Bør jeg vælge mig !
Skal jeg droppe ud af mit ægteskab ...
Vi har været sammen i 15 år og har to børn i teenageralderen.
Der har været store problemer gennem årene med alkohol og utroskab fra hans side.
Siden er det kun gået ned af bakke og vores samliv (sexliv ) er stort set ikke eksisterende, tror vi har været sammen to gange på de godt 3 år siden han var mig utro.
Han har faktisk ikke haft lyst, giver piller, jobbet osv skylden, men har sagt det skal nok komme igen osv.
Nu tænder jeg ikke på ham længere :-(
Har længe tænkt, har jeg lyst at leve sådan resten af livet.
Jeg savner nærhed, sex , passion, det kan vel ikke være rigtigt at man skal gå rundt og føle sig ensom i et ægteskab ? Vi taler kun om børnene, praktiske ting eller også er vi uenige.
Ved godt at det selvfølgelig ikke vil være som da man var ny forelsket, men mindst en gang om ugen er vel ikke for meget at forlange og ikke kun en gang om året.
Men kan jeg stille mig selv over børnene? Skal de være skilsmisse børn fordi jeg vil ha det hele?
Skal ha en konfirmation om at år - så skal det vel være NU og ikke når vi kun er 6 mdr fra eller...
Vi har stor gæld fra han var syg og kan sikkert ikke sælge vores hus til prisen, så livet som alene mor bliver bestemt heller nogen dans på roser.
Gode råd søges - tænker så jeg er ved at blive vanvittige.
Vi har været sammen i 15 år og har to børn i teenageralderen.
Der har været store problemer gennem årene med alkohol og utroskab fra hans side.
Siden er det kun gået ned af bakke og vores samliv (sexliv ) er stort set ikke eksisterende, tror vi har været sammen to gange på de godt 3 år siden han var mig utro.
Han har faktisk ikke haft lyst, giver piller, jobbet osv skylden, men har sagt det skal nok komme igen osv.
Nu tænder jeg ikke på ham længere :-(
Har længe tænkt, har jeg lyst at leve sådan resten af livet.
Jeg savner nærhed, sex , passion, det kan vel ikke være rigtigt at man skal gå rundt og føle sig ensom i et ægteskab ? Vi taler kun om børnene, praktiske ting eller også er vi uenige.
Ved godt at det selvfølgelig ikke vil være som da man var ny forelsket, men mindst en gang om ugen er vel ikke for meget at forlange og ikke kun en gang om året.
Men kan jeg stille mig selv over børnene? Skal de være skilsmisse børn fordi jeg vil ha det hele?
Skal ha en konfirmation om at år - så skal det vel være NU og ikke når vi kun er 6 mdr fra eller...
Vi har stor gæld fra han var syg og kan sikkert ikke sælge vores hus til prisen, så livet som alene mor bliver bestemt heller nogen dans på roser.
Gode råd søges - tænker så jeg er ved at blive vanvittige.
Kommentarer
Jeg blev selv skilt for næsten 9 år siden, selvom det var et ægteskab uden de problemer du snakker om.
Men det er den bedste beslutning jeg har taget.
Jeg er blevet en glad far og har overskud til at være rigtig nærværende overfor mine drenge. De har også fortalt mig mellem linjerne at jeg er en bedre far idag.
Så jeg syntes faktisk ikke du er det mindste egoistisk, du vælger nemlig dine børn. Og lad være med at tro at de intet mærker nu. Selvfølgelig vil de reagere på skilsmissen, men på den lange bane har de meget mere brug for roen og stabiliteten.... Og en sidste ting. Penge er kun papir. Er du glad, smitter det !
Og – der ud over, så er der gået meget hverdag i jeres forhold. Han har været utro, har/har haft alkoholproblem, men det lader ikke til at være problemet nu?
Selvfølgelig mister du lyst, når din mand ikke har lyst, men hvis det er det eneste i jeres liv, så burde I da få talt om det – og søge noget hjælp, for netop det kan da løses, hvis begge parter ellers er indstillet på det.
Så derfor synes jeg da, at du i første omgang skal tale med din mand om det her. Fortæl ham, at det her orker du ikke mere. Bed om en klar udmelding – det nytter ikke noget, han bare luller sig ind i at ”det nok skal komme igen” - du forlanger, at han handler på det, og at han handler NU – ellers går du. I skal have en grundig samtale om jeres liv – hvor du melder ud, hvordan du har det, og han melder ud, hvordan han har det – og I bør lytte til hinanden, og virkelig komme til bunds i, hvad I vil med resten af jeres liv. I skal aftale, at I ikke skal skændes, men netop tale alle problemerne igennem – stille og roligt. Aftal at det er tilladt med ”time-out”, hvor man lige kan gå en tur – eller lidt afsides for at tænke over tingene. Det er alvorlige og afgørende emner, så derfor skal det ikke ”halses” igennem. Det kan være, det vil være en god ide med en parterapeut, hvis I kommer frem til, at I vil prøve at komme videre sammen, men er løbet lidt fast i problemerne.
