Alene, angst og ked af det
Jeg er en pige på 24, der hele mit liv har kæmpet med OCD. For ca. 10 år siden udviklede jeg bulimi, der siden gik over i anoreksi og derefter bulimi igen, som jeg fortsat har.
Derudover døjer jeg også med depression.
Hvor skal jeg starte. De sidste to-tre måneder har især været præget af meget stress, og nu har jeg så lige et par dage inden studiestart hvor jeg ikke skal noget som helst. De sidste tre uger har især været svære, med en del OCD anfald, og nu her til aften føler jeg mig ekstremt ulykkelig og alene. Jeg føler at jeg er ved at blive sindssyg, og er konstant bange for at dø. Det kører sådan lidt op og ned i bølger, og det frustrerende er, at jeg er (over)opmærksom på hver en lille følelse i kroppen. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, og føler mig ret fortabt.
Det eneste jeg kan gøre er, at blive ved med at ringe til min far og snakke med ham; han har altid været en utrolig støtte for mig. Men vil heller ikke belaste ham.
Ville bare høre om der er nogen der har haft det på lignende måde? Den der følelse af ikke at forstå hvad der sker, og at føle, og være rædselsslagen for, at man bogstavelig talt er ved at miste forstanden.
Det skal samtidig nævnes, at jeg gennem det sidste 1½ år har gået til kognitiv terapi hos én der er specialiseret i OCD.
Derudover døjer jeg også med depression.
Hvor skal jeg starte. De sidste to-tre måneder har især været præget af meget stress, og nu har jeg så lige et par dage inden studiestart hvor jeg ikke skal noget som helst. De sidste tre uger har især været svære, med en del OCD anfald, og nu her til aften føler jeg mig ekstremt ulykkelig og alene. Jeg føler at jeg er ved at blive sindssyg, og er konstant bange for at dø. Det kører sådan lidt op og ned i bølger, og det frustrerende er, at jeg er (over)opmærksom på hver en lille følelse i kroppen. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, og føler mig ret fortabt.
Det eneste jeg kan gøre er, at blive ved med at ringe til min far og snakke med ham; han har altid været en utrolig støtte for mig. Men vil heller ikke belaste ham.
Ville bare høre om der er nogen der har haft det på lignende måde? Den der følelse af ikke at forstå hvad der sker, og at føle, og være rædselsslagen for, at man bogstavelig talt er ved at miste forstanden.
Det skal samtidig nævnes, at jeg gennem det sidste 1½ år har gået til kognitiv terapi hos én der er specialiseret i OCD.
