Troede aldrig det blev min tur (tanker om mors kommende død)
Og nu føler jeg mig bare SÅ naiv og dum.
Min far ringede i fredags mor kommer hjem fra sygehuset sidst i denne uge.
En historie slutter snart.
Hun har været syg et stykke tid jeg viste det godt hun forlader mig snart, men jeg har alligevel formået at lade som om alt var helt som det plejer, dog uden glæde, den har jeg ikke mærket meget til de sidste 3 måneder og kun have små øjeblikke hvor virkeligheden har haft rigtigt fat.
At få opkaldet, mor vil hjem for at dø, de holder hende i live til tingene er på plads, var alligevel mere virkelighed end jeg kunne klare, jeg forstår det ikke, jeg vil IKKE forstå det, jeg vil IKKE have det, det skal holde op NU! min mor skal komme vugge mig i hendes arme, som da jeg var lille og love at det hele går over lige om lidt.
Men det gør hun bare ikke, hun kan ikke, jeg ved: Der er intet hun hellere vil, mest børnene, hun forguder dem, og lige om lidt forlader hun dem bare, koldt og kynisk.
Jeg hader hende, men elsker hende, jeg vil ikke af med hende, hun kan bare ikke være bekendt at være SÅ syg det er IKKE! ok, allerede nu er det umuligt at bære, umuligt at foretage sig simple dagligdags ting uden tårerne presser sig på, umuligt at finde ud af hvilke følelser der skal dominere.
Tanken om at det hele bliver endnu mere umulig kan jeg slet ikke forlige mig med, men samtidig er jeg så taknemmelig for at jeg har fået muligheden for at fortælle at jeg elsker hende, muligheden for at fortælle at hun har gjort det godt, sige nogle af alle de ting som ikke er alle forundt, det er jeg trods alt taknemmelig for, jeg håber og tror på det hele alligevel bliver lidt lettere udelukkende fordi jeg har kunne sige pænt og ordenligt farvel både alene og sammen med resten af familien.
Men ØV hvor gør det bare ONDT, ondt ondt ondt og hvor jeg dog bare gerne ville have min nattesøvn tilbage, igen kunne smile helt ind i hjertet, at det ikke var mig (og min gemal) der skal vugge mine børn og fortælle at det hele bliver godt igen, men at min mor fik lov bare EN gang mere (men det gør hun ikke)
Det føles som om min store solide KLIPPE smuldrer væk mellem fingrene på mig.
En spole knap vil være perfekt lige nu, så vil jeg spole ca 14 måneder frem, med hurtig spol.
Min far ringede i fredags mor kommer hjem fra sygehuset sidst i denne uge.
En historie slutter snart.
Hun har været syg et stykke tid jeg viste det godt hun forlader mig snart, men jeg har alligevel formået at lade som om alt var helt som det plejer, dog uden glæde, den har jeg ikke mærket meget til de sidste 3 måneder og kun have små øjeblikke hvor virkeligheden har haft rigtigt fat.
At få opkaldet, mor vil hjem for at dø, de holder hende i live til tingene er på plads, var alligevel mere virkelighed end jeg kunne klare, jeg forstår det ikke, jeg vil IKKE forstå det, jeg vil IKKE have det, det skal holde op NU! min mor skal komme vugge mig i hendes arme, som da jeg var lille og love at det hele går over lige om lidt.
Men det gør hun bare ikke, hun kan ikke, jeg ved: Der er intet hun hellere vil, mest børnene, hun forguder dem, og lige om lidt forlader hun dem bare, koldt og kynisk.
Jeg hader hende, men elsker hende, jeg vil ikke af med hende, hun kan bare ikke være bekendt at være SÅ syg det er IKKE! ok, allerede nu er det umuligt at bære, umuligt at foretage sig simple dagligdags ting uden tårerne presser sig på, umuligt at finde ud af hvilke følelser der skal dominere.
Tanken om at det hele bliver endnu mere umulig kan jeg slet ikke forlige mig med, men samtidig er jeg så taknemmelig for at jeg har fået muligheden for at fortælle at jeg elsker hende, muligheden for at fortælle at hun har gjort det godt, sige nogle af alle de ting som ikke er alle forundt, det er jeg trods alt taknemmelig for, jeg håber og tror på det hele alligevel bliver lidt lettere udelukkende fordi jeg har kunne sige pænt og ordenligt farvel både alene og sammen med resten af familien.
Men ØV hvor gør det bare ONDT, ondt ondt ondt og hvor jeg dog bare gerne ville have min nattesøvn tilbage, igen kunne smile helt ind i hjertet, at det ikke var mig (og min gemal) der skal vugge mine børn og fortælle at det hele bliver godt igen, men at min mor fik lov bare EN gang mere (men det gør hun ikke)
Det føles som om min store solide KLIPPE smuldrer væk mellem fingrene på mig.
En spole knap vil være perfekt lige nu, så vil jeg spole ca 14 måneder frem, med hurtig spol.
