Indstillinger
Har jeg udviklet OCD?
Hej
Så nu har besluttet mig for at skrive til jer herinde på siden, da min egen læge sikkert allerede regner mig for at være hypokonder. Ser I, jeg har været inde tidligere med mistanke om depression. Det viste sig dog at jeg døjede med stress og angst, der sidenhen bl.a. fremprovokerer fysiske symptomer (kvalme, feber, svimmelhed, hjertebanken, hovedpiner/migræner m.m.). Og dertil mener han forresten også at stress bare er en folkemyte. Men det er nu ikke derfor jeg skriver...
Min far har altid haft en mistanke om at jeg havde OCD. Da jeg var mindre vaskede jeg mine hænder nok mere end 20 gange dagligt. Jeg havde bestemte rutiner (kigge på plakater i en bestemt rækkefølge før jeg slukkede lyset, tælle kasserne under sengen et par gange osv) og fjernbetjeningerne skulle altid ligge på en bestemt måde, bamser skulle placeres strategisk under natkjolen, så ingen ville kunne stikke mig ihjel, mens jeg sov, og mine bøger skulle sorteres som jeg mente det rigtigt - og IKKE rykkes på. Det er blevet mindre med årene (selv om det med bøgerne nu stadig slår til).
Nu til dags vasker jeg tit hænder.. indtil de føles rene og at det føles "rigtig", hvis det giver mening. Jeg bider negler af samme årsag. Min far hader det. Nogle gange, når han beder mig om at stoppe, så er jeg ved at gå amok, fordi jeg lige har et lille stykke tilbage før det vil føles "rigtig". Typisk bider jeg dem, når han kigger væk så, da jeg ikke kan klare det ellers. Jeg har et behov for at røre visse ting nogle gang. Jeg kan kigge på skrivebordet og pludselig bare føle, at jeg bliver nød til at røre det. Det er lidt underligt.
Jeg er lige flyttet selv. Er fyldt 18 i maj, så mente det var på tide. Flyttede ud til min far i slut-januar efter at jeg og min mor blev enige om, at jeg ikke kunne bo hjemme, da det udløste min stress (hun er ofte ovre ved sin kæreste og jeg havde ansvar for min søster, hus og to katte.. det blev bare for meget). Jeg bor på kollegie nu på 2. sal, så er ret langt oppe over jorden. Alligevel frygter at nogen skal bryde ind. Eller at en nabo måske har en kæleedderkop, der slap fri, og ville kravle ind ad min altandør (er bange for edderkopper). Usandlige tilfælde, der alligevel får mit hjerte til at galopere. Tjekker også altid mit badeværelse for mennesker, selv om døren har været låst og ingen kan komme derind så.
Sommetider oplever jeg "kaosbilleder".. Kortvarige glimt af forfærdelige ting. Folk, der dør eller lider. Bussen, som kører ud over broens kant (jeg kan ikke svømme) Seksuelle ting. Generelt er det upassende billeder som jeg må tvinge væk.
Nogle gange har jeg lyst til bare at køre over for rødt eller bare gå ud på vejen uden at tænke over at se mig for. Jeg har derfor valgt ikke at tage kørekort, da jeg ikke helt stoler på mig selv. Det føles næsten bare som om jeg er vildt utålmodigt.. men det burde vel ikke være nok til at kunne friste én, til at ville køre over for rødt?
Jeg er generelt blev meget bevist omkring død og frygter det. Hvad hvis der skete min familie noget? Hvad hvis der skete mig noget? Jeg er rædselsslagen ved tankerne, men kan ikke få dem banket ud af mit hoved ligemeget hvor meget jeg prøver.. et eller andet minder mig altid om det igen.
Jeg ved ikke om I kan hjælpe mig. Jeg ved ikke om det er normalt, at være lidt forvirret og bange i min alder. Alle folk mener at jeg er en glad og fornuftig pige, så folk tror ikke altid på mig, når jeg fortæller om alt det, som jeg lige har beskrevet. Det kan godt være lidt svært. Siden jeg flyttede ud til min far har jeg snakket med skolepsykologen på mit gymnasie. Hun hjalp lidt, men ikke meget. De sidste par gange blev hun bare ved med at gentage, at jeg skulle tage at komme i skole igen, og ikke blive hjemme "bare fordi jeg havde det lidt dårligt om morgenen". Jeg er stoppet med at se hende nu, men har ikke råd til en rigtig psykolog, da jeg jo kun har min SU.
Beklager roman-længden af dette indlæg. Og misforstå mig ikke.. jeg er glad. Jeg har gode venner, en dejlig familie og ting jeg elsker. Jeg er ikke selvmordstruet eller noget... bare lidt forvirret, fortvivlet og fortabt, tror jeg.
Tak på forhånd... og igen, beklager længden.
