Så hjælp mig dog.!
Hej alle jer på ND.
Jeg har siden jeg var 14 år forsøgt at få den rigtige hjælp, men det er endnu ikke lykkedes mig. Jeg har gået til mange forskellige psykologer og har gået til psykiater, men de har ikke kunnet give mig de svar jeg mangler, så derfor skriver jeg nu her, og håber nogle måske har oplevet det samme, eller kender til noget af denne slags?.
Jeg går rundt i en verden, der for mig ikke eksisterer. Jeg føler mig som en tom skald, der forlader sengen hver morgen og lader min sjæl blive tilbage. Jeg føler mig død? Men jeg er sikker på, at hvis jeg var død, så ville det være anderledes.
Døden.
Det ville være som om min krop og sjæl endelig blev et. Som om et sår heles. Som om døden er livet, men det er det jo ikke?
For mig er det.
Det er så svært, at gå rundt at smile, snakke, grine. Bare at være et menneske, når man ved, at man først er i live og et rigtigt menneske når man er død.
Men det vil ingen tillade.
Ingen vil tillade at jeg finder fred. Får ro i krop og sjæl. Ingen.
Hvad skal man gøre. Når man vil leve, men ikke kan leve uden at dø?
Jeg har siden jeg var 12 år skåret i mig selv dagligt, det er jeg dog stoppet med for ca 1 år siden, da jeg har nogen omkring mig, der konstant holder øje med mig. Men lysten er der altid. Jeg har forsøgt selvmord for lidt mere end 1 år siden.
Når jeg har været ved lægen/psykolog/psykiater, har du altid sagt at jeg bare manglede opmærksomhed, for jeg kunne ikke fejle noget, hvis jeg stadig kunne smile og bevæge mig rundt.
Hvad de ikke forstod var, at det var en facade.
Alting er for slemt for mig nu. ALT er blevet værre.
Jeg ligger i sengen 24/7. Jeg orker ikke noget og paniker ved de mindste ting.
Jeg kan ikke rydde op/gøre rent, handle ind, være sammen med andre og heller ikke en gang passe mig selv.
Jeg føler ikke jeg er levende. Mine sanser er på fuld knald. Jeg ser/hører/føler/lugter meget mere end jeg gjorde førhen. Jeg er meget mere bevidst om hvad jeg selv føler.
Jeg lever i en verden der foregår inde i mit hovedet.
Jeg ved det ikke er normalt. Jeg ved der er et eller andet galt og jeg har virkelig kæmpet for at finde ud af hvad det er der gør at jeg har det sådan. For det er ikke fordi jeg er utilfreds med mit liv. Jeg har en dejlig kæreste og familie.
Det virker bare ikke virkeligt for mig.
Jeg håber virkelig I kan give mig nogle svar, for jeg må ærligt indrømme at jeg er klar til at give op og endelig få lov at leve ved at dø.
- Nogle ville mene jeg ikke er syg, når jeg kan snakke/skrive om hvordan jeg har det og selv bede om hjælp, men det er så nemt for mig, fordi at dø virker som det helt rigtige. Det er mit kald og det har jeg følt i rigtig mange år.
Så jeg ber jer. Hjælp mig og giv mig nogen svar.
Og please ikke sig jeg mangler opmærksomhed, for det gør jeg ikke. Jeg hader opmærksomhed.
Jeg har bare brug for hjælp.
Hilsen Thedreamer123
Jeg har siden jeg var 14 år forsøgt at få den rigtige hjælp, men det er endnu ikke lykkedes mig. Jeg har gået til mange forskellige psykologer og har gået til psykiater, men de har ikke kunnet give mig de svar jeg mangler, så derfor skriver jeg nu her, og håber nogle måske har oplevet det samme, eller kender til noget af denne slags?.
Jeg går rundt i en verden, der for mig ikke eksisterer. Jeg føler mig som en tom skald, der forlader sengen hver morgen og lader min sjæl blive tilbage. Jeg føler mig død? Men jeg er sikker på, at hvis jeg var død, så ville det være anderledes.
Døden.
Det ville være som om min krop og sjæl endelig blev et. Som om et sår heles. Som om døden er livet, men det er det jo ikke?
For mig er det.
Det er så svært, at gå rundt at smile, snakke, grine. Bare at være et menneske, når man ved, at man først er i live og et rigtigt menneske når man er død.
Men det vil ingen tillade.
Ingen vil tillade at jeg finder fred. Får ro i krop og sjæl. Ingen.
Hvad skal man gøre. Når man vil leve, men ikke kan leve uden at dø?
Jeg har siden jeg var 12 år skåret i mig selv dagligt, det er jeg dog stoppet med for ca 1 år siden, da jeg har nogen omkring mig, der konstant holder øje med mig. Men lysten er der altid. Jeg har forsøgt selvmord for lidt mere end 1 år siden.
Når jeg har været ved lægen/psykolog/psykiater, har du altid sagt at jeg bare manglede opmærksomhed, for jeg kunne ikke fejle noget, hvis jeg stadig kunne smile og bevæge mig rundt.
