Indstillinger
Mangler på grin
Det er nyt for os, vi kan ikke finde noget specielt symptomer.. Vi er to kvinder som har samme situation, hvor vi har svær ved at grine. Vi er kommet i samtalen om dette, for vi ikke forstå hvorfor lige dette sket for os. Vi kan ikke rigtig at grine mere end 30 sek. Vi griner generelt meget sjældent af sig selv, og det er vi faktisk lidt kede af. Evt, når nogle forsøge at fortælle os noget sjove historie, vi kan kun en gang små \"hihi\" lyde. Eller nogen sjove film, vi grine slet ikke, vi lo kun en slags falsk latter. Vi griner sjældent, og her snakker vi kun et par gange om året, til vi har ondt i maven. Er der et \"biologisk/genetisk\" svar på dette? Vi søger desperat efter svar. Det skal siges, at den ene af os har været udsat for grov mobning i flere år samt seksuelle overgreb plus et voldtægt som var tæt på at ske og den anden af os har været udsat for psykisk vold gennem barndommen. Den ene af os har en svær depression og den anden af os har haft det og lider nu \"i stedet\" af skizofreni. Og vi begge har forsøgte at vise at vi har brug for hjælp, men forgæves.. Vi håber at I har et svar på dette, ellers kan kommer I med et spørgsmål, hvis I er i tivivl..
Kommentarer
Jeg er derimod opfyldt af vrede mod den læge/læger, som ikke gjorde en pind for at hjælpe mig af med mine smerter gennem ca. 10 år.
Smerter, som nu har været væk i 3 år efter en hjælp jeg fik på nettet om hvad grunden kunne være.
Jeg griner aldrig, ikke engang 5 sekunder. Jeg savner det, for jeg gjorde det engang. Jeg savner latteren og det at føle stor glæde.
Jeg undrer mig over nu smerterne er væk, hvorfor føler jeg ikke lyst til virkelig at le og være glad.
Der kan sikkert være mange forskellige årsager til at latteren er væk hos nogle. Men hvordan får man den tilbage, det kunne være rart at vide. Hvad kan man selv gøre.
Har nogen et bud.
ps. Jeg har også været udsat for mobning på en tidligere arbejdsplads, samt den mobning jeg føler lægen udførte ved intet at gøre eller tro på mig. Jeg var i hendes øjne en idiot, tror jeg.
Jeg havde ikke haft lattermusklerne i gang i mange år, men så var jeg i teatret og så: Den stundesløse. Jeg husker meget tydeligt hvor glad jeg var, fordi mine lattermuskler stadigvæk var intakte, samtidig med, at jeg så på skuespillerne.
Man kan finde på et eller andet hverdagsagtigt som bliver grinagtigt, hvis man tænker over det.
Det var hos min damefrisør jeg opdagede dette. De var pludselig blevet opmærksomme på, hvor tit de brugte ordene " det er jo det".
En dum vane, men meget morsom. Vi morede os kosteligt over det, for de sagde det hele tiden i salonen.
Men ellers er der såmænd ikke særlig meget at grine af i hverdagen.
Du og din veninde har psykisk sygdom, som I forhåbentlig er i god behandling for, og selvfølgelig er det svært et finde så meget at grine af, når man har det dårligt, men jeg læser det lidt, som om I tror, at det at I ikke griner en hjertelig latter tit og ofte, er noget I mener, I er lidt alene om – og at det er lidt specielt at have det sådan?
Det handler jo ikke, hvorvidt man griner konstant og af alt muligt – netop det har noget at gøre med, hvor man er i sit liv, og hvad man finder er morsomt.
Jeg synes, det er langt vigtigere, at man finder sin indre glæde – og nyder de små ting her i livet; at man kan sanse og nyde de små nære ting i livet; en smuk solnedgang, et legende barn, et godt måltid mad – og føle sig GLAD.
Der laves en masse underholdning – såkaldt ”sjove” film f.eks. som du nævner som eksempel. Jeg kan da heller ikke more mig højlydt over de der farcer, der udelukkende er lavet for at være ”sjove”, og hvor man øjensynligt SKAL grine på kommando. Jeg synes ikke, det er spor sjov at se tåbelige mennesker, gøre alt muligt underligt – og hvor man længe inden helt er klar over, at det ender med, at de får en lagkage i hovedet. Og så skal vi alle sammen grine. Jeg er som oftest stået af længe før det ”sjove” sker for jeg synes simpelt hen bare, det er tåbelig underholdning, men jeg ved at mange synes, det er noget så sjovt – i det hele taget er der mange, der synes at andres ”ulykke” er morsom underholdning, men jeg tror, der er lige så mange, der ikke synes sådan, og sådan er vi forskellige, men det er der vel ikke noget galt i.
Når jeg tænker nærmere over det, så tror jeg faktisk, at der går år mellem, at jeg oplever noget, der gør at jeg griner, så tårerne triller, men det betyder ikke, at jeg er et menneske, der så har et dårligt liv.
Jeg er lykkeligt gift med en dejlig mand, vi har det godt sammen, vores økonomi er fornuftig, vores børn er kommet godt i vej osv..., men det betyder ikke, at vi går i en konstant ”lykkerus” og jubler dagen lang, for sådan ER livet ikke – og det er det ikke for nogen.
Jeg fik en gang at vide, at lykke er noget, der tildeles dråbevis, som var det den dyreste parfume – og man skal værne om disse ”lykkedråber”, som er det fornemste, der findes overhovedet.
Ofte får vi disse ”lykkedråber” serveret, men vi har så travlt med alt muligt andet – som f.eks. at holde øje men hvordan ANDRE lever og ANDRE gør, at vi slet ikke når at opleve denne dråbe, der lige kom til os.
Det handler for mig ikke om, hvorvidt man kan grine i et halvt eller et helt minut af en given situation, men om man har det godt med sig selv, om man mærker efter, hvad der er godt og hvad der er skidt, og så prøver at få de dumme tanker væk – og bruger energi på at se det positive i så meget som muligt.
Jeg døjer med fysisk sygdom, og nej, det er ikke sjovt, og tager mange kræfter og meget energi, men så er det da vigtigt at fokusere på de glæder, der jo også er.
Prøv at arbejde med positive tanker, og lad da være med at bruge negativ energi på, at have det dårligt med, at man måske ikke griner så meget, som (man tror!!!) andre gør.
Hvad andre gør er ligegyldigt – det er det, du selv har det godt med, der betyder noget.
Ja, det blev lidt filosofisk, men jeg håber det gav lidt mening alligevel. :-)
Ellers vil jeg give flere af de andre ret, der er nødvendigvis ikke meget at grine af i tilværelsen, og jeg tror mange mennesker kan gå et helt år igennem uden at grine. Og det har også noget med psykisk velbefindende at gøre. Lider man af sygdom i sjælen, er det svært nogensinde at slappe rigtig af.
Hvis I er gode veninder, vil jeg opfordre jer til at tage nogle chancer med hinanden, sige noget der går ud over grænserne for hvad den anden forventer. Grin bliver ofte udløst af overraskelse, og hvis I stoler på hinanden, vil I også turde måske være lidt frække over for hinanden:)