Tror jeg har ondt i hjertet
Havde ikke troet jeg skulle finde mig selv sidde foran computeren i færd med at skrive et indlæg, og dog det trænger jeg til.
Jeg er gift på sjette år med min mand som jeg har kendt i 12 år, vi har to piger 6 og 9 år og vi har begge job.
Jeg har en så stor knude inde i mig og jeg ved dårligt hvor jeg skal starte. Igennem mange år er jeg af min mand blevet stemplet som en der ikke der ikke kan gøre noget rigtigt eks. ikke opdrage vores børn det er kun ham mener han, jeg er klodset, det skyldes mener han at det er fordi jeg ikke har haft en far, er vokset op med min mor som han også mener er meget mærkelig- får at vide jeg skal tage mig sammen, det også sagt når børnene hører det, kan ikke lave lektier med vores ældste fordi jeg er dum til matematik, han siger tit at han ikke gider os ( mig og børnene) jeg kunne blive ved desværre. Det jeg ikke kan klare er når han tager fat i vores børn og snerrer ind i hovedet på dem "skal du have en" og løfter truende hånden, eller han holder stramt i armen el niver i kinden. Jeg blander mig selvfølgelig som enhver anden mor ville gøre også bliver vi rigtig uvenner, og skændes meget hvor min mand er verdensmester i at verbale psykiske øretæver til mig. Han har skubbet mig ind i væggen et par gange og senest i går var vi næsten ved at komme op og slås i bilen fordi han blev rigtig gal på den mindste over at hun var for langsom med at tage strømper på da vi skulle ind og handle. Jeg valgte forrige år at flytte for der havde jeg fået nok, vi boede hver for sig i et halvt år og blev enige om at starte i parterapi, det lykkedes for os og jeg flyttede tilbage. Jeg er ikke en der opgiver uden en kamp eller kampe, kan mærke hvordan jeg bliver mere og mere usikker på hvornår han kommer med endnu et møgfald. Jeg er vist meget frustreret, mit selvværd og selvtillid ligger efterhånden på et lille sted.
Jeg er gift på sjette år med min mand som jeg har kendt i 12 år, vi har to piger 6 og 9 år og vi har begge job.
Jeg har en så stor knude inde i mig og jeg ved dårligt hvor jeg skal starte. Igennem mange år er jeg af min mand blevet stemplet som en der ikke der ikke kan gøre noget rigtigt eks. ikke opdrage vores børn det er kun ham mener han, jeg er klodset, det skyldes mener han at det er fordi jeg ikke har haft en far, er vokset op med min mor som han også mener er meget mærkelig- får at vide jeg skal tage mig sammen, det også sagt når børnene hører det, kan ikke lave lektier med vores ældste fordi jeg er dum til matematik, han siger tit at han ikke gider os ( mig og børnene) jeg kunne blive ved desværre. Det jeg ikke kan klare er når han tager fat i vores børn og snerrer ind i hovedet på dem "skal du have en" og løfter truende hånden, eller han holder stramt i armen el niver i kinden. Jeg blander mig selvfølgelig som enhver anden mor ville gøre også bliver vi rigtig uvenner, og skændes meget hvor min mand er verdensmester i at verbale psykiske øretæver til mig. Han har skubbet mig ind i væggen et par gange og senest i går var vi næsten ved at komme op og slås i bilen fordi han blev rigtig gal på den mindste over at hun var for langsom med at tage strømper på da vi skulle ind og handle. Jeg valgte forrige år at flytte for der havde jeg fået nok, vi boede hver for sig i et halvt år og blev enige om at starte i parterapi, det lykkedes for os og jeg flyttede tilbage. Jeg er ikke en der opgiver uden en kamp eller kampe, kan mærke hvordan jeg bliver mere og mere usikker på hvornår han kommer med endnu et møgfald. Jeg er vist meget frustreret, mit selvværd og selvtillid ligger efterhånden på et lille sted.
Kommentarer
Jeg føler virkelig med dig og jeg forstår dig medet bedre end du tror. Jeg er selv i en situation, der også er uholdbar.
Jeg har selv været gift i over 12 år, har to dejlige piger. Jeg får også altid at vide at jeg ikke er god nok, jeg gør ikke ordenligt rent, jeg er doven, sur og tvær.
Jeg har hele tiden troet at det var sandt hvad han sagde, men efterhånden er jeg kommet dertil hvor jeg kun kan synes det er synd for min mand, for det er jo reelt set Ham, der har det dårligt og ham, der har problemerne. Jeg tror det dækker over et mindreværd hos vores mænd. De er nødt til at hævde sig, føles sig bedre end andre og så står vi lige for. Tro mig ligegyldig hvad du gør, vil det ikke blive godt nok.