Hvad de ikke forstod var, at det var en facade.
Alting er for slemt for mig nu. ALT er blevet værre.
Jeg ligger i sengen 24/7. Jeg orker ikke noget og paniker ved de mindste ting.
Jeg kan ikke rydde op/gøre rent, handle ind, være sammen med andre og heller ikke en gang passe mig selv.
Jeg føler ikke jeg er levende. Mine sanser er på fuld knald. Jeg ser/hører/føler/lugter meget mere end jeg gjorde førhen. Jeg er meget mere bevidst om hvad jeg selv føler.
Jeg lever i en verden der foregår inde i mit hovedet.
Jeg ved det ikke er normalt. Jeg ved der er et eller andet galt og jeg har virkelig kæmpet for at finde ud af hvad det er der gør at jeg har det sådan. For det er ikke fordi jeg er utilfreds med mit liv. Jeg har en dejlig kæreste og familie.
Det virker bare ikke virkeligt for mig.
Jeg håber virkelig I kan give mig nogle svar, for jeg må ærligt indrømme at jeg er klar til at give op og endelig få lov at leve ved at dø.
- Nogle ville mene jeg ikke er syg, når jeg kan snakke/skrive om hvordan jeg har det og selv bede om hjælp, men det er så nemt for mig, fordi at dø virker som det helt rigtige. Det er mit kald og det har jeg følt i rigtig mange år.
Så jeg ber jer. Hjælp mig og giv mig nogen svar.
Og please ikke sig jeg mangler opmærksomhed, for det gør jeg ikke. Jeg hader opmærksomhed.
Jeg har bare brug for hjælp.
Hilsen Thedreamer123
Kommentarer
Tankefelts terapi----hypnose ---Clarivant ----find en behandling hvor du kan blive ført tilbage til din Barndom --der er måske noget der ligger og gnaver --
i under grunden----som er årsagen ----
Jeg har været ved en der undersøger om man mangler nogle vitaminer osv, og det gør jeg ikke.
Altså jeg har jo gået til psykolog i mange år, men ellers har jeg ikke prøvet andet.
Også pga min angst i dette tilfælde kan jeg ikke gøre det + jeg igennem hele min barndom er vokset op med, at man skal afholde sig fra sådanne ting, er det svært pludseligt at lukke op for det.
Jeg har gået hele min fortid igennem med min psykolog og ja, jeg har været rigtig mange ting igennem, men det hele er bearbejdet og jeg føler bare at det ikke har noget med det at gøre, at jeg føler som jeg gør?
Men ved ikke.
Men hypnose gør noget andet ved dig som du ikke kan kontrollere og så alligevel.
Du kan ved alle psykologer bygge en facade op og selv vælge hvad du vil snakke om.
Det er ikke tilfældet ved en hyptonisør - der bliver du ført tilbage til en hændelse i dit liv som fremkalder de følelser du har og render rundt med.
Når du har fået "bearbejdet" den allerførste hændelse man som hyptonisør kan spore tilbage til, så falder tingene som domino-brikker.
Jeg har været afsted 3 gange til hyptonisør. Er jeg kureret? Bestemt ikke nej, men det har givet mig noget at arbejde videre med - jeg ved hvilke klodser der er de forkerte at have i mit liv og dem kan jeg arbejde med.
Og din facade falder i takt med du ryger i hypnose. Selvfølgelig virker det ikke for alle, men prøv at giv dig selv lov til at give det et forsøg.
du siger jo netop selv, at psykologer ikke kan hjælpe dig. Og helt ærligt - hvad har du at miste?
Ønsker det bedste for dig.
de ting du skriver om kunne næsten være en tro kopi af et dagbogs indlæg af mig for 5-15 år siden... og stadig noget som ikke er så fjernt.
Jeg gætter på det er Borderline du har fået som diagnose?
Er ked af at du har det så slemt, og selv om ingen kan komme med garantier, så er der håb forude!
Hvor gammel er du?
Jeg kan muligvis komme med lidt hjælp og forståelse, men det vil jeg helst gøre over mails da jeg ikke føler at resten af verden skal kende til små detaljer i mit liv : )
Men jeg føler med dig! Og vil gerne se om jeg kan gøre dit liv lidt lettere...
Jeg har været i systemet i rigtig mange år, så jeg kender det som min egen baglomme, og VED hvor svært det er, for det første, at blive forstået, og dernæst at få hjælp, man skal virkelig være stærk for at være syg, desværre..: /
Så du er velkommen til at skrive din mail adresse til mig, og så lover jeg dig et respons,
venlige hilsner
Sipe83
Jeg er glad for jeg ikke er den eneste der har det sådan.
Jeg har aldrig fået en diagnose, fordi jeg aldrig er blevet taget seriøst og ingen læger/psykologer/psykiater tror på at jeg fejler noget.
Jeg har dog selv læst om Borderline og har tænkt meget på, at jeg har mange af de symptomer, men har skubbet det fra mig, da jeg ikke bare vil "prange" mig noget på, hvis det ikke er.
Jeg er 19 år.
