Indstillinger
Jeg har brug for svar
Hej,
Jeg går og tumler med nogle problemer, og har den seneste tid tænkt meget på om jeg har en form for spiseforstyrelse. Derfor, har jeg valgt at skrive dette indlæg, da jeg håber at nogen genkender det jeg skriver og måske kan pege mig i den rigtige retning.
Overordnet er jeg en pige på 19 år. Jeg er 167 cm høj, og jeg vejer omkring 45 kg. Jeg foretrækker slet ikke at veje mig, men at fokusere på det jeg ser i spejlet.
Jeg ved ikke om jeg holder en facade oppe, men når jeg er sammen med andre, er min holdning at jeg er alt for tynd og at jeg vil give alt i verden fornat tage på. Men når jeg så ser mig i spejlet, kan jeg ikke finde et sted jeg ville tage på uden at blive enormt overvægtig, og undskyld, men det er jeg altså meget bange for.
Jeg vil gerne gøre min mor glad, så jeg lytter til hendes råd, men inderst inde, vil jeg ikke tage på, for hvis min vægt stiger, hvis jeg spiser normalt, hvorfor skulle den så ikke blive ved med at stige? Jeg er virkelig ked af det her, for jeg vil ikke såre min mor, men jeg smider for det meste min madpakke ud i skolen.
Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men i de sidste fire-fem år har jeg sådan set ikke spist før aftensmad, når jeg ikke har kunne slippe udenom. Bor hjemme og min mor laver god gammel dansk aftensmad, hver aften. Men jeg har en regel om at jeg beslutter hvor meget af maden jeg må spise, før jeg indtager det. Det er lige meget hvad jeg spiser. Tænker ikke over det længere. Det er helt langt ude når jeg er i skole. Jeg har en meget mærkelig dagsorden. Jeg fokuserer på at præstere og jeg tænker ikke på at spise. Normalt ser det sådan her ud:
Morgen:
Jeg står op, gør mig klar og tager afsted i skole. 100 % forberedt. En gang i mellem kan jeg gå i panik foran skolen og jeg kan ikke gå ind. Det kan fx være hvis jeg ikke føler at jeg har gjort mit ypperste.
Mad:
Ingenting.
Formiddag/eftermiddag:
Jeg er i skole. Deltager aktivt, gør mit bedste. Forsøger at være social, selvom jeg har tendens til at isolere mig meget fra andre mennesker. Min kæreste går også på skolen, og når vi har timer sammen er det lidt lettere at være der, specielt i pauserne (frokostpausen på 30 min er den værste). Jeg er for det meste alene i pauserne, hvilket er slemmest hvis man står i rygeområdet hvor alle andre står i store grupper.
Mad:
Ingenting, med mindre jeg er ved at besvime (og har penge), så køber jeg noget frugt i kantinen.
Aften:
Hjemme fra skole, sammen med kæreste, laver lektier hygger.
Mad:
Aftensmad.
Fråder som jeg får dårlig samvittighed over.
Jeg kan ikke lide at være alene. Jeg vil helst være sammen med min kæreste og mine forældre.
Har fået at vide at jeg tager på, hvis jeg begynder at dyrke motion. Udover at jeg er doven, gør den information det ikke lettere.
Jeg har lige så længe jeg kan huske, haft et brændende ønske om at blive perfekt. Jeg har stået ret meget på standby i lang tid, men når jeg nu er begyndt på et studie og min kæreste og jeg skal flytte i lejlighed, kan jeg virkelig se hvor perfektionistisk jeg er. Alt hvad jeg laver, er der fuldkommen tjek på, og jeg bruger meget af min tid på at udregne hvordan man bliver perfekt.
Jeg kunne blive ved med at skrive om dette i en evighed, men jeg har det i forevejen mærkeligt med at spørge en masse fremmede mennesker til råds, så jeg vil ikke skrive mere.
Jeg håber at der er nogen, der kan give mig nogle svar el. lign.
På forhånd tak,
Escape94.
Jeg går og tumler med nogle problemer, og har den seneste tid tænkt meget på om jeg har en form for spiseforstyrelse. Derfor, har jeg valgt at skrive dette indlæg, da jeg håber at nogen genkender det jeg skriver og måske kan pege mig i den rigtige retning.
