den ældre lever mere end nogle få mdr. Så det er dyrt, idet boligen altid skal istandsættes når der skal nye beboere ind.
Kommer den ældre på sygehus, skal sygehuset kontakte hjemmeplejen. Så her kan man ikke slippe udenom. Desværre fungerer det stadigvæk sådan, at man kontakter de pårørende og man forventer, at de bliver en slags bydrenge for hjemmeplejen.
Kontakten mellem hjemmesygeplejen og hospitalerne fungerer ikke. Som regel får de pårørende ikke besked om evt. aftaler, men det er dem hospitalet kontakter ved evt. udeblivelser, ligesom man også forventer at de pårørende tager sig af evt. transport til og fra sygehus, til læge og hvad ved jeg. Gør de ikke det, bestiller hjemmeplejen bare en taxa. Den ældre skal selv betale for hjemmeplejens mangler eller hvis de pårørende ikke kan.
Jeg har været ude for, at hjemmeplejen bestilte en taxa til at hente uringlas, fordi jeg ikke havde bilen hjemme, så jeg kunne hente dem. Derefter bestilte de en taxa til at køre 400m til lægen med urinprøven. Betalingen blev trukket på min svigermors nemkonto.
Det værste var, at hjemmeplejen havde mindst 10 uringlas stående i køkkenskabet, som de ikke kunne se, på grund af roderi.
Med hensyn til roderi og svineri. skal jeg lige pointere, at min svigermors lejlighed brændte, på grund af en uheldig hjemmehjælper, der havde lagt min svigermors morgenkåbe under en elektrisk varmeovn. Så lejligheden var nyistandsat, alle møbler og alt inventar, var helt nyt. Alt var gået tabt i branden.
Min svigermor kunne ikke selv lave roderi og griseri. På fem år lignede hendes lejlighed noget der var løgn.
Man forventer, at de pårørende tager sig af hjemmeplejens efterladenskaber.
Samtidig har man ingen ret til at bestemme noget.
De sidste 9 måneder hun levede, var både min mand og min svigermor så syge, at der kun var mig tilbage, til at ordne det fornødne.
Gjorde jeg ikke det, straffede de min svigermor med at lade hende blive i sin seng. Dette forekom i julen 20o9. De lod hende ligge i sengen til efter nytår, fordi jeg ikke kunne det de bad mig om.
De fleste ældre bliver forhåbentlig ikke så plejekrævende som min svigermor.
Min mand fik jeg ingen hjælp til overhovedet. Der kom en sygeplejerske og doserede medicin. Det var alt. Der var ingen personlig pleje til ham.
I dag er det nøjagtig tre år siden vi flyttede på hospice. En uge før, havde jeg meddelt kommunen, at jeg ikke mere kunne tage mig af min svigermors anliggender.
De døde begge to 14 dage efter, på samme dag og samme tidspunkt plus minu et kvarter. Min svigermor lå helt alene hjemme og døde. Jeg var hos min mand på hospice.
Sidst om en gammel mand med en dement kone. Tilværelsen må være blevet for streng. Børnene kan umulig tage sig af deres forældre, der er slet ikke tid.
Men der er naturligvis ikke penge til det, først og fremmest skal vi med i krige og vi har unge mennesker, der smider med sten efter brandvæsen og politi. Endnu flere udgifter.
Det Kriminelle bander strømmer hertil. Det koster alt sammen. Resten af pengene sender vi til andre lande, som bistand, med undtagelse af lønninger og andre personalegoder til alle de politiske partier vi har.
Det skal gå ud over nogen, hvorfor ikke de svageste.
Tre gange, som min mand og jeg kendte til, var min svigermor ikke kommet til aftalte undersøgelser på sygehuset. Det skyldtes forglemmelser fra hjemmeplejen. Den ene gang, kom vi tilfældigvis derud. Da sad hun fortvivlet i kørestolen, klar til at blive hentet. Men man havde glemt at lade døren stå åben, så falckfolkene kunne komme ind efter hende. Derimod havde man ikke glemt, at hun skulle være på sygehuset. Så ingen bekymrede sig om mad m.v. til hende. Hjemmeplejen ventede på at få besked fra sygehuset, når hun var hjemme igen. Så der kunne hun have siddet i flere dage uden nogen havde opdaget det. En anden gang havde de simpelthen glemt, at hun skulle på sygehuset, og tredje gang, som vi kendte til, havde man ikke fået gjort hende færdig til tiden.
Det afstedkom, at på en tur i ambulance, hvor jeg var med som ledsager, nægtede man at modtage hende på grund af gentagne udeblivelser.
Ambulancen blev stoppet knap 1 km. fra sygehuset. Jeg blev godt nok vred over det, fordi det ikke var min svigermor der var skyld i udeblivelserne, men hjemmeplejen.
