Indstillinger
Problemer i familieforholdet.
Hej.
Jeg vil hører hvad andre mener om det er mig som er forkert på den.
Jeg har igennem længere tid haft problemer med at få mine forældre til at forstå at jeg ikke vil komme springene for dem i tide og utide, da jeg er flyttet hjemmefra og jeg har ellers et godt liv med min kæreste. Men min søster kommer springene i tide og utide for dem.
Og ud over det, så har jeg haft sagt nej tak til et par familie sammenkomst, fordi jeg har sagt ja til noget andet før jeg ikke indbydelserne fra min familie, så det har ført til at mine forældre mener at det er mig der er noget galt med og at jeg skubber familien fra mig. Men det kan ikke lade sig gøre (i mine øjne), når jeg skammer mig over at have en mor som piger over hvor en syg eller svag hun er og en far som brokker over økonomien, alkohol ( her mener jeg at han har et problem, da han gerne skal have et par øl om dagen for at han er i godt humør. Men han nægter at have et problem), dårlig ryg, arbejdskraft( da han har sin egen gård).
Det skal lige siges at jeg haren lillesøster og at der bliver gjort TYDELIGT forskel på hende og mig fra mine forældres side og at hun holder med mine forældre. Min kæreste og hans familie mener at mine forældre og søster ikke kan lide mig og derfor gør de det imod mig.
Og hver gang jeg har gået til dem og snakket om det, så har de enten beskyldt mig for alt muligt eller også har de snakket udenom det.
Så hver gang har jeg kommet hjem til mig selv og været enten skide sur elller også været pisse ked af det.
Så derfor vil jeg gerne hører andres mening om det er mig eller forældre/søster der er forkert på den???
På forhånd tusind tak for hjælpen.
Jeg vil hører hvad andre mener om det er mig som er forkert på den.
Jeg har igennem længere tid haft problemer med at få mine forældre til at forstå at jeg ikke vil komme springene for dem i tide og utide, da jeg er flyttet hjemmefra og jeg har ellers et godt liv med min kæreste. Men min søster kommer springene i tide og utide for dem.
Og ud over det, så har jeg haft sagt nej tak til et par familie sammenkomst, fordi jeg har sagt ja til noget andet før jeg ikke indbydelserne fra min familie, så det har ført til at mine forældre mener at det er mig der er noget galt med og at jeg skubber familien fra mig. Men det kan ikke lade sig gøre (i mine øjne), når jeg skammer mig over at have en mor som piger over hvor en syg eller svag hun er og en far som brokker over økonomien, alkohol ( her mener jeg at han har et problem, da han gerne skal have et par øl om dagen for at han er i godt humør. Men han nægter at have et problem), dårlig ryg, arbejdskraft( da han har sin egen gård).
Det skal lige siges at jeg haren lillesøster og at der bliver gjort TYDELIGT forskel på hende og mig fra mine forældres side og at hun holder med mine forældre. Min kæreste og hans familie mener at mine forældre og søster ikke kan lide mig og derfor gør de det imod mig.
Og hver gang jeg har gået til dem og snakket om det, så har de enten beskyldt mig for alt muligt eller også har de snakket udenom det.
Så hver gang har jeg kommet hjem til mig selv og været enten skide sur elller også været pisse ked af det.
Så derfor vil jeg gerne hører andres mening om det er mig eller forældre/søster der er forkert på den???
På forhånd tusind tak for hjælpen.
Kommentarer
For det andet ”sine venner vælger man selv – og familie har Fanden skabt”, som en kær veninde en gang sagde til mig. Prøv at være glad for, at du er kommet ud af den dårlige cirkel med – som jeg kan forstå – negativitet mere eller mindre konstant.
Du har prøvet at tale med dem om det; jeg foreslår at du prøver en gang til; spørger dem, om de overhovedet VIL høre på dig, og forhåbentligt siger de ja til det – og så skal du være godt forberedt på den samtale.
Fortæl dem, at du nu er voksen, du nu har dit eget liv, og jo, du vil da gerne komme til diverse familiearrangementer, men de må da forstå, at hvis du har sagt ja til en anden aftale i forvejen, så kan du ikke tillade dig at aflyse den, bare fordi familien kalder. Fortæl dem, at det ikke er rart, at når du så kommer, så skal du finde dig i at de brokker sig og behandler dig dårligt – at det i sig selv bestemt IKKE får dog lyst til at komme igen.