Overordnet er jeg en pige på 19 år. Jeg er 167 cm høj, og jeg vejer omkring 45 kg. Jeg foretrækker slet ikke at veje mig, men at fokusere på det jeg ser i spejlet.
Jeg ved ikke om jeg holder en facade oppe, men når jeg er sammen med andre, er min holdning at jeg er alt for tynd og at jeg vil give alt i verden fornat tage på. Men når jeg så ser mig i spejlet, kan jeg ikke finde et sted jeg ville tage på uden at blive enormt overvægtig, og undskyld, men det er jeg altså meget bange for.
Jeg vil gerne gøre min mor glad, så jeg lytter til hendes råd, men inderst inde, vil jeg ikke tage på, for hvis min vægt stiger, hvis jeg spiser normalt, hvorfor skulle den så ikke blive ved med at stige? Jeg er virkelig ked af det her, for jeg vil ikke såre min mor, men jeg smider for det meste min madpakke ud i skolen.
Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men i de sidste fire-fem år har jeg sådan set ikke spist før aftensmad, når jeg ikke har kunne slippe udenom. Bor hjemme og min mor laver god gammel dansk aftensmad, hver aften. Men jeg har en regel om at jeg beslutter hvor meget af maden jeg må spise, før jeg indtager det. Det er lige meget hvad jeg spiser. Tænker ikke over det længere. Det er helt langt ude når jeg er i skole. Jeg har en meget mærkelig dagsorden. Jeg fokuserer på at præstere og jeg tænker ikke på at spise. Normalt ser det sådan her ud:
Morgen:
Jeg står op, gør mig klar og tager afsted i skole. 100 % forberedt. En gang i mellem kan jeg gå i panik foran skolen og jeg kan ikke gå ind. Det kan fx være hvis jeg ikke føler at jeg har gjort mit ypperste.
Mad:
Ingenting.
Formiddag/eftermiddag:
Jeg er i skole. Deltager aktivt, gør mit bedste. Forsøger at være social, selvom jeg har tendens til at isolere mig meget fra andre mennesker. Min kæreste går også på skolen, og når vi har timer sammen er det lidt lettere at være der, specielt i pauserne (frokostpausen på 30 min er den værste). Jeg er for det meste alene i pauserne, hvilket er slemmest hvis man står i rygeområdet hvor alle andre står i store grupper.
Mad:
Ingenting, med mindre jeg er ved at besvime (og har penge), så køber jeg noget frugt i kantinen.
Aften:
Hjemme fra skole, sammen med kæreste, laver lektier hygger.
Mad:
Aftensmad.
Fråder som jeg får dårlig samvittighed over.
Jeg kan ikke lide at være alene. Jeg vil helst være sammen med min kæreste og mine forældre.
Har fået at vide at jeg tager på, hvis jeg begynder at dyrke motion. Udover at jeg er doven, gør den information det ikke lettere.
Jeg har lige så længe jeg kan huske, haft et brændende ønske om at blive perfekt. Jeg har stået ret meget på standby i lang tid, men når jeg nu er begyndt på et studie og min kæreste og jeg skal flytte i lejlighed, kan jeg virkelig se hvor perfektionistisk jeg er. Alt hvad jeg laver, er der fuldkommen tjek på, og jeg bruger meget af min tid på at udregne hvordan man bliver perfekt.
Jeg kunne blive ved med at skrive om dette i en evighed, men jeg har det i forevejen mærkeligt med at spørge en masse fremmede mennesker til råds, så jeg vil ikke skrive mere.
Jeg håber at der er nogen, der kan give mig nogle svar el. lign.
På forhånd tak,
Escape94.
Kommentarer
Jeg har ikke så meget kendskab til det, så jeg håber andre kan give dig uddybende svar. Men jeg har se resultatet, derfor ved jeg du skal have hjælp.
Dels er der en reel risiko for, at du mister evnen til at få børn, hvis du vejer så lidt og spiser så usundt, som du gør. Og skulle du endelig have evnen, så lyder det ikke umiddelbart som om, at det vil være sundt for et barn at vokse op hos dig. Børn er ikke perfekte, de er fedtede, klistrede, krævende m.v. og de kan spolere enhver plan og et hvert princip.
Når jeg læser dit indlæg, så læser jeg ikke kun om en pige, der har en spiseforstyrrelse, men også om en, der har store problemer med identitet, selvværd og afhængighed af andre. Kort sagt en pige, der har brug for noget professionel hjælp for at komme videre med sit liv. For du skal tænke på, at du kun har dette ene liv, og det skal helst nydes og leves fuldt ud, og det lyder det ikke til, at du gør nu.
Så jeg håber, at du vil søge noget hjælp hurtigst muligt, for man kan faktisk dø af en spiseforstyrrelse!
Tusind tak, begge to, for jeres svar.
Jeg bliver meget vred, specielt når jeg læser svaret fra Rejen. Men jeg tror simpelthen, at det er fordi I har ret. Det gør mig bare ked af det, at tænke på at det er rigtigt og så går jeg straks i forsvarsposition.
Jeg undlod at svarer, før jeg lige havde slugt det hele og vendt det inde i hovedet. Må indrømme at min hjerne arbejde på højtryk, for at finde en modsigende argumentation, men jeg kan ikke. Mens jeg selv læser mit indlæg igennem, og opdager hvordan jeg første gang har fortalt nogen, hudløst ærligt om min hverdag, kan jeg godt se at det nok ikke er helt godt det jeg har gang i.
Men igen, kan på ingen måde se, hvordan jeg skulle kunne bryde mønstret. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal gøre det, hvem jeg skal spørge eller hvor jeg skal henvende mig?
Det er noget rod, tror jeg.
Escape94.
Det er ikke for at gøre dig vred og ked af det, at jeg skriver, som jeg gør. Jeg har en bonusdatter på din alder, og jeg elsker hende, men er ikke blind for, hvor sårbar man er i din alder, og hvor mange ting, der afhænger af, at man får påbegyndt sit voksenliv på en god måde. Det ønsker jeg virkelig også for dig, så selv om du måske ikke tror det, så skriver jeg, som jeg gør, af omsorg for dig.
For at få hjælp, så kan du kontakte din læge, men du kan også kontakte studenterrådgivningen, Dansk kvindesamfund, den psykiatriske skadestue eller en privat praktiserende psykolog med speciale i spiseproblemer, men så skal du selv betale. Måske er det mest overkommelige for dig at kontakte din egen læge?
Kan du tale med dine forældre om det her, for så er de jo også en mulighed. Hovedsagen er, at du gør noget.
Jeg har meget svært ved at skulle tale med nogen om det. Det er først for nylig, at jeg har ladet mig tænke på forskellige ting og at oprette det indlæg, er noget er det sværeste jeg nogen sinde har gjort.
Jeg vil ikke fortælle nogen noget, det ville være så ynkeligt og svagt, at skulle sidde et eller andet sted og bede nogen om hjælp.
Jeg bryder mig ærligt talt ikke særlig meget om min egen læge. Han virker tit distraheret, og han er i det hele taget ret sløset, hvilket jeg har det svært med. Nå ja, også er han en mand. Jeg ville føle mig så meget bedre tilpas, hvis jeg havde en kvindelig læge.
Kan under ingen omstændigheder tale med mine forældre om det. Jeg hverken vil eller kan skuffe dem. De har så meget at slås med selv.
Hvis jeg har et problem, er jeg nødt til at klare det uden dem.
Escape94
Ægte styrke er ikke at føle sig som et perfekt overmenneske, men at erkende sig selv med alt det gode og alle svaghederne i en selv. Ægte styrke er at tage ansvar for sit eget liv og få hjælp til den del, der kræver det. Du ville jo også gå til læge, hvis du havde brækket benet? Er det så også en svaghed? For det gror jo alligevel sammen igen på et tidspunkt. Skævt måske, men det heler. At du så vil have ondt i det resten af dit liv, fordi du ikke fik hjælp, ja, det er bare ærgerligt.
Så hånden på hjertet, så synes jeg, at din indstilling tyder på en utrolig svaghed og sårbarhed, som på sigt kan give dig varige men, og det synes jeg ærligtalt er udbredt dumt! Så hvad med at være ægte modig og stærk?
Kan du ikke med din læge, så skift. Der er masser på markedet, og det koster kun 100 kr, at få en anden.