Skønhed - skævt og asymmetrisk ansigt
Jeg er en kvinde på 45 år, som har levet i mange år med konsekvenserne af at have et "forkert" udseende. Dette er et ret tabubelagt område, og noget som er svært at snakke om med andre. De fleste vil gerne være pædagogiske og støtte op. Sagen er dog den, at jeg har oplevet en lang række konsekvenser af, ikke at se ud "som man bør" hele mit liv, lige fra folkeskolen. Det er vanskeligt at forklare i sådan en tråd. Men pointen er, blandt andet, at jeg har været uden kæreste det meste af mit liv. Jeg har haft et længere forhold til mine børns far i 7 år. Udover dette, har jeg været alene. Hele min ungdom gik med, at jeg aldrig havde en kæreste, og så undrende til imens mine veninder afprøvede sig selv, havde forhold, og udviklede sig som kvinder. Så mødte jeg min eks-mand som 29-årig. Indtil da havde jeg aldrig haft en rigtig kæreste. Efter jeg forlod ham, er der nu gået 9 år, hvor jeg heller ikke har mødt nogen anden. Til stor skuffelse for mig. Og jeg har måttet se i øjnene, at udseendet spiller en langt større rolle, end vi tør indrømme.
Så der er to ting, jeg er ked af: dels situationen, hvor jeg må leve med, ikke at have kontakt med det andet køn, og ikke at kunne udvikle mig i et forhold med en mand. Og på den anden side, at skulle leve med, og acceptere sig selv på en positiv måde, når man faktisk selv sagtens kan se, at man ikke er køn, og har et ansigt som går ud over det "normale"; fordi der er større asymmetri end de fleste har, og fordi mine ansigtsknogler er skæve. Jeg har arbejdet med mig selv siden jeg var 15 år angående dette tema, da det i den alder blev mere åbenlyst, at jeg ikke udviklede mig i en retning, udseendesmæssigt, som ville være til min fordel.
Jeg kommer fra en familie med pæne mennesker, og har selv fået ret kønne børn. Men desværre gik det lidt "galt" med mig. Mange vil nok tænke, at det er et overfladisk og selvoptaget problem at have. Men jeg kan bare sige, at jeg er psykisk sund iøvrigt. og har ret gode værdier, og desuden er meget veluddannet. Jeg har i flere perioder forsøgt at lægge problemerne bag mig, og arbejde med positiv psykologi på mig selv. Men problemet er, at omverdenen stadig reagerer på mig udfra det, de ser. Og at jeg desuden fra tid til anden bliver virkelig ked af at se mig selv på video og billeder, hvor det indimellem er tydeligt, hvordan jeg udseendesmæssigt afviger fra andre. Hvis ikke mit ansigt var så asymmetrisk og med skæve knogler som viser sig ved meget markerede kindben, havde jeg nok generelt min families kønne træk.
Jeg har masser af erfaring med, at mennesker (og især mænd i de unge år) nedvurderer mig, enten ved direkte er være ubehagelige, eller ved blot ikke at finde mig værd at snakke med, fordi jeg ikke er seksuelt tiltrækkende. Jeg gik igennem hele min ungdom uden kærlighed eller forhold, og uden nogensinde at få komplimenter - modsat min søster og mine veninder. Heller ikke familien havde generelt noget pænt at sige om mig - men derimod om min søster, som var meget køn. De var ikke onde. Men de kunne bare ikke sige noget, da jeg ikke var ret køn. Jeg har også erfaring med andre kvinder, der placerer mig i gruppen "ikke noget særligt", men ellers har jeg altid haft nemt ved at få veninder. Jeg har heller aldrig udgjort nogen konkurrent for nogen i de yngre dage - og det er kvinder jo generelt glade for.
Jeg havde lukket ned for disse problemer i årene med min eksmand. Men da der nu er gået 9 år uden nogen som helst mulighed for at finde en ny mand, og deruover med en meget dyb, men ugengældt kærlighed i bagagen, kom alle disse problemer frem igen. Det er efterhånden blevet et stort indre psykisk pres, og jeg tænker næsten på det hver dag. Jeg er ked af det, når jeg går i seng, og ked af det, når jeg vågner om morgenen. Jeg tænker på selvmord stort set hver dag, og eneste grund til at jeg ikke vil gøre det er mine to fantastiske børn. Det er trist at have det sådan. Men det er svært at undertrykke sin seksualitet, og sin trang til at være kvinde, og blive accepteret som kvinde.
Så helt ærligt - jeg vil gerne sige, at det bestemt betyder noget, hvordan man ser ud, og at det kan have store konsekvenser at have det "forkerte" udseende. Desværre.
Så der er to ting, jeg er ked af: dels situationen, hvor jeg må leve med, ikke at have kontakt med det andet køn, og ikke at kunne udvikle mig i et forhold med en mand. Og på den anden side, at skulle leve med, og acceptere sig selv på en positiv måde, når man faktisk selv sagtens kan se, at man ikke er køn, og har et ansigt som går ud over det "normale"; fordi der er større asymmetri end de fleste har, og fordi mine ansigtsknogler er skæve. Jeg har arbejdet med mig selv siden jeg var 15 år angående dette tema, da det i den alder blev mere åbenlyst, at jeg ikke udviklede mig i en retning, udseendesmæssigt, som ville være til min fordel.
Jeg kommer fra en familie med pæne mennesker, og har selv fået ret kønne børn. Men desværre gik det lidt "galt" med mig. Mange vil nok tænke, at det er et overfladisk og selvoptaget problem at have. Men jeg kan bare sige, at jeg er psykisk sund iøvrigt. og har ret gode værdier, og desuden er meget veluddannet. Jeg har i flere perioder forsøgt at lægge problemerne bag mig, og arbejde med positiv psykologi på mig selv. Men problemet er, at omverdenen stadig reagerer på mig udfra det, de ser. Og at jeg desuden fra tid til anden bliver virkelig ked af at se mig selv på video og billeder, hvor det indimellem er tydeligt, hvordan jeg udseendesmæssigt afviger fra andre. Hvis ikke mit ansigt var så asymmetrisk og med skæve knogler som viser sig ved meget markerede kindben, havde jeg nok generelt min families kønne træk.
Jeg har masser af erfaring med, at mennesker (og især mænd i de unge år) nedvurderer mig, enten ved direkte er være ubehagelige, eller ved blot ikke at finde mig værd at snakke med, fordi jeg ikke er seksuelt tiltrækkende. Jeg gik igennem hele min ungdom uden kærlighed eller forhold, og uden nogensinde at få komplimenter - modsat min søster og mine veninder. Heller ikke familien havde generelt noget pænt at sige om mig - men derimod om min søster, som var meget køn. De var ikke onde. Men de kunne bare ikke sige noget, da jeg ikke var ret køn. Jeg har også erfaring med andre kvinder, der placerer mig i gruppen "ikke noget særligt", men ellers har jeg altid haft nemt ved at få veninder. Jeg har heller aldrig udgjort nogen konkurrent for nogen i de yngre dage - og det er kvinder jo generelt glade for.
Jeg havde lukket ned for disse problemer i årene med min eksmand. Men da der nu er gået 9 år uden nogen som helst mulighed for at finde en ny mand, og deruover med en meget dyb, men ugengældt kærlighed i bagagen, kom alle disse problemer frem igen. Det er efterhånden blevet et stort indre psykisk pres, og jeg tænker næsten på det hver dag. Jeg er ked af det, når jeg går i seng, og ked af det, når jeg vågner om morgenen. Jeg tænker på selvmord stort set hver dag, og eneste grund til at jeg ikke vil gøre det er mine to fantastiske børn. Det er trist at have det sådan. Men det er svært at undertrykke sin seksualitet, og sin trang til at være kvinde, og blive accepteret som kvinde.
Så helt ærligt - jeg vil gerne sige, at det bestemt betyder noget, hvordan man ser ud, og at det kan have store konsekvenser at have det "forkerte" udseende. Desværre.
Kommentarer
Jeg forstår udmærket, hvordan du har det. Det er ikke overfladisk!
Jeg har også lidt af et "average" face, stor næse, skæve øjne og jeg kunne blive ved.
Folk omkring mig (mine nærmeste veninder og min søster) er også rigtig kønne og det er derigennem virkelig en byrde at være omringet af dem hele tiden. For så tænker man på, hvor grim man egentlig er hele tiden i forhold til dem.
Vi bor i et samfund, hvor skønhed fylder massivt meget, så jeg forstår godt dine frustrationer.
