Indstillinger
Har vi mistet gnisten, igen.
Hejsa
Jeg og min kæreste har været sammen i 9½ år. Vi er hinandens første kærester og sexpartnere. Hun var 15 og jeg 18 da vi lærte hinanden at kende. Det skete tilfældigt over nettet på en chat.
Efter et års skrivelser og skypen endte vi med at mødes. Det føltes bare rigtig og vi var kærester fra den dag. De 3 første år var lang distance så det blev kun til weekend/hver 2. weekend og lidt mere i ferierne.
Vi flyttede sammen i en lejlighed og boede der et par år tror jeg. Ind til vi flyttede til hendes hjemby.
Vi har det egentlig meget godt i hverdagen uden de store problemer.
Sexlivet er op og ned.
For et par år siden var vi tæt på at gå fra hinanden fordi hun synes ikke jeg gad med ud at besøge hendes familie særlig tit. hun er meget stor familie menneske og ser dem næsten så tit som muligt og snakker med hendes mor i mobil hver dag.
Nå men da det kom ud kom jeg med at jeg synes der var for lidt sex.
Vi valgte begge at arbejde på det og det blev også bedre.
Nu her 2 år efter står vi igen i et lign. problem men der var vi begge i vildrede om vi skulle gå videre og sige det var 9 gode år eller om vi skulle kæmpe endnu en gang. PT kæmper vi men jeg ved ikke om det er det rigtige. Om følelserne er der mere. Vi snakkede om at gnisten var væk.
Vi troede først vi var kommet frem til det var slut men på grund af ingen af os bare lige kan smutte et andet sted hen kom vi jo til at gå op og ned af hinanden nu. Så derfor skiftede vi hele tiden. Efter nogle dage kom vi dog frem til at NU er det slut. Men så blev vi alligevel ret kede af det og prøvede at give det en chance som skrevet.
Jeg tror måske jeg mangler der skal ske mere mens hun gerne vil se familien så meget som muligt.
Jeg er tilflytter til området så har ikke rigtig nogle venner her ud over kærstesten. Hun har et par stykker men hun vil aldrig opholde sig hos dem for længe fordi hun vil hjem til mig fordi jeg sidder alene hjemme.
Det kan godt få mig til at føle som om at jeg holder hende tilbage.
Nogle gange tænker vi begge at vi bør sige stop og hvis det viser sig at det bare skal være os 2 så finder vi hinanden igen.
Det skal siges at vi heller ikke deler helt samme fremtidsdrømme. Kun at vi vil have børn, hvilket måske også er det vigtigste selvfølgelig. Men hvornår skal man gå på kompromis og vil det nogen sinde blive bedre ang. forholdet.
Når vi nu begge har været ude der hvor vi ikke mener det bør blive til mere men så efter nogle timer er det pludslig forkert at gå fra hinanden.
Ingen af os har haft den "vilde" ungdom. Ingen af os interesser os for at drikke fuld.
Jeg tror ikke der decideret er kommet et spørgsmål ud af det. Men kunne godt tænke mig at høre jeres syn på sagen. Om der vi bør sætte hinanden fri for at finde ud af hvad der er det rigtige eller om vi skal blive ved med at blive sammen som vi nu gav chancen ?
Vil vi savne hinanden eller er det bare trygheden trækker ?
Jeg og min kæreste har været sammen i 9½ år. Vi er hinandens første kærester og sexpartnere. Hun var 15 og jeg 18 da vi lærte hinanden at kende. Det skete tilfældigt over nettet på en chat.
Efter et års skrivelser og skypen endte vi med at mødes. Det føltes bare rigtig og vi var kærester fra den dag. De 3 første år var lang distance så det blev kun til weekend/hver 2. weekend og lidt mere i ferierne.
Vi flyttede sammen i en lejlighed og boede der et par år tror jeg. Ind til vi flyttede til hendes hjemby.
Vi har det egentlig meget godt i hverdagen uden de store problemer.
Sexlivet er op og ned.
For et par år siden var vi tæt på at gå fra hinanden fordi hun synes ikke jeg gad med ud at besøge hendes familie særlig tit. hun er meget stor familie menneske og ser dem næsten så tit som muligt og snakker med hendes mor i mobil hver dag.