Bed dem melde klart ud, om det hele handler om, at de ganske enkelt ikke kan lide dig – det nytter ikke, at det er noget, du går og tror, men ikke har fået en klar melding. Og – hvis de ikke kan lide dig, hvorfor er det så så stort et problem, at du ikke kommer springende hver gang de beder om det?
Fortæl at du selvfølgelig vil hjælpe ind i mellem, hvis der er noget, men at du altså også har dit eget liv – og det bør de respektere, så derfor hverken kan eller vil du komme springende konstant. At de lever som de gør, er deres ansvar – kan de ikke magte det, så må de tage nogle beslutninger, der passer sig bedre for dem – det er ikke dit ansvar.
Fortæl dem, at det sårer dig at der gøres så tydeligt forskel på dig og din søster, og det i sig selv gør, at du naturligvis trækker dig. Det er deres valg om de vil gøre forskel, men konsekvenserne er også deres ansvar.
Jeg synes ikke, du overhovedet skal komme ind på din fars alkoholforbrug – i hvert fald ikke i første omgang. At din far drikker et par øl om dagen, gør ham ikke nødvendigvis til alkoholiker – og det er heller ikke dit ansvar.
Fortæl dem, hvor ked af det, du er, når I har været sammen – og det i sig selv jo også gør, at det er svært at være der næste gang.
Prøv om du kan komme med alle disse ting på en rolig og pæn måde – du skal ikke udforme det som en række anklager – du skal udelukkende fremføre det som din opfattelse af tingene. Øv dig f.eks. med din kæreste som tilhører lidt i hvordan du skal gøre det.
Alternativt kan du have skrevet et brev med disse ting, som du kan give dem – hvis de vælger ikke at ville høre på dig – eller bare afbryder dig, så du ikke får mulighed for at fremføre dette her på en pæn og ordentlig måde. Så kan du simpelt hen sige – at når de ikke vil høre på dig, så kommer hverken du eller de videre, men du har skrevet det ned, så de kan læse det når/hvis de får lyst – og så kan de henvende sig til dig efterfølgende – hvis de vil tale med dig. Så siger du pænt farvel og går.
Jeg kan love dig, jeg forstår dig – jeg var også akkurat lige tålt af mine forældre, det var – især for min mor – kun min bror, der duede. Desværre (eller heldigvis? jeg ved det ikke) så kunne min bror slet, slet ikke magte den forskelsbehandling, så det var faktisk ham, der fuldstændigt afbrød forbindelsen med vores forældre – og så kunne jeg jo bruges igen af min mor som en tam erstatning. Min far vare generelt bare ligeglad med begge sine børn. Min bror og jeg har derimod i dag et meget tæt og nært forhold.
Det er jo dine forældre, der har skabt den, du er i dag – så hvorfor du ikke er den opofrende kærlige datter, kan de måske spørge sig selv om.
Jeg har igennem længere tid haft problemer med at få mine forældre til at forstå at jeg ikke vil komme springene for dem i tide og utide, da jeg er flyttet hjemmefra og jeg har ellers et godt liv med min kæreste. Men min søster kommer springene i tide og utide for dem.
citat slut
Der er noget ved de ord, jeg ikke bryder mig om. De virker på en eller anden måde kolde på mig.
Om indbydelserne, umiddelbart vil jeg sige, dem der først inviterer, det bør respekteres.
Men, så er det jeg tænker på, hvad var det for familiefester og hvilke invitationer havde du fået.
Hvis det bare var et lille cafebesøg med veninder, så bør familien da komme først.-
Ingen kan fortælle dig om du har valgt korrekt, når du ingen oplysninger giver om den slags.
CITAT
Men det kan ikke lade sig gøre (i mine øjne), når jeg skammer mig over at have en mor som piger over hvor en syg eller svag hun er og en far som brokker over økonomien, alkohol ( her mener jeg at han har et problem, da han gerne skal have et par øl om dagen for at han er i godt humør.
CITAT SLUT
Uden at kende dine forældre får jeg ondt af dem. Hvem er du, at du kan dømme dem. Kender du alle deres sorger og bekymringer.
Det er klart, de børn , som viser deres forældre kærlighed ikke kan undgå at betyde meget for forældre.
På mig lyder du en smule egoistisk, måske tager jeg fejl. Men du beder om en mening og den følelse får jeg, når jeg læser dine ord.
Man har brug for sine børn, når man bliver ældre. Har man været en god forældre og gjort hvad man kunne, så mener jeg børn godt kan give kærligheden og omsorgen lidt tilbage.
Du skriver: Et godt liv med kæresten, joe, men man skylder også andre hensyntagen. Det virker ikke, som du tænker særlig meget over det.