Jeg er efterhånden nået dertil hvor jeg siger.....nåh ! Det er synd for dig hvis du synes sådan om mig, men det siger jo rent faktisk mere om min mand end om mig, for han er jo stadig hos mig. Har du prøvet at svare ham pænt og sødt hver gang han taler grimt til dig eller prøver at starte en diskusion op. Lad ham ikke hule dig ud af den, men bevar roen ligegyldig hvad og tal ALTID pænt til ham. Du kan tro han vil begynde at undre sig. Vær glad og positiv (selv om det kan være svært...ras ud når du er på vej på arbejde eller når du er alene og de om ikke han begynder at ændre sig til det bedre.
Bassen1
Vold mod børn er aldrig ok, og de får ar på sjælen for livstid samtidig med, at de lære, at det er ok at blive behandlet, som du bliver behandlet. Så sandsynligheden for, at de vælger et usundt parforhold, når de bliver voksne, er overhængende.
Ingen kan fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvad der er rigtigt for dig, det er alene din egen afgørelse, men jeg synes godt nok, at dine børn står tilbage som tabere lige nu. Så hvad med, at I voksne går tilbage til terapien, hvor I så kan arbejde med jeres kommunikation og adfærd i f.h.t. børnene.
Jeg kunne godt tænke mig at DU selv læser DIT indlæg igen.
Forestil dig, at du brænder for at hjælpe dette ulykkelige menneske, at du skulle svare denne ukendte kvinde.
Så er jeg IKKE det fjerneste i tvivl om, hvad DU ville svare.
Dybt inde i mit hjerte er jeg sikker på, du ved hvad svarene er, men jeg tror det handler om at vi skal hjælpe dig med at stive din selvtillid og dit selvværd af, og håber vi kommer med de svar du håber, du vil modtage.
Jeg vil fortælle dig, hvad jeg ville gøre i en lignende situation.
Ta' mine børn og det I skulle bruge til 8-10 dage og så ellers forsvinde.
Lagde han hånd på børnene eller mig så der blev synlige mærker, var jeg kørt direkte på skadestuen eller til lægen, derefter havde jeg omgående politianmeldt ham og fået lavet et tilhold på ham.
Jeg ville starte et nyt og trygt liv op med mine dejlige unger og få det allerbedste ud af min nye tilværelse som enlig mor.
Psykisk vold efterlader dybere ar, end fysisk vold.:(
Begge kan i værste fald medføre døden.:(
Jeg håber dette har givet dig svarene du søger.
Hvis du vælger at blive skilt, så husk at du kan få hjælp ved at henvende dig på et krisecenter, http://www.lokk.dk/Faa-hjaelp-her/Overs ... isecentre/
De vil i starten støtte og hjælp dig til andre tager over.
Det værste du kan gøre er at gå tilbage til en fuser, han er en sprængfarlig en af slagsen, da I ligger under hans korte lunte.
Mange kærlige og omsorgsfulde hilsner
Rita
Din mand skal ikke true med, at han ikke gider jer. Det skal du stoppe omgående, ved at sige OK, så gå med det samme. Du kan også forberede dig lidt, så du ved hvor du skal tage hen med børnene, og så forlader du i hjemmet.
Du skal ligeledes med det samme sige stop for den vold han udøver mod børnene. Det er både fysisk og psykisk vold. Bliver du med børnene og nogen får mistanke om hvad der foregår, og begynder at holde børnene under opsyn, så ses der ikke med blide øjne på den slags. Jo længere du lader det foregå, jo større er chancen for, at man anbringer dine børn.
Hvis du er bange for din mand, så søg hjælp. Find ud af hvor eller hvad du kan gøre. Det er bedst at klare det uden myndighedernes indblanding.
Din mand gør i virkeligheden alt for, at i skal gå hver til sit.
Prøv om du kan finde en løsning. Mange tror man kan få hjælp i familieafdelingen, men sådan er det ikke. De tænker kun på børnene, børnene får en sagsbehandler, det får du ikke. Du må klare dig selv.
Din mand kan faktisk idømmes tre eller fire måneders fængsel for nive børnene i kinden og råbe dem ind i hovedet.
Du kan godt se, hvis ikke du gør noget, så betragtes du som medskyldig.
