Indstillinger
Har jeg et problem?
Hej alle her på netdoktor :-)
Jeg skriver herind fordi at jeg i alt for lang tid har været rigtig nervøs for min fremtid. Jeg er kun 14 år, og det hele startede i marts 2012, hvor en del af mine veninder sagde til mig at de var bekymrede fordi jeg aldrig spiste, og havde tabt mig meget. Jeg var gået fra at veje ca. 42kg til under 32kg, jeg havde slet ikke tænkt på at jeg kunne have et problem, og mente heller ikke at jeg havde et, men jeg blev tvunget til at spise så jeg tog alt på igen og fortsatte med at spise normalt. Men tankerne om at jeg slet ikke burde spise så meget, jeg skal være den tyndeste, skal være sund slap jeg dog aldrig af med. Så i November 2012 gav jeg op til tankerne. Jeg spiste så lidt som muligt, og dyrkede meget motion. Jeg tabte mig igen og kom nok under 35kg som var mit mål. Jeg troede jeg kunne stoppe der, men eftersom at det var så nemt fortsatte jeg, der var jo alligevel ingen, som stoppede mig. Men da jeg rigtig godt kan lide mad, har der været dage hvor jeg bare har spist hvad jeg ville, men har så fået så dårlig samvittighed at jeg kaster op. Det var også rigtig nemt at kaste op så det gjorde jeg flere gange dagligt, og det gør jeg stadigvæk. Men her i hele 2013 har jeg haft det så dårligt, har været nede og veje 28kg men vejer nu 40 så det svinger rigtig meget. Jeg har det så dårligt med mig selv at jeg begyndte at skære i mig selv, steder hvor andre ikke ville kunne se det. Så underligt som det nu lyder har det hjulpet mig rigtig meget, jeg gør det hver gang jeg bliver ked af det for at "straffe" min krop. Alt det her er ikke mindst gået udover mit humør, men også mine karrakterer i skolen, og jeg er langsomt ved at miste alle mine venner. Det er rigtig svært for selvom jeg ville ønske at jeg kunne fortælle alt det her til mine forældre, vil det bare ødelægge hele min familie, og jeg vil jo ikke gøre dem kede af det. Så vil jeg hellere smile selvom jeg ikke er glad.
Det her var kun en brøkdel af det hele, jeg ved godt at i ikke kan stille nogen diagnoser eller sådan noget herinde, men jeg er så forvirret, og havde egentlig bare brug for at komme ud med alle mine følelser. Men tror i at jeg har et problem? Jeg kan umuligt have en spiseforstyrrelse da jeg ikke er specielt tynd, jeg har min menstruation osv. så jeg opfylder faktisk ikke rigtig nogle af kravene. Kan i hjælpe mig, hvad er der galt med mig?
Jeg skriver herind fordi at jeg i alt for lang tid har været rigtig nervøs for min fremtid. Jeg er kun 14 år, og det hele startede i marts 2012, hvor en del af mine veninder sagde til mig at de var bekymrede fordi jeg aldrig spiste, og havde tabt mig meget. Jeg var gået fra at veje ca. 42kg til under 32kg, jeg havde slet ikke tænkt på at jeg kunne have et problem, og mente heller ikke at jeg havde et, men jeg blev tvunget til at spise så jeg tog alt på igen og fortsatte med at spise normalt. Men tankerne om at jeg slet ikke burde spise så meget, jeg skal være den tyndeste, skal være sund slap jeg dog aldrig af med. Så i November 2012 gav jeg op til tankerne. Jeg spiste så lidt som muligt, og dyrkede meget motion. Jeg tabte mig igen og kom nok under 35kg som var mit mål. Jeg troede jeg kunne stoppe der, men eftersom at det var så nemt fortsatte jeg, der var jo alligevel ingen, som stoppede mig. Men da jeg rigtig godt kan lide mad, har der været dage hvor jeg bare har spist hvad jeg ville, men har så fået så dårlig samvittighed at jeg kaster op. Det var også rigtig nemt at kaste op så det gjorde jeg flere gange dagligt, og det gør jeg stadigvæk. Men her i hele 2013 har jeg haft det så dårligt, har været nede og veje 28kg men vejer nu 40 så det svinger rigtig meget. Jeg har det så dårligt med mig selv at jeg begyndte at skære i mig selv, steder hvor andre ikke ville kunne se det. Så underligt som det nu lyder har det hjulpet mig rigtig meget, jeg gør det hver gang jeg bliver ked af det for at "straffe" min krop. Alt det her er ikke mindst gået udover mit humør, men også mine karrakterer i skolen, og jeg er langsomt ved at miste alle mine venner. Det er rigtig svært for selvom jeg ville ønske at jeg kunne fortælle alt det her til mine forældre, vil det bare ødelægge hele min familie, og jeg vil jo ikke gøre dem kede af det. Så vil jeg hellere smile selvom jeg ikke er glad.
