Indstillinger
Hurtigt svar ønskes! Hjælp
Nu er det altså lige ved at være oppe over.....
Jeg har brug for at vide om det rigtigt at tage til en psykiatrisk skadestue hvis man er tæt på selvmord?
Det er hverken for at lyde som en idiot eller for opmærksomhed, men min verden er vendt op og ned og jeg har søgt på forskellige steder på nettet i flere timer hver dag de seneste mange dag for at finde ud af hvad jeg skal gøre. Desperat. - lige fyldt 19. Har en voldelig ekskæreste i hælene. Er blevet droppet af min bedste veninde, den eneste som kender til mine tanker og svære situation. Har været fuld de seneste 3 dage. Bulimi. og meget mere... Den store familie ved intet.
Jeg bliver nød til at pakke senere og gå. Langt væk. Den er helt gal. Ikke uden for, men inde i mit hoved. Mit hjerte banker og det sidste jeg har lyst til er selvmord! Men jeg føler jeg er nød til det! Er en akut psykiatrisk skadestue det rigtige for mig nu?? i aften når jeg går? Jeg er bange for at jeg ikke engang ville turde at gå ind på skadestuen selv. Blevet lidt bange for mennesker. Jeg tør ikke at ringe til nogen, hverken livslinjen eller andet som minder om det - måske fordi jeg har været så isoleret. Kan heller ikke finde nogen chat som er åben nu.
Hjæææælp mig
Forresten er min læge ikke en som jeg føler at jeg kan tage kontakt til. Hun afviste mig sidst da jeg havde brug for en diagnose på noget stress-agtigt. Som min psyk. på gymnasiet havde sagt; jeg led af stress, angst og depression. Jeg kan ikke presse på hos mine forældre ang. hjælp, det er så utrolig vigtigt at de ikke finder ud af hvad jeg tænker
Jeg har brug for at vide om det rigtigt at tage til en psykiatrisk skadestue hvis man er tæt på selvmord?
Det er hverken for at lyde som en idiot eller for opmærksomhed, men min verden er vendt op og ned og jeg har søgt på forskellige steder på nettet i flere timer hver dag de seneste mange dag for at finde ud af hvad jeg skal gøre. Desperat. - lige fyldt 19. Har en voldelig ekskæreste i hælene. Er blevet droppet af min bedste veninde, den eneste som kender til mine tanker og svære situation. Har været fuld de seneste 3 dage. Bulimi. og meget mere... Den store familie ved intet.
Jeg bliver nød til at pakke senere og gå. Langt væk. Den er helt gal. Ikke uden for, men inde i mit hoved. Mit hjerte banker og det sidste jeg har lyst til er selvmord! Men jeg føler jeg er nød til det! Er en akut psykiatrisk skadestue det rigtige for mig nu?? i aften når jeg går? Jeg er bange for at jeg ikke engang ville turde at gå ind på skadestuen selv. Blevet lidt bange for mennesker. Jeg tør ikke at ringe til nogen, hverken livslinjen eller andet som minder om det - måske fordi jeg har været så isoleret. Kan heller ikke finde nogen chat som er åben nu.
Hjæææælp mig
Forresten er min læge ikke en som jeg føler at jeg kan tage kontakt til. Hun afviste mig sidst da jeg havde brug for en diagnose på noget stress-agtigt. Som min psyk. på gymnasiet havde sagt; jeg led af stress, angst og depression. Jeg kan ikke presse på hos mine forældre ang. hjælp, det er så utrolig vigtigt at de ikke finder ud af hvad jeg tænker
Kommentarer
Det er bare så skide svært fornuften i noget som helst.
Jeg håber jeg tør at gå indenfor - håber jeg kommer derhen i aften
Jeg gjorde det og jeg gjorde det rigtige.
Fortalte endda min veninde om det og hun kørte mig dertil. De indlagde mig for noget krise/belastning/tilpasnings-reaktion. Jeg er hjemme igen nu og skal til at skrive til min læge. De vil nemlig fortælle hende hvad der er sket og hun skal sammen med dem, tage stilling til hvad der skal ske nu. Jeg kan ikke klare flere gange af sådanne typer "anfald". Det kan kun blive bedre nu... det er ikke meningen at nogen skal have det på den måde.
jeg har arbejdet indenfor psykiatrien i 15 år ---så jeg har hjulpet mange mennesker --både unge og ældre ---desværre er jeg nu på pension ---og jeg savner mit arbejde med mennesker der har det dårligt ---
lad os høre fra dig hvordan det går hen ad vejen
Men det korte af det lange er - at der ikke er nogen som helst forandringer.
Ud over at jeg har spildt et halvt år af mit liv på at kæmpe for at overleve
Solo: Jeg ville ønske at jeg havde mødt en psykolog som dig. Desværre synes jeg, at dem jeg render ind i, slet ikke virker til at have nogen menneskelig måde at omgås 'patienter' på. Jeg oplever, at de taler til mig, som om jeg er en eller anden form for ukendt sygdom - og ikke et menneske.... Jeg bliver glad når jeg læser dine kommentarer rundt omkring. Tak for det (:
og jeg savner mit arbejde meget ---men der kommer jo en dag ---hvor man må holde op og gå på pension ----
men skriv hvis du har behov for det