Sex, kronisk sygdom, børn, skilsmisse ??
Jeg er en kvinde på 36 år, gift i 13 år, to børn - en på 12 og en på 3 år.
Arbejdede som marketing chef og husbonden som entrepriseleder.
Hverdagen presset, men dog fandt vi tid til hinanden.
Vi har altid respekteret hinandens frirum og behov for tid alene.
Som arbejdende klarede jeg også alt omkring huset, børn, skole, madlavning og tøjvask. Indkøb osv... Havde det fint med det.
Efter vores datter kom til verden for 3 år siden, blev jeg alvorlig syg. Kritisk syg - var meget tæt på at dø. Jeg har gennem 2 år nu kæmpet mig vej tilbage med hjælp fra rigshospitalet og psykiatrisk hospital. Undervejs fandt man synderen bag min kritiske tilstand. Jeg fik konstateret en grim, kronisk bindevævssygdom som medfører angreb på alle organer, ekstrem træthed, smerter man aldrig troede eksisterede, vægttab og meget ringe lungefunktion.
Undertiden blev jeg førtidspensionist ret hurtigt, fordi alle læger vurderede at jeg aldrig kommer mig så meget, at jeg vil ku klare et job.
På under 2 år gik jeg fra marketing chef i overhalingsbanen til førtidspensionist med alvorlig sygdom.
Mit ægteskab kæmper om overlevelse!!!!!!
Jeg er kommet mig flot, og klarer igen tøjvask og ungerne op i skole/børnehave og jeg laver mad igen og køber ind. Tingene tar meget længere tid nu og jeg er ufatteligt træt bagefter. Og har smerter og får noget stærkt smertestillende som døser mig.
Det er lige så om at min mand ikke har været til stede?
Han gør tingene som før, hvor han jo ik lavede noget. Han er faldet tilbage i gammel vane. Selvom han ved hvor syg jeg er... Jeg ber om hjælp. Får hjælp, men sangen er ved at blive gammel. Og han vrisser af mig, når jeg ber om hjælp.
Det føles så om at han forventer, at fordi jeg går hjemme (med min sygdom) at han ikke skal lave noget. Han blir sur når jeg nævner problematikken.
Sex findes ikke i vores ægteskab. Jeg får mindre og mindre lyst til ham.
Jeg har gennem flere mdr overvejede som denne sygdom måske var det, som endte med at skille os ad.
Hvad skal jeg gøre?
Arbejdede som marketing chef og husbonden som entrepriseleder.
Hverdagen presset, men dog fandt vi tid til hinanden.
Vi har altid respekteret hinandens frirum og behov for tid alene.
Som arbejdende klarede jeg også alt omkring huset, børn, skole, madlavning og tøjvask. Indkøb osv... Havde det fint med det.
Efter vores datter kom til verden for 3 år siden, blev jeg alvorlig syg. Kritisk syg - var meget tæt på at dø. Jeg har gennem 2 år nu kæmpet mig vej tilbage med hjælp fra rigshospitalet og psykiatrisk hospital. Undervejs fandt man synderen bag min kritiske tilstand. Jeg fik konstateret en grim, kronisk bindevævssygdom som medfører angreb på alle organer, ekstrem træthed, smerter man aldrig troede eksisterede, vægttab og meget ringe lungefunktion.
Undertiden blev jeg førtidspensionist ret hurtigt, fordi alle læger vurderede at jeg aldrig kommer mig så meget, at jeg vil ku klare et job.
På under 2 år gik jeg fra marketing chef i overhalingsbanen til førtidspensionist med alvorlig sygdom.
Mit ægteskab kæmper om overlevelse!!!!!!
Jeg er kommet mig flot, og klarer igen tøjvask og ungerne op i skole/børnehave og jeg laver mad igen og køber ind. Tingene tar meget længere tid nu og jeg er ufatteligt træt bagefter. Og har smerter og får noget stærkt smertestillende som døser mig.
Det er lige så om at min mand ikke har været til stede?
Han gør tingene som før, hvor han jo ik lavede noget. Han er faldet tilbage i gammel vane. Selvom han ved hvor syg jeg er... Jeg ber om hjælp. Får hjælp, men sangen er ved at blive gammel. Og han vrisser af mig, når jeg ber om hjælp.
Det føles så om at han forventer, at fordi jeg går hjemme (med min sygdom) at han ikke skal lave noget. Han blir sur når jeg nævner problematikken.
Sex findes ikke i vores ægteskab. Jeg får mindre og mindre lyst til ham.
Jeg har gennem flere mdr overvejede som denne sygdom måske var det, som endte med at skille os ad.
Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
Jeg har selv været der – fra fuld havre på karriere osv. - til sygdom, hvor man lynhurtigt bliver reduceret til nul og niks.
Du er nødt til at lære at økonomisere med dine kræfter og din energi. Det er fint, du kan klare de praktiske ting, men det betyder, at du er helt færdig om aftenen, når din mand kommer hjem, og logisk nok, så har du ikke overskud til at være der for ham, til at I kan hygge og have det rart – eller bare være i nogenlunde godt humør, og så er I godt på vej ned ad glidebanen.
Din mand er nødt til at lære, at selv om du går hjemme og ”driver den af”, så kan du simpelt hen ikke, hvad du har kunnet før, og han er derfor også nødt til at komme på banen.
Sammen skal I skrue ned for blusset mht forventninger til alle de praktiske opgaver.
Men – det vigtigste er, at I begge kommer til at forstå denne situation. Du føler givet, at når du nu er hjemme, så ”må du nok hellere”, din mand givet, at hvorfor skal han lige pludselig en hel masse, når du nu altid har osv...
Det er sindssygt svært at leve med alvorlig sygdom, men også I kan lære at leve, og få et godt liv på trods af sygdom, hvis I vil.
Jeg foreslår, at I søger noget hjælp. Måske du i første omgang skal tale med din læge om problemet, men ellers kan det være, at nogle sessioner hos en parterapeut kan hjælpe jer godt på vej. Her skal I nok i forvejen kontakte parterapeuten og ridse problemet op, og forhøre jer, om det er noget, den pågældende kan hjælpe jer med.
Jeg går ud fra, at når du nu er kommet på førtidspension, så kan det være, det kniber lidt med økonomien, for ellers ville det være rigtigt godt, om I kunne få en rengøringshjælp f.eks., så dine kræfter kan bruges anderledes og bedre. Beklageligvis tror jeg ikke, der er mange muligheder for at få offentlig hjælp til den slags, selv om det er aldrig så tiltrængt, men prøv da at undersøge dine rettigheder i forbindelse med din sygdom. Prøv f.eks. gennem kommunen at få en ergoterapeut ud, der kan komme med ideer og forslag til at lette de praktiske opgaver i hjemmet – og du har faktisk ret til en række hjælpemidler, der kan lette dig, hvis du f¨år smerter ved at udføre nogle opgaver.
Prøv om I sammen kan se på jeres hjem – er der noget, der kan ændres, gøres nemmere at kome til osv. osv.
Selv har jeg – gennem mange års sygdom – fået lært at hvis ikke jeg kan magte det, så må den støvsugning vente. Til gengæld når jeg har det rimeligt, så laver jeg, f.eks altid dobbelt eller tredobbelt af mad, så der også er ordentligt mad til de dage, hvor det kniber med kræfterne.
Jeg har lært at tage en pause, når jeg har brug for det, også selv om jeg er i gang med noget, der bare ”liiige” kræver en halv time mere. Nej – stop, når kroppen beder om det, og helst lidt før.
Det er af afgørende betydning, at du lærer at have lidt overskud og humør, når din mand kommer hjem – på den måde vil han også få overskud til at være lidt mere med (når han vel at mærke har fået tingene ordentligt og fagligt forklaret) – og hvis du også får lidt overskud til noget nærvær og samliv, så kan I klare meget mere – sammen.
Der er bestemt ikke noget, der bliver nemmere – for nogen af jer – hvis I på denne baggrund kaster jer ud i skilsmisse.
Det kræver et godt helbred at være syg :-)
Jeg vil bruge dit forslag om at tale med vores læge om det. Måske hun kan henvise os et sted hen?
Jeg er bange for at vi ikke kommer ud af det, uden prof hjælp.
Jeres liv har ændret sig totalt fra det, I troede I gik ind til - der er ikke noget at sige til det, hvis tingene skrider for jer.
Det tog da også meget lang tid for mig at acceptere, men når først du selv - og din mand - har lært at acceptere og leve med det her, så er der også gode stunder til jer.
Det er af afgørende betydning, at du hver dag har overskud til noget, der ikke kun er smerter og pligt, men er lystbetonet.
Man kan klare meget mere, hvis der netop også er det overskud - hver dag.
Ting man tog for givet før...
Puha...