Doven kæreste
Hej!
Der er sikkert mange kvinder der har skrevet ang. deres utroligt dovne kæreste som bruger tid foran sin computer eller PlayStation osv. Og nu er det så min tur. Jeg er 19 år, og lige flyttet sammen med min kæreste for 2 måneder siden. Så det hele er ret nyt for os. Inden vi flyttede sammen boede jeg på et kollegieværelse, og havde boet der i et år. Min kæreste, derimod, er lige flyttet hjemmefra. Så det er noget helt helt nyt for ham. Da vi fandt ud af at vi ville flytte sammen, så blev vi enige om at vi begge skulle sørge for huslige pligter.
Men... Det viser sig bare sådan at min kæreste ikke helt har holdt sin del af aftalen. Han roder utroligt meget, og når han f.eks. laver mad, så lader han det stå indtil jeg rydder op efter ham. Hans undskyldninger er at han arbejde rigtig meget. Men han arbejder kun hver anden dag, og nogle dage kan det være hver dag. Så jeg kan ikke forstå hvorfor han ikke bare gør det. I starten prøvede jeg bare på at holde lejligheden så rent som muligt og rydde op. Men jeg har haft en svær depression, og er stadig ikke helt ovenpå igen. Så jeg har svært ved at håndtere rod. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Og hvis der er for meget, så kan jeg slet ikke overskue det. Så nu ligner vores hjem et bombet lokum. Da jeg også har en kronisk lungesygdom, er jeg nogle gange indlagt. En dag hvor jeg blev indlagt, tog min mor hjem til os og gjorde rent, så jeg kunne være der når jeg kom hjem igen. Hun manglede dog nogle få ting, som at støve af. Så det skulle min kæreste lige gøre når han kom hjem. Da jeg så kommer hjem fra sygehuset af, sidder han og spiller computer. Og han havde ikke støvet af... Det er ikke fordi at han ikke respektere min sygdom. For det gør han. Men jeg tror ikke han forstår alvoren i, hvorfor vi skal holde vores hjem rent.
Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om det, men det ender altid ud i skænderier og diskussioner. Og så bliver der aldrig gjort noget ved problemet. Han bliver altid sur og mopset når jeg siger noget til ham. Og jeg er rigtig træt af at rende rundt og være hans mor. Jeg har brug for hjælp til hvordan jeg kan nå ind til ham, så han forstår alvoren i det. For jeg elsker ham rigtig meget, og vi har det så godt sammen når man ser bort fra dovenskaben. Så jeg syntes det er en skam, hvis vores forhold skal ødelægges fordi han ikke kan tage sig sammen.
Jeg håber at der er en som har en idé til hvad jeg kan gøre!
Kram.
Der er sikkert mange kvinder der har skrevet ang. deres utroligt dovne kæreste som bruger tid foran sin computer eller PlayStation osv. Og nu er det så min tur. Jeg er 19 år, og lige flyttet sammen med min kæreste for 2 måneder siden. Så det hele er ret nyt for os. Inden vi flyttede sammen boede jeg på et kollegieværelse, og havde boet der i et år. Min kæreste, derimod, er lige flyttet hjemmefra. Så det er noget helt helt nyt for ham. Da vi fandt ud af at vi ville flytte sammen, så blev vi enige om at vi begge skulle sørge for huslige pligter.
Men... Det viser sig bare sådan at min kæreste ikke helt har holdt sin del af aftalen. Han roder utroligt meget, og når han f.eks. laver mad, så lader han det stå indtil jeg rydder op efter ham. Hans undskyldninger er at han arbejde rigtig meget. Men han arbejder kun hver anden dag, og nogle dage kan det være hver dag. Så jeg kan ikke forstå hvorfor han ikke bare gør det. I starten prøvede jeg bare på at holde lejligheden så rent som muligt og rydde op. Men jeg har haft en svær depression, og er stadig ikke helt ovenpå igen. Så jeg har svært ved at håndtere rod. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Og hvis der er for meget, så kan jeg slet ikke overskue det. Så nu ligner vores hjem et bombet lokum. Da jeg også har en kronisk lungesygdom, er jeg nogle gange indlagt. En dag hvor jeg blev indlagt, tog min mor hjem til os og gjorde rent, så jeg kunne være der når jeg kom hjem igen. Hun manglede dog nogle få ting, som at støve af. Så det skulle min kæreste lige gøre når han kom hjem. Da jeg så kommer hjem fra sygehuset af, sidder han og spiller computer. Og han havde ikke støvet af... Det er ikke fordi at han ikke respektere min sygdom. For det gør han. Men jeg tror ikke han forstår alvoren i, hvorfor vi skal holde vores hjem rent.
Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om det, men det ender altid ud i skænderier og diskussioner. Og så bliver der aldrig gjort noget ved problemet. Han bliver altid sur og mopset når jeg siger noget til ham. Og jeg er rigtig træt af at rende rundt og være hans mor. Jeg har brug for hjælp til hvordan jeg kan nå ind til ham, så han forstår alvoren i det. For jeg elsker ham rigtig meget, og vi har det så godt sammen når man ser bort fra dovenskaben. Så jeg syntes det er en skam, hvis vores forhold skal ødelægges fordi han ikke kan tage sig sammen.
Jeg håber at der er en som har en idé til hvad jeg kan gøre!
Kram.
Kommentarer
Jeg er helt sikker på, at din kæreste slet ikke ser det roderi, der omgiver ham - eller rettere - det betyder ikke det fjerneste for ham. Han har givet været vant til at før der groede mug på tallerknerne, før der ikke var mere rent tøj - ja, så er der sket noget "mirakuløst" - og tingene er pludselig ordnet.
Hvordan det så er sket, har han givet aldrig brugt tanker på - og det skyldes overhovedet ikke, at han så er småt begavet eller noget som helst - men hvorfor bruge energi på ting, der løser sig? Det er således overhovedet ikke ond vilje - han ser det ganske enkelt ikke.
Mænd har også ofte en helt anden tærskel for den slags end kvinder, og sådan er det bare. At han ikke havde støvet af, da du kom hjem fra sygehus, skyldes garanteret ikke, at han ikke ville gøre den ting for at glæde dig - han har bare slet ikke opdaget, at det skulle være nødvendigt; for ham var der overhovedet ikke støvet - i hvert fald ikke så meget, at han på nogen måde har følt det nødvendigt at opgive sin computer for det.
Det er en rigtig dårlig ide, at I er flyttet sammen, før han har prøvet at skulle klare sig selv, for han lærer det givet aldrig, før han selv har oplevet at gro fuldstændig til - og har erfaret, hvad det betyder, at den mælk, han satte på køkkenbordet i morges er sur, fordi han selv glemte at sætte den i køleskabet; før han selv finder ud af, at når der ikke er mere rent tøj, så er det fordi han selv ikke har sørget for, at der er blevet vasket; når alle tallerkner har fået "hår", så har han et problem, han selv har skabt osv osv....
Så længe han bor sammen med nogen, vil han givet komme frem til at mene, at han ikke alene har ansvaret - og det for resten heller ikke er ham, der har rodet, glemt mælken på bordet osv.
Der er desværre kun en måde at lære det på - og det er, at I flytter fra hinanden igen. Han skal simpelt hen lære at klare sig selv - og vi kan hurtigt blive enige om, at forældre - især mor - gør sine børn en absolut bjørnetjeneste ved at servicere sine børn i hoved og r...
Du kan råbe op her fra og til næste årtusindskifte - han vil stadig med overvejende sandsynlighed ikke lære det, hvis du - når det hele vokser dig for meget over hovedet - alligevel ordner det; og det vil du givet inden, der gror mug på jeres ting. :-)
Og ja - det kan muligvis være vanskeligt, hvis I har fået en lejlighed, som I kun kan bo i ved at være to, men jeres forhold vil alligevel gå i stykker, hvis du skal leve med en mand, der ikke af sig selv kan finde ud af at rydde op og holde orden. Så det bedste, I kan gøre er at f.eks. finde et værelse - men hver for sig.
Her har I en chance - fortæl ham, at I må bo hver for sig, til han har lært at tage noget mere ansvar for de praktiske opgaver, der altså - ligegyldigt hvad - er i et hjem, og når han har lært det, så kan I overveje at flytte sammen igen.
I kan jo godt fortsætte med at være kærester, mod at du ikke løfter en finger, når du besøger ham - eller i hvert fald absolut ikke mere end han gør, når han besøger dig.
Hvis man er to om det - og man sørger for at holde orden - hele tiden, så skal man altså ikke sætte mange minutter af hver dag, men de minutter SKAL han altså lære, at han godt kan frigøre sig for sin computer.
