Indstillinger
Tryghed: Kærestens forventninger og bekymringer:
Hej Netdoktor(er), Debattører og alskens godtfolk!
- - - - - -
Efter nogle noget forvirrende forsøg på at finde frem til lige netop den situation jeg har med at gøre, har jeg besluttet at skrive ind til jer – jeg beklager på forhånd hvis mit emne allerede er berørt og svaret på og håber da I tilgive mig hvis det er tilfældet!
Min situation er en smule kringlet, og selvom jeg gerne vil være kortfattet, mener jeg er det vigtigt at få nok detaljer med så vores problemstilling kan belyses på bedst mulig måde:
Min kæreste og jeg har været sammen i fire indholdsrige år, og hvis jeg skulle udskrive nogle prognoser, går jeg ud fra/håber jeg på/arbejder jeg i mod at det kommer til at blive mange, mange, mange år endnu.
Jeg selv er 27 år, mand, er uddannet og har har fast arbejde inden for den kreative industri, hvor hun som 23 årig er i færd med at uddanne sig i samme felt.
Vores fire år har været præget af et par af de typiske problemer som jeg går ud fra kan ske for ethvert forhold: forventningerne fra vores to sæt forældre (min egen mor især har store problemer med at ”hendes lille dreng” kunne finde på at finde sammen med en kvinde der ikke nødvendigvis passer ind i den pæne ligusterhækmentalitet) , jalousi fra vores omgivelser, en hel masse misforståelser, op og nedture i sammenhæng med alle mulige ændringer i vores livsstil.
Selvom det måske kunne lyde lidt voldsomt, er jeg af den overbevisning at modgang er en del af det eventyr det nu er at være i et forhold, og jeg vil sige at omstændighederne taget i betragtning klarer vi os fremragende.
Ser I, mange af de rutsjebaneture vi har oplevet har for det meste haft udgangspunkt i vores omgivelsers reaktioner – hvad jeg kan forstå på den ”feedback” jeg har fået fra venner, virker det som om at kæresten og jeg klarer os overraskende godt med f.eks at snakke sammen om problemstillinger.
Kontrasterne – som antageligvis skulle være kilden til attraktion(?) – er der også rigeligt af uden at det bliver som ild og vand: Hun er for det meste den spontane, den utålmodige og grundlæggende en kvinde der i allerhøjeste grad ved hvad hun vil have. Jeg er den mere rolige, tålmodige; jeg planlægger, jeg improviserer og har en – grangiveligt enorm – evne til at udskyde egne behov hvis det ikke tjener de bredere perspektiver.
Omvendt er hun lidt af en slave til forventningerne om det ”perfekte” parhold, den ”helt rigtige” ferie, etc. - hun forventer mange ting, og som livet jo ikke er bange for at påminde os dødelige, så passer forventningerne ikke altid med realiteterne.
Omvendt er jeg en person der har lidt af en konfliktsky natur før jeg fandt sammen med hende – selvom jeg har mange forventninger til hvordan min ideelle tilstedeværelse bør være, tænker jeg altid i brede, overordnede perspektiver og kan simpelthen være blind over for de mere jordbundne uforskammetheder; jeg har lært på den hårde måde at man nogle gange simpelthen bliver nød til at tage de små konflikter med samme alvorlighed som de store.
Men som sagt: Vores kommunikation vil jeg selv mene er ret god – vi har udjævnet en masse misforståelser, vi skændes ikke konstant og når vi gør plejer vi altid at ende med at vende problemet så meget at vi finder en løsning – og selv hvis vi ikke finder en løsning, er det nogle gange godt at få renset luften!
Nuvel! Det var lidt baggrundsmateriale:
Vi har grundlæggende set et sundt sexliv. Jeg vil – og gider – ikke gøre det til en kvantitativ instans (”Vi har sex tre gange om ugen!”) eller et målorienteret stafetløb, hvor der er -faste- poster der nås (”Vi skal have orgasme HVER gang!”), men vi kender hinanden godt og i det store hele har jeg indtrykket fra hende (og vores stakkels naboer) at det kunne være meget værre.
Problemet – eller rettere, udfordringen - er at min kæreste på det seneste er ved at bekymre sig ihjel! Hun har (med sine -egne- ord, en vigtig detalje) sagt at hun har meget svært ved at blive våd. Og frustrationerne ved dette er ved at drive hende til vanvid, tydeligvis:
Fordi vi taler om disse ting bramfrit, har forhør fået følgende frem:
1: At hun er frustreret over at hun ikke kan blive tændt lige så hurtigt som jeg.
2: At hun ikke kan forstå at hun kan være tændt i sind men ikke i krop.
3: At når hun ikke er hos mig bliver krop og sind tændt i tandem – men når hun er i mit selvskab er det meget sværere at blive tændt på samme måde.
4: At hun af og til gerne vil have at jeg bare flår tøjet af hende af eget initiativ (Dette er ikke en antagelse, men igen noget hun selv har sagt) uden at hun skal være den der starter sex.
5: At hun er utilstrækkelig med henvisning til ovenstående.
- - - - - -
Efter nogle noget forvirrende forsøg på at finde frem til lige netop den situation jeg har med at gøre, har jeg besluttet at skrive ind til jer – jeg beklager på forhånd hvis mit emne allerede er berørt og svaret på og håber da I tilgive mig hvis det er tilfældet!
Min situation er en smule kringlet, og selvom jeg gerne vil være kortfattet, mener jeg er det vigtigt at få nok detaljer med så vores problemstilling kan belyses på bedst mulig måde:
Min kæreste og jeg har været sammen i fire indholdsrige år, og hvis jeg skulle udskrive nogle prognoser, går jeg ud fra/håber jeg på/arbejder jeg i mod at det kommer til at blive mange, mange, mange år endnu.
Jeg selv er 27 år, mand, er uddannet og har har fast arbejde inden for den kreative industri, hvor hun som 23 årig er i færd med at uddanne sig i samme felt.
Vores fire år har været præget af et par af de typiske problemer som jeg går ud fra kan ske for ethvert forhold: forventningerne fra vores to sæt forældre (min egen mor især har store problemer med at ”hendes lille dreng” kunne finde på at finde sammen med en kvinde der ikke nødvendigvis passer ind i den pæne ligusterhækmentalitet) , jalousi fra vores omgivelser, en hel masse misforståelser, op og nedture i sammenhæng med alle mulige ændringer i vores livsstil.
Selvom det måske kunne lyde lidt voldsomt, er jeg af den overbevisning at modgang er en del af det eventyr det nu er at være i et forhold, og jeg vil sige at omstændighederne taget i betragtning klarer vi os fremragende.
Ser I, mange af de rutsjebaneture vi har oplevet har for det meste haft udgangspunkt i vores omgivelsers reaktioner – hvad jeg kan forstå på den ”feedback” jeg har fået fra venner, virker det som om at kæresten og jeg klarer os overraskende godt med f.eks at snakke sammen om problemstillinger.
Kontrasterne – som antageligvis skulle være kilden til attraktion(?) – er der også rigeligt af uden at det bliver som ild og vand: Hun er for det meste den spontane, den utålmodige og grundlæggende en kvinde der i allerhøjeste grad ved hvad hun vil have. Jeg er den mere rolige, tålmodige; jeg planlægger, jeg improviserer og har en – grangiveligt enorm – evne til at udskyde egne behov hvis det ikke tjener de bredere perspektiver.
Omvendt er hun lidt af en slave til forventningerne om det ”perfekte” parhold, den ”helt rigtige” ferie, etc. - hun forventer mange ting, og som livet jo ikke er bange for at påminde os dødelige, så passer forventningerne ikke altid med realiteterne.
Omvendt er jeg en person der har lidt af en konfliktsky natur før jeg fandt sammen med hende – selvom jeg har mange forventninger til hvordan min ideelle tilstedeværelse bør være, tænker jeg altid i brede, overordnede perspektiver og kan simpelthen være blind over for de mere jordbundne uforskammetheder; jeg har lært på den hårde måde at man nogle gange simpelthen bliver nød til at tage de små konflikter med samme alvorlighed som de store.
Men som sagt: Vores kommunikation vil jeg selv mene er ret god – vi har udjævnet en masse misforståelser, vi skændes ikke konstant og når vi gør plejer vi altid at ende med at vende problemet så meget at vi finder en løsning – og selv hvis vi ikke finder en løsning, er det nogle gange godt at få renset luften!
Nuvel! Det var lidt baggrundsmateriale:
Vi har grundlæggende set et sundt sexliv. Jeg vil – og gider – ikke gøre det til en kvantitativ instans (”Vi har sex tre gange om ugen!”) eller et målorienteret stafetløb, hvor der er -faste- poster der nås (”Vi skal have orgasme HVER gang!”), men vi kender hinanden godt og i det store hele har jeg indtrykket fra hende (og vores stakkels naboer) at det kunne være meget værre.