Held og lykke med dit nye liv. Især i starten bliver det sikkert benhårdt, og du vil måske være fristet til at vende tilbage til alt det trykke uanset, hvor ringe det så er. Men hold ud! Du er stærk og sej, og du skal nok klare det. Pludselig en dag vågner du op og opdager, at solen skinner ekstra på dig - også selv om det regner udenfor :-)
Jeg er glad for at læse, at du har taget en beslutning. Du har sikkert inderst inde vidst et stykke tid, hvad du burde gøre.
Så kommer det svære, det med at planlægge det, for det tror jeg er nødvendigt at du gør.
Skulle det ske, at din mand får lavet mærker på dig eller børnene, så henvender du dig på skadestuen. Det skal meldes til politiet, så går det sin gang. Men det er ikke nogen god løsning. Men du er nød til at gøre det, for børnenes og din egen skyld.
Ingen herinde kender din mand, og vi kan ikke vide om han bliver helt balstyrisk, når han opdager, at du tager "skeen iden anden hånd" og forlader ham. Det har du selv en fornemmelse af. Det kunne også være han blev helt paf, men det må du ikke lade dig narre af.
Du har ikke ondt i hjertet, du har ondt i kærligheden.
God vind.
håber også at du kommer ud af det ægteskab så hurtig som muligt, for det er hverken sundt for dig eller dine børn.
Og som nogle af de andre også skriver, så er børnene de helt store tabere i det her. Du har et valg om at blive, det har de ikke...
Jeg kommer selv fra en dysfunktionel familie, og det har taget meget skade på mig og mine søskende.
Jo hurtigere du kommer væk jo bedre.
Og det med bodelingen og bruddet er selvf. aldrig en rar ting at skulle igennem, men det er intet i forhold til hvis du bliver. Og jeg tænker både på for dig selv og dine børn.
Det er super hårdt, og det var det sørme også for min mor!! Men hun blomstrede rigtig meget op noget tid efter, og har det meget bedre i dag. Jeg ville ønske de havde brudt for mange år siden, jeg er det ældste barn, så jeg har lidt længst tid under det (de var gift i 27 år!!).
Det kan også være at dine børn og mand får et bedre forhold hvis det bliver delebørn, men hvis han er så dårlig en far, skal du nok overveje at søge om hele forældremyndigheden.
Du skal heller ikke finde dig i at blive behandlede sådan, det fortjener du slet ikke! Lad aldrig nogen bilde dig ind at du er mindre værd end hvad du er!
Han lyder meget dyssocial (prøv at søge efter "dyssocial personlighedsforstyrrelse", så kan du blive klogere), og den slags mennesker (har selv haft kærester der var det), de står ofte bare ikke til at "redde".. de træder på andre for at få det godt med dem selv, og de fleste er sgu uden for pædagogisk rækkevidde!
Her er en psykolog som er specialiserede inde for dyssociale mennesker, det vil muligvis kunne hjælpe dig rigtig meget;
http://lisegaarden.dk/psykopat/test-dig ... n-psykopat
Jeg ønsker dig alt helt og lykke med det hele, det vil blive hårdt, men du vil komme stærkere ud af det bagefter!
KnuSs & Kramm
Hvor er det godt at du vælger denne løsning.
Vi ved begge, at det bliver et svært forløb du og børnene skal igennem, men jeg er sikker på at I alle vil få det meget bedre, når I alle er faldet til i jeres nye omgivelser.
En rigtig vigtig detalje, HUSK at børnene IKKE skal være JER voksnes sendebude.....
Dermed mener jeg at I hver i sær ikke skal tale dårlig om modparten i børnenes nærhed.
At fortælle og forsikre børnene at det ikke er børnenes SKYLD at I skal skilles.
Tal åbent med dem, der kan selvfølgelig være nogle voksenting som de ikke skal høre/blandes ind i.
Tag allerede nu stilling til om de forsat må se deres fars familie,
hvis ikke, hvorfor skal Farmor og farfar straffes fordi din mand bruger fysisk og psykisk vold mod jer.
Jeg vil herme ønske dig og dine børn alt mulig HELD OG LYKKE MED JERES NYE LIV I FREMTIDEN.
Når du er flyttet ind i jeres nye bolig, for dig selv med børnene.
Husk at få søgt, forhøjet børnetilskud på kommunen. Børnebidrag fra faderen
https://www.borger.dk/sider/boernebidrag.aspx, evt. nedsat ydelse på pasningen (Ansøges på pladsanvisningen)
Boligstøtte ansøges via Borger.dk hos udbetaling Danmark.
Mange hjertelige hilsner
Rita