Jeg går ikke ud fra, du vil følge mit råd om, at I skal flytte fra hinanden igen - men hvis ikke I gør det, vil jeres forhold gå i stykker på et tidspunkt.
Husk hele tiden - du er hans kæreste - ikke hans mor.
Du kan selvfølgelig prøve igen, jeg ved ikke hvordan du har prøvet, men du kan da forsøge igen. Jeg foreslår, at du siger til ham, at du simpelt hen får det dårligt af det rod og det svineri - og om han har nogle forslag til, hvordan det problem bliver løst - for du synes egentlig ikke, det er rimeligt, at du skal være hans rengøringskone og gå og rydde op i hans svineri. Spørg ham om hans helt ærlige svar - mener han virkelig, at det er rimeligt, at du skal det?
Eller et andet forslag - hvis ikke han vil deltage, så kan du fortælle ham, at da du ikke kan klare rodet, vil du tage alle de ting, der roder og lægge hen i en bunke i hjørnet. På et tidspunkt vil alt hans snavsetøj og ting han måske har brug for, hans snavsede tallerkner osv ligge hulter til bulter i det hjørne. Efterhånden som der er tomt i køkkenskabet, kan du forlange at den tallerken, du bruger og det bestik, du bruger - og naturligvis vasker af - ja, det holder han sig fra. DU vil gerne have noget rent - så det skal han altså ikke røre. Hvis han vil have noget rent - ja, så må han jo sørge for, at der er noget.
Det sidste virker lidt barnligt - ja, jeg ved det, men du vil netop IKKE være hans mor - han må selv tage ansvar for det han selv roder.
Men - hvis I allerede nu kommer op at skændes om sådanne ting, og han allerede nu har en så manglende forståelse for helt elementær husførelse og helt elementært parforhold - ja helt elementært at leve et voksent liv, så er der altså ikke så meget, der tyder på, at det skal være jer to for resten af livet.
Han virker meget umoden og har derfor brug for at komme ud og få lidt "hår på brystet". Du elsker ham rigtigt meget, men din kærlighed vil langsomt men sikkert dø, hvis du skal rende og være hans mor i stedet for hans ligeværdige kæreste.
I et parforhold kommer der mange alvorlige ting, man må forholde sig til og kunne tale om på en fornuftig måde - at han allerede bliver tøsefornærmet over, at han skal rydde op efter sig selv, tyder helt klart på, at han ganske enkelt ikke er moden og voksen nok til et parforhold.
Så det fornuftigste er desværre helt klart, at han kommer til at bo for selv og på den måde selv lærer at klare sig.
Har det nogensinde hjulpet at give unge mennesker råd. Heller ikke da det var os selv. Lyttede vi, nej.
Det du skal gøre er at tage din tryllestav frem og svinge den og alt bliver godt. Det er det, der forventes skønt det er umuligt. Sådan er unge mennesker og sådan har det altid været og sådan bliver det med at være.
Erfaringer kan være dyrekøbte. Jeg ville ønske, jeg havde lyttet engang for længe siden, men gjorde jeg det, nej.
En meget simpel samtale som endte godt. Ingen anklagelser mod nogen eller skænderier eller sure miner. Jeg har tilmed også besluttet mig for at hvis han bliver pigesur, så må han være pigesur. Jeg syntes det er drastisk at lade min lejlighed blive svinet til i et hjørne, eller efter 2 måneder sige at det her ikke fungere. For så er man svag, og så har man ikke viljestyrke nok.
Til det vil jeg også sige, at jeg, i mit liv har oplevet alt for mange ting i en alt for ung alder. Så livserfaring har jeg masser af! Og jeg er ikke færdig med at få flere livserfaringer. Så når du, dig som skrev sidste indlæg, siger at unge mennesker ikke lytter og aldrig gør det rigtige. Så vil jeg lige sige at jeg tror fuldt og fast på at jeg gør det rigtige. Og jeg er sikkert mere livserfaren end mange andre voksne mennesker nogensinde bliver. Ja, det lyder dumt og egoistisk. Jeg bliver bare lidt småsur, når du siger sådan noget. For så kan jeg jo ligeså godt give op på mit liv nu, og leve andres liv efter deres erfaringer uden at få mine egne erfaringer. Så for Guds skyld, sig aldrig sådan noget til en ung pige igen.
