Indstillinger
Ville gerne være flue på en væg og se andres hverdag
Mig og min kæreste har været sammen i snart 11 år nu. Vi bliver dårligere og dårligere til at tale sammen og skænderierne kan være ret så voldsomme.
I går aftes var vi ude at grille. Min kæreste formåede at tabe både kylling og majs ned på den beskidte jord flere gange, og han har for vane at tørre sine køkkenfingre af i sit tøj, så det nogen gange bliver ødelagt. Han passer generelt ikke særlig godt på ting- ikke af uvilje, men af tankeløshed. Når han laver mad hjemme, så sætter han alle sine fedtede fingre på alle dørlåger, og der er rester af mad og sovs på alle låger bagefter - og jeg er så træt af det, for der er aldrig rent i det køkken, og når jeg har gjort rent, så kan jeg starte forfra kort efter igen. Siger jeg det til ham, så bliver han møgsur. Nå, men vi spiste grill, det smagte godt, men der var noget mundhuggeri mellem os. Den måde han gør tingene på irriterer mig, og jeg kan ikke lade være med at lade nogle kommentarer falde.
Vi tog hjem ca. kl. 22. Vi har ikke haft nogen sommerferie endnu. Min kæreste er på a-kasse. Hans dagpenge udløber i oktober. Han har dog fundet forskellige deltidsjobs, som starter ultimo september. I stedet for at være tilfreds med de jobtilbud, som er virkelig favorable, så vælger han at brokke sig over alt. Han er ikke dansker og kan efter eget udsagn ikke lide at være i Danmark, og jeg er så træt af at høre på det! Nå, men jeg vil gerne rejse på ferie og fejre min fødselsdag i udlandet, og vi har ikke ret mange penge. Kæresten sagde at hvis han ikke har penge, så kan han ikke rejse på ferie, og så må jeg tage afsted alene. Jeg blev enormt såret og skuffet - ikke mindst, fordi han overhovedet ikke har taget initiativ til at finde et job i den tid, han har modtaget a-kasse. Han sidder og skriger over, at han ikke kan finde job og venner, og fakta er, at han overhovedet intet aktivt foretager sig andet end at sidde og kværulere. Jeg er på ingen måde begærlig efter at finde en mand med mange penge, men jeg er ved at være godt træt af, at han ikke har nogen penge, og at vi ikke engang kan tage på en ferie - mig som elsker at rejse - det er slet ikke i min livsstil at skulle sidde hjemme - jeg elsker at komme ud at rejse og jeg er villig til at flytte i en mindre lejlighed for at kunne få dette ønske opfyldt. Vi er for to år flyttet til en fire værelses. Vi boede i en toværelses før. Udgifterne er steget og jeg fortryder det mere og mere. Nå, men jeg begyndte at græde over det med ferien og sagde at jeg var skuffet, og kæresten reagerede med at blive enormt rasende og jeg tudere mere og mere. Han sagde igen (han har sagt det en del gange efterhånden) at vi lige så godt kan blive skilt, fordi vi skændes og slet ikke har de samme interesser. Ikke noget med at lægge en arm om mig - men et fjendtligt blik og smiden rundt med tingene - og jeg bliver mere og mere kold i mine følelser til ham. Han skreg at han ikke kan holde ud at bo i Danmark og at det er et lortested og at jeg ikke har nogen venner (det er rigtigt), og at hvis jeg havde haft venner, så kunne han have mødtes med dem. Jeg græd videre og han bad mig om at gå i seng og han ville ikke snakke mere med mig! Jeg gik så i seng og lå og græd i lang tid, men faldt til sidst i søvn. Så vågnede jeg i morges for at gå på toilettet. Han var stadig oppe. Han gav mig så et knus og lagde sig i seng med mig. Jeg følte at der kom noget ro på, men jeg er stadig meget ked af det, og jeg kan mærke, at der er virkelig meget, der er slået i stykker i det her forhold.
Da jeg var på stranden i går og hørte den respektfulde måde, folk taler til hinanden på, blev jeg helt misundelig. Der var mange par med familie og venner, og der var ingen grim tone.
Begynder at føle, at jeg har spildt mit liv og ikke passet godt nok på mig selv. Jeg er midaldrende. Jeg har ikke nogen venner. Jeg havde en veninde, men jeg ser hende ikke mere. Jeg har et par halvveninder, men vi ses ikke så ofte. Jeg gør den fejl, at jeg sidder hjemme og venter på, at min kæreste har lyst til at lave noget med mig i stedet for at rette blikket udad med henblik på at gøre ting med andre mennesker. Jeg er frustreret. Jeg elsker naturen, at rejse og at være ude på sommeraftenerne. Min kæreste har nok i at sidde og glo hjemme, eller også skal han være sammen med sin familie. Han var på ferie i 26 dage i maj hos sin familie i udlandet. Se, det er der penge til. Og han skal besøge dem igen i efterårsferien. Hans undskyldning er at hans forældre er gamle - de er 90 og 83 år - og det er rigtig nok, men han har altså også et forhold, der burde plejes bedre. Han mener, at det er nok, at han bor i Danmark. Nu er jeg sur over, at han godt vil bruge penge på at besøge sin familie i oktober, men ikke at tage på en rejse med mig.