Men – hvis du virkelig ikke vil mere – og jeres liv kun består af gråvejr, og han heller ikke viser nogen tegn eller nogen interesse i, at I skal have et godt liv sammen, at I sammen skal kæmpe for det gode liv, så bør du naturligvis stoppe – og gøre det nu.
At blive udelukkende for børnenes skyld er sjældent en god ide. Børn kan sagtens fornemme, når noget er galt, og ligegyldigt hvad vi fortæller vores børn, så ender de med at gøre som deres forældre – så hvis de lever i en familie uden varme, uden at deres forældre har god kontakt, så er der stor sandsynlighed for, at de tager noget sådant med i deres eget voksenliv.
Kunne du bruge rådet eller hvad? Det ville være rigtigt rart med en tilbagemelding.
Var man på rette spor - eller var man helt forkert på den??
Husk - det her er et debatforum - ikke en brevkasse.
Det er altid rart med respons og det får du her...
Jeg konfronterede ham først med den omkring sex, for en månedstid siden. Der er stadig mange undskyldninger osv., men han lovede at gøre noget ved det.
Der er så stadig ikke sket noget.
Konfronterede ham i aftes med det hele igen, han bruger alle vores penge, vores opsparing mv., han er sur og tvær, skælder ud på børnene og den manglende sex.
Han blev pisse sur. Spurgte om jeg ville gå fra ham, om jeg vil skilles ? Sagde de ikke kun er et ja/nej spørgsmål ( vi var på vej til fødselsdag), han vælger så at bliver hjemme.
Vi genoptager snakken, da børnene og jeg kommer hjem. Han bliver ved, hvad vil du? Ok, siger jeg så til sidste, så er det vil skilsmisse jeg vil...
Han går - kommer igen og siger igen og igen, er du sikker, vil du kaste alt væk.... Så fortæller du selv børnene at vi skal skilles.
Jeg siger nej, det skal man gøre sammen.
Jeg tænker på mine børn og skal kaste op, og siger så, ok vi giver det en chance... IGEN.
Nu sidder jeg så her dagen derpå og tankerne kører rundt i hovedet. Var det det rigtige, skulle jeg ikke bare ha' kørt linen ud, da vi var der...
Elsker jeg ham i det hele taget - kan jeg ha' sex med ham igen.
Han vil have jeg skal lave sedler med, hvad han skal lave på sine fridage, f.eks støvsuge, ligge tøj sammen osv. Han er sgu da ikke et barn, hvis man er ved at fald over vasketøjskurven, så skal det sgu da nok på plads!
Mht alkoholen, så er jeg ved at komme dertil, at jeg igen synes han drikker for meget og så er det jo man ikke kan regne med hans humør.
Han har lige teet sig over for børnenes venner, han mente godt nok det var sjovt, men de er flove og siger nu hele tiden, "far skal i hvert fald ikke med.
Det har været et problem i 14 år og der er lovet bod og bedring mv. Når han ikke har forandret sig eller holder ord, så sker det vel heller aldrig.
Vi var til konfirmation, hvor jeg synes, han fik rigeligt (til en konfirmation). Kommer til det punkt, hvor han synes - han er evigt dejlig og ALLE gider høre på ham, hvilket de ikke gør.
Men da vi så kom hjem var der igen nogle små træk som f.eks siger han til vores dreng, "jeg gider sgu ikke stå herinde, når din mor er her"
ER STÆRK FORTVIVLET...! Tog jeg en forkert beslutning i går ???
Olga
Men – jeg synes faktisk du skylder både dig, jer begge to og jeres børn, at det her bliver gjort ordentligt.
Sådanne alvorlige ting bør man altså ikke diskutere mens man er på vej til noget andet – og koncentrationen er afledt af andre ting.
I fik godt nok talt videre, da I kom hjem, men alligevel. I bør altså sætte jer ned sammen og kun forholde jer til jeres alvorlige problemer – uden udefrakommende forstyrrelser.
Jeg kan forstå, at grunden til at du trak det tilbage udelukkende er, at han forlangte, at du selv skulle sige det til børnene – han ville ikke være med?
Helt ærligt – du må finde ud af med dig selv, om du vil fortsætte jeres liv sammen, eller om du ikke vil. Hvis ikke han vil være med til at hjælpe jeres børn gennem sådan noget, så er det ham - og kun ham – det går ud over, og det må han så selv tage ansvar for. Det er en beslutning han givet vil komme til at fortryde, men han er vel voksen – og så må han selv rode sig ud af de problemer han selv skaber.