Det her var kun en brøkdel af det hele, jeg ved godt at i ikke kan stille nogen diagnoser eller sådan noget herinde, men jeg er så forvirret, og havde egentlig bare brug for at komme ud med alle mine følelser. Men tror i at jeg har et problem? Jeg kan umuligt have en spiseforstyrrelse da jeg ikke er specielt tynd, jeg har min menstruation osv. så jeg opfylder faktisk ikke rigtig nogle af kravene. Kan i hjælpe mig, hvad er der galt med mig?
Kommentarer
Selv er jeg mor til en pige på din alder, og jeg vil med baggrund i det sige, at familier ikke bryder sammen, fordi et medlem har problemer. Det er jo netop i den slags situationer, at man skal vise, at man kan støtte og hjælpe hinanden, fordi man elsker hinanden. Og jeg vil gerne sige til dig, at jeg ville blive hundrede millioner gange mere ked af det, hvis min datter ikke kom til mig, hvis hun havde så store problemer, end at få af vide, at hun faktisk har det sådan. Så jeg synes, du skal snakke med dine forældre. I din alder er der mange, som ikke tror, at deres forældre engang også har været unge, og mange af dem har været gennem lignende problemer, og forstår derfor meget mere, end du tror :-) Alternativt synes jeg, at du skal snakke med en af dine lærer, som du har tillid til eller sundhedsplejersken.
Det korte af det lange er, at du er derude, hvor du ikke selv kan klare problemerne, og hvis du ikke får hjælp, så er der en reel risiko for, at du ender med at tage livet af dig selv med dine handlinger. Og prøv lige at tænke frem i tiden: dine ar fra alle de gange, du har skåret i dig selv, de forsvinder aldrig! Din hjerne har brug for fedt for at udvikle sig, så du bliver ganske enkelt dum af ikke at spise. For slet ikke at tale om din krop, som ikke kan udvikle sig, hvilket måske betyder, at du på sigt ikke kan få de børn, som du sikkert kommer til at ønske dig en gang ude i fremtiden. Det betyder måske ikke så meget nu, men det vil det komme til.
Så pas godt på dog selv, og få snakket med noget, der kan hjælpe dig og husk: dine forældre elsker dig, og jeg er overbevidst om, at de også vil hjælpe dig.
Jeg ved godt at jeg burde snakke med dem, men kan på ingen måde forestille mig hvordan jeg skulle sige det. Har ikke ligefrem det bedste forhold til dem, og jeg tror bare at det ville ødelægge så meget mere for mig hvis nogen fandt ud af det.
En af mine bedste veninder har anoreksi, og jeg ved hvordan det har ødelagt hendes familie. Hun har boet på et center for spiseforstyrrelser i over 4 måneder nu. Jeg er bare så bange for hvad der ville ske.
Måske er det hårdt for din veninde at bo på et center, men du skal tænke på, at alternativet ved mennesker, der har anoreksi, er, at de dør! Og hvad er mon værst? Problemet er, at du risikere at gå samme vej! Det, du er ude i nu, er at være psykisk ustabil, og hvis du ikke hurtigt får hjælp, så risikere du at blive psykisk syg, og det er meget alvorligt. Måske er det noget, der kommer til at fylde resten af dit liv, hvorimod du kan komme videre og få et godt liv, hvis du gør noget nu.
En del piger dyrker at have anoreksi og skære i sig selv. De synes, det er sejt, fordi de får opmærksomhed. Men, det er sygt, og der er så mange andre og bedre måder at få omsorg og opmærksomhed på. Der er så mange andre måder at være med i et fællesskab på, hvor man ikke bliver bedømt på, hvad man kan, men hvem man er. Og du er jo noget helt unikt, specielt og vidunderligt - og selv om du måske ikke tror på mig, så vil jeg alligevel fortælle dig, at det synes alle forældre om deres børn! Også når ens børn er sure, tvære, gør oprør og i det hele taget er teenagers :-)
Men hvis du ikke vil tale med dine forældre, så find en anden voksen, der kan hjælpe dig. Du har fortjent et bedre liv, end det du lige nu er ved at skabe for dig selv.