Måske tager jeg fejl. Men sådan mener jeg det lyser ud af dine ord.
Da min mor blev syg og svag hjalp jeg hende, så godt jeg formåede. Jeg ringede til hende hver eneste dag og var der problemer tog jeg mig af dem.
Jeg mener man skylder sine forældre at være der lidt for dem.
Og så må du meget undskylde, hvis jeg helt har misforstået dine ord, men det er den opfattelse jeg umiddelbart har fået.
Og man kan selvfølgelig kun forholde sig til det, Betinaj har skrevet.
Har man haft en god opvækst med forældre, der har elsket en, bakket op og i det hele taget har været der for sine børn, så er jeg enig, så bør man være der og støtte op om sine forældre, når de bliver ældre og svage – i den forbindelse mener jeg også, man må æde nogle kameler og tage nogle hensyn, selv om man ikke lige synes, det er så sjovt – for det skylder man sine dejlige og kærlige forældre.
Jeg indrømmer, at jeg læste det her med min egen baggrunds-brille på. Min bror og jeg er vokset op i et hjem, hvor vi blev udsat for svigt på svigt hele vores barndom og også da vi blev voksne.
Jeg kan komme med stribevis af eksempler på disse svigt – og det har gjort at hverken min bror eller jeg på nogen måde har følt, at vi skyldte vores forældre noget som helst. Vi har ofte over for hinanden stillet spørgsmålet om, hvorfor vi i grunden overhovedet skulle sættes i verden, når de i den grad har været så totalt ligeglade med os.
Aldrig blev vi bakket op – aldrig fik vi nogen form for støtte, og vi var ikke ret gamle, før vi var helt klar over, at de sidste vi skulle henvende os til, hvis vi fik problemer eller bare havde det dårligt med dette eller hint, var vores forældre. Der blev man kun hånet – hjælp skulle man ikke regne med, ja, jeg har endda oplevet, at de sad og lignede børn juleaften, sådan strålede de af lykke over, at noget var gået galt for mig. Hjælpe og støtte mig i en vanskelig situation? Næ – det måtte jeg da selv klare. Hvad ragede det dem??
Og hehe – nu jeg er i gang. Da jeg havde mødt min nuværende mand, og godt oppe i 40-erne endelig blev lykkelig, og min mor fik hilst på ham, fik jeg efterfølgende bemærkning fra hende: ”Åh, hvor er han altså sød og rar. Det har du slet ikke fortjent!” Og nej – hun mente simpelt hen ikke, at hendes datter på nogen måde fortjente at blive lykkelig. Nej – jeg skyldte godt nok ikke hende noget som helst – det kan jeg garantere for.
Hvis Betinaj udsættes for anklager og nedgørende bemærkninger, hver gang hun har kontakt med sine forældre – hvis hun altid er blevet dårligt behandlet fra sine forældre, hvad er det så, hun skylder dem?
Hvis en invitation til familiekomsammen altid udmunder i kommentarer om, hvor forfærdelig hun er, eller moderen sidder og piver og klynker og beklager sig – ja, så ville jeg også til en hver tid foretrække et cafebesøg med en veninde, og bruge det som undskyldning for, at jeg ”desværre” måtte melde afbud, fordi jeg havde en anden aftale. Jeg har endda gjort det med god og sund samvittighed, for jeg var tro mod mig selv og ikke mod en masse fordomme. Jeg kunne deltage i en kop eftermiddagskaffe, men måtte ”desværre” gå, da jeg havde et meget vigtigt møde om aftenen, som ”desværre” krævede min tilstedeværelse: En hyggelig middag med et par gode venner.
Og nej – den er ikke til dig, Persille – jeg er bare gennem mit liv ofte blevet anklaget for, at det er for dårligt, at jeg ikke følte, at skyldte mine forældre noget som helst – og når jeg så kom med begrundelsen, så har jeg fået at vide, at det nok var mig, der var for egoistisk, for nærtagende osv. osv – og pyhh – hvor har det dog gjort ondt. Min bror og jeg er lykkelige for, at de ikke er her mere, selv om mange ting desværre for tid og evighed er ren rædsel at komme igennem. Jul f.eks. - jeg KAN simpelt hen ikke nyde denne tid, der er alt for megen svigt og smerte forbundet, og jeg KAN ganske enkelt ikke lære at slappe af og nyde det.
Kun min bror og jeg kan tale om det og forstår hinanden – for det er åbenbart et tabuemne; forældre er pr. definition simpelt hen bare fantastiske. Det hedder sig jo også at de forældre, der misbruger og banker deres børn, og elsker dem over alt på jorden.