Det er en meget lang historie det hele - men det korte af det lange er ,at jeg er helt knust. Uden ham bliver jeg virkelig ensom - omvendt magter jeg ikke de skænderier mere. Alle de ting han siger gør at jeg er utryg og ked af det.....
I går aftes var vi ude at grille. Min kæreste formåede at tabe både kylling og majs ned på den beskidte jord flere gange, og han har for vane at tørre sine køkkenfingre af i sit tøj, så det nogen gange bliver ødelagt. Han passer generelt ikke særlig godt på ting- ikke af uvilje, men af tankeløshed. Når han laver mad hjemme, så sætter han alle sine fedtede fingre på alle dørlåger, og der er rester af mad og sovs på alle låger bagefter - og jeg er så træt af det, for der er aldrig rent i det køkken, og når jeg har gjort rent, så kan jeg starte forfra kort efter igen. Siger jeg det til ham, så bliver han møgsur. Nå, men vi spiste grill, det smagte godt, men der var noget mundhuggeri mellem os. Den måde han gør tingene på irriterer mig, og jeg kan ikke lade være med at lade nogle kommentarer falde.
Vi tog hjem ca. kl. 22. Vi har ikke haft nogen sommerferie endnu. Min kæreste er på a-kasse. Hans dagpenge udløber i oktober. Han har dog fundet forskellige deltidsjobs, som starter ultimo september. I stedet for at være tilfreds med de jobtilbud, som er virkelig favorable, så vælger han at brokke sig over alt. Han er ikke dansker og kan efter eget udsagn ikke lide at være i Danmark, og jeg er så træt af at høre på det! Nå, men jeg vil gerne rejse på ferie og fejre min fødselsdag i udlandet, og vi har ikke ret mange penge. Kæresten sagde at hvis han ikke har penge, så kan han ikke rejse på ferie, og så må jeg tage afsted alene. Jeg blev enormt såret og skuffet - ikke mindst, fordi han overhovedet ikke har taget initiativ til at finde et job i den tid, han har modtaget a-kasse. Han sidder og skriger over, at han ikke kan finde job og venner, og fakta er, at han overhovedet intet aktivt foretager sig andet end at sidde og kværulere. Jeg er på ingen måde begærlig efter at finde en mand med mange penge, men jeg er ved at være godt træt af, at han ikke har nogen penge, og at vi ikke engang kan tage på en ferie - mig som elsker at rejse - det er slet ikke i min livsstil at skulle sidde hjemme - jeg elsker at komme ud at rejse og jeg er villig til at flytte i en mindre lejlighed for at kunne få dette ønske opfyldt. Vi er for to år flyttet til en fire værelses. Vi boede i en toværelses før. Udgifterne er steget og jeg fortryder det mere og mere. Nå, men jeg begyndte at græde over det med ferien og sagde at jeg var skuffet, og kæresten reagerede med at blive enormt rasende og jeg tudere mere og mere. Han sagde igen (han har sagt det en del gange efterhånden) at vi lige så godt kan blive skilt, fordi vi skændes og slet ikke har de samme interesser. Ikke noget med at lægge en arm om mig - men et fjendtligt blik og smiden rundt med tingene - og jeg bliver mere og mere kold i mine følelser til ham. Han skreg at han ikke kan holde ud at bo i Danmark og at det er et lortested og at jeg ikke har nogen venner (det er rigtigt), og at hvis jeg havde haft venner, så kunne han have mødtes med dem. Jeg græd videre og han bad mig om at gå i seng og han ville ikke snakke mere med mig! Jeg gik så i seng og lå og græd i lang tid, men faldt til sidst i søvn. Så vågnede jeg i morges for at gå på toilettet. Han var stadig oppe. Han gav mig så et knus og lagde sig i seng med mig. Jeg følte at der kom noget ro på, men jeg er stadig meget ked af det, og jeg kan mærke, at der er virkelig meget, der er slået i stykker i det her forhold.
Da jeg var på stranden i går og hørte den respektfulde måde, folk taler til hinanden på, blev jeg helt misundelig. Der var mange par med familie og venner, og der var ingen grim tone.
