Ægteskab i tynd tråd!

Anin14

Min mand og jeg har været sammen siden vi var helt unge. Har nu et par store teenagebørn, og har det værre end nogensinde med hinanden.
Har ellers haft et fantastisk forhold, især inden der kom børn. Min mand har aldrig lagt skjul på, at han helst ikke ville have haft børn, og at han ser dem som en hindring i forhold til at nå egne mål (rejser, være spontan etc).
Siden de ankom, har han været meget fraværende både fysisk og psykisk. Jeg er så skuffet over hans måde at være far på! .....
Vores forhold er papirstyndt efterhånden. Han arbejder hele tiden, er følelseskold, vi kan ikke tale sammen, han ryger lynhurtigt op i det røde felt, kan finde på at pakke og true med at forlade os. Det er altid ham der siger de grimme ting, -at han ikke kan lide mig, at han synes sex er blevet ligegyldigt. Det ser jo oplagt ud som om jeg bare skulle forlade ham. Men bliver pga børnene.... og så fylder trygheden utroligt meget for mig. Men jeg begynder at hige og længes efter at blive holdt af. Synes jeg bliver behandlet som det usleste.... har selvfølgelig også mine fejl, men kan slet ikke se hvordan jeg skal komme til at holde af det uhyre igen....
Trænger bare til at "snakke" med nogle, og skriver derfor her, -for at få lidt input eller dele nogle erfaringer.....
Er der nogle der har oplevet lignende kæmpekrise, og hvordan går det/er det gået?

lotte123

Det er generelt en meget dårlig ide at blive i et dårligt fungerende forhold for børnenes skyld. Det gør man bestemt ikke dem en tjeneste ved.

Ligegyldigt hvad vi forklarer og fortæller vores børn, så gør de som deres forældre.

Hvis de vokser op i et hjem, hvor forældrene fungerer dårligt og oplever iskold luft mellem deres forældre, så er det altså det, de tager med sig.

Man skylder sine børn at gøre rigtigt meget for at de får en god opvækst, men man får ikke noget ud af at "ofre" sig og lide helt urimeligt - tvært i mod; det bliver de ikke lykkelige af.

Så - hvis I har det så dårligt sammen, så er jeres børn absolut bedst tjent med, at I kommer hver for sig - og derved givet begge får det bedre.

Selvfølgelig er der en masse usikkerhed om, hvordan det nu kommer til at gå, hvis man står helt alene med dem - økonomi, boligforhold osv. osv.

Jeg stod i samme situation - jeg turde ikke gå, for hvordan skulle jeg dog kunne give mine børn mad og tøj på kroppen? Og ved du hvad? Det løste sig - for dels skal deres far altså også bidrage, dels så blev der frigjort så megen energi, som var brugt på at opretholde denne facade, at tingene simpelt hen løste sig på bedste vis.

Men - børn har det altså mange gange bedre med en glad mor/far, der ikke har mange penge, end en ulykkelig.

Nu er jeres børn endda store, så de vil givet forstå handlingen, og i deres alder har de bestemt også brug for tryghed, og den har de ikke, hvis deres forældre lever som du beskriver det.

Så at du bliver for børnenes skyld er ikke en tjeneste du gør dem.

Jeg valgte en lille bolig, som jeg økonomisk kunne klare - det betød dog at selv om mine børn fik hvert deres - ikke så store værelse - så måtte jeg bo i stuen, men min frihed var så overvældende, at jeg blev som en helt ung pige, der netop var flyttet hjemmefra.

Der gik ikke ret lang tid, før begge mine børn - uafhængigt af hinanden - kom og fortalte, at de var glade for, at der var sket det, der var sket, selv om de da her og nu naturligvis var både kede af det og utrygge - men de kunne godt se, at begge deres forældre var blevet meget gladere og at der var kommet et helt andet overskud.

lotte123

Det har du selvfølgelig ret i, Persille.

Men jeg mener, at hvis ikke man handler, men bare lader stå til og bliver i et dårligt forhold, så kan det hav den stik modsatte virkning for børnene.

Det er jo desværre bevist, at børn der vokser op med f.eks. voldelige forældre, også selv bliver voldelige i parforholdet - eller ofre.

Kvinder, der f.eks. finder sig i at blive banket af manden har ofte selv oplevet at faderen tævede moderen; og mænd der banker konen er også selv meget ofte opvokset med modellen.

Jeg oplevede at mine forældre var ligeglade med mig - det er derfor heller ikke spor mærkeligt, at jeg startede med at være gift med en mand, der var ligeglad med mig.

Jeg påstår ikke, at det er det, der sker hver eneste gang - og jeg påstår heller ikke, at det er sådan det er i det her tilfælde, men jeg påstår til gengæld at hvis bliver ved og ved med at udholde et dårligt samliv "for børnenes skyld", så kan man faktisk risikere at gøre dem en bjørnetjeneste.

Jeg mener også, jeg selv nåede at "redde" mine børn.

Så - derfor skal man i den grad tænke over, hvad man finder sig i - for børnenes skyld.

Anin14

Lige et øjeblik, jeg har rigtig mange vagter på mit arbejde, og har bestemt en intention om at vende tilbage med svar, og jeg er rigtig glad for de svar jeg har fået!! Jeg synes bare det kræver mere end lige et øjeblik, og skal nok komme tilbage når jeg har lidt mere tid. Måske kender I godt det med, at når forholdet knager, så prioriterer man hårdt sin tid og de ting man skal. Håber ikke I mister tålmodigheden alt for hurtigt.

Anin14

Nå... Det er blevet lidt mærkeligt for mig med den kortluntede og sure respons, der ikke gav mig en chance for at reagere. Nu har hun i galskab slettet alle indlæg, og jeg kan ikke huske hvad hun skrev. Men til dig Lotte, tusind tak for svar, rigtig dejligt at høre om andres erfaringer, og at en skilsmisse faktisk kan ende positivt også for børnene. Det er tankevækkende og det tager jeg med mig. Lige nu er jeg bare lammet, prøver at lade dagene gå, og håber det bliver bedre en dag. Ret uholdbart, ved det godt. Kan bare ikke holde ud at snakke med ham for tiden. Skal nok komme tilbage i debatten til evt nye læsere, men please hav lidt tålmodighed! Mit ægteskab hænger i laser, og jeg har en travl hverdag, og kan ikke kigge her ind hver dag.

Anin14

Hej du, jeg kan simpelthen ikke leve op til at svare samme dag overhovedet, og det forventer jeg heller ikke fra andre. Ked af at andre har svaret dig surt, det er ikke OK, men det er jo ikke min skyld vel :-). Har været i 12 timers vagt og skal i seng, men gælder mig til at gen læse dine svar, hvis du lige lader dem stå et øjeblik.

Anin14

For pokker Persille! Er du klar over at du skriver i en konstant bebrejdende og anklagende tone? Tror du jeg har lyst til at debattere videre med dig efterhånden? Af dig er jeg ikke blevet mødt af andet end hidsig utålmodighed, bebrejdelse og anklage. Hvordan kan du være det bekendt overfor én der sidder i sit livs mest smertefulde problemer?
Vendte netop tilbage og loggede ind, fordi jeg havde tid nu, til at læse dine svar igennem igen og kommentare på dem, men blev mødt af endnu et surt og bebrejdende svar. Gider ikke at snakke mere med dig, snak med nogle andre, -hvis de gider!

Bassen1

Hej Anin, jeg kan godt forstå dig. Det er bare et følsomt emne, ens ægteskab, der hænger i laser og man er måske også meget mere modtagelig overfor hvad andre skriver. man har absolut ikke brug for andet er opbakning og så gode råd. Jeg er selv i en vildrede, dog ikke med ægteskabet, men med sygdom og er blevet meget mere sensitiv overfor hvordan folk taler til mig og hvordan de er. ved godt at dette "brev" ikke hjælper dig, men vil bare sige, jeg forstår dig udmærket
Knus
Bassen

Eftertaenksom1

Kære Anin,

Jeg hæfter mig ved at du skriver at I har haft et rigtig godt forhold - især inden i fik børn. Børn der er teenagere nu. Dvs. at du skal noget der ligner 15 år tilbage i tiden for at det var rigtig godt! Det vil formentlig også sige at I har haft flere dårlige end gode år når det hele tælles sammen.

Jeg kan ikke vurdere om dit ægteskab står til at redde eller om det er værd at kæmpe for, men jeg kan ikke lide at du bliver behandlet dårligt. Det skal man ikke finde sig i, og det er bestemt heller ikke noget dine børn har godt af at du finder dig i.

Vi har alle sammen krav på at blive behandlet med respekt og værdighed, og det er lærer du bedst dine børn ved selv at sige fra over for din mand når han går over stregen. Jeg snakker ikke om at råbe og skrige eller at kaste med ting, men om at sige her til og ikke længere. Derfor synes jeg også at du skal lade ham pakke sine ting og traske afsted næste gang han truer med det. Er han så utilfreds, så skal du selvfølgelig ikke holde på ham, og du kan heller ikke tillade at han smider den trussel på bordet hver gang.

Du siger at du bl.a. har brug for tryghed og at det er en af grundene til at du bliver, men er det her en tryg situation? Det lyder i mine ører ganske rædselsfuldt.

En anden ting er at du lige nu formentlig er så presset at du er i overhængende fare for at falde for fristelsen, hvis en sød mand viser interesse for dig. Og hvis det sker vil det hele vende på en tallerken. Du vil være røvhullet og din mand kan for alvor spille forurettet.

Jeg synes virkelig at du skal forsøge at finde ro til at tænke tingene godt igennem. Føle efter om du tror på at det bliver bedre, om du ønsker at det bliver bedre. Jeg synes også at du skal forsøge at tale med din mand. Ikke på en anklagende eller konfrontatorisk måde, men blot spørge ham om han er ligeså ulykkelig som dig. Noget tyder på det.

Håber det bedste for dig.

/E

ps. jeg synes faktisk også at du gik over stregen Persille. Der må være en vis tålmodighed i forhold til dem der i deres livs krise søger hjælp herinde. Jeg anerkender fuldt ud at det må være svært at blotte sig, som du gør, men måske burde du lade være, hvis det er forbundet med så stærke følelser.

Anin14

Tusind tak for jeres responser og støtte! Betyder utroligt meget!
Alle jeg hører fra siger, at man ikke skal blive "for børnenes skyld" hvis stemningen i huset er betændt, og de f.eks. ser at mor trynes og bare giver efter. Jeg siger altid fra overfor min mand, men det gør ham bare endnu mere sur, han er jordens største stivstikker, og inderligt overbevist om at det til enhver tid er ham der er rigtigt på den. Han er villig til at slås til det sidste for "sagen", og er på en måde handicappet i forhold til det med følelser. Sådan har han altid været, men har aldrig før nu, vendt alle de sure egenskaber direkte imod mig.... Jeg sørger for at vi ikke diskuterer når børnene hører det, men selvfølgelig kan de mærke stemningen alligevel. Jeg har talt med min yngste om det, for han hørte hvordan jeg blev talt til en dag, hvor han begyndte at græde, at det ikke er en OK måde at tale sammen på, og at jeg ikke vil finde mig i det. Jo, selvfølgelig mærker de det, og det irriterer mig.... at vi spilder tiden med det her.... at vi ikke bare kan være "frie og glade". At børnene trykkes af det!
Jeg kan godt se når jeg skriver det, at det for andre ser ud til at der ikke er noget positivt eller konstruktivt, og at jeg bare skal se at komme videre. Men det har virkelig været godt.... tit taler han om fremtiden, at det bliver godt igen.... når ungerne er væk kan vi igen dit og dat.....
Ja, der er overhængende fare for at jeg kunne falde for fristelsen hvis en anden mand viste interesse. Der er endda fare for at jeg snart selv opsøger en fristelse, for jeg trænger til at blive holdt om og blive holdt af.
Øv og øv.....

Bassen1

Hej Anin,

Jeg ved godt det kan være svært at lave i sådan et forhold, men lov mig at du ikke falder for fristelsen og er utro.
1. Du vil fortryde det !
2. Der kommer ikke noget godt ud af det, tværtimod vil det blive brugt imod dig.
3. Dine børn vil give DIG skylden for et kuldsejlet ægteskab.
Tro du må/skal gøre op med dig selv hvad du vil og så enten kæmpe for ægteskabet eller komme videre
Bassen