Indstillinger
Har jeg fået anoreksi?
Hej.
Jeg er en pige på 11 år, og jeg er bange for, at jeg har fået anoreksi.
Jeg er begyndt at gå ekstremt meget op i min vægt, og har tabt mig en del.
Jeg sulter mig selv, og går også meget op i, at dyrke motion. På hjemmesider om anoreksi, synes jeg at jeg genkender mange at tingene.
- Jeg prøver at undgå at spise sammen med andre, så de ikke opdager det.
- Jeg kan ikke gå forbi et spejl, en butiksrude eller et vindue, uden at se om jeg nu ser tynd nok ud.
- Mine knogler er blevet meget tydelige.
- Jeg har bl. a. fået konstateret jernmangel, og får medicin for det.
- Folk omkring mig (f. eks. skolekammarater), er også begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke spiser særlig meget.
- Men selvom jeg godt selv kan se mine knogler, synes jeg ikke at jeg er tynd / slank på nogen måde.
- Jeg synes at jeg burde tabe mig 5 kg.
- Jeg har haft meget mindre tid til venner og sådan noget. Jeg går også i en fritidsklub, hvor jeg før var der nogenlunde hver dag til 15:30, hvorimod jeg nu kun er der max. 1 gang om ugen.
- Symptomer jeg har oplevet: Meget hovedpine / smerter, mavepine / smerter, svimmelhed, hårtab, hjertebanken, jeg er besvimet en del, rysteturer osv. osv.
Jeg begyndte på at sulte mig, fordi jeg er blevet drillet med at jeg er fed, selvom jeg egentlig altid har været normal/undervægtig.
Men jeg troede på dem, og jeg er bange for, at det har udviklet sig til en spiseforstyrrelse.
Jeg var bl. a. også ved en sundhedsplejerske, for et halvt år siden, og har lagt mærke til, at det begyndte sådan lidt efter det.
Og på det halve år før jeg var dér, voksede jeg 7 cm. Men et halvt efter jeg var der, er jeg kun vokset 3 cm.
Min mor ved det ikke, men siger til mig at hun er bekymret for mig, pga. at jeg spiser så lidt.
Jeg spiller et spil over nettet, hvor man kan møde nye mennesker, uden at kende dem i virkeligheden... Jeg har fortalt til dem, hvordan jeg har det, og de synes at jeg skal stoppe med at sulte mig, og fortælle det til min mor.
Men jeg har sådan set ikke brug for hjælp, men en der kan forstå mig, og forstå hvorfor jeg har gjort det... En jeg kan snakke med på en måde.
Men har jeg fået anoreksi? Eller er jeg på vej til det? Det kunne være rigtig fedt at høre andres meninger.
- L.
Jeg er en pige på 11 år, og jeg er bange for, at jeg har fået anoreksi.
Jeg er begyndt at gå ekstremt meget op i min vægt, og har tabt mig en del.
Jeg sulter mig selv, og går også meget op i, at dyrke motion. På hjemmesider om anoreksi, synes jeg at jeg genkender mange at tingene.
- Jeg prøver at undgå at spise sammen med andre, så de ikke opdager det.
- Jeg kan ikke gå forbi et spejl, en butiksrude eller et vindue, uden at se om jeg nu ser tynd nok ud.
- Mine knogler er blevet meget tydelige.
- Jeg har bl. a. fået konstateret jernmangel, og får medicin for det.
- Folk omkring mig (f. eks. skolekammarater), er også begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke spiser særlig meget.
- Men selvom jeg godt selv kan se mine knogler, synes jeg ikke at jeg er tynd / slank på nogen måde.
- Jeg synes at jeg burde tabe mig 5 kg.
- Jeg har haft meget mindre tid til venner og sådan noget. Jeg går også i en fritidsklub, hvor jeg før var der nogenlunde hver dag til 15:30, hvorimod jeg nu kun er der max. 1 gang om ugen.
- Symptomer jeg har oplevet: Meget hovedpine / smerter, mavepine / smerter, svimmelhed, hårtab, hjertebanken, jeg er besvimet en del, rysteturer osv. osv.
Jeg begyndte på at sulte mig, fordi jeg er blevet drillet med at jeg er fed, selvom jeg egentlig altid har været normal/undervægtig.
Men jeg troede på dem, og jeg er bange for, at det har udviklet sig til en spiseforstyrrelse.