Til sidst vil jeg sige tak for råd osv. Jeg flytter ikke fra min kæreste, for når jeg vil noget, så gør jeg det. Før eller siden. Og jeg skal nok få vendt min kæreste om, så han bliver mindre doven. Min kæreste har stået ved min side alle de gange jeg har ønsket at tage mit eget liv, eller alle de gange hvor jeg har måtte blive akut indlagt. Og at han stadig ser mig som et ungt og frisk menneske, er så stort af ham.
Jeg takker for hjælp og for jeres opmærksomhed
M.
Livserfaring, hm. jeg tror nu ikke din livserfaring er så stor endnu. Men jeg ved så udmærket, man skal selv drage sine erfaringer.
Held og lykke på livets vej.
Det hænger så ikke helt sammen med det, du skrev i dit oplæg, for der fremgår det, at I netop har haft lavet aftaler om den slags, men at han ikke overholder disse aftaler, og bliver sur og fornærmet, ja – det ender endda i skænderier, hvis du taler om det.
Det hænger så slet, slet ikke sammen med det, du nu skriver – hvor du simpelt hen har sagt, at nu skal der gøres hovedrent og at I så begge skal holde hjemmet rent og pænt. Han sagde ja, den er han med på – men er det ikke lige præcis, hvad han har gjort før?/
Når der sker sådan en ko-vending i en debat, så er det jo svært – for ikke at sige umuligt, at komme med forslag og ideer, ikke?
Jeg tror da bestemt på, at du har viljestyrke nok, men I skal vel ikke leve et liv på din viljestyrke alene, vel? Sådan noget er man altså også to om, hvis det skal fungere.
Jeg kan nu forstå at ikke bare du, men også han har – har haft – en del at kæmpe med, og det er da vidunderligt, at han i den grad har været der for dig, når tingene har været helt uoverskuelige for dig, og noget sådant kan da i den grad styrke et parforhold, så derfor er det da værd at bruge energi på.
Men -hvis han skal styres som et barn af sin mor, så løber også du sur i det.
Det er ikke et nederlag, hvis man efter to måneder finder ud af, at det ikke går at bo sammen, og jeg bryder mig slet ikke om - citat:”Og jeg skal nok få vendt min kæreste om, så han bliver mindre doven.”
Noget sådant kan aldrig blive din opgave – det må han altså selv lære og selv erkende. Det er vel ikke dit ønske, at han skal dresseres som en hund, vel?
Også han er et selvstændigt væsen – også han har ret til at være den, han nu en gang er - på samme måde, som vel også du vil respekteres for den, du er?
Du skriver også, at det er din lejlighed? Det kan selvfølgelig godt være rigtigt, men hvis ikke han bor der på nogenlunde lige vilkår som dig, - hvis han f.eks. jævnligt bliver skudt i skoene, at lejligheden er din, ikke hans - så vil det jo aldrig rigtigt blive hans hjem, og det i sig selv bliver en skævfordeling i parforholdet.
Hvis ikke I er fælles om beslutninger, fælles om det, der skal foregå – så går det galt – og det er helt ærligt bedre at finde ud af efter to måneder, end efter 10 år.
Det er helt i orden, at når man flytter sammen, så skal man blive enige om fordelingen af den rengøring man bliver enige om, der er nødvendig, så ikke hele lejligheden kommer til at ligne en svinesti.
Men jeg har på fornemmelsen, at det er dine regler, der skal gælder, du vil gerne opdrage på din kæreste og få ham til at være som du synes.
Unge mennesker elsker rod og uorden, forstå det hvem der kan, men sådan er det, indtil de når en hvis alder og kan se det fornuftige i at gøre rent, så deres fælles hjem kan se ordentligt ud.
I to er bare ikke enige om hvor pænt, rent og ryddeligt der skal være, og du har jo ikke mere ret end ham.
Du kan ikke leve i rod og din kæreste elsker det rod og kan slet ikke se at det skulle betyde noget.
Nu har I lavet en ny aftale, som han tilsyneladende har accepteret, men kald mig Mads om han kan, vil og har lyst til at overholde den.
Mit gode råd til dig er, at hvis du elsker ham højt nok, kommer du nok til at slække på, hvad du synes er rimeligt, for jeres fælles bolig.
Det værste man kan gøre i et parforhold er, at så snart man flytter sammen, så prøver man med alle midler at lave om på den anden, og her tror jeg, du begår en fejl.
