Indstillinger
Jeg forstår ikke hvad der foregår
(Jeg håber, at det er nogenlunde det rigtige sted jeg poster)
Hej
Jeg er en ung mand på 22 år, som måske virker rimeligt velfungerende til dagligt. Jeg er vellidt og jeg er igang med en uddannelse, som jeg rigtigt godt kan lide. Så det meste peger mod en lys fremtid. Men sådan ser jeg det overhovedet ikke. Jeg har nogle laster, som tynger mig enormt og jeg ved snart ikke hvad det vil føre til. Jeg aner ikke, hvem jeg skal gå til eller hvor alvorligt det egentlig er. Om jeg overhovedet kan tillade mig, at troppe op med det jeg føler. Er jeg bare møg hysterisk? Jeg er selv overbevist om, at jeg fejler noget psykisk. Jeg håber sådan, at nogen her vil hjælpe mig og give et fingerpeg om hvad der foregår.
Jeg har lavet en liste over de “symptomer” (eller tankemønstre) som går mig på. Jeg ved ikke, om alle punkterne herunder som sådan er relevante i forhold til en bestemt lidelse, men det er alt sammen noget som tynger mig voldsomt.
Jeg er opmærksom på, at jeg jo også har en personlighed som spiller ind i forhold til min måde at omgås verden. Men jeg kan ikke rigtigt skelne mellem mine “fejl” og min personlighed her, fordi det er laster, som jeg har gået med siden mine tidligste teenageår. De er med andre ord fuldstændigt indgroede i min selv- og verdensopfattelse.
(Jeg beklager, at det er skrevet så rodet)
* Svær indro uro (tankemylder)
* Mange (!) tanker og bekymringer, som blandt andet giver søvnbesvær
* Jeg tænker konstant på, hvordan andre ser på mig og om de kan lide mig
* Jeg føler mig overvåget og handler efter det
* Jeg ser folk omkring mig have sammensværgelser imod mig
* Jeg er overbevist om, at folk omkring mig ved, at der er noget “i vejen” med mig
* Alt jeg gør eller laver bliver gjort med en overbevisning om, at det senere bliver vurderet nøje
* Jeg har meget svært ved, at være en del af en gruppe (specielt hvis jeg ikke har mulighed for at ryge en pakke cigaretter i timen, som jeg gør i sådan nogle situationer)
* Jeg mangler ord og emner, når jeg taler med andre (særligt hvis man er flere sammen)
* Jeg har svært ved at fokusere og koncentrere mig, hvis jeg ikke holder mig i arbejde (det er umuligt for mig at læse en bog eller se tv i længere tid for eksempel)
* Jeg oplever sommetider en kort uvirkelighedsfornemmelse - som pludseigt ikke at “være”
* Jeg føler mig aboslut ubetydelig, overflødig og som en fiasko
* Jeg forsøger altid at undgå selv de mindste konflikter
* Det føles som om at mine følelser er pakket ind i vat. Som om, at jeg ikke rigtigt oplever glæde, vrede, sørgmodighed, liderlighed eller forelskelse. Jeg kan heller ikke tage ord som “kærlighed” eller “jeg elsker dig” i min mund – jeg forstår simpelthen ikke hvad det betyder
* Jeg forestiller mig ofte hvordan jeg kan begå selvmord (men jeg tror ikke, at jeg vil gøre det)
* Jeg er enormt bange for at begå fejl
* Jeg er meget bange for, at jeg er syg (psykisk)
* Jeg gennemanalyserer situationer, samtaler, enkelte ord og skjulte betydninger (også anledning til søvnbesvær)
* Jeg føler mig enormt distanceret til mig selv
* Jeg har meget svært ved at læse andre menneskers signaler, både sprogligt og kropslig
* Jeg har det svært med fysisk kontakt
* Jeg har svært ved, at holde fokus i samtaler og jeg overser eller glemmer tit vigtige elementer af en samtale
Hertil kommer nogle fysiske irritationer, som jeg ikke aner om kan tilskrives en psykisk lidelse. Jeg taler blandt andet om langvarig hovedpine, en tilbagevendende gennemborende fornemmelse i brystet og rygsmerter. Generelt, en overskyggende spænding i kroppen.
Jeg føler mig meget afklaret, med hvad jeg føler gør mit liv svært og det værdsætter jeg egentlig. Men jeg frygter virkelig diagnosen “hypokonder”. Det ville være en enorm ydmygelse, at jeg rent faktisk selv har gjort mit liv så svært som jeg synes det er.
Jeg håber inderligt, at jeg nogen derude kan og vil give sig tid til rent faktisk at læse og svare på smøren ovenover. Det ville lette helt utroligt, hvis jeg bare havde et eller andet at gå efter.
Mvh
En trist ung mand
Hej
Jeg er en ung mand på 22 år, som måske virker rimeligt velfungerende til dagligt. Jeg er vellidt og jeg er igang med en uddannelse, som jeg rigtigt godt kan lide. Så det meste peger mod en lys fremtid. Men sådan ser jeg det overhovedet ikke. Jeg har nogle laster, som tynger mig enormt og jeg ved snart ikke hvad det vil føre til. Jeg aner ikke, hvem jeg skal gå til eller hvor alvorligt det egentlig er. Om jeg overhovedet kan tillade mig, at troppe op med det jeg føler. Er jeg bare møg hysterisk? Jeg er selv overbevist om, at jeg fejler noget psykisk. Jeg håber sådan, at nogen her vil hjælpe mig og give et fingerpeg om hvad der foregår.