Jeg var bl. a. også ved en sundhedsplejerske, for et halvt år siden, og har lagt mærke til, at det begyndte sådan lidt efter det.
Og på det halve år før jeg var dér, voksede jeg 7 cm. Men et halvt efter jeg var der, er jeg kun vokset 3 cm.
Min mor ved det ikke, men siger til mig at hun er bekymret for mig, pga. at jeg spiser så lidt.
Jeg spiller et spil over nettet, hvor man kan møde nye mennesker, uden at kende dem i virkeligheden... Jeg har fortalt til dem, hvordan jeg har det, og de synes at jeg skal stoppe med at sulte mig, og fortælle det til min mor.
Men jeg har sådan set ikke brug for hjælp, men en der kan forstå mig, og forstå hvorfor jeg har gjort det... En jeg kan snakke med på en måde.
Men har jeg fået anoreksi? Eller er jeg på vej til det? Det kunne være rigtig fedt at høre andres meninger.
- L.
Kommentarer
Lyt ikke til dem som siger at du er tyk!
Du er elleve og din krop begynder at forandre sig så det er meget vigtigt at du får spist det som din krop har brug for:)
Hvis du har brug for en at snakke med så må du meget gerne skrive til mig:)
(Jeg kan sende dig mit nummer hvis du vil have det:)
Jeg hedder Karla og er 13 år.
Det er rigtig rart at vide, at der er en man kan henvende sig til.
Men jeg skal også snart i behandling, da min mor har opdaget det... Det skræmmer mig bare lidt ved tanken "Børnepsykiatrisk-Afdeling" ii:'
Men tak!
Noget helt andet er: bliver du stadig mobbet? For gør du det, så skal der måske først og fremmest tages hånd om det. For uanset om du er normalvægtig, tynd eller ekstrem fed, så er du et værdifuldt menneske, og derfor har du ikke fortjent at blive mobbet. Det er ganske enkelt ikke ok, og det skal der sættes en stopper for.
Du skal også forstå, at ingen mennesker forstår andre totalt, for vi er alle sammen helt unikke. Men det betyder jo ikke, at du ikke er værdifuld for en hel masse mennesker. Hvordan tror du f.eks. din familie ville se ud uden dig? Alt den glæde og kærlighed, du har bragt ind i deres liv, ville de jo aldrig have fået, hvis du ikke havde været der. Du er ganske enkelt noget helt specielt, og derfor skal du behandles ordentlig af andre mennesker, og du skal behandle dig selv ordentligt. Og det gør du bedst ved enten at snakke med din mor eller en anden voksen, som du har tillid til - eller ringer til børnetelefonen.
Pas godt på dig selv. Du har kun et liv, og det er værdifuldt.
Jeg bliver ikke mobbet mere, men har tit nogle konflikter med nogen.
Jeg har også overvejet, at ringe til Børnetelefonen, men haft for svært ved det, da jeg har rimelig meget angst. ii:'
Jeg er bange for:
-Hvis jeg nu skulle ringe forkert.
-Hvis nu jeg kommer til at græde.
-Hvis jeg kommer til at lyde følsom. Osv. osv.
Men jeg kommer snart i behandling... Jeg ved bare ikke, om jeg skal være ked af at jeg skal i behandling, eller glad..?
Men igen 1.ooo TUSIND tak for svarene<3
Behandling kan kun hjælpe dig - da de kommer til at snakke med dig en del om det psykiske og hvorfor du tænker som du gør. De hjælper dig med at indse at tingene ikke er altid som man ser dem og du får mere realistisk og positiv tankegang
Du er kun 11, din krop er i gang med at vokse
Jeg er 20 år ny og er blevet mobbet det meste af mit liv. Jeg fik at vide at jeg var grim, blev spyttet på og fik at vide at vide masser, masser af grimme ting. Men jeg indså desværre lidt sent at det var dem der havde problemer.
De mennesker som har mobbet mig har jeg kun ondt af nu. I dag så står jeg tit som model og er tilfreds med min krop som den er selvom der er lidt små skavanker som lange hænder, stor næse osv. Så de havde langtfra ret. Det er sådan som jeg ser ud, og vil altid gøre, og det er jeg glad for
Kontakt mig på min mail : almossawe@hotmail.com
Jeg ved godt at det her svar kommer alt for sent alligevel, men beklager - Jeg stiller ikke op til noget eller giver min mail ud.
Håber at du fik nok info, i mit første indlæg. ;-)