Vi må aldrig lave om på hinandens personlighed, hvert enkelte individ skal have lov til at vokse i sit eget tempo.
For du skal være helt klar over, at lykkes det dig at "opdrage" ham til at være lige som dig og dele dine regler og definitioner af, hvad der er det "rigtige" liv, så vil disse egenskaber sikkert forsvinde. For han hænger jo sammen som et helt menneske præcis som dig selv, og tvinges du til ændringer, så er der også andre ting, der ændres.
Så du er nok nødt til at overveje, hvordan du både kan lære at leve sammen med din kæreste sådan, som han nu engang er, så han bevare alle de gode egenskaber, du er faldet for, og samtidig får den orden, som du har brug for. Du skal bare huske, at man kan ikke ændre på andre mennesker, kun sig selv. Så du kan kun ændre på den måde, du selv agere på og så håbe, at han udvikler sig, når han får et andet mod - og medspil.
Sidst men ikke mindst, så synes jeg ikke, det er et nederlag at flytte hver for sig efter 2 mdr. jeg synes derimod, at det er et nederlag og svagt at blive i et forhold, der nedbryder begge parter, slider kærligheden i småstumper og som ikke giver energi med derimod tapper energi.
Er vi vrede/utilfredsse får vi 3 mulige reaktioner:
1: ja ja jeg skal nok, uden de gør noget
2: går deres vej
3: et mod-angreb
Ingen af delene føre til det ønskede resultat, for reelt har de ikke hørt og forstået hvad det er vi siger, de har nemlig ikke mærket det fysisk, de har bare fået bla bla bla.
Meget 4-kantet stillet op, og ikke alle mænd er sådan, og dog i bund og grund ER det den store forskel på mænd og kvinder vi er verbale og de er fysiske.
Så skal man nå ind så de forstår, skal man flytte det til noget mærkbart... eller som en klog mand en gang sagde til mig, vil du ændre noget skal du starte med sig selv, og han har SÅ ret *ss*
Så da jeg blev godt træt af at skælde og smælde på min nuværende gemal, og han stadig ikke gjorde noget (jo en uge eller 2 tog han sig LIDT sammen) valgte jeg at blive fysisk, hvordan kan jeg gøre så han kan mærke at det her er et problem??
Jeg endte med at tage hans rod, dvs ALT fra den mindste lille blyantsstump han havde brugt til at skrive med, over hans sure sok midt på gulvet til hans brugte tallærken fra aftensmaden, og så lagde jeg det i hans seng, da han kom hjem sagde jeg værsgo, smider du bare det hele på gulvet gentager jeg igen i morgen.
Sjældent har jeg set ham SÅ rasende, han valgte da også bare at smide det på gulvet, uden at gøre mere ved det, jeg valgte at læsse det hele på sengen igen dagen efter (det havde jeg jo sagt jeg ville så det måtte jeg jo holde fast i) og så gik der en uge hvor det bare lå der og jeg ikke rørte noget som helst af hans, hvor jeg så gentog med alt hans rod i hele huset samt det er lå ved siden af sengen fra ugen før.
Værgen før eller siden har jeg set ham SÅ rasende, ja faktisk smed han mig ud, min reaktion var at jeg elsker ham men at jeg nægter at rydde op efter ham, vil han have gjort rent så må han holde orden, og i øvrigt, går jeg ingen steder, men tager du sig ikke sammen får ordnet den bunke og holder orden, vil jeg om en uge tage alle tingene proppe i sorte sække (der var allerede til 1½) og stille det ud til storskrald.
DET virkede, han var stjerne tosset i flere uger, men det virkede, og der er næsten ikke det en omgang sex kan rode bod på
Jeg skal stadig minde ham om det fra tid til anden, men jeg behøver ikke læse tingene i hans seng, han har lært af det *ss* og siden blev vi trods alt gift og har været det i 13½ år, så helt tosset en taktik var det nu heller ikke.
Siden har vi fået børn, ved dem kan jeg finde på at holde ferie, og den slutter altså ikke før de finde ud af at blive enige om at gøre et ærligt forsøg på at få ryddet op og gjort rent (de er trods alt børn så skinde forlanger jeg ikke, kun det ærlige forsøg) Også det er ret effektivt... for en periode, men hey det er børn, og det skal de have lov at være *ss*