-- Mari
Så nu har besluttet mig for at skrive til jer herinde på siden, da min egen læge sikkert allerede regner mig for at være hypokonder. Ser I, jeg har været inde tidligere med mistanke om depression. Det viste sig dog at jeg døjede med stress og angst, der sidenhen bl.a. fremprovokerer fysiske symptomer (kvalme, feber, svimmelhed, hjertebanken, hovedpiner/migræner m.m.). Og dertil mener han forresten også at stress bare er en folkemyte. Men det er nu ikke derfor jeg skriver...
Min far har altid haft en mistanke om at jeg havde OCD. Da jeg var mindre vaskede jeg mine hænder nok mere end 20 gange dagligt. Jeg havde bestemte rutiner (kigge på plakater i en bestemt rækkefølge før jeg slukkede lyset, tælle kasserne under sengen et par gange osv) og fjernbetjeningerne skulle altid ligge på en bestemt måde, bamser skulle placeres strategisk under natkjolen, så ingen ville kunne stikke mig ihjel, mens jeg sov, og mine bøger skulle sorteres som jeg mente det rigtigt - og IKKE rykkes på. Det er blevet mindre med årene (selv om det med bøgerne nu stadig slår til).
Nu til dags vasker jeg tit hænder.. indtil de føles rene og at det føles "rigtig", hvis det giver mening. Jeg bider negler af samme årsag. Min far hader det. Nogle gange, når han beder mig om at stoppe, så er jeg ved at gå amok, fordi jeg lige har et lille stykke tilbage før det vil føles "rigtig". Typisk bider jeg dem, når han kigger væk så, da jeg ikke kan klare det ellers. Jeg har et behov for at røre visse ting nogle gang. Jeg kan kigge på skrivebordet og pludselig bare føle, at jeg bliver nød til at røre det. Det er lidt underligt.
Jeg er lige flyttet selv. Er fyldt 18 i maj, så mente det var på tide. Flyttede ud til min far i slut-januar efter at jeg og min mor blev enige om, at jeg ikke kunne bo hjemme, da det udløste min stress (hun er ofte ovre ved sin kæreste og jeg havde ansvar for min søster, hus og to katte.. det blev bare for meget). Jeg bor på kollegie nu på 2. sal, så er ret langt oppe over jorden. Alligevel frygter at nogen skal bryde ind. Eller at en nabo måske har en kæleedderkop, der slap fri, og ville kravle ind ad min altandør (er bange for edderkopper). Usandlige tilfælde, der alligevel får mit hjerte til at galopere. Tjekker også altid mit badeværelse for mennesker, selv om døren har været låst og ingen kan komme derind så.
Sommetider oplever jeg "kaosbilleder".. Kortvarige glimt af forfærdelige ting. Folk, der dør eller lider. Bussen, som kører ud over broens kant (jeg kan ikke svømme) Seksuelle ting. Generelt er det upassende billeder som jeg må tvinge væk.
Nogle gange har jeg lyst til bare at køre over for rødt eller bare gå ud på vejen uden at tænke over at se mig for. Jeg har derfor valgt ikke at tage kørekort, da jeg ikke helt stoler på mig selv. Det føles næsten bare som om jeg er vildt utålmodigt.. men det burde vel ikke være nok til at kunne friste én, til at ville køre over for rødt?
Jeg er generelt blev meget bevist omkring død og frygter det. Hvad hvis der skete min familie noget? Hvad hvis der skete mig noget? Jeg er rædselsslagen ved tankerne, men kan ikke få dem banket ud af mit hoved ligemeget hvor meget jeg prøver.. et eller andet minder mig altid om det igen.
Jeg ved ikke om I kan hjælpe mig. Jeg ved ikke om det er normalt, at være lidt forvirret og bange i min alder. Alle folk mener at jeg er en glad og fornuftig pige, så folk tror ikke altid på mig, når jeg fortæller om alt det, som jeg lige har beskrevet. Det kan godt være lidt svært. Siden jeg flyttede ud til min far har jeg snakket med skolepsykologen på mit gymnasie. Hun hjalp lidt, men ikke meget. De sidste par gange blev hun bare ved med at gentage, at jeg skulle tage at komme i skole igen, og ikke blive hjemme "bare fordi jeg havde det lidt dårligt om morgenen". Jeg er stoppet med at se hende nu, men har ikke råd til en rigtig psykolog, da jeg jo kun har min SU.
Beklager roman-længden af dette indlæg. Og misforstå mig ikke.. jeg er glad. Jeg har gode venner, en dejlig familie og ting jeg elsker. Jeg er ikke selvmordstruet eller noget... bare lidt forvirret, fortvivlet og fortabt, tror jeg.
Tak på forhånd... og igen, beklager længden.
-- Mari