Vi holdt der ved frakørsel 39 på motorvejen og parlamenterede med sygehuset i 50. min. Jeg gav mig ikke. Vi kørte ambualncen ud foran sygehuset, det hjalp heller ikke. Så tog falckfolkene båren med min svigermor, og satte hende lige foran sekretæren. Her blev tilkaldt en læge, som sagde de befriende ord: Jeg ser ingen grund til, at vi ikke kan modtage patienten.
Man er også som pårørende under skarp kontrol. Det opdagede vi ved branden. Min mand havde fra sit arbejde erfaring med at tælle ting og sager op, efter brand eller andet lgn. Så det påtog han sig, og jeg påtog mig opgaven, at købe møbler og alt andet inventar. Et kæmpe arbejde, men også sjovt, at indrette et helt hjem, så det var enkelt, harmonisk og rart at være i eller arbejde i. Jeg havde taget mål af f.eks. højden på en stol, så min svigmor kunne være i alle sine møbler, uden problemer.
Vi havde problemer på grund af fodtøj. Min svigermors sko var også brændt. Hun havde specialsyede sko, og det ville tage et halvt år, at få levet nogle nye. Materialisten havde hendes læste, så han tilbød, at få lavet nogle sko, som kunne fremstilles på maskine. Det ville kun tage en måned.
Her gik noget galt. Vi havde sagt til materialisten, at regningen skulle til forsikringen, ikke til kommunen. (Alt sådan noget går gennem kommunen, selvom den ældre selv betaler en stor del). Materialisten havde sendt regningen til kommunen, som straks ringede os op, og beskyldte os for bedrageri. Forsikringen havde udbetalt et beløb til nye sko, de var betalt af forsikringen.
Her kommer så det underlige, vi så jo ingen penge som sådan, og vi havde heller ikke adgang til dem, alligevel mente kommunen at vi havde bedraget dem for penge til skoene. Det var materialisten der udover at have modtaget betaling for skoene, også havde sendt regningen til kommunen. De vidste nøjagtig på kroner og ører, hvad der var udbetalt til skoene.
Alt det her er kun en lille bitte del af, hvordan det er at blive ældre og meget svagelig, og det at være pårørende.
Det vil blive sådan, sagde hun. Ældrerådet vil arbejde på, at personlig pleje ikke skal udføres af pårørende.
Hende og jeg havde mange snakke for tre år siden. Trods det, at hun kendte regler o.s.v. måtte hun også se på, hvad der hændte for hendes mor.
Det er dog ikke noget nyt med at børnene eller andre familiemedlemmer forventes at tage sig af de gamle, sådan har det altid været. Det nye er, at man vil tvinge pårørende til at betale hvad det koster, hvis de ikke selv yder hjælpen.
Det er uhørt.
Når de gamle bliver rigtig gamle, som min svigermor og andre, så er deres børn folkepensionister, og mange har i denne alder, slet ikke overskud og heller ikke økonomisk mulighed for at betale.
Jeg håber da ikke, at jeg selv kommer i sådan en situation. Jeg har på nuværende kun mig selv. Mine forældrer er døde min mand og hans forældrer er også væk. Men jeg ville meget nødig have mine børn til at passe mig, eller for den sags skyld skulle påtvinges udgifter.
Hvad mon der ville ske, hvis nogen fandt på at lave et ældreparti?
Vi har jo ældre sagen. Hos dem har min bror fået en virkelig god hjælp.
http://www.aeldresagen.dk/presse/nyhede ... ?visemne=1
Hvis man skal sidde ned, når man støvsøger eller vasker gulv, det ville slet ikke undre mig man kom med et så fjollet krav, så vil jeg sige, de aldrig har prøvet det selv.
Men det kan være det samme, jeg tigger ikke om noget, den dag jeg ikke kan noget selv.
Jeg lever i skidtet eller forsvinder fra jordens overflade.
ps. En gammel dame jeg kender bliver også trænet. I hendes tilfælde er det godt nok, det er efter en operation. Men, der blev trænet for hårdt med hende, så det blev meget værre. Heldigvis greb hendes læge ind og fik det stoppet. Men hvad nu, hvis ikke hun havde "kaldt" på ham.
Jeg troede, at jeg havde oplevet grelle tilfælde med min mor, men først nu forstår jeg det, da hjemmeplejen forbavset fortalte mig at det, hun blev udsat for, bare var almindelig standard.
Bevares, der var pænt og rydeligt hos hende, men der var simpelthen så ulækkert beskidt, da vi - efter hendes død - fik kigget i hendes skabe, og borde, hylder osv. var alle helt klæbrige - altså også dem, der var helt synlige. Køkkenet var direkte sundhedsskadeligt, og så nævner jeg ikke køleskabet og de ting, jeg fandt der. Jeg havde ikke et specielt godt forhold til min mor, og hun ville under ingen omstændigheder have, at vi "blandede" os, hvorfor det først var bagefter, jeg fandt ud af det svineri, hun havde levet i.
Hun var da rimeligt frisk, men en hjerneblødning havde sat sig på hendes syn, så hun havde totalt sløret syn, så derfor kunne hun jo ikke selv se forfaldet omkring sig.
Hun fik dybfrost mad fra kommunen, og det havde hun i en fryser i et udhus - denne fryser var ca. 10 cm åben for oven, for der var bare proppet så meget mad i den, at den ikke kunne lukkes mere.
Hjemmesygeplejersken skulle komme en gang om ugen og docere hendes medicin, og hun måtte skubbe spindelvæv væk for at tage hendes medicin ud af skabet.
Min mor havde år tidligere selv valgt at flytte temmelig langt væk, så jeg var altså ikke i nærheden, men til trods for dels det og dels at hun jo ikke ønskede "indblanding", så HAVDE jeg rent faktisk haft fat i hjemmeplejen, jeg HAVDE aftalt med dem, at hvis tingene løb af sporet, så skulle de kontakte mig, for så VILLE jeg tage affære, men da jeg tog fat i dem efter min mors død og bebrejdede dem, at de ikke for længst havde kontaktet mig, så kunne de da slet ikke se, at det havde været nødvendigt - hun havde da fået den optimale og altså helt standard omsorg.
Da hun faldt hjemme og også havde tilkaldt hjælp med sit nødapparat, "glemte" man da også at kontakte mig. Det var en sygeplejerske på sygehuset, der en aften lige ringede, for der var noget hun lige ville vide, da hun gennemgik min mors taske. Jeg stod som kontaktperson over hele linien, og denne sygeplejerske havde da heller ingen problemer med at finde det.
Da jeg kontaktede hjemmeplejen for at få at vide, hvorfor i alverden jeg ikke havde fået besked, var svaret, at de ikke havde kunnet finde mit nummer - et nummer de i øvrigt sagtens kunne finde, da hun døde, og de skulle have diverse hjælpemidler retur.
Så - det er min begrundelse for, at hvis det er, hvad det offentlige hidtil har kunnet byde ældre og svage borgere, så kan det vist være lige meget. Og netop de tåbeligheder, du nævner, Persille, som "velmenende" politikere mener, man sagtens selv kan, understøtter det da bare.
Min mor døde for tre år siden, og det var i den forbindelse, jeg indgik min aftale med mine børn.
Faktisk har min mand og jeg på det seneste været noget plaget af diverse helbredsmæssige problemer, hvorfor vi nu seriøst tænker på at fraflytte vores skønne hus, finde noget mindre og tættere på vores børn, så det i det mindste ikke er forbundet med besvær for dem at lige holde øje - vi er kun lige i den spæde efterlønsalder, men vi mener, det må være nu, vi så småt indstiller os på, at der kan komme en dag, hvor vi skal have hjælp, og den hjælp skal vi selv kunne betale - for det offentlige kan vi ikke bruge til noget.
Jeg har selv en gammel mor, som jeg hjælper med lidt af hvert, som hun ikke selv kan.
Hun har en halv times hjemmehjælp hver 14.dag, men har stort hus og have.
Jeg passer jo også mit barnebarn.. da jeg gik på arbejde, var der jo nok at se til.
Men jeg var selv hjemmehjælper fra midt i 70 erne og ind i 80 erne.
Jeg startede dagen med, at tage en dame op af sengen, vaske hende og give hende tøj på, hun var lam i den ene side.
Hendes mand var hjemme, men efter vi havde fået kaffe, skulle jeg hver eneste dag, tørre støv af, vande blomster, lave middagsmad, og ellers husker jeg ikke, hvor tit jeg støvsugede og vaskede gulve..
Jeg havde også et hjem, hvor jeg husker jeg gjorde hovedrent i 5 gæsteværelser, dyner ude at sole o.s.v. damen sov i stuen, hun kunne slet ikke komme ovenpå, hvor gæsteværelser var..
Når solen skinnede, passede det tit, at jeg skulle vaske/pudse vinduer i alle 3 hjem, jeg kom i, på en dag.
Reglen var på det tidspunkt, at efter et bestemt antal timer om ugen, var hjælpen gratis, så det gjaldt jo om, at få så mange timer som muligt.
Før hjemmehjælpen hed det husmoderafløsning, det var nærmest til unge familier, hvor moderen var blevet syg.
Ældre kom på alderdomshjem, hvis manden blev alene, så kunne han komme på alderdomshjem, mænd kunne jo ikke lave mad, dengang.
De var friske og de kunne sagtens finde en ny kæreste der, det var ikke som i dag, hvor det nærmest er demente, der kommer på plejehjem.
Det er uhyggeligt som ældre behandles dag, og at byrden skal lægges på travle familier, eller bedsteforældre, der også må passe børnebørnene!
Men det er jo klart at kommunerne skal spare, en kommunaldirektør tjener
1.548.444 kroner om året plus yderligere 281.816 kroner i pension.
Er der nogen mennesker, der er så meget værd?