Min mail adresse er: wendy_noerskov@hotmail.com
Du må meget gerne sende en mail til mig!
Tusind tak Sipe83!
Har du måske dårligt sammvittighed over noget?
Det har måske noget at gøre med noget i din fortid?
Enhver kan nu og da føle sig nedtrykt, men klinisk depression er en udmarvende lidelse der gennem længere tid griber ind i et menneskes hverdag. Det skal nævnes at ikke alle eksperter er enige om hvad der er „almindelig“ tristhed, og hvad der kan betegnes som en sygdom. Imidlertid kan det fastslås at nogle mennesker lider af dybe negative følelser der til tider ledsages af lavt selvværd og overdreven skyldfølelse.
Det er vigtigt at tale med andre om problemerne. Så opleves de mindre og mere realistiske. Men det kan være hårdt for en enkelt person at høre om alle de problemer, der er ved at være deprimeret. En rigtig god ide er at komme med i en af DepressionsForeningens lokale selvhjælpsgrupper for at mødes med andre mennesker med samme problemer. I dette forum kan man hjælpe sig selv samtidig med, at man hjælper andre. Det at man føler, at man hjælper andre, stimulerer ens produktion af signalstoffer i kroppen, og derved kan ens selvhjælpsgruppe være med til at forbedre ens egen og andres livskvalitet.
Det gør mig ondt, at du har det så svært. Jeg har selv en 19-årig datter, der lider af borderline. Angst og depression er noget af det, der tit går hånd i hånd med den diagnose.
Jeg synes, du skal gå til din læge og bede om at blive henvist til en ny udredning. Du har ret til en 2nd opinion. Håber du har nogen omkring dig, der kan kæmpe for dig, for det er desværre nødvendigt. Vi havde ikke svært ved at få udredningen og diagnosen kom meget tidligt i forløbet. Derimod havde vi svært ved at komme igennem til den rigtige behandling. Noget af det, der hjælper på angst er kognitiv adfærdsterapi, men desværre skal kommunerne med ind over og bevillige det. Det er ikke nogen nem opgave i disse tider.
I rigtig mange regioner har man borderline-teams, der arbejder med DAT behandling. Det er noget af det, der har vist sig, at have en positiv effekt på borderline. Du kan prøve at google det, for der ligger beskrivelser på nettet. Desværre kan der være temmelig lang ventetid. Behandlingen er tre-årig. Min datter skal i gang med den til næste år, efter at have ventet over 1 år. Det var ikke hverken læge eller psykiatri, der gjorde os opmærksom på behandlingen, vi måtte selv ud af finde det på nettet, da tingene så sortest ud.
Imellemtiden har hun haft nogle samtaler i psykiatrien og bl.a. i en periode fået udskrevet seroquel. Det havde en særdeles gavnlig effekt på hendes angst, men gjorde hende også sløv. Hun var på det ca. 6 måneder, før hun blev trappet ud igen og virkningen er forblevet der. Hun går nu i skole igen, som mange andre unge og kan færdes frit ude blandt andre mennesker. Hun har fået veninder og en dejlig kæreste.
Da hun var til sin anden samtale i psykiatrien, mente man, hun ved siden af seroquel skulle begynde at tage lykkepiller, men det sagde hun nej til. Lige nu klarer hun det ok og ser frem til at starte den egentlige behandling op, som er medicinfri.
Jeg håber det bedste for dig. Hold ud, det skal nok blive bedre. Tal med de voksne omkring dig, når det er svært og bed om hjælp til at håndtere systemet.
De bedste hilsener
Mig
Jeg er dog lige startet i et nyt forløb ved psykiatrien, fordi jeg bad lægen om en ny udredning, og der fik jeg diagnosen "angst". Jeg har læst utrolig meget fra bøger om borderline og det kunne næsten være mig selv der havde skrevet dem, men lægerne mener ikke, at jeg fejler det, eller kommer til det.
Som behandling får jeg kun samtaler ved en ergoterapeut, som har arbejdet meget med mennesker med angst, men det hjælper bare ikke. Alt det vi snakker om har jeg snakket med så mange andre psykologer om.
Jeg er "Heldigvis" sygemeldt i øjeblikket, men jeg frygter hele tiden for hvornår de vil have mig i gang med at arbejde igen, da jeg slet ikke er klar til det og kommunerne vil jo bare have mig ud hurtigst muligt.
Jeg er lidt på bar bund med hvad jeg skal gøre, da jeg føler at jeg har prøvet alt, så lige nu kæmper jeg bare for at få dagene til at gå.
Hvis der er en angstskole nær den by, du bor i (ved der er ved Aarhus og København), kunne du tage det op med kommunen, at de betaler for behandlingen. Hvis kommunen tror, det kan bringe dig til at være selvforsørgende, kan man godt tale med dem.
Ellers vil jeg opfordre dig til at have nogen med til samtalerne hos kommunen, du har tillid til og som kan hjælpe dig med at tale din sag. Hvis du kører helt fast i forhold til myndighederne og ikke mener, du får bevilliget den behandling, du har krav på, kunne du prøve at skrive til DUKH. De hjalp os en overgang.