Begynder at føle, at jeg har spildt mit liv og ikke passet godt nok på mig selv. Jeg er midaldrende. Jeg har ikke nogen venner. Jeg havde en veninde, men jeg ser hende ikke mere. Jeg har et par halvveninder, men vi ses ikke så ofte. Jeg gør den fejl, at jeg sidder hjemme og venter på, at min kæreste har lyst til at lave noget med mig i stedet for at rette blikket udad med henblik på at gøre ting med andre mennesker. Jeg er frustreret. Jeg elsker naturen, at rejse og at være ude på sommeraftenerne. Min kæreste har nok i at sidde og glo hjemme, eller også skal han være sammen med sin familie. Han var på ferie i 26 dage i maj hos sin familie i udlandet. Se, det er der penge til. Og han skal besøge dem igen i efterårsferien. Hans undskyldning er at hans forældre er gamle - de er 90 og 83 år - og det er rigtig nok, men han har altså også et forhold, der burde plejes bedre. Han mener, at det er nok, at han bor i Danmark. Nu er jeg sur over, at han godt vil bruge penge på at besøge sin familie i oktober, men ikke at tage på en rejse med mig.
Det er en meget lang historie det hele - men det korte af det lange er ,at jeg er helt knust. Uden ham bliver jeg virkelig ensom - omvendt magter jeg ikke de skænderier mere. Alle de ting han siger gør at jeg er utryg og ked af det.....
Kommentarer
viewtopic.php?f=123&t=31415
I hvert fald er mit forslag det samme, som jeg skrev der, også selv om jeg blev kaldt tankeløs. Jeg har i hvert lidt svært ved at se, at det skulle være tankeløst at afslutte noget, man befinder sig dårligt i.
Hvorfor bliver du dog i det forhold? Du lever og ånder for det sjældne knus, han giver dig.
Du bruger ret megen energi på alt det, han gør, der gør dig ked af det – hvorfor bliver du?
Hvorfor bliver han i et land, som han synes er dårligt? Skulle han ikke bare smutte hjem igen?
Jeg fornemmer, at du er bange for at blive ensom, da du ikke kender nogen – men så må da bare op på hesten, melde dig i nogle foreninger, der beskæftiger sig med noget, der interesserer dig, deltage i noget frivilligt arbejde, hvor man også møder andre mennesker osv.
Når du har afsluttet med ham her, så finder du dig en mindre bolig, og når du så har fået lidt orden i økonomien igen, så kan du tage på en af de mange singlerejser, der findes – der er ofte nogle ret så spændende programmer, og man møder netop andre enlige, og kan skabe sig nogle gode bekendtskaber.
Og alt andet lige – tror du ikke, du er langt mere ensom i det her forhold, end du ville være, hvis du var alene?
Tak for svar. Jeg har læst, det indlæg, du henviser til - og ja, det minder lidt om mine problemer.
Ja, jeg finder en biligere bolig. Jeg har ikke brug for en stor lejlighed. Jeg har bare brug for en lille bitte lejlighed.
Jeg forstår heller ikke hvorfor min kæreste ikke bare pakker kufferten og tager tilbage til sit land, når han ikke kan lide at være her. Jeg har flere gange bedt ham om at tage tilbage, når han er utilfreds.
Jeg tror, at det er et spørgsmål om kort tid, før vi bryder op.
Jeg er dødulykkelig, og det er svært, men selvfølgelig findes der foreninger og singlerejser.
Jeg skulle aldrig have været flyttet i så stor en lejlighed. Det var dumt. Men den kan jo helt sikkert hurtigt byttes til noget mindre, der er billigt. Bare en lille toværelses er fin nok til mig. Jeg behøver ikke mere.
Det er et spørgsmål om tid, før DU gør det. Han gør givet ikke en pind - han sidder mageligt og bliver forsørget, dels af dig dels af det offentlige.
Det DIG, der skal tage en beslutning, DIG, der skal tage skridtet - så jo hurtigere du gør det, jo hurtigere kommer du videre. Jeg tror desværre, det kan have lange udsigter, hvis du skal afvente et udspil fra hans side.
Og nej - selvfølgelig rejser han ikke hjem - for med overvejende sandsynlighed, så vil det betyde, at han selv skal til at skaffe sig føden; der er givet ikke et netværk, der bare betaler ham for at sidde på sin flade og nægte at gøre noget selv. Lidt en fejl i det danske samfund - meget ville sikkert være noget anderledes, hvis der blev krævet modydelser for offentlig forsørgelse. Og her taler jeg ikke udelukkende om udenlandske dovne - der er lige så mange dovne etniske danskere, der er for "fine" til at tage, hvad der bliver budt.
Spørgsmålet er så, om du mener, det kan være dit problem, når han behandler dig, som han gør?
Så måske bør du spørge dig selv: hvorfor er du ensom? Hvad kan du gøre for at bryde ensomheden? Hvordan kan du skabe spænding og indhold i dit liv? Hvorfor lader du dig hæmme af, at din kæreste helst vil være hjemme? o.s.v.