Problemet – eller rettere, udfordringen - er at min kæreste på det seneste er ved at bekymre sig ihjel! Hun har (med sine -egne- ord, en vigtig detalje) sagt at hun har meget svært ved at blive våd. Og frustrationerne ved dette er ved at drive hende til vanvid, tydeligvis:
Fordi vi taler om disse ting bramfrit, har forhør fået følgende frem:
1: At hun er frustreret over at hun ikke kan blive tændt lige så hurtigt som jeg.
2: At hun ikke kan forstå at hun kan være tændt i sind men ikke i krop.
3: At når hun ikke er hos mig bliver krop og sind tændt i tandem – men når hun er i mit selvskab er det meget sværere at blive tændt på samme måde.
4: At hun af og til gerne vil have at jeg bare flår tøjet af hende af eget initiativ (Dette er ikke en antagelse, men igen noget hun selv har sagt) uden at hun skal være den der starter sex.
5: At hun er utilstrækkelig med henvisning til ovenstående.
Kommentarer
1: Jeg er meget bevist om at mænd for det meste kan ”tændes” på syv sekunder (eller hurtigere!) under de fleste lokale vejr-, trafik og arbejdsforhold. En kvinde fungerer anderledes og det har jeg understreget over hende at jeg ved og forsøger at respektere.
Selvom jeg har sagt dette, virker det som om at hun er for utålmodig i forhold til hendes egen krop – mange gange har hun udtalt frustration over at hun ikke selv tændes hurtigt nok, og når jeg har forsøgt at bruge masser af tid på forspillet har jeg kunnet mærke at utålmodigheden boblede.*
2: Jeg har næsten formanet hende om at hun bliver nød til at slappe af – nogle gange har kroppen ikke lyst. Der kan være mange grunde til det, deriblandt ”Jeg har bare ikke lyst.”. Jeg har mere eller mindre opfordret hende til at respektere sin egen krops signaler.
3: Vi har debatteret lidt frem og tilbage om hvad det kan skyldes – vores konsensus er at fantasien om sex i nogle tilfælde bare er frækkere end den faktiske sex. Jeg mener selv at det er naturligt, forventeligt og en del af vores kollektive psyke. Men det virker til at hun ikke helt selv vil acceptere dette.
4: Problemet med dette er at jeg faktisk har forsøgt det et par gange – selvom hun i sind reagerede meget positivt på det, var hendes krop ikke med i ligningen (jævnfør argumentet med at kvinder generelt set ikke tændes så hurtigt som mænd). Da jeg ikke ligefrem er fan af voldtægt (for at sige det bramfrit), stoppede jeg naturligvis med mine tilnærmelser øjeblikkeligt.**
5: Den sidste ærgrer mig især: Jeg har mange gange gjort hende opmærksom på at hun ikke har en månedlig ”kvote” om hvor mange gange vi skal have sex sammen – hun har ikke et præstationsark, hvor hver handling får en karakter og ugentligt bedømmes i en generalforsamlings' sexpanel. Det skal siges at tidligere i vores forhold skulle jeg selv afkræfte myten om at et succesfuldt parforhold har de og de delmål der skal opfyldes i sengen, men jeg efterfølgende egentlig har været ganske godt tilpas med det.
Jeg har naturligvis brainstormet over hvad jeg mon gør for at installere dette lidt ærgerlige og uvildige pres hun føler – der er nogle områder som jeg mistænker, men jeg forhørt mig hos hende for at be- eller afkræfte de mistanker uden at få nogle brugbare svar:
- Jeg er ret seksuel aktiv: Jeg kan godt li' sex, jeg mener (sikker) sex er sundt, opkvikkende, afslappende, forfriskende og generelt godt for sind og helbred (en mening baseret på egne erfaringer + utallige tidsskrifter i lægejournaler, etc. etc.) - mistanken her er at jeg oversælger alle de positive ting ved sex så hun føler sig presset til at få så meget som overhovedet muligt, gerne så hurtigt og så heftigt.