Nå men da det kom ud kom jeg med at jeg synes der var for lidt sex.
Vi valgte begge at arbejde på det og det blev også bedre.
Nu her 2 år efter står vi igen i et lign. problem men der var vi begge i vildrede om vi skulle gå videre og sige det var 9 gode år eller om vi skulle kæmpe endnu en gang. PT kæmper vi men jeg ved ikke om det er det rigtige. Om følelserne er der mere. Vi snakkede om at gnisten var væk.
Vi troede først vi var kommet frem til det var slut men på grund af ingen af os bare lige kan smutte et andet sted hen kom vi jo til at gå op og ned af hinanden nu. Så derfor skiftede vi hele tiden. Efter nogle dage kom vi dog frem til at NU er det slut. Men så blev vi alligevel ret kede af det og prøvede at give det en chance som skrevet.
Jeg tror måske jeg mangler der skal ske mere mens hun gerne vil se familien så meget som muligt.
Jeg er tilflytter til området så har ikke rigtig nogle venner her ud over kærstesten. Hun har et par stykker men hun vil aldrig opholde sig hos dem for længe fordi hun vil hjem til mig fordi jeg sidder alene hjemme.
Det kan godt få mig til at føle som om at jeg holder hende tilbage.
Nogle gange tænker vi begge at vi bør sige stop og hvis det viser sig at det bare skal være os 2 så finder vi hinanden igen.
Det skal siges at vi heller ikke deler helt samme fremtidsdrømme. Kun at vi vil have børn, hvilket måske også er det vigtigste selvfølgelig. Men hvornår skal man gå på kompromis og vil det nogen sinde blive bedre ang. forholdet.
Når vi nu begge har været ude der hvor vi ikke mener det bør blive til mere men så efter nogle timer er det pludslig forkert at gå fra hinanden.
Ingen af os har haft den "vilde" ungdom. Ingen af os interesser os for at drikke fuld.
Jeg tror ikke der decideret er kommet et spørgsmål ud af det. Men kunne godt tænke mig at høre jeres syn på sagen. Om der vi bør sætte hinanden fri for at finde ud af hvad der er det rigtige eller om vi skal blive ved med at blive sammen som vi nu gav chancen ?
Vil vi savne hinanden eller er det bare trygheden trækker ?
Kommentarer
I kan ikke finde ud af, om I vil det samme; det lader ikke til, at I har så forfærdelig mange fælles interesser, fælles ønsker og mål her i livet.
Men – sådan noget kan man da arbejde på, og jeg tror faktisk, at den eneste måde, I finder ud af, om I virkelig vil det her eller ej må være, at I flytter fra hinanden og prøver at klare jer selv – hver især.
Det lader til at være et problem, at hendes familie betyder så meget for hende – hvordan har du det med hendes familie? Handler det om, at du ikke befinder dig så godt der? Hvorfor har hun det store behov for konstant at være sammen med dem?
Måske I begge er noget umodne – og det kan I da gøre noget ved, ved at prøve at skabe nogle fælles interesser f.eks.
Men – jeg synes klart, I skal prøve at stå på egne ben – om ikke andet, så for en periode.
Hvorfor har du ikke skabt dig nogle relationer? Jeg foreslår da, at du melder dig til noget, der interesserer dig – noget sport, en eller flere foreninger i området, så du dels har noget, du går op i, dels lærer nogle mennesker at kende, som du kan have noget sammen med, og nej – det sker ikke på en dag, men over en tid, så får du også nogle kontaktflader.
Det vil også være sundt for jer at bo hver for sig og selv lære at tage ansvar for sig selv og sit hjem.
Aftal at I fortsætter med at være kærester, men at I ikke skal ses hver dag – I kan aftale hvor meget eller hvor lidt, I skal ses. I skal give hinanden lov til at gøre ting – uden at den anden på nogen måde skal involveres, at det er tilladt at sige nej til at besøge hinanden, hvis ikke man lige føler for det, og at det ikke er nødvendigt, at skulle forklare sig.
I skal finde ud af, om I virkelig kan se jer sammen om to år, 20 år, 30 år. Som det beskrives her, så lader det til, at den tanke nærmest er ubærlig – og så er det jo ikke det, I skal.
