Indstillinger
hvor hører jeg til...
Selv herinde i ND har jeg svært ved at placere mit problem, for jeg ved ikke hvad der er galt.
En ting er sikkert, det er ikke en depression jeg har, for jeg kan godt fungere i hverdagen.
Jeg har en helt igennem fantastisk kæreste og en dejlig dreng. jeg har kendt min kæreste i omkring 3 år nu.
Til at starte med havde jeg det her overskud der bare gjorde at jeg udaftil i hvert fald, virkede som den her stærke pige.
Ikke længe inde i vores forhold kom der noget frem som gjorde, at vi bare måtte lægge kortene på bordet og åbne 100% op for hinanden og derfra fandt vi hurtig ud af, at vi skulle være sammen.
Sådan har jeg det stadigvæk - jeg vil ikke være foruden ham. Han er min klippe i livet.
Og til trods for at han altid er der for mig, så har nu fået svært ved at sige til ham, når jeg har det skidt, for det er for helvede de samme ting der kommer op hele tiden. Og jeg er mildest talt SÅ træt af det efterhånden.
det er tanker om bl.a. hans ex. Og jeg ved det er åndssvagt, for vi har alle en fortid - det har jeg også. Men når vi møder hans ex, bliver han en helt anden og "glemmer" mig. Jeg vil gerne, at når vi ser hende, at han ligesom viser hende, at "her er min guldklump - her er kvinden i mit liv - en som forstår mig, som du aldrig har gjort" Han skubber mig lidt til side og hverken taler, ser eller rører ved mig og det sårer mig totalt.
Og det sårer mig især fordi min selvtillid er helt i bunden og jeg føler mig klam, ulækker og utiltrækkende når vi møder hende på vores vej.
Jeg sagde det til min kæreste at jeg følte mig virkelig frastødende, kvalmende og tilsidesat når vi mødte hende. og så var det den der; hun havde jo en perfekt krop, tøjet og håret sad perfekt osv.... Hans svar var, at han havde jo sagt til mig, at han gerne vil se mig i noget andet tøj og det var jo også hvad jeg gjorde ud af mig selv. Det var ikke lige det jeg havde brug for at høre.
Nu virker det som om jeg får min kæreste fremstillet som en ubarmhjertig og kold fyr, men det er han slet ikke og det er vigtig for mig, at I ikke får det billede af ham.
Problemet er 100% mig og min selvtillid eller mangel på samme.
Jeg kan ikke sige fra, min familie er nogle mennesker som egentlig mest af alt gør mig flov. Min mor er pengefikseret, nærig og opmærksomhedssøgende. Min far (mine forældre er skilt) ligger syg og min bror praler med penge som han ikke har. Hele mit liv er jeg af min mor blevet tilsidesat når han fandt sig en ny mand. Hun har aldrig støttet mig eller hjulpet mig med mine ønsker. Det har gjort, at jeg er en meget tilbageholdende pige som ikke tør kaste sig ud i nogle ting, med mindre jeg har folk "til at holde mig hånden"
Jeg tør ikke sige min mening, for jeg er bange for at det ødelægger det hele store billede.
Jeg føler mig ikke elskelig. Jeg syntes selv jeg er en smule forskruet i mit hoved, for jeg vil være perfekt i min kærestes øjne. Og førend jeg føler det, så ønsker jeg at kæresten skal sige til mig at hans ex slet ikke kan måle sig med mig, at hun er en kælling, at jeg er ligesom han gerne vil have det.
Det at vi faktisk er forlovet, har hus og barn sammen får ikke mig til at tro at det er mig han vil og elsker. Selvom det burde jo netop sige alt!
jeg er så bange for at miste ham, at jeg selv kommer til at ødelægge det. Han har altid sagt, om vi så skal tage snakken om de samme ting 100 gange for at jeg har det godt, så gør vi det, men jeg vil netop ikke snakke om det mere, fordi jeg føler jeg går i stå i de dumme følelser.
Jeg hader mig selv for det og føler at de to vigtigste mænd i mit liv, faktisk vil have det bedre og har fortjent bedre uden mig. jeg skal understrege, jeg går ikke med selvmordstanker, bare at jeg ikke tager del i deres liv. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget rigtig - sådan tænker jeg. jeg er hele barndommen igennem blevet præget med, at det jeg har opnået ikke var godt nok. Fik jeg 11 i tysk, spurgte min far, hvorfor jeg ikke fik 13. Bad min mor mig om at støvsuge, kunne hun altid finde et hjørne hvor jeg ikke har været med støvsugeren. selvom det lyder horribelt, vil jeg sige, at især min mor har (sikkert ubevidst) forsøgt at pille mig fra hinanden rent psykisk. Hun lod den mand som har forgrebet sig på mig flytte ind igen efter hun havde smidt ham ud, da jeg fortalte sandheden. Svigt på svigt og misbrug af min tillid gør jeg ikke føler mig værd at være sammen med.
Men hvordan kommer jeg videre uden at min kæreste dagligt fortæller mig hvad han føler for mig, og hvordan jeg klarer mig? jeg gør jo ikke just det samme for ham heller - jeg siger til ham hver dag jeg elsker ham og roser ham for f.eks. et stykke arbejde i haven eller lignende. Men jeg fortæller sjældent at jeg elsker ham fordi han er min klippe i livet og han har gjort at jeg har lært at være mere begejstret selv omkring de små ting. Han kender mine dybeste hemmeligheder og har aldrig holdt noget op imod mig for at opnå noget.
Hvordan lærer jeg at stole på mig selv og tro på mig selv? Og hvem vil lære mig det?
En ting er sikkert, det er ikke en depression jeg har, for jeg kan godt fungere i hverdagen.
Jeg har en helt igennem fantastisk kæreste og en dejlig dreng. jeg har kendt min kæreste i omkring 3 år nu.
Til at starte med havde jeg det her overskud der bare gjorde at jeg udaftil i hvert fald, virkede som den her stærke pige.
Ikke længe inde i vores forhold kom der noget frem som gjorde, at vi bare måtte lægge kortene på bordet og åbne 100% op for hinanden og derfra fandt vi hurtig ud af, at vi skulle være sammen.
Sådan har jeg det stadigvæk - jeg vil ikke være foruden ham. Han er min klippe i livet.
Og til trods for at han altid er der for mig, så har nu fået svært ved at sige til ham, når jeg har det skidt, for det er for helvede de samme ting der kommer op hele tiden. Og jeg er mildest talt SÅ træt af det efterhånden.
det er tanker om bl.a. hans ex. Og jeg ved det er åndssvagt, for vi har alle en fortid - det har jeg også. Men når vi møder hans ex, bliver han en helt anden og "glemmer" mig. Jeg vil gerne, at når vi ser hende, at han ligesom viser hende, at "her er min guldklump - her er kvinden i mit liv - en som forstår mig, som du aldrig har gjort" Han skubber mig lidt til side og hverken taler, ser eller rører ved mig og det sårer mig totalt.
Og det sårer mig især fordi min selvtillid er helt i bunden og jeg føler mig klam, ulækker og utiltrækkende når vi møder hende på vores vej.
Jeg sagde det til min kæreste at jeg følte mig virkelig frastødende, kvalmende og tilsidesat når vi mødte hende. og så var det den der; hun havde jo en perfekt krop, tøjet og håret sad perfekt osv.... Hans svar var, at han havde jo sagt til mig, at han gerne vil se mig i noget andet tøj og det var jo også hvad jeg gjorde ud af mig selv. Det var ikke lige det jeg havde brug for at høre.
Nu virker det som om jeg får min kæreste fremstillet som en ubarmhjertig og kold fyr, men det er han slet ikke og det er vigtig for mig, at I ikke får det billede af ham.
Problemet er 100% mig og min selvtillid eller mangel på samme.
Jeg kan ikke sige fra, min familie er nogle mennesker som egentlig mest af alt gør mig flov. Min mor er pengefikseret, nærig og opmærksomhedssøgende. Min far (mine forældre er skilt) ligger syg og min bror praler med penge som han ikke har. Hele mit liv er jeg af min mor blevet tilsidesat når han fandt sig en ny mand. Hun har aldrig støttet mig eller hjulpet mig med mine ønsker. Det har gjort, at jeg er en meget tilbageholdende pige som ikke tør kaste sig ud i nogle ting, med mindre jeg har folk "til at holde mig hånden"
Jeg tør ikke sige min mening, for jeg er bange for at det ødelægger det hele store billede.
Jeg føler mig ikke elskelig. Jeg syntes selv jeg er en smule forskruet i mit hoved, for jeg vil være perfekt i min kærestes øjne. Og førend jeg føler det, så ønsker jeg at kæresten skal sige til mig at hans ex slet ikke kan måle sig med mig, at hun er en kælling, at jeg er ligesom han gerne vil have det.
Det at vi faktisk er forlovet, har hus og barn sammen får ikke mig til at tro at det er mig han vil og elsker. Selvom det burde jo netop sige alt!
jeg er så bange for at miste ham, at jeg selv kommer til at ødelægge det. Han har altid sagt, om vi så skal tage snakken om de samme ting 100 gange for at jeg har det godt, så gør vi det, men jeg vil netop ikke snakke om det mere, fordi jeg føler jeg går i stå i de dumme følelser.
Jeg hader mig selv for det og føler at de to vigtigste mænd i mit liv, faktisk vil have det bedre og har fortjent bedre uden mig. jeg skal understrege, jeg går ikke med selvmordstanker, bare at jeg ikke tager del i deres liv. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget rigtig - sådan tænker jeg. jeg er hele barndommen igennem blevet præget med, at det jeg har opnået ikke var godt nok. Fik jeg 11 i tysk, spurgte min far, hvorfor jeg ikke fik 13. Bad min mor mig om at støvsuge, kunne hun altid finde et hjørne hvor jeg ikke har været med støvsugeren. selvom det lyder horribelt, vil jeg sige, at især min mor har (sikkert ubevidst) forsøgt at pille mig fra hinanden rent psykisk. Hun lod den mand som har forgrebet sig på mig flytte ind igen efter hun havde smidt ham ud, da jeg fortalte sandheden. Svigt på svigt og misbrug af min tillid gør jeg ikke føler mig værd at være sammen med.
Men hvordan kommer jeg videre uden at min kæreste dagligt fortæller mig hvad han føler for mig, og hvordan jeg klarer mig? jeg gør jo ikke just det samme for ham heller - jeg siger til ham hver dag jeg elsker ham og roser ham for f.eks. et stykke arbejde i haven eller lignende. Men jeg fortæller sjældent at jeg elsker ham fordi han er min klippe i livet og han har gjort at jeg har lært at være mere begejstret selv omkring de små ting. Han kender mine dybeste hemmeligheder og har aldrig holdt noget op imod mig for at opnå noget.
Hvordan lærer jeg at stole på mig selv og tro på mig selv? Og hvem vil lære mig det?
Kommentarer
Jeg vil ikke give dig et længere svar, for intet du læser herinde vil give dig den hjælp du har brug for. Du har brug for professionel hjælp - jo hurtigere jo bedre. Her kan jeg tale lidt ud fra min egen erfaring.
Min egen kæreste (og mor til mine to børn) har igennem hele livet kæmpet med dårligt selvværd. Jeg troede i mange år at jeg kunne hjælpe hende. At hvis bare jeg støttede hende nok, roste hende og fortalte at jeg elskede hende nok gange, så ville hun få det bedre. Desværre gik det nærmest modsat. Hun blev mere og mere afhængig af mig, hvilket skabte en voksende ubalance i vores forhold, hvor jeg udover at være hendes kæreste og blev hendes far og terapeut. Det var uholdbart.
For et par måneder siden tog hun en snak med sin læge. Hun fortalte at hun altid var træt, manglede overskud og havde meget dårligt selvværd. Lægen tog det meget seriøst og diagnosticerede hende med en middel til svær depression (og hun gik altså på arbejde og fungerede i øvrigt normalt i hverdagen). Herefter begyndte hun at tage lykkepiller og gå fast til psykolog, og er siden da gennemgået en utrolig forvandling. Der er stadig lang vej endnu og hun har stadig mange issues som mangler at blive bearbejdet, men hun har overskud, er glad og social. Det smitter rigtig meget af på vores parforhold, hvilket igen styrker hende.
Nu lyder det til at du bærer på endnu mere bagage end hun gør, men det gør jo bare behovet for professionel hjælp endnu større. Så søg hjælp og vær tålmodig. Noget du har kæmpet med hele dit liv forsvinder ikke bare, men jeg lover dig at det med den rette behandling vil blive bedre - meget bedre.
De bedste ønsker
Måske er det dét der skal til uden jeg selv vil erkende det
Men hvad er din fornemmelse - ville din kæreste få samme forvandling hvis hun ikke fik pillerne?
Jeg kender flere, herunder min mor, som er på lykkepiller og de er "unormale" selv på pillerne og hvis de vælger ikke at tage dem af én eller anden grund, så har det helt galt. Så du kan vel forstå at jeg er skræmt for piller og ikke tror på dem
Desuden vil jeg gerne undgå at tage piller, for jeg tror simpelthen ikke at de er løsningen.
Synes du skal starte med at kigge dig i spejlet og sige "jeg elsker dig". Det lyder dumt, men du skal til at holde af dig selv og give dig selv omsorg. Hvorfor siger du til dig selv, du klam og frastødende? Hvor har du den holdning fra? Jeg er sikker på du er en helt fantastisk kvinde, mor og kone. Du behøver slet ikke gå rundt og have det dårligt med dig selv. Din mand er sammen med dig, fordi han elsker DIG. Han har tilmed valgt dig som mor til sit barn, fordi han elsker DIG! Og ved du hvorfor? Fordi du er værd at elske! Det er på tide du tillader dig selv at være glad. Tror din mand mener det godt, når han siger han gerne så dig i noget andet tøj. Vis hvilken flot pige du er - du skal ikke gå og gemme dig væk. Mænd elsker kvinder, der holder af sig selv - kvinder der er glade:)
Hvis du vil styrke jeres forhold, så start med at elske dig selv. Det vil din mand elske!
Til sidst: Med de svigt/overgreb du har oplevet, er der ikke noget at sige til, at du er bange for at blive svigtet og ikke være god nok. Tror bestemt det vil være godt for dig at få talt med en professionel om det.
Jeg vil godt understrege at jeg ikke vil forholde mig til om medicin er noget for dig. Men det er en mulighed du bør undersøge. Som du har det nu er der behov for en helhedsorienteret tilgang, hvor alle sten bliver vendt. Derfor min opfordring til at søge læge.
Mht. min kæreste og hendes medicinering, så har den helt klart hjulpet. Hun startede nemlig først hos psykologen to måneder efter hun begyndte at tage pillerne. Pillerne begyndte at virke efter ca. 3 uger, hvilket gjorde at hun havde overskud til at arbejde med sig selv da hun startede ved psykologen. Men for hende er det en langsigtet og helhedsorienteret proces. Det første og vigtigste skridt var at tale med lægen. At søge hjælp og gøre noget aktivt for at bringe sig ud af situationen. Medicinen spiller tæt sammen med psykologhjælpen og så det at hun sørger for at motionere regelmæssigt. Sidstnævnte er vigtigere end man umiddelbart tror.
Du siger at du ikke tror på piller. I mine øjne er det ikke noget man tror på eller ej. Nogle mennesker er født med kemiske ubalancer i hjernen som gør at de er disponeret for fx depressioner. Det er helt urimeligt at de mennesker skal gå ubehandlede rundt i en skyggeverden, fordi det bliver gjort til et trosspørgsmål. Man stiller jo heller ikke spørgsmålstegn ved om en diabetiker skal have sin insulin. Og ligesom en diabetiker der uden videre holder op med at tage sin insulin, så får mange det også rigtig dårligt når de holder op med at tage deres lykkepiller. De kemiske ubalancer er der jo stadig!Så er det ikke et mål i sig selv at blive medicinfri. Det handler om at få det godt.
Derfor synes jeg altså at du skal tage en snak med din læge. Du trænger til at blive udredt og få lagt en plan, så du kan få lov at leve det liv du fortjener. Som et frit og lykkeligt mennesker, en god mor og en dejlig kæreste. Er du bekymret over en evt. medicinering, så snak med din læge om det. Søg informationer på nettet. Bliv klogere på det. I den forbindelse vil jeg opfordre dig kraftigt til at holde dig til professionelle informationskilder fx hos sundhedsstyrelsen og psykiatrifonden osv. Der er masser af folk som ud fra deres egne erfaringer, tanker og tro vil gøre sig kloge på det her emne, men du har altså brug for professionel hjælp. Præcis som hvis du havde brækket et ben eller fandt en knude i dit bryst.
Held og lykke
Piller kan ikke give dig et bedre selvværd - det skal der arbejdes med. Piller er bare ikke altid løsningen , når livet gør ondt. Jeg er ikke mod piller, måske har du brug for dem imens du arbejder med dig selv. Men det skal også siges, at rigtig mange får antidepressiva uden at de har nogen virkning - men de har bivirkninger. Tal med din læge om det:) Jeg ønsker dig alt det bedste.