Jeg har lavet en liste over de “symptomer” (eller tankemønstre) som går mig på. Jeg ved ikke, om alle punkterne herunder som sådan er relevante i forhold til en bestemt lidelse, men det er alt sammen noget som tynger mig voldsomt.
Jeg er opmærksom på, at jeg jo også har en personlighed som spiller ind i forhold til min måde at omgås verden. Men jeg kan ikke rigtigt skelne mellem mine “fejl” og min personlighed her, fordi det er laster, som jeg har gået med siden mine tidligste teenageår. De er med andre ord fuldstændigt indgroede i min selv- og verdensopfattelse.
(Jeg beklager, at det er skrevet så rodet)
* Svær indro uro (tankemylder)
* Mange (!) tanker og bekymringer, som blandt andet giver søvnbesvær
* Jeg tænker konstant på, hvordan andre ser på mig og om de kan lide mig
* Jeg føler mig overvåget og handler efter det
* Jeg ser folk omkring mig have sammensværgelser imod mig
* Jeg er overbevist om, at folk omkring mig ved, at der er noget “i vejen” med mig
* Alt jeg gør eller laver bliver gjort med en overbevisning om, at det senere bliver vurderet nøje
* Jeg har meget svært ved, at være en del af en gruppe (specielt hvis jeg ikke har mulighed for at ryge en pakke cigaretter i timen, som jeg gør i sådan nogle situationer)
* Jeg mangler ord og emner, når jeg taler med andre (særligt hvis man er flere sammen)
* Jeg har svært ved at fokusere og koncentrere mig, hvis jeg ikke holder mig i arbejde (det er umuligt for mig at læse en bog eller se tv i længere tid for eksempel)
* Jeg oplever sommetider en kort uvirkelighedsfornemmelse - som pludseigt ikke at “være”
* Jeg føler mig aboslut ubetydelig, overflødig og som en fiasko
* Jeg forsøger altid at undgå selv de mindste konflikter
* Det føles som om at mine følelser er pakket ind i vat. Som om, at jeg ikke rigtigt oplever glæde, vrede, sørgmodighed, liderlighed eller forelskelse. Jeg kan heller ikke tage ord som “kærlighed” eller “jeg elsker dig” i min mund – jeg forstår simpelthen ikke hvad det betyder
* Jeg forestiller mig ofte hvordan jeg kan begå selvmord (men jeg tror ikke, at jeg vil gøre det)
* Jeg er enormt bange for at begå fejl
* Jeg er meget bange for, at jeg er syg (psykisk)
* Jeg gennemanalyserer situationer, samtaler, enkelte ord og skjulte betydninger (også anledning til søvnbesvær)
* Jeg føler mig enormt distanceret til mig selv
* Jeg har meget svært ved at læse andre menneskers signaler, både sprogligt og kropslig
* Jeg har det svært med fysisk kontakt
* Jeg har svært ved, at holde fokus i samtaler og jeg overser eller glemmer tit vigtige elementer af en samtale
Hertil kommer nogle fysiske irritationer, som jeg ikke aner om kan tilskrives en psykisk lidelse. Jeg taler blandt andet om langvarig hovedpine, en tilbagevendende gennemborende fornemmelse i brystet og rygsmerter. Generelt, en overskyggende spænding i kroppen.
Jeg føler mig meget afklaret, med hvad jeg føler gør mit liv svært og det værdsætter jeg egentlig. Men jeg frygter virkelig diagnosen “hypokonder”. Det ville være en enorm ydmygelse, at jeg rent faktisk selv har gjort mit liv så svært som jeg synes det er.
Jeg håber inderligt, at jeg nogen derude kan og vil give sig tid til rent faktisk at læse og svare på smøren ovenover. Det ville lette helt utroligt, hvis jeg bare havde et eller andet at gå efter.
Mvh
En trist ung mand
Kommentarer
nej du skal tale dig ud af problemet
Jegsynes bestemt at du skal gå til din læge og fortælle om dine symptomer. En psykolog kan være en dyr og langsom om vej. Jeg havde selv prøvet psykolog i 10 år før jeg kom til psykiater, og fik ADHD diagnose og medicin.
Dine symptomer kan være flere ting, og heldigvis er der gode behandlingsmuligheder, når man kommer tidligt, inden det er gået ud over ens livssituation.
Jeg vil tro at du kan få behandlingerne gratis, hvis du er psykisk syg, det ville være mærkeligt andet.
Det kan godt være at medicin er nødvendigt, specielt til en begyndelse og den skal du tage imod, det at være 22 år og begynde at finde alternative veje er ikke noget jeg vil anbefale.
Meditation for at slippe dine tanker kan jeg varmt anbefale
Du har en del angst for, hvorvidt du er syg. Det vil jeg ikke mene, du er. Men syg er et relativt begreb. Du vil nok efter manges mening kunne kaldes syg ud fra de symptomer, du ridser op, men mange har dem. Jeg vil mene, de er alment menneskelige.
held og lykke :-)
vh martin