Med den opførsel han udviser overfor jeres børn, så er det som nok heller ikke den store overraskelse for dem, hvis du fortæller dem, at det her altså ikke går mere og at I er nødt til at gå fra hinanden. De er givet fuldstændigt klar over, at jeres forhold er uholdbart – og i og med de ikke bliver ordentligt informerede, så er de jo i forvejen utrygge ved det hele, så en klar melding vil i det hele taget give dem noget mere ro. Du behøver ikke være helt så bange for det.
Så – jeg gentager mit forslag: Forlang at I sætter jer sammen og får talt dette ordentligt igennem. Det kan godt være, han bliver ”pisse sur”, men prøv at holde den ordentlige tone – fortæl ham, at det altså handler om resten af jeres liv – at også du har krav på, at I gør det ordentligt.
Han har nu haft en måned til at gøre noget ved sit seksuelle problem, og han har øjensynligt ikke set det som et særligt stort problem; det er hans valg, så det må du respektere, og finde ud af, om du vil være med til.
Det er afsindigt vigtigt at du holder dig til egen banehalvdel – finder ud af hvad DU vil acceptere og være med til. Hvilke beslutninger han tager – og hvad han vil gøre for at afhjælpe situationen er hans ansvar – og konsekvenserne af det er også hans egne.
Og nej- mange mænd vil aldrig opdage den vasketøjskurv, så det er han ikke alene om. Han ser givet overhovedet ikke problemet med f.eks. vasketøj før den dag, der ikke ER mere rent tøj. Det er der mange mænd og kvinder støder sammen om, for mænd (i hvert fald rigtigt mange) HAR altså en helt anden tærskel for huslige ting end kvinder – og du har været sammen med ham så mange år at lige præcis, hvordan han opfatter den slags MÅ du have kendt til længe – så netop det, synes jeg faktisk ikke er et skilsmisseargument han skal skydes i næsen efter så mage år.
At han bruger løs af jeres penge og har et alkoholproblem er der i mod noget ret så alvorligt – så hvis du vælger den skilsmisse, skal du nok være ret så opmærksom på, hvad der sker i jeres økonomi, hvorfor du som lyn og torden skal have en advokat ind over – og sørge for at få jeres økonomi adskilt – som noget af det aller første
Han vil kysse hele tiden, men taler "barnligt" kalder mig mor og er da bare No go for mig. Føler det hele er falsk, hvorlang tid vil det gå før han igen er tilbage ved den sure mand.
Hvordan skal jeg nu få sagt, at vores snak ikke var færdig?
Har ondt i maven og kvalme....
Jeg foreslår, at du prøver at sige til ham, at du da er glad for, at han nu ser en positiv løsning for jer fremover, selv om du måske ikke lige synes, du har lyst til at være hans mor - du vil faktisk hellere være hans kone - prøv det med et glimt i øjet.
Og prøv så om du kan overbevise ham om, at når der nu er kommet en bedre stemning, så er det en rigtig god ide, at I sætter jer sammen og får lavet nogle helt klare retningslinier for jeres fremtidige liv sammen, for selv om han nu synes alt er i sin skønneste orden, så er der altså lige en stribe hængepartier, som altså ikke er på plads.
Foreslå at I sætter jer ned sammen og får talt igennem hvad jeres ønsker for fremtiden i grunden er. Jeres børn er voksne og flyttet hjemmefra om "et øjeblik" - hvad vil han - hvad vil du?
Og - som tidligere nævnt - I skal aftale, at det skal gøres på en god og ordentlig måde; I skal aftale at lytte til hinanden, der skal ikke køres med anklager, men netop arbejdes på, at I kan tale roligt og fornuftigt om tingene.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for dig, men jeg synes, I skylder jeres børn at tage ansvar, få fat i en ægteskabsrådgiver og så se, om I ikke kan redde, hvad reddes kan i f.h.t. jeres børn uanset, om det er med jer som par eller jeg som singler.
Stakkels unger. I voksne har i det mindste et valg, men det har de ikke. De elsker jer, og I har åbenbart så travlt med hinanden, at der ikke bliver plads til dem andet end som en god undskyldning for ikke at handle. Hvilke historie tror du, de vil fortælle deres børn om deres barndom?
Så søg noget professionel hjælp evt. gennem alkoholambulatoriet.
Jeg gør alt for mine børn, også overfor deres far.
Jeg står sgu op for dem, tager mine kampe for dem.
Sidder sgu ikke på mine flade og finder mig i tingene.
Bruger alt min fritid på at være noget for mine børn, hvilket jeg tilgengæld får skudt i skoene af min mand. Børