Indstillinger
Hvad er en depression egentligt?
Hvordan beskriver man egentligt hvordan man har det, for en person der ikke har levet i dit sind de sidste 30 år? Anyway...
Den korte forklaring er vel noget i retning af livet er meningsløst og irrelevant. Sidste tanke jeg tænker når jeg går i seng er: Bare jeg nu slipper for at vågne i morgen, og første tanke om morgenen er: Crap, der var en dag mere... Og jeg har haft det sådan siden jeg var 8 år gammel.
Det skal nok nævnes, på trods af ovenstående, jeg er hverken selvmorderisk, sulter mig selv, skader mig selv eller på anden måde selvdestruktiv. Da jeg er fuldt ud bevidst om, ingen af disse handlinger har nogen positiv effekt på min mentale tilstand, og som alt andet ville det være meningsløst.
En af de ofte tilbagevendende symptomer jeg hører omkring depression, er det ubehandlet normalt varer 6-12 måneder, op til 2 år. Og kan være tilbagevendende med mellemlæggende perioder hvor den depresive kan leve et relativt normalt liv. Dette er ikke hvordan jeg oplever det, og jeg må derfor stille spørgsmållet om hvad jeg så er? Jeg har været "depresiv", af mangel på et bedre ord, uafbrudt siden jeg var 8 (plus minus et par år), og jeg er i dag 31. Jeg er fuldt ud i stand til at leve en normal hverdag, uanset hvor godt eller skidt jeg måtte have det. Jeg lærte i en tidlig alder at sætte en facade over for andre, og er i dag så god til det jeg ikke længere selv kan kende forskel, om min personlighed er ægte eller blot påtaget.
Jeg har en gang tidligere forsøgt at snakke med min læge om det, han gav mig en eller anden test for depression, og den viste jeg havde problemer. Jeg fik nogen anti-depresiv, som virkede fint. I den forstand de fik mig til at føle mindre. Dette er dog ikke hvad jeg ønsker, da svagere følelser ikke giver mere mening, nærmere modsat. Det giver mig ikke en højere livskvalitet, blot at jeg føler mindre, hvilket for mig er en så lille del af mit problem, jeg finder det irrelevant.
Efter pakken var tom, vente jeg ikke tilbage til lægen. Da jeg ikke følte han egentligt interesserede sig for mine problemer, og heller bare ville smide nogen piller efter mig, og få mig ud af døren så jeg ikke var hans problem længere. Dette er sandsynligvis ikke hvad lægen rent faktisk mente, men var nu engang min opfattelse af det.
Så derfor skriver jeg nu her, ikke fordi jeg tror i kan gøre alt godt og fantastisk igen, men fordi jeg ikke har noget bedre at give mig til. Så hvis nogen måtte have en ide om hvad der kunne være galt, eller om jeg er helt normal, i hvert fald så normal som man nu kan være.
Med venlig hilse
Michael V. Mortensen
Den korte forklaring er vel noget i retning af livet er meningsløst og irrelevant. Sidste tanke jeg tænker når jeg går i seng er: Bare jeg nu slipper for at vågne i morgen, og første tanke om morgenen er: Crap, der var en dag mere... Og jeg har haft det sådan siden jeg var 8 år gammel.
Det skal nok nævnes, på trods af ovenstående, jeg er hverken selvmorderisk, sulter mig selv, skader mig selv eller på anden måde selvdestruktiv. Da jeg er fuldt ud bevidst om, ingen af disse handlinger har nogen positiv effekt på min mentale tilstand, og som alt andet ville det være meningsløst.
En af de ofte tilbagevendende symptomer jeg hører omkring depression, er det ubehandlet normalt varer 6-12 måneder, op til 2 år. Og kan være tilbagevendende med mellemlæggende perioder hvor den depresive kan leve et relativt normalt liv. Dette er ikke hvordan jeg oplever det, og jeg må derfor stille spørgsmållet om hvad jeg så er? Jeg har været "depresiv", af mangel på et bedre ord, uafbrudt siden jeg var 8 (plus minus et par år), og jeg er i dag 31. Jeg er fuldt ud i stand til at leve en normal hverdag, uanset hvor godt eller skidt jeg måtte have det. Jeg lærte i en tidlig alder at sætte en facade over for andre, og er i dag så god til det jeg ikke længere selv kan kende forskel, om min personlighed er ægte eller blot påtaget.
Jeg har en gang tidligere forsøgt at snakke med min læge om det, han gav mig en eller anden test for depression, og den viste jeg havde problemer. Jeg fik nogen anti-depresiv, som virkede fint. I den forstand de fik mig til at føle mindre. Dette er dog ikke hvad jeg ønsker, da svagere følelser ikke giver mere mening, nærmere modsat. Det giver mig ikke en højere livskvalitet, blot at jeg føler mindre, hvilket for mig er en så lille del af mit problem, jeg finder det irrelevant.
Efter pakken var tom, vente jeg ikke tilbage til lægen. Da jeg ikke følte han egentligt interesserede sig for mine problemer, og heller bare ville smide nogen piller efter mig, og få mig ud af døren så jeg ikke var hans problem længere. Dette er sandsynligvis ikke hvad lægen rent faktisk mente, men var nu engang min opfattelse af det.
Så derfor skriver jeg nu her, ikke fordi jeg tror i kan gøre alt godt og fantastisk igen, men fordi jeg ikke har noget bedre at give mig til. Så hvis nogen måtte have en ide om hvad der kunne være galt, eller om jeg er helt normal, i hvert fald så normal som man nu kan være.
Med venlig hilse
Michael V. Mortensen
Kommentarer
Jeg vil meget gerne bidrage med mine erfaringer.
Angående spørgsmålet i din overskrift er mit svar, at depressioner er meget forskellige. Depression er formodentlig en samlebetegnelse for en række vidt forskellige tilstande, der har visse lighedstræk.
Jeg har haft virkelig mange depressioner af den slags, der ubehandlet varer op til 8-12 måneder og derefter går over af sig selv, hvorefter jeg er rask et antal måneder, indtil en ny depression kommer.
Ifølge lægerne er det faktisk skadeligt, hvis man lader være med at behandle en alvorlig depression. Der kan for det første opstå skader på den del af hjernen, der hedder hippocampus, og som er ansvarlig for f.eks. hukommelse og koncentration. Og for det andet vil den manglende behandling betyde, at sårbarheden over for at få depressioner stiger. Jo flere ubehandlede depressioner man har haft, jo større er sandsynligheden for at få flere eller for, at tilstanden bliver kronisk.
Hvordan det forholder sig i din situation, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg vil mene, at du har alt at vinde og intet at tabe ved at gå i behandling.
Du skriver: ”Jeg lærte i en tidlig alder at sætte en facade op over for andre, og er i dag så god til det, at jeg ikke længere selv kan kende forskel, om min personlighed er ægte eller blot påtaget.”
Uha!
Her er et af dine kerneproblemer, og det kan meget vel være selve årsagen til din tilstand. Mest sandsynligt er det dog, at der er flere medvirkende årsager.
Der findes en bog om netop den type depressioner, der udspringer af, at den depressive har lært sig, først og fremmest at tage hensyn til andre mennesker og derfor undertrykker sine egne behov og ønsker. Den er skrevet af svejtseren Josef Giger Bütler og hedder ”De mente det jo godt”. Du kan læse om den her:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
Jeg vil mene, at du er nødt til at genfinde din egen personlighed og lære dine egne ønsker og behov at kende. Til det formål er jeg overbevist om, at kropsorienteret psykoterapi er mest velegnet.
Hvis jeg var dig, ville jeg finde en uddannet psykolog, som har overenskomst med Sygesikringen og som udfører kropsorienteret psykoterapi. Sagen er jo, at man kan få tilskud til psykologbehandling af depression. Du kan blot bede din læge om en henvisning.
Problemet er dog, for det første, at bevillingen til psykologhjælp er ved at være brugt op for 2013 (har jeg læst). Mange psykologer er derfor nødt til at skrive folk på venteliste. Og for det andet hersker der den opfattelse, at psykologhjælp skal være såkaldt kognitiv psykoterapi. Men især i dit tilfælde er jeg overbevist om, at kognitiv terapi ville være forkert.
Jeg giver dig lige et link til hjemmesiden hos en psykolog, der skriver lidt om, hvad kropsorienteret psykoterapi går ud på:
http://teiatonning.dk/?page_id=97
Du skriver, at du har prøvet antidepressiv medicin 1 gang, og at medicinen virkede fint, men at du ikke kunne lide virkningen, fordi den blot bestod i, at du følte mindre.
Jeg har gentagne gange læst eller hørt den beskrivelse af antidepressiv medicin, senest i forbindelse med DR’s kampagner mod medicin (”Danmark på piller”).
Sådan behøver det ikke at være!
Hvis den antidepressive mindskede evnen til at føle, virkede den jo ikke fint! Efter min bedste overbevisning skulle du have bedt om noget medicin, der var mere velegnet. At få frataget sine følelser er en del af problemet – ikke en del af løsningen.
Når antidepressiv medicin har virket på mig, så har jeg fået mine følelser tilbage i fuldt omfang, som følge af medicinens virkning! Sådan bør det være.
Jeg synes derfor, at du skal gå til læge igen og bede om hjælp. Sørg for at blive grundigt tjekket og undersøgt, blandt andet med blodprøver. Du kan jo have ernæringsmæssige mangler, så som D-vitaminmangel eller jernmangel, som er kendte årsager til depression, eller du kan have lavt stofskifte, som også kan være årsag til depression. Den slags kan undersøges via blodprøver.
Hvis du ikke lige har mod på at påbegynde en kur med antidepressiv medicin, så kan du jo nøjes med at bede om en henvisning til psykolog. Jo før du kommer til læge, jo hurtigere kommer du i behandling.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen