Vi sørger forskelligt, ingen kan forlange at man skal sørge efter en bestemt formel.
Noget helt andet er, hvor er din mor henne i det her forløb?
Det må da være din far og mor det her først og fremmest handler om. Børnene følger med, men ikke i forreste række.
Jeg mistede min mand for tre år siden. Vi havde lidt af de samme problemer med vores datter. Hun ville ind og tage min plads. Hun søgte plejeorlov uden at spørge os, om vi ønskede det.
Nu blev det ikke aktuelt, jeg passede min mand, og de sidste fjorten dage flyttede vi begge på hospice. Så vi var ved hinandens side lige til døden os skilte. De sidste to dage var vi alle samlet.
Børnene kunne komme, bare ikke alle på en gang. Jeg sørgede for, at de alle fik alenetid med deres far.
Du har ret i dit synspunkt med, at det handler ikke om at snakke og snakke, det handler om at være, holde i hånd o.s.v.
Din far bliver alt for udmattet. Din mor skal tage den plads ved sin mands side der tilkommer hende, hun må ikke lade børnene dominere foretagendet.
Min mand tilrettelagde selv sin begravelse, men lod mig bestemme salmer og hvad der videre skulle ske.
Din bror kan ikke tillade sig at invitere til begravelse, før din far er død. I det hele taget er det her noget din mor skulle tage sig af, ikke din bror.
Din mor er måske ikke i stand til det?
Din far er måske eller har måske heller ikke kunnet tale om, hvordan han ønskede det hele skulle være.
Sørg for at du får taget afsked med din far. Enten du har det på den ene eller den anden måde, så er det vigtigt.
Man kan ikke sørge på forskud. Sorgen kommer når den kommer. Din far er jo ikke død endnu.
På hospice fik jeg en dejlig livsbekræftende oplevelse. Man er levende lige til man er død.
Hvis du kan, så sørg for, at din mor er med. Når din far og ikke har forberedt sig på døden og begravelsen, så må i vente med alt dette til din far er død.
Selv der, for din mors skyld, må du sørge for, at din mor inddrages i hvad der skal ske.
Min svigermor var ligesådan. Hun mente det var børnenes ansvar, at tage alle disse svære beslutninger. Børnene var vant til det, så de gjorde som mor ville have det.
Jeg foreslog, at min svigermor selv skulle med til bedemanden, selv skulle forholde sig til, hvilket tøj der skulle bruges o.s.v. Sådan blev det.
I modsat fald, kunne hun sidde og bebrejde alt og alle, at alting var forkert.
Iøvrigt hvis din bror går ind og bestemmer alt, og bestiller begravelsen, så hæfter han personligt for den. Det kan du finde regler om på nettet. Du kan også hente en folder hos en bedemand.
Da min mand var syg indhentede jeg priser fra forskellige bedemænd. Der er enormt store prisforskelle. Ikke alle oplyser alt, der er nogle ting, som alle skal betale, men som ikke blev oplyst.
Så hvis dine forældre ikke har penge, så lad du bare din bror bestemme. Han får selv regningen, og kan ikke kræve noget hos dig eller din mor.
Derfor er det så vigtigt, at din mor kommer på banen.
En begravelse er en stor udgift, hvis man ingen penge har. Det er heller ikke rimeligt, at din bror tilrettelægger en begravelse uden om din mor. Det kan ruinere hende, hvis din bror f.eks. får lov til det på din mors vegne.
Jeg føler med dig og din mor.
Selvom din bror gør det i en god mening, så er det ikke særlig hensynsfuldt overfor den vigtigste i din fars liv, som må antages at være din mor.
Linette
Jeg har læst dine indlæg, jo jeg tænkte det du nu skriver, men jeg forstod også der gemte sig fortvivlelse bag dine ord.
Jeg har selv haft noget inde på livet, ikke det samme, men noget der ligner. Af den grund forstår jeg godt alle dine følelser.
For mit vedkommende er det ikke noget jeg kan glemme, tankerne vil altid være der. Jeg har også tænkt på, hvad og hvem har skylden, måske også en fortid/opvækst der gør mennesker til det de er.
Nu er vi ikke mange tilbage og jeg har ofte tænkt på, "havde jeg dog bare".
Hvis det var i dag ville jeg "sluge nogle kameler" hellere det end uvenskab.
Og det gør jeg med "de sidste" . At jeg så "skælder ud" uden nogen hører det gør vel jeg får afreageret.
Men hvis "bare, jeg ville ønske, havde jeg dog bare gjort det og det." Så havde savnet været på en anden måde. Jeg håber du forstår hvad jeg mener. Jeg kan ikke sige det bedre.
Ikke alle forstår at stoppe" den slags" opvækst, så det ikke føres videre. Jeg har gjort det med mine børn. Jeg ville ikke det skulle føres videre i de næste generationer.
Jo P .. jeg forstod nøjagtig hvad du mente! Begravelsen var utrolig smuk - jeg vidste ikke sådan noget kunne være smukt.
Der var ikke plads til irritation og stress over ham....for der var ikke grund til det. Vi har begge været kørt op til bristepunktet over det her - men på hver sin måde. I kirken var jeg der for min lillebror der græd og græd. Men sådan er det.
Kloge velmenende eller bare smukke ord gør altid indtryk på mig . Så denne sætning .....tænkte jeg over.
Sorg er virkelig individuel! En god måde at takle det på er at snakke med nogen om det, og det kan f.eks. være præsten, men faktisk også bedemanden. Bedemænd oplever mange sørgende, og derfor kan de være rigtig gode at snakke tingene igennem med. Bedemanden fandt jeg igennem begravelsesguiden.dk, og det vil jeg klart anbefale andre også at gøre!
Kommentarer
Noget helt andet er, hvor er din mor henne i det her forløb?
Det må da være din far og mor det her først og fremmest handler om. Børnene følger med, men ikke i forreste række.
Jeg mistede min mand for tre år siden. Vi havde lidt af de samme problemer med vores datter. Hun ville ind og tage min plads. Hun søgte plejeorlov uden at spørge os, om vi ønskede det.
Nu blev det ikke aktuelt, jeg passede min mand, og de sidste fjorten dage flyttede vi begge på hospice. Så vi var ved hinandens side lige til døden os skilte. De sidste to dage var vi alle samlet.
Børnene kunne komme, bare ikke alle på en gang. Jeg sørgede for, at de alle fik alenetid med deres far.
Du har ret i dit synspunkt med, at det handler ikke om at snakke og snakke, det handler om at være, holde i hånd o.s.v.
Din far bliver alt for udmattet. Din mor skal tage den plads ved sin mands side der tilkommer hende, hun må ikke lade børnene dominere foretagendet.
Min mand tilrettelagde selv sin begravelse, men lod mig bestemme salmer og hvad der videre skulle ske.
Din bror kan ikke tillade sig at invitere til begravelse, før din far er død. I det hele taget er det her noget din mor skulle tage sig af, ikke din bror.
Din mor er måske ikke i stand til det?
Din far er måske eller har måske heller ikke kunnet tale om, hvordan han ønskede det hele skulle være.
Sørg for at du får taget afsked med din far. Enten du har det på den ene eller den anden måde, så er det vigtigt.
Man kan ikke sørge på forskud. Sorgen kommer når den kommer. Din far er jo ikke død endnu.
På hospice fik jeg en dejlig livsbekræftende oplevelse. Man er levende lige til man er død.
Selv der, for din mors skyld, må du sørge for, at din mor inddrages i hvad der skal ske.
Min svigermor var ligesådan. Hun mente det var børnenes ansvar, at tage alle disse svære beslutninger. Børnene var vant til det, så de gjorde som mor ville have det.
Jeg foreslog, at min svigermor selv skulle med til bedemanden, selv skulle forholde sig til, hvilket tøj der skulle bruges o.s.v. Sådan blev det.
I modsat fald, kunne hun sidde og bebrejde alt og alle, at alting var forkert.
Iøvrigt hvis din bror går ind og bestemmer alt, og bestiller begravelsen, så hæfter han personligt for den. Det kan du finde regler om på nettet. Du kan også hente en folder hos en bedemand.
Da min mand var syg indhentede jeg priser fra forskellige bedemænd. Der er enormt store prisforskelle. Ikke alle oplyser alt, der er nogle ting, som alle skal betale, men som ikke blev oplyst.
Så hvis dine forældre ikke har penge, så lad du bare din bror bestemme. Han får selv regningen, og kan ikke kræve noget hos dig eller din mor.
Derfor er det så vigtigt, at din mor kommer på banen.
En begravelse er en stor udgift, hvis man ingen penge har. Det er heller ikke rimeligt, at din bror tilrettelægger en begravelse uden om din mor. Det kan ruinere hende, hvis din bror f.eks. får lov til det på din mors vegne.
Jeg føler med dig og din mor.
Selvom din bror gør det i en god mening, så er det ikke særlig hensynsfuldt overfor den vigtigste i din fars liv, som må antages at være din mor.
Linette
Jeg har selv haft noget inde på livet, ikke det samme, men noget der ligner. Af den grund forstår jeg godt alle dine følelser.
For mit vedkommende er det ikke noget jeg kan glemme, tankerne vil altid være der. Jeg har også tænkt på, hvad og hvem har skylden, måske også en fortid/opvækst der gør mennesker til det de er.
Nu er vi ikke mange tilbage og jeg har ofte tænkt på, "havde jeg dog bare".
Hvis det var i dag ville jeg "sluge nogle kameler" hellere det end uvenskab.
Og det gør jeg med "de sidste" . At jeg så "skælder ud" uden nogen hører det gør vel jeg får afreageret.
Men hvis "bare, jeg ville ønske, havde jeg dog bare gjort det og det." Så havde savnet været på en anden måde. Jeg håber du forstår hvad jeg mener. Jeg kan ikke sige det bedre.
Ikke alle forstår at stoppe" den slags" opvækst, så det ikke føres videre. Jeg har gjort det med mine børn. Jeg ville ikke det skulle føres videre i de næste generationer.
Der var ikke plads til irritation og stress over ham....for der var ikke grund til det. Vi har begge været kørt op til bristepunktet over det her - men på hver sin måde. I kirken var jeg der for min lillebror der græd og græd. Men sådan er det.
Kloge velmenende eller bare smukke ord gør altid indtryk på mig . Så denne sætning .....tænkte jeg over.