Måske vil du opdage, at hvis du begynder at påtage dig ansvaret for dig selv og dit eget liv og ikke hele tiden hakke på ham, så vil du dels selv få det bedre, dels vil han sikkert også igen finde nogle af de egenskaber frem, som du engang i tidernes morgen forelskede dig i.
Du kan ikke ændre på andre, men du kan ændre på dig selv, og det tvinger næsten altid andre mennesker til en forandring, fordi de pludselig får noget mere interessant at spille bold med. Du skal huske, at mænd er kun dessert. Hovedindholdet/retten er alene dit ansvar. Så hop ud i det. Find en interesse og dyrk den sammen med andre mennesker. Kom ud, gør noget!
Du har selvfølgelig ret, man skal starte med sig selv, man skal sige fra, man skal ikke acceptere sådanne urimeligheder.
Men – det er langt, langt lettere at sige/skrive end bare lige få gennemført.
Også jeg har levet i et forhold hvor jeg langsomt men sikkert blev tromlet ned. Selvfølgelig sagde jeg fra, selvfølgelig ville jeg ikke finde mig i det, men alligevel så blev mit selvværd og min selvforståelse gradvist mere og mere smadret. Retfærdigvis skal siges, at min eksmand sådan set nok slet ikke var klar over, at han var sådan – det var ikke en bevist handling fra hans side, at jeg bare skulle være nul og niks ved siden af ham, sådan var/er han bare – ingen har nogen sinde kunne nå ham til sokkeholderne.
Utallige er de gange, hvor jeg konfronterede ham med hans opførsel over for mig, der blev lovet bod og bedring – og i løbet af få dage var han tilbage i samme gænge. Efterhånden var jeg så usikker på mig selv, at jeg begyndte at tro på, at jeg nok alligevel netop var så dum og hjælpeløs, som jeg blev fremstillet – og det gjorde igen, at jeg blev handlingslammet – jeg var ude af stand til at bryde denne cirkel.
Og jo – så begyndte jeg også på samme måde som Sommerfuglen at kun se alle hans fejl og kun se, at det hele var hans skyld. I dag er jeg klar over, at jeg nok alligevel havde min del af ansvaret for, at det gik, som det gjorde, og jeg kan se, at det sjældent kun er den enes ”skyld” når tingene går galt, men når man står midt i alle disse voldsomme ting, så er det altså meget vanskeligt at se.
Jeg gjorde faktisk som du foreslår her – jeg gik ud, søgte nye oplevelser selv, meldte mig ind i en forening, hvor jeg fik en masse nye venner, og det fik mig til at holde ud i det forhold langt længere, end jeg nok burde have gjort, men det blev også voldsomt akavet, for selvfølgelig inviterede jeg disse venner hjem – vel også i håb om, at han ville synes om dem og være en del af den del af mit liv. Han sad da også gerne pænt i nogle minutter, hvor efter han højlydt proklamerede, at nu gik han altså i seng. Så nej – jeg havde ikke specielt lyst til at invitere venner hjem.
Alt det betød selvfølgelig at vi fik hvert sit liv – og på et tidspunkt havde også jeg fået nok og sagde stop – men det var en voldsom og meget vanskelig beslutning, for han havde jo gennem årene fået mig overbevist om, at jeg slet, slet ikke ville kunne finde ud af noget som helst.
Og ja – det kan du sagtens sidde her og skrive, at man bare ikke skal finde sig i, men når man sidder i saksen, så ER det altså ikke ”bare lige”, som du giver indtryk af.
På den anden side, så vil jeg aldrig nogen sinde opfatte en partner udelukkende som dessert, og at hovedretten kun er ens eget ansvar. Du har ret i at man selv må tage ansvar for sit liv, men at reducere partneren til noget behageligt, men unødvendigt sukkerstads er jeg ikke enig i. Tvært i mod, jeg finder det nedgørende.
Jeg opfatter parforholdet som noget ligeværdigt – hvor begge parter er lige vigtige og har lige stor betydning for hinanden.
Jeg er så heldig, at jeg nogle år efter fik en dejlig mand ind i mit liv, og jeg vil da aldrig reducere ham til kun at være dessert i mit liv. Han er mit livs kærlighed – og vi behandler hinanden ligeværdigt og lytter til hinanden, og for at det skal kunne lade sig gøre, så må man da også acceptere, at man skal bøje af ind i mellem.
Jeg synes dog din opsang er relevant alligevel, og håber Sommerfugl tager den til sig.
Så, Sommerfugl, jeg fastholder mit forslag – få ham ud af dit liv – kom videre selv, og du vil som jeg givet erfare, at du får frigjort uanede mængder af energi, som du netop har brugt på at få et ikke fungerende forhold til at køre.