Hjælp - Jeg har brug for nogle gode råd.
Jeg skriver i håb om, at nogle herinde kan give mig et godt råd og nogle forslag til, hvordan jeg kommer ud af denne triste situation, som jeg har bragt mig selv i.
Jeg er en pige på 17 år, som går i 3.g og har en ganske almindelig hverdag, og virker velfungerende udadtil. Jeg har dog ikke altid været lige så stabil, som jeg er nu. I 2011 blev jeg ramt af en svær depression, hvilket resulterede i, at min hverdag lang fra hang sammen. Fra tid til anden havde jeg selvmordstanker, og en dag gik det så vidt, at jeg simpelthen bare ikke ville mere. Dog havde jeg ikke mod nok til at tage mit eget liv, men mine nærmeste havde opdaget at ikke alt var som det skulle være og reagerede på det.
Jeg kom i medicinsk behandling og jeg er med tiden blevet rask og fri af depressive tanker. Det er godt et år siden, at jeg følte mig rask og ind til nu har jeg haft rigtig meget overskud og har generelt været en glad pige. Men de sidste par måneder er jeg blevet meget opslugt af mine egne tanker. Det er dog ikke tristhed, der fylder, men nærmere tomhed og rastløshed. Det startede i sommers da jeg tænkte, at det ville være en god idé at tabe mig et par kilo, så jeg kunne føle mig bedre tilpas med min krop, når nu sommerperioden er en tid, hvor man er letpåklædt meget af tiden. Jeg startede ud med at veje omkring 58 kilo, og så smed jeg 4 kilo og var tilfreds med mig selv - troede jeg. Hvad jeg ikke var opmærksom på var, at jeg fortsatte med at tabe mig og jeg er nu blevet fuldstændig opslugt af, hvor mange kalorier jeg indtager om dagen og hvor meget motion, jeg dyrker. Jeg vil helst indtage under 300 kalorier om dagen, og jeg får det dårligt med mig selv, hvis jeg kommer til at spise noget, jeg ikke har planlagt.
Modsat dengang jeg led af depression kan jeg få en hverdag til at fungere både med skole og det sociale selvom jeg godt ved, at min psyke ikke er helt stabil for tiden. Dog er jeg kontant bange for at skulle komme ud i en mørk periode igen. Jeg kan nemlig mærke, at tankerne trænger på igen. I den sidste måneds tid har jeg haft en række forbigående mindre problemer, som egentlig ikke burde være vanskelige at håndtere. Men for to uger siden udløste disse udfordringer, at jeg ligepludselig slet ikke kunne føle noget - hverken glæde eller tristhed, men derimod tomhed og en rastløshed, der driver mig til vanvid. Da jeg ryddede op på mit værelse fandt jeg en engangskraber, og fik lige pludselig den idé at pille bladene ud og skære i mig selv - noget, jeg aldrig før har gjort. Det startede ud med små, uskyldige snit på armen, men nu skærer jeg både dybere og oftere og er nærmest blevet afhængig af det, som man bliver afhængig af rygning.
Jeg har ikke fortalt nogle, at jeg skærer i mig selv, eftersom jeg er flov over det, men også fordi, at jeg ikke rigtig føler, at jeg har nogle, som vil kunne forstå eller være i stand til at snakke om det. Det værste er dog, at jeg ikke selv ved, hvorfor jeg gør skade på mig selv. Jeg klarer mig godt i skolen og har den bedste kæreste man kunne ønske sig. Jeg har alt, hvad man kunne ønske sig. Men indeni er der nu engang blevet tomt igen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Allerhelst vil jeg gerne stoppe med at skære i mig selv, da det giver nogle grimme ar, og så vil jeg også gerne slippe noget af mit fokus fra mad, da det gør, at jeg føler mig fanget og besat af og i min krop og dens vægt.
Jeg vil gerne have hjælp til at komme ud af dette, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte...
Med venlig hilsen
En forvirret ung pige, der ikke vil ende i et dybt, sort hul igen.
Jeg er en pige på 17 år, som går i 3.g og har en ganske almindelig hverdag, og virker velfungerende udadtil. Jeg har dog ikke altid været lige så stabil, som jeg er nu. I 2011 blev jeg ramt af en svær depression, hvilket resulterede i, at min hverdag lang fra hang sammen. Fra tid til anden havde jeg selvmordstanker, og en dag gik det så vidt, at jeg simpelthen bare ikke ville mere. Dog havde jeg ikke mod nok til at tage mit eget liv, men mine nærmeste havde opdaget at ikke alt var som det skulle være og reagerede på det.
Jeg kom i medicinsk behandling og jeg er med tiden blevet rask og fri af depressive tanker. Det er godt et år siden, at jeg følte mig rask og ind til nu har jeg haft rigtig meget overskud og har generelt været en glad pige. Men de sidste par måneder er jeg blevet meget opslugt af mine egne tanker. Det er dog ikke tristhed, der fylder, men nærmere tomhed og rastløshed. Det startede i sommers da jeg tænkte, at det ville være en god idé at tabe mig et par kilo, så jeg kunne føle mig bedre tilpas med min krop, når nu sommerperioden er en tid, hvor man er letpåklædt meget af tiden. Jeg startede ud med at veje omkring 58 kilo, og så smed jeg 4 kilo og var tilfreds med mig selv - troede jeg. Hvad jeg ikke var opmærksom på var, at jeg fortsatte med at tabe mig og jeg er nu blevet fuldstændig opslugt af, hvor mange kalorier jeg indtager om dagen og hvor meget motion, jeg dyrker. Jeg vil helst indtage under 300 kalorier om dagen, og jeg får det dårligt med mig selv, hvis jeg kommer til at spise noget, jeg ikke har planlagt.
Modsat dengang jeg led af depression kan jeg få en hverdag til at fungere både med skole og det sociale selvom jeg godt ved, at min psyke ikke er helt stabil for tiden. Dog er jeg kontant bange for at skulle komme ud i en mørk periode igen. Jeg kan nemlig mærke, at tankerne trænger på igen. I den sidste måneds tid har jeg haft en række forbigående mindre problemer, som egentlig ikke burde være vanskelige at håndtere. Men for to uger siden udløste disse udfordringer, at jeg ligepludselig slet ikke kunne føle noget - hverken glæde eller tristhed, men derimod tomhed og en rastløshed, der driver mig til vanvid. Da jeg ryddede op på mit værelse fandt jeg en engangskraber, og fik lige pludselig den idé at pille bladene ud og skære i mig selv - noget, jeg aldrig før har gjort. Det startede ud med små, uskyldige snit på armen, men nu skærer jeg både dybere og oftere og er nærmest blevet afhængig af det, som man bliver afhængig af rygning.
Jeg har ikke fortalt nogle, at jeg skærer i mig selv, eftersom jeg er flov over det, men også fordi, at jeg ikke rigtig føler, at jeg har nogle, som vil kunne forstå eller være i stand til at snakke om det. Det værste er dog, at jeg ikke selv ved, hvorfor jeg gør skade på mig selv. Jeg klarer mig godt i skolen og har den bedste kæreste man kunne ønske sig. Jeg har alt, hvad man kunne ønske sig. Men indeni er der nu engang blevet tomt igen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Allerhelst vil jeg gerne stoppe med at skære i mig selv, da det giver nogle grimme ar, og så vil jeg også gerne slippe noget af mit fokus fra mad, da det gør, at jeg føler mig fanget og besat af og i min krop og dens vægt.
Jeg vil gerne have hjælp til at komme ud af dette, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte...
Med venlig hilsen
En forvirret ung pige, der ikke vil ende i et dybt, sort hul igen.
