Angst, depression og stress.
Hej alle sammen. Jeg er en ung pige på 18 år, og jeg skriver her, fordi jeg gerne vil have nogle råd af jer, hvis i har oplevet det samme, og evt. hjælpe mig lidt på vej..
Jeg gik hen og fik stress i oktober 2011, og måtte opsige et job, jeg var sindsygt glad for, og siden da har det udviklet sig til angst, men jeg har ikke fået stillet en konkret diagnose, men jeg og folk omkring mig, er ikke i tvivl om det er angst. Mine angst anfald er som regel meget voldsomme, og jeg får en uvirkeligheds følelse, som om jeg går i en film, mit hjerte hamre afsted og jeg får klamme hænder og svært ved at få luft, og sommetider er jeg nød til at støtte mig til ting, for jeg føler ikke mine knæ kan holde mig..
hele kroppen ryster, og ofte starter anfaldene af, at jeg føler folk kigger forkert på mig, eller taler om mig, og pludselig blir jeg skrækslagen og føler de vil mig alt ondt..
Og efter angsten er kommet, har jeg følt mig utilstrækkelig, og jeg føler ikke at jeg slår til i hverdagen, og egentlig føles det bare som om jeg er en belasting for folk omkring mig. Jeg er bange for at såre folk, og siger ofte ordet undskyld omkring 1000 gange om dagen, og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare folk hvad der sker i mit hoved, for jeg kan slet ikke finde hoved og hale på tingene, og det gør så ondt, for jeg kan se jeg sårer folk omkring mig
Jeg kan ikke overskue de daglige gøremål, der høre med til at bo alene, og jeg kan dårligt nok overskue at se mine veninder og hygge mig med dem, selvom jeg faktisk bare har ligget i sengen hele dagen. Jeg syntes det er rigtig hårdt at gå med alt sammen, for det påvirker mit forhold og min dagligdag, jeg kan ikke fastholde en skole eller et job, pga. angsten
Men jeg har undersøgt lidt rundt omkring Google, og er nu ved at komme frem til at der muligvis ligger en depression bag, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til det..
I må undskylde den lange roman, men jeg håber nogle kan give mig nogle råd, og så ville jeg bare gerne ud med det, til nogen der forhåbentlig kan forstå mig, for det fylder så meget i mit lille hoved, og det smerter
Jeg gik hen og fik stress i oktober 2011, og måtte opsige et job, jeg var sindsygt glad for, og siden da har det udviklet sig til angst, men jeg har ikke fået stillet en konkret diagnose, men jeg og folk omkring mig, er ikke i tvivl om det er angst. Mine angst anfald er som regel meget voldsomme, og jeg får en uvirkeligheds følelse, som om jeg går i en film, mit hjerte hamre afsted og jeg får klamme hænder og svært ved at få luft, og sommetider er jeg nød til at støtte mig til ting, for jeg føler ikke mine knæ kan holde mig..
hele kroppen ryster, og ofte starter anfaldene af, at jeg føler folk kigger forkert på mig, eller taler om mig, og pludselig blir jeg skrækslagen og føler de vil mig alt ondt..
Og efter angsten er kommet, har jeg følt mig utilstrækkelig, og jeg føler ikke at jeg slår til i hverdagen, og egentlig føles det bare som om jeg er en belasting for folk omkring mig. Jeg er bange for at såre folk, og siger ofte ordet undskyld omkring 1000 gange om dagen, og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare folk hvad der sker i mit hoved, for jeg kan slet ikke finde hoved og hale på tingene, og det gør så ondt, for jeg kan se jeg sårer folk omkring mig Jeg kan ikke overskue de daglige gøremål, der høre med til at bo alene, og jeg kan dårligt nok overskue at se mine veninder og hygge mig med dem, selvom jeg faktisk bare har ligget i sengen hele dagen. Jeg syntes det er rigtig hårdt at gå med alt sammen, for det påvirker mit forhold og min dagligdag, jeg kan ikke fastholde en skole eller et job, pga. angsten
Men jeg har undersøgt lidt rundt omkring Google, og er nu ved at komme frem til at der muligvis ligger en depression bag, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til det..
I må undskylde den lange roman, men jeg håber nogle kan give mig nogle råd, og så ville jeg bare gerne ud med det, til nogen der forhåbentlig kan forstå mig, for det fylder så meget i mit lille hoved, og det smerter
Kommentarer
Ved godt det er 2 mdr. siden du skrev dette indlæg, men nu vil jeg da lige svare dig alligevel. Ved ikke, hvor meget det kan hjælpe dig, men én ting er sikkert, og det er, at jeg forstår dig fuldt ud.
Jeg har selv angst for tiden (det kommer i små perioder), og det er virkelig hårdt. Der er en hulens masse tanker der drøner igennem hovedet på en flere gange om dagen. Ja nogen gange hele tiden.
Jeg er en pige på 20, og jeg tænker altid, at jeg slet ikke burde have det sådan. Det kunne jeg forestille mig, at du nok også tænker engang i mellem.
Det er rigtig svært at have overskud til gøremålene i hverdagen, når man kæmper med noget psykisk, da det tager hårdt på kroppen og energien. Mere end man regner med. Min angst er mere en form for sygdomsangst, men angsten bunder nok i en form for socialfobi fra da jeg var yngre. Jeg har ellers en utrolig god omgangskreds og er bekendt med mange, men alligevel rammer det mig ofte.
Men som sagt, angst kan komme i alle mulige forskellige former.
Jeg har det også rigtig svært med min angst. Jeg kan bryde ud i gråd nærmest hver dag og flere gange om dagen. Jeg er nogengange bange for, at jeg ikke længere kan kende mig selv og finde mig glæde.
Overvejer stærkt en psykolog, da jeg tror jeg virkelig har brug for hjælp. Især fordi min krop reagerer voldsomt på det i form af mange forskellige symptomer.
Jeg ved ikke, hvor meget det har hjulpet dig, men nu ved du i hvert fald, at du som en ung pige ikke er ene om at være depressiv og have angst. For jeg har det på fuldstændig samme måde. Jeg håber i det mindste det kunne hjælpe lidt på humøret :-)
Jeg gik selv ned med stress i 2010 og kæmpede mig langsomt op igen ved hjælp af psykologhjælp og lykkepiller. Det gik fint indtil juli måned her i år hvor min bil gik i stykker midt på motorvejen. Jeg begyndte at blive urolig, følelsløs og snurren i fingrene og underlig fornemmelse i hovedet. Jeg vidste at jeg havde fået besøg af angsten IGEN.. Jeg er p.t hos psykolog igen men denne gang har jeg valgt at tage naturmedicin, Modigen; istedet for lykkepiller, selvfølgelig efter at have snakket med lægen. Jeg er begyndt at motionere flere gange dagligt med hunden og har nu anskaffet mig en cykel da jeg har fået en angst for at køre bil efter motorvejen..Jeg har stadig nogle gange om dagen en underlig fornemmelse i hovedet, men prøver så vidt muligt at aflede den ved at gå udenfor eller tage min fitness hularing. Det plejer at hjælpe mig. Jeg er også begyndt at tage ekstra D vitamin og fiskeolie da jeg har læst at det skulle hjælpe. Ved ikke om du kan bruge det til noget. :-) Håber det bedste for dig :-) Det er en lang kamp men du kan VINDE.
Ved ikke om du har kontaktet din læge ellers vil jeg råde dig til det så du hurtgst muligt kan få noget hjælp.
Tanker herfra
Man finder pludselig ud af, at man ikke er helt alene.
Døjer for tiden med utrolig nakke og kæbespændinger, hvilket
fører til hovepine, susen for ørerne og næsten igen søvn.
Er det også typiske stress/angst symptomer?
Er der nogen der har erfaring med det?
Skal også lige siges, at jeg har haft lidt følelsesløshed i
begge arme, uforklarlige diffuse muskel og led smerter forskellige
steder i kroppen, samt hjertebanken.
Man bliver jo helt nervøs, hvilket ikke ligefrem
hjælper på angsten og bekymringerne.
I dag har jeg prøvet med lidt motion, så jeg håber
jeg er drænet for energi så jeg forhåbentlig endelig
kan få en god nats søvn :-)
Jeg har indtil videre ihvertfald haft gavn af mine daglige motionsture :-)
Og efter jeg er begyndt at tage naturmedicin synes jeg også jeg sover bedre og sover ikke om dagen mere som jeg ellers gjorde førhen.
Det er hårdt at gå og have ondt, være ked af det og
bange.
Føler jeg er alt for ung til at gennemgå det
her! Ja nu er jeg lige lidt ynkelig ;-)
Jeg har stået og sparket ind i vore dørkarme, råbtog skreget og grædt.
Får du noget psykologhjælp eller ?
Føler ikke det kan være rigtigt, at det skal til.
Jeg burde kunne klare det selv, det har jeg gjort en
gang før efter 2 mdr. Med angst.
Men kan dog også mærke, at jeg godt kunne trænge til et
friskt pust, en at snakke med om tingene som virkelig forstår
mig. Har bare ikke lyst til at inddrage min læge hvad angår
det psykiske. Kan man finde en psykolog uden at lægen skal
henvise en?
Det er IKKE et nederlag for dig, det vigtigste er at du får det bedre !