Så mit svar til Betinaj var min dybe forståelse af, at hun altså ikke skal slå sig selv oven i hovedet for nogle mennesker (hendes forældre) hvis ikke de har fortjent hendes kærlighed.
Jeg var den af os søskende min mor holdt mindst af, hvis man kan sige det på den måde. Hvorfor, jeg ved det ikke.
Der blev gjort forskel på os. Jeg fik f.eks. mange øretæver af min mor. Min far tog mig i forsvar en gang, det glemte jeg aldrig.
Mine søskende fik kørekort, jeg måtte selv betale. Min søster kom i privatskole, men jeg måtte blive selv om jeg var lige så ked af skolen, som min søster var. Jeg var rystende bange for en lærerinde. Min søster, hun blev gal på en lærer og så blev hun flyttet.
Alligevel var jeg den, der gjorde mest for min mor, men stadigvæk betød jeg ikke så meget. Det gør ondt.
Hvilken opvækst havde hun haft. Hvilke ting havde hun oplevet i sit liv, som gjorde hende til den hun var. Af den grund ville jeg ikke dømme hende eller for den sags skyld min far.
Min far, tjae, han deltog ikke i husholdning og børn og døde desværre tidligt. Men jeg elskede alligevel mine forældre.
Jeg er født med et omsorgsgen og det kan jeg ikke sådan lægge fra mig. Jeg kunne ikke nænne min mor skulle føle sig svigtet. Hun havde det hårdt nok.
Jeg tror, hvis ikke det havde været for mine farforældre, så var jeg måske også blevet mere hård. Dem elskede jeg overalt. Så hvem ved, hvorfor jeg er, som jeg er og ser på tingene, som jeg gør.
Jeg har en datter, hun er 51 år nu, og derfor tager jeg mig ikke så meget af det, jeg stoler på hun er voksen og selv kan tage konsekvensen.
Hendes far døde for snart tre år siden. Det var den sidste dag jeg så hende. Hun blev så fornærmet over, at jeg ikke kunne flytte begravelsen fordi de skulle på ferie. Vi stod i kø allesammen for at betale en flybillet dagen efter, og en lillebror tilbød at køre dem til Sydfrankrig umiddelbart efter begravelsen. Men nul og nix, de kunne ikke deltage, når jeg ikke ville/kunne ændre dagen for begravelsen. Hun har skrottet hele sin familie.
Hendes mand gav mig en skideballe i et kæmpe raseri, tre dage efter jeg havde mistet min mand. Jeg lagde ligeså stille røret på. Og ved du hvad, jeg fik en følelse i mit hoved jeg aldrig glemmer. Jeg følte mig helt ren. Der blev ro i mit indre, derfor ved jeg, at jeg gjorde det rigtige.
Forældre skal heller ikke tilpasse sig børnenes luner. Jeg tror dine forældrer ind i mellem er kede af det, især hvis du sårer dem.
Min datter og svigersøn gik langt over stregen i forbindelse med min mands sygdom og død.
Og ved du hvad, jeg savner dem ikke. Det er tværtimod en lettelse.
Sådan kan det også ende. Så tænk lidt over hvad det er du vil i forhold til dine forældrer.
Der er ingen der siger du skal hoppe og springe. Måske er det noget du tror de ønsker. Beder de dig direkte om hjælp?
Du kan jo aftale med din søster om hvor lidt eller meget i skal/kan hjælpe, og så skiftes til det, hvis de har behov for jeres hjælp.
Jeg holder virkelig meget af mine forældre og min søster. Og det er sådan at mine forældre aldrig invitere min kæreste og mig hjem og spise. Hvis de har brug for hjælp, så ringer de og siger at jeg skal hjælpe dem med det de nu har brug for af hjælp.
Og hver gang de holder et eller andetled familien, så forventer de bare at kæresten og jeg kan (især mig, forventer de at jeg kan). De spørger ikke om jeg skal noget den dag. Hvor til gengæld min søster kan komme i ekstra godt tid og hører om kæresten og jeg skal noget en dag.
Jeg vil jo gerne være sammen med min familie, men jeg ved ikke om det kan have noget at sige at mine forældre og søster har været uheldig at få et familiemedlem med diabetes. Ikke fordi jeg har noget problem med min diabetes, jeg ser ikke nogen hindring i det.
Men det er sådan at min far en gang råbte og skrig af mig og kaldte mig dum og uduelig lige op i mit ansigt lige efter jeg havde hjulpet ham. Det resulteret i at jeg lignede et spørgsmålstegn, der tænkte jeg om det var takken for at jeg havde været sød og hjælpe ham.