I skal finde ud af, om I overhovedet KAN undvære hinanden, eller om det – som du selv er lidt inde på – faktisk udelukkende handler om den tryghed ved det, I kender, og at I udelukkende er sammen, fordi I ikke tør springe ud på det dybe vand – og finde ud af, om Verden er et bedre eller et værre sted at befinde sig i.
Som du skriver her, så kan det være, I for nemheds skyld bliver sammen, og får et liv hvor I begge nærmest bare ”daldrer” af sted – sådan mere eller mindre utilfredse og halv-ligegyldige over for hinanden.
Er det sådan, I synes et liv skal være?
Spring ud – tag nogle chancer – lær noget af det, og find så ud af, om I vil have et meget bedre liv sammen, hvor I lytter til hinanden – gør nogle gode ting sammen, eller finder ud af, at I får et meget bedre liv hver for sig.
Jeg nævnte lige kort til aften omkring det med at bo hver for sig for at finde ud af hvad man føler. Det vil hun ikke. Hvis vi skal flytte er det fordi det er slut og så må tiden vise om lang tid om det skal være os. Så det blev ikke en mulighed umiddelbart.
Ang fælles ønsker deler vi kun at få børn. Giftes er hun ikke interesseret i og ej heller bo i et mere by agtigt område som fx en forstad til horsens eller århus osv. Som det er nu.
hun siger at grunden til sådan lige med at besøge fam. Er at hun er bange for at når de engang er væk at hun ikke fik brugt nok tid på dem og det ønsker hun ikke. Jeg kan godt lide familien men behøves bare ikke se dem så meget. Mine ser vi måske en gang om måneden fordi de bor 2 en halv times kørsel væk men så er det også 3 dage i streg.
Jeg skal ikke kunne sige hvorfor jeg ingen venner har fået. Jeg har måske ikke været god til at opsøge det. Jeg er meget genert i starten når jeg møder nye folk.
har altid været lidt af en enspænder så har ikke haft den store behov. Dog da jeg gik på sde i vejle for et par år siden mødte jeg 4 cool fyre som jeg snakkede godt med og vi havde fast skype/gamer aften. Vi kan ikke lige ses fordi vi bor langt fra hinanden.
Kæresten vil dog spille lidt med mig men hun siger lysten til det er ikke som den har været og det er også fint nok. Men det var noget vi havde sammen.
så ved ikke lige hvad jeg skal..
nogen ideer til noget ?
Jeg synes det lyder som om at i har for lidt sammen, det meste er vane og rutine. Det virker også som om at din kæreste er lidt umoden, når hun har brug for at være så maget sammen med sin familie. Men kan ikke i et forholdkræve at ens partner altid skal hænge ud med svigerfamilien. Jeg tror du kunne udvikle dig mere, få flere venner og interesser hvis du var alene.
Jeres forhold lyder som nogle der har været sammen i alt for mange år, og som kun bliver sammen for børnenes skyld.
VH
Du foreslår, at I flytter hvor for sig for at finde ud af jeres følelser, men hun siger nej – og så ser du det så slet ikke som en mulighed mere.
Tror du ikke, hun kunne bruge noget modspil? Hun styrer det hele suverænt, og du siger bare ja og du retter bare ind.
Det er der altså ikke nogen af jer, der bliver lykkelige af.
Du har da i den grad brug for at lære at stå på egne ben og at tage nogle selvstændige beslutninger.
Og hun har da i lige så høj grad brug for det samme. Hun er 25 år gammel – hun har da forhåbentligt sin familie i rigtigt mange år fremover – og det at blive voksen handler altså om, at man skal skabe sit eget liv. Selvfølgelig skal man være sammen med sin familie, når man har det godt med dem, men det behøver altså ikke være konstant og hele tiden – også hun skal skabe sit eget liv, og ikke styrte hjem til mor og far konstant.
På den anden side – du har øjensynligt det samme behov med din familie, som du (kun) ser en gang om måneden, men til gengæld i hele tre dage ad gangen.
Som jeg ser det, så er ingen af jer faktisk flyttet hjemmefra endnu. Jo, måske fysisk, men absolut ikke mentalt, og det er måske på tide, det sker?
Du har mistet dine venner, fordi de bor alt for langt væk. Altså både bus og tog er opfundet, og en sovepose koster ikke alverden, hvis det skulle være. Du virker meget hurtig til at opgive, hvis noget ser bare en lille smule ud til at kræve en indsats fra dig.
Din kæreste har nu tilbudt at spille lidt med dig – men hun har sådan set ikke lyst, - jeg gætter på, det handler om musik? Og det er noget, måske det eneste, I før har haft sammen?
Det virker i den grad som om, I keder jer ganske gevaldigt sammen – og simpelt hen overhovedet ikke har noget som helst, der holder jer sammen – andet end vane, tryghed og kedsomhed. Det er forhåbentligt ikke noget, I har tænkt jer at byde nogle børn?
Mit forslag er nok, at hvis ikke hun vil være med til, at I bor hver for sig og prøver at blive selvstændige, men samtidig er kærester – så må det være sådan. I stopper – og gør det nu. Jeg ser faktisk ikke, at I har ret meget at bygge på.
I øvrigt – hvis det er musik, du mener mht at spille, så kan jeg foreslå dig at melde dig ind i en af de mange – og en del virkelig gode – amatørteatre, der findes i den del af Jylland. Man modtager ofte musikere med kyshånd, og der er gerne et virkeligt godt og levende kammeratskab i en sådan forening. Der ville du kunne lære en masse nye mennesker at kende, så hvis du flytter for sig selv behøver du ikke blive ensom – men selvfølgelig – det kræver, du gør en indsats.
Alt her i livet handler om at gøre en indsats – at arbejde for det – og ikke bare opgive ved den første bakke.
Så – brug noget tid og noget energi på at finde ud af hvad DU vil med dit liv – og smøg så ærmerne op og gå i gang – gå målrettet efter det, og tag de skrammer, der følger med. Disse skrammer vil kun gøre dig mere moden. Ingen kommer gennem livet uden skrammer og uden fejltagelser – men det er dem, vi lærer af, dem vi bliver klogere og mere målrettede af.
Ang det med spil vi havde meget sammen engang af er ikke musik men spille noget i fællesskab på pc/konsol. Det vil hun stadig lidt men ikke i samme omfang som hun selv siger.
Jeg vil heller ikke mene at hun bare bestemmer alt. Slet ikke.
Kun ang græsplænen. Hvis hun mener det bør slås og jeg ikke mener det, så gør hun det selv. Og det bliver jeg lidt træt af for det er min opgave normalvis. Vi mener bare ikke det samme om hvornår det skal slåes
Der ER gået meget rutine og hverdag i den.
Ved godt jeg bare kan tage en sovepose med til en kammerat så det med at se vennerne hænger problemet 100% på mig selv. Hun spørger endda nogle gange om jeg ikke skal prøve at spørge dem om vi skal et eller andet men lysten er der bare ikke så meget når man arbejder i nogle weekender og det samtidig skal passe ind med deres weekender.
Jeg er af natur nok meget omgivende desværre. Ville jeg da gerne se ændret.
Nævnte også under vores snak om at det nok ville styrke os at komme hver til sit (det var i sidste uge) og det tror jeg nok vi begge mener. Men så kommer tvivlen om det nu er forsøget værd at droppe 9 gode år for det.. Og så endte vi efter 2 gange i sidste uge at kalde det for slut, at give det et forsøg igen alligevel. Men jeg tænker stadig.
Ang med at få andre interesser kunne jeg godt tænke mig at prøve bueskydning men det bliver altid ved "kunne tænke mig"
Ja - er det ikke lige præcis det, det hele handler om?
Både du og I kunne givet tænke jer en hel masse - men det kræver jo, at man smøger ærmerne op, tager tyren ved hornene og gør noget ved det.
Og - jeg har egentlig på fornemmelsen, at det i den grad er dig, der er den totalt sløve her - du lader din kæreste stå for det hele; du er godt nok ikke helt tilfreds, men gøre noget, skabe dig dine egne rammer? Nej - det bliver ikke rigtigt til noget. Du orker ikke de få venner, du en gang havde - for det er alligevel for besværligt, du vil gerne gå til bueskydning, men det kræver, at du skal melde dig ind i en klub, møde op, deltage - pyhhhh, det må blive en anden dag.