- Jeg bekræfter: Jeg har ingen problemer med at røre ved hende eller gøre hende opmærksom på at jeg holder af hende. Sjældent får jeg signaler om at hun er utilpas eller decideret utryg (snarere omvendt!), og jeg mener selv at jeg er påpasselig med ikke at være udover hende konstant. Men jeg mistænker stadig at hun ikke er helt ærlig med sine forventninger og dermed tillader ”for meget”.
- Vores sex er godt – men ikke så varieret! Den største mistanke! Og dog – udover at vi tit har talt om at tage legen ud af soveværelset og vi forsigtigt har tænkt på nogle lidt tabu-belagte emner (sex på lidt mere usædvanlige steder, en tredje partner – mand eller kvinde, rollespil, bondage..) virker det som om at hun reagerer bedst på klassikere. Hun har sågar sagt at hun ikke vil reducere vores sex til et cirkus (til stor morskab i undertegnet). Hver gang jeg forsigtigt har opfordret hende til at udforske hendes egne grænser – med og/eller uden mit selvskab – virker det som om hun at får kolde fødder når tanken bliver helt alvorlig. Det er naturligvis helt acceptabelt.
- Sex forgår – hårdt sagt – på hendes præmisser: da jeg meget ofte kan springe i kanen på et øjeblik uden de store bekymringer, betyder det at vi ”kun” har sex når -hun- har lyst. Jeg indrømmer blankt at jeg da synes det er lidt ærgerligt at jeg ikke kan kaste mig over hende når jeg har MEGET lyst på tidspunkter hvor hun ikke er forberedt, men jeg er ret overbevist om at det er både et acceptabelt og nødvendigt kompromis i et sundt forhold. Vi har allerede alt for mange institutioner i livet der forsøger at vedligeholde myten om at kvinder udelukket er til mænds rådighed og ikke-... faktiske menneskelige individer.
- Forældrekvaler: Min mor har været kilde til en del kvaler, da hun ikke har modtaget kæresten særlig godt. Kommunikation mellem min mor og kæresten er ikke eksisterende, men selvom min mor har lagt et stort pres på at jeg finder en anden, har jeg naturligvis påmindet både moren og kæresten at min mor ikke skal bo sammen med min kæreste. Det har før været kilde til bekymringer der har haft indflydelse på vores sexliv, men på det seneste har det emne ikke været oppe i luften.
Hun insisterer især at hun selv er kilden til hendes ”problem” og hun virker – hvis muligt – endnu mere rådvild end jeg er. For slet ikke at nævne frustreret som bare pokker.
Jeg er som sagt meget interesseret i at få vores forhold til ikke blot at fungere, men til at udvikle sig positivt som tiden går – jeg har nok tiltro til os to at jeg er forberedt til at gå uortodokse veje og i hvert fald overveje kontroversielle kompromiser.
Jeg vil hjertens gerne tilføre flere detaljer hvis det er ønsket – selvom min situation er ret specifikt, kan det være at andre brugere kan relatere hertil!
Hvad er jeres tanker? Er det ”bed-death”, den snigende vane der langsomt men uundgåeligt er ved at æde lidenskaben? Er det bare en periode (som jeg er overbevist om)? Er det manglende variation, de hårde økonomiske tider, vejret, bekymringerne, jordens bane om solen, stjernernes placering på himlen, pollen-tallet, de mange Tour De France skandaler eller forvisningen om at vi endnu ikke har vasket tøj? Har det i sidste ende ikke bare noget at gøre med at hun bare ikke var i humør de par gange det er sket, men hun blot nægter at anerkende dette og bliver anspændt?
Hvor kan jeg - især - gøre et bedre arbejde for at inspirere tryghed, nærhed og nok variation?
På forhånd mange tak for jeres opmærksomhed – ethvert råd og enhver tanke modtages med kyshånd!
- - - - - -
- M.v.h:
Nørden
▬ ▬ ▬
* - Og jo: mit ego er solidt nok til at jeg har overvejet hvorvidt det så blot skyldes exceptionelt dårligt forspil. Der er altid plads til forbedring. Men hvis jeg skal tage hendes ord for gode varer, virker dette heller ikke til at være tilfældet.
** - Det skal siges at de gængse ”kønsroller” - et farligt koncept som givetvis er kilde til megen sorg og mistrivsel – her inspirerer til absolut forvirring på mandens side, da han skal være ”spontan, aggressiv og fremfusende”, men kun ”spontan, aggressiv og fremfusende” -når hun har lyst-. Betragt endelig ikke ovenstående som andet end en pudsig kommentar, dog!