Slipper man nogensinde for barndommens traumer?
Min mand har som så mange andre haft en forfærdelig barndom. Jeg vil gerne høre hvad der bedst kan hjælpe ham op af de sorte huller han ind imellem ryger ned i. Måske er der nogen der har erfaringer med hvordan man kommer væk fra de skrækkelige minder der overmander én. Han spiser ingen medicin, så vi kæmper sammen om det her. Han er dog begyndt at blivelidt lydhør overfor perikum, men jeg ved ikke om det kan hjælpe ham. Jeg er selv meget stærk psykisk, og vi har det skønt sammen, bortset når han får sine ture, hvor han syntes at alt er imod ham. Jeg elsker ham højt, og syntes det er synd for ham.
Kommentarer
Du skal være din mands hustru ikke hans psykolog. Du kan ikke hjælpe ham, du kan støtte ham, og være ved hans side.
Du skriver, du synes det er synd for ham, ja, men brug medfølelse i stedet for medlidenhed. Det sidste rækker ikke til noget der hjælper.
Jeg lærte en gang af en psykolog, at det er ikke det man har været ude for, der betyder noget, men hvad man gør med det.
Jeg så en gang en lille hund, den var rædselsslagen over støjen på en færge der gik i havn. Den rystede, så jeg har aldrig set noget lignende.
Ligeså snart broklappen gik ned, og støjen ophørte, skulle du se den lille hund. Den løb væk fra det, den var blevet bange for, men med halen højt løftet. Den så sig lidt tilbage, som om den ville sige, det var godt jeg kom væk derfra.
Jeg har tit tænkt på den lille hunds reaktion og spekuleret over, hvorfor vi mennesker dog ikke bare går glad ud i livet, når vi slipper barndommens trængsler.
Jeg kan kun opfordre dig til, at bede din mand få en tid hos sin læge.
Hilsen Linette
I forlængelse af Linettes beskrivelse af, hvordan et dyr kan ryste en rædselsvækkende oplevelse af sig, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en bog, der hedder ”Væk tigeren”. Den er skrevet af Peter A. Levine:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=621
Vilde dyr bliver jo hele tiden udsat for voldsomme farer, men lever tilsyneladende videre uden traumer. Det faktum har inspireret Peter A. Levine til at lave øvelser for traumatiserede mennesker.
Sådan som jeg husker det, så havde jeg nu ikke så meget ud af at læse bogen, for selv om den ifølge beskrivelsen indeholder øvelser, som man selv kan lave, så er det altså meget bedre, hvis man har en terapeut.
Jeg har gået hos en psykolog, der havde videreuddannet sig i kropsorienteret psykoterapi. Hun brugte bl.a. en øvelse, der var inspireret af Peter A. Levine.
Det foregik sådan her:
Jeg lå på ryggen på en madras, og når der var et barndomstraume, der trængte sig på, skulle jeg lave løbebevægelser med benene og forestille mig at jeg løb væk fra det farlige – hen til et sted, som var trygt og uden farer. Psykologen sad ved siden af mig og opmuntrede mig til at løbe hurtigere og hurtigere, indtil jeg ikke kunne mere, hvorefter hun omfavnede mig og på en omsorgsfuld måde sagde: ”Her kan ingen nogen sinde gøre dig fortræd!”
Det kan forekomme som noget opstyltet teater, når man læser om det, men i situationen er det bestemt ikke teater. Det forekommer virkeligt, når man er i traumets vold.
Øvelsen blev foretaget igen og igen med forskellige traumer, og min oplevelse er, at det har hjulpet mig af med i hvert fald en del af min posttraumatiske stress.
Den psykolog, som jeg dengang brugte, har overenskomst med Sygesikringen, så man kan få tilskud til behandlingen nu om dage. Det kunne man selvfølgelig ikke dengang. Men man skal regne med, at der kun er ganske få psykologer, der bruger kropsorienteret psykoterapi. De fleste bruger kognitiv adfærdsterapi, som efter min bedste overbevisning ikke har nogen værdi i forbindelse med traumer.
Hvis din mand skal have tilskud til psykologbehandling, skal det nok ske efter reglen om tilskud til psykologbehandling af depression.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. I øvrigt har jeg i ca. 10 år - med stort held - taget perikum forebyggende mod depression.