Langt hen ad vejen bestemmer man altså selv det liv, man vil leve. Hvis ikke du er tilfreds, så må du gøre noget i stedet for bare at lulle dig ind i, at joh - jahhh, det er da lidt kedeligt, jeg kunne godt tænke mig...., men pyhhh - så skal jeg til at tage stilling, jeg skal se virkeligheden i øjnene, jeg skal selv tage ansvar, jeg skal kunne tage konsekvenserne, og ...... nej, det bliver nok for anstrengende. Det er da lettere at bare gå og småkede sig, have det lidt trist - det er da i hvert fald noget, man ikke skal forholde sig til.....
Ja, undskyld, at jeg giver dig en vals her - men du virker godt nok meget sløv og totalt fattig på bare antydningen af virkekraft og energi.
Det er DIG og kun DIG, der vælger hvordan du vil leve dit liv - hvis du vil ændre på det, så gå dog i gang. Hvis ikke du orker det, ja, så fortsæt som hidtil, men accepter, at det så bliver gråt, kedeligt og noget farveløst - og det er der da ikke noget galt i, hvis du accepterer det.
Problemet er, at din kæreste altså også selv vælger sit liv - og medmindre hun er lige så farveløs og initiativfattig som dig, så kører hun da træt i det, og det bliver så hende, der en dag siger stop.
Jeg må ruske op i mig selv!!
Men hun er heller ikke selv for initiativrig. Hun snakker nogen gange om at gå til håndbold igen. Men det bliver også kun ved snakken. Men hun starter dog til hundetræning i dag.
Vi valgte i enighed om at gå fra hinanden. Ingen af os har været kede af det siden vi aftalte det for good. Jeg bor PT i huset vi boede i sammen mens hun er hos sine forældre. Jeg flytter i min egen lejlighed fra 15. September hvor hun så vil flytte tilbage og bo i huset.
Vores forældre var meget chokerede og tror næsten de er dem der er mest kede af det.
Lige nu skriver jeg kun med eksen for at få styr på praktiske ting ang det med fordeling osv. Vi er ikke uvenner.
Jeg ved at når jeg flytter den 15. forsvinder alt kontakt for ingen af os ønsker at snakke med hinanden for at give hinanden tid og luft til at komme sig.
Vi kunne godt se at vi nok ikke skulle dele fremtid. Specielt jeg ved at jeg ved hvad jeg vil i fremtiden med vielse, børn og bopæl. Vigtige grundting at være enig med en partner i.
Hvornår/hvordan ved man at den næste man får følelser for ikke bare er en rebound / midlertidig erstatning i forhold til sin ekskæreste ?
Du skal absolut ikke fare ud og prøve at finde en ny kæreste - det ville nok være det værste, du overhovedet kunne finde på.
Nej - du skal nu til at stå på egne ben, du skal finde dine egne værdier her i livet, og du skal i den grad øve dig i at komme ud og foretage dig nogle ting, du "kunne tænke dig", du skal finde dig nogle venner og noget at gå op i. Du skal også lære at være eneansvarlig for dit hjem - det kommer tusindfold tilbage på et senere tidspunkt.
Og ja - det kan da være, du vælger forkert med nogle aktiviteter, men så er der simpelt hen så mange tilbud, at det bare gælder om at komme i gang med nogle andre ting. Bare på med vanten - begynd at leve, og gør det nu. Lige nu hvor det er ved at være efterår, vælter det bare ind med masser af tilbud om aktiviteter, så det er bare at vælge, og tag gerne nogle flere tilbud, så du netop har lidt at vælge fra, hvis det er.
På et tidspunkt er der en sød pige, der smiler lidt ekstra til dig og du til hende - og så skal du se, så kommer det helt af sig selv, men først må du finde ud af dig selv, dine ønsker og behov her i livet.
Hvis du bare sidder der hjemme og kigger sløvt ind i computeren, så sker der ikke noget - så du må ud og få noget "luft under vingerne".
Jeg tror faktisk også, du ville have godt af et dyrke noget sport - for netop noget sådant giver en masse dejlig energi, og den har du vidst ikke fået "slidt" for meget på, vel?
Så - til lykke til jer begge to - I vil givet meget hurtigt erkende, at det var godt, at I kom fra hinanden - og familien kommer sikkert også over det. Man skal i hvert fald aldrig blive sammen for deres skyld. Det kommer der ikke noget godt ud af.