Jeg ved godt at det kan lyde ret taboo-agtigt, men har du overvejet plastik kirugi?
Det er trist, at man dermed har en livstidsdom - for sådan føles det ærlig talt. Noget man ikke kan komme ud af, eller udenom. Og som man må leve med, som en art handikap, hele livet igennem.
På mange måder var jeg, som jeg skrev, faktisk helst fri for at blive ved. Jeg har håbet og ønsket igennem 45 år. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at støtte op om mine positive sider, rent udseendesmæssigt. Jeg holder mig også rigtig godt, og er meget slank, veltrænet, og med nogenlunde pæne former. Jeg ordner mit hår, mig selv, mit ansigt, etc. Jeg har også meget personlig udstråling og personlig charme - som ikke er noget man kan skabe med plastikkirurgi iøvrigt. Så jeg er meget velplejet. Men hvordan jeg er født, dybest set - kan jeg bare ikke ændre. Og hvordan folks holdninger er til typer, og det hierarki mennesker har skabt i vores samfund om, hvem der er "in" af typer, og hvem der er "yt" - og mænds iøvrigt ofte ubevidste reaktioner ifht det modsatte køn - alt det kan jeg ikke styre!
Jeg har fået rettet tænder, tidligere, og faktisk også en anden mindre ting.
Jeg havde iøvrigt også uren hud som yngre, så jeg havde en meget dårlig start. Og i det hele taget er jeg blevet meget pænere med årene. Så i mit liv har det været modsat alle andre - der har deres storhedstid indtil ca. 30 (grim generalisering - det er jo så individuelt, men altså...), hvor min begyndte der. Så der har klart været fremgang, og det at gøre noget ved krop og tænder har betydet rigtig meget. Det er også derfor jeg ved, at det betyder meget ifht at få en kæreste/mand - da de ting direkte har ændret mænds holdning til mig.
Men efter at overkomme alle disse "forhindringer" igennem livet, har jeg så opdaget det med asymmetrien og at den ene halvdel af mit ansigt er en del bredere end den anden. Det lyder som om jeg bare leder efter fejl. Det gør man måske også, når man år efter år skal acceptere at som kvinde er man "luft" og har ingen kønslig identitet i denne verden, men samtidig faktisk har behov for kontakten. Men jeg kan sige, at alle har asymmetri - og faktisk også på den måde at den ene side er bredere end den anden - hos næsten alle. Men mit er mere udpræget - og de to dele sidder "skævt" sammen, og det kan man se.
Man kunne tage det som et særpræg, og som charme - men det gør "verden" ikke.
Personligt har jeg mange gode kvaliteter. Så jeg har også været chokeret over den verden vi lever i - og de valg folk tager. Hvad de ser i andre mennesker, og hvor lidt i dybden mange i virkeligheden går.
Det er utroligt, tænker jeg tit, at sådan en som mig skal "gå til spilde"...
Den der med, at man selv tiltrækker det - har jeg hørt til bevidstløshed. Og jeg kan og vil ikke forklare mig her angående dette. Men pointen er, at uanset hvordan jeg selv tænker indeni, er omverdenens reaktion altså den samme. Man kan komme langt med positiv tænkning om sig selv - men man kan ikke beslutte hvad andre skal tænke, føle og føle sig tiltrukket af.
Du skal vide at du er ikke alene om at have haft det sådan.. jeg er 20 gammel og da jeg var teenager begyndte min kæbe at vokse for langt i den ene side som resulterede i at jeg fik en skæv kæbe på 6 ml for meget til den ene side.. det var en svær tid for mig og jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg plejede alt for at skjule det mest muligt. Min børnetandlæge opdagede det naturligvis og jeg blev viderstillet til en speciellæge i Odense hvor jeg her skulle en 2,5 år lang kamp igennem med bøjle som 16-18 årig.. det var ikke sjovt men det skulle jeg igennem for at få min kæbe operation.. det med at man ikke kan ændre på knoglerne i ansigtet passer ikke.. jeg har idag fået to operationer og det har gjort rigtig meget og er blevet 10 gange kønnere og fået langt større selvtillid.. denne form for operation af ting du ikke selv kan gøre for er gratis og helt sikkert noget jeg synes du burde overveje for ved hvordan du har haft det og kan varmt anbefale det.. du bliver glad for det. Knus sommer92