Men jeg holder virkelig af min familie, og jeg ønsker i al verden at være et godt familiemedlem som min familie kan være stolte af.
Og jeg ved min far har tit spurgt min mor om de ikke skulle invitere min kæreste og mig op og spise. Hvor min mor har sagt at det vil vi ikke uden at de har spurgt os ad.
Til at begynde med prøvede jeg på at få det til at gå op i en højere enhed, men jeg blev meget træt.
Nu inviterer vi og dem der kan komme, kommer. Det kommer jo helt an på hvad det drejer sig om, hvordan man gør. Hvis man kun inviterer et par enkelte så må det jo aflyses, hvis den ene ikke kan.
Hvad er det for noget sludder med at du har diabetes og det skulle kunne påvirke noget som helst. Den bemærkning klæder dig ikke.
At din far kaldte dig dum og uduelig var meget lidt pænt af ham og det kunne han bestemt ikke være bekendt. Jeg ville nu gerne have været en flue på væggen og hørt hvad der foregik.
Din søster kan bare komme og I kan ikke. Jeg ville nu også gerne have lidt tid til forberedelse, hvis mit barn havde en gæst med, sin kæreste f.eks.
Du ved din far har spurgt og din mor har sagt at det vil de ikke uden I har spurgt. Hvem har fortalt dig det. Er du sikker på det forholder sig helt på den måde.
Der er noget i dine ord, der gør jeg har svært ved at se du er uden skyld i de forhold. Og igen, måske tager jeg fejl, men det indtryk får jeg. Jeg har en følelse af du skal tænke over dine reaktioner.
Uden at det i øvrigt vedrører denne debat, så vil jeg lige indskyde, at jeg i hele mit voksenliv har kæmpet og kæmpet for at få et godt forhold til især min mor – for min far var reelt ligeglad med sine børn. Gang på gang på gang er jeg blevet afvist med mere eller mindre ondskabsfulde og sårende bemærkninger.
Så heller ikke jeg er hård og ufølsom – jeg HAR virkelig forsøgt, men det forhindrer altså ikke, at det i dag er en stor lettelse, at hun ikke er her mere – og sådan er det. Man er nødt til at erkende det, hvis man taber og man er nødt til at erkende det, hvis nogle af ens nære ikke vil en; det gør ondt, rigtigt ondt, men hvis man HAR forsøgt igen og igen, og der bare ikke ER nogen form for samarbejde, så må man jo opgive.
Der hvor det går galt i langt de flest familier er, at man går og tror en frygtelig masse, men man får ikke talt om tingene, hvilket betyder, at man går rundt med hver sin - og gerne vidt forskellige - opfattelse af tingene.
Jeg bliver også i tvivl nu, Betinaj, for hvem har i grunden gjort hvad?
Jeg fastholder mit forslag, som jeg kom med i mit første indlæg: Forlang at I får talt tingene igennem på en god og rolig måde, og ja – du har givet gjort noget, der har gjort dine forældre kede af det og de har gjort noget, der gjorde dig ked af det, men i de fleste tilfælde har parterne gerne en totalt forskellig opfattelse af, hvad der i grunden er sket og hvad der er gået galt, og det er det, I skal have på plads.
Sæt jer ned sammen – få ryddet ordentligt op, få sat ord på, hvad DU oplever, hvad DU føler – bed dem gøre det samme over for dig, og husk at I skal LYTTE til hinanden. Så vil I kunne mødes og forhåbentligt finde nogle gode ”spilleregler” fremover.
Det lykkedes ikke for mig; min mor var desværre verdensmester i fortrængning og gætterier frem for at forholde sig til det virkelige liv – og det er netop det, der gør at jeg i den grad er gået over i en anden grøft, og altid – ALTD – foreslår folk at tale sammen i klart og tydeligt sprog, i stedet for at man skal gætte sig til, at når den ene siger et, så bør den anden da kunne forstå, at man selvfølgelig mener det stik modsatte – man skal bare gætte det.
Det er desværre især kvinder, der mestrer denne disciplin, som jeg må erkende, jeg aldrig har fattet.
Så – få talt ud – og gør det i klart sprog.
Jeg har opgivet for længst at fortælle mine forældre mine forældre hvordan det går med min diabetes, for hver gang jeg har gjort det. Så har de sagt enten "at det var på tide" eller også "nå og hvad så?".
Så persille, det er kun derfor at jeg skriver herinde.