Selvskade, men til tider meget glad?
Hej.
Jeg er en pige på kun seksten år og de sidste ca. 2 år har været meget underlige og ikke særlig sjove for mig. Jeg burde sikkert være startet til en psykolog for længe siden, men jeg har ikke rigtigt følt, at jeg har haft behov for det, men måske har jeg.
Det skal lige siges, at jeg bor hos min far og ikke kan holde min mor ud.
For omkring 2 år siden begyndte jeg i episoder at blive rigtig ked af det, og det førte til, at jeg begyndte at skære i mig selv. Det var ikke så "slemt" den gang, kun i armen. Og som sagt, var det kun i små episoder.
Men så for omkring et år siden nu, blev det endnu værre. Jeg var dybt ulykkelig i nogle uger, jeg skar mere, dybere, og også flere steder. Min selvtillid var fuldkommen væk. Men så lige pludselig gik det væk? Jeg blev rigtig glad, overdrevet glad hele tiden. Jeg snakkede hele tiden, min selvtillid var i top osv. Men samtidig med det, så var jeg også vildt irritabel, og hvis folk sagde noget der irriterede mig, så begyndte jeg at råbe og skrige. Og så blev jeg rigtig ked af det igen, begyndte at skære igen. Og så lige pludselig ville det gå væk, og jeg ville være på toppen igen osv. Sådan har det nu været i et års tid.
-Jeg ved ikke rigtig, om det et problem eller ej, måske er det bare fordi jeg har lidt voldsomme humørsvingninger? Men alligevel, det skræmmer mig. Når jeg er ked af det, tænker jeg tit på at dø, hvordan jeg kan gøre det osv. Jeg slår mig selv, skær, sulter og det lyder sikkert rigtig slemt. Men når jeg så har det vildt godt, så er det jo ikke slemt. Ja, jeg er meget forvirret og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad er der galt med mig?
Håber virkelig at i har et råd.
Jeg er en pige på kun seksten år og de sidste ca. 2 år har været meget underlige og ikke særlig sjove for mig. Jeg burde sikkert være startet til en psykolog for længe siden, men jeg har ikke rigtigt følt, at jeg har haft behov for det, men måske har jeg.
Det skal lige siges, at jeg bor hos min far og ikke kan holde min mor ud.
For omkring 2 år siden begyndte jeg i episoder at blive rigtig ked af det, og det førte til, at jeg begyndte at skære i mig selv. Det var ikke så "slemt" den gang, kun i armen. Og som sagt, var det kun i små episoder.
Men så for omkring et år siden nu, blev det endnu værre. Jeg var dybt ulykkelig i nogle uger, jeg skar mere, dybere, og også flere steder. Min selvtillid var fuldkommen væk. Men så lige pludselig gik det væk? Jeg blev rigtig glad, overdrevet glad hele tiden. Jeg snakkede hele tiden, min selvtillid var i top osv. Men samtidig med det, så var jeg også vildt irritabel, og hvis folk sagde noget der irriterede mig, så begyndte jeg at råbe og skrige. Og så blev jeg rigtig ked af det igen, begyndte at skære igen. Og så lige pludselig ville det gå væk, og jeg ville være på toppen igen osv. Sådan har det nu været i et års tid.
-Jeg ved ikke rigtig, om det et problem eller ej, måske er det bare fordi jeg har lidt voldsomme humørsvingninger? Men alligevel, det skræmmer mig. Når jeg er ked af det, tænker jeg tit på at dø, hvordan jeg kan gøre det osv. Jeg slår mig selv, skær, sulter og det lyder sikkert rigtig slemt. Men når jeg så har det vildt godt, så er det jo ikke slemt. Ja, jeg er meget forvirret og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad er der galt med mig?
Håber virkelig at i har et råd.
Kommentarer
Og hold så op med at skære i dig selv, for hvordan vil du have det, når du er ude på den anden side, og du til evig tid vil være skænnet af af over det hele? For arrene forsvinder ikke, og man kan ikke fjerne dem igen på nogen mulig måde.
Så skynd dig til læge. Det her handler ikke kun om humørsvingninger, når du gør skade på dig selv. Så snakker vi om en sygelig tilstand.
For det andet, jeg ville sige du skulle få kontakt til en psykolog. Nu kender jeg ikke dit forhold til din far, men du kan jo fortælle ham det som det er, eller fortælle du er ude på et sidespor, og har brug for noget hjælp til at komme tilbage igen.. Har selv haft det meget som du har haft det nu, og det kan måske lyde nemmere sagt end gjort, men hvad der har hjulpet mig meget, var at snakke med veninder om det ellers. Og så prøve og fokusere på de gode ting. Og så få smidt dine blade/skarpe ting væk/ud, så du ikke bliver fristet til at bruge dem :-)
For det første. Jeg har stor respekt for at du siger det som det er!
Jeg har et samme problem. Eller har haft..
Jeg har og vil aldrig stole på en læge eller psykolog, men det er også fordi at jeg ikke er så god til at stole på nogen...
Jeg vil endelig bare sige held og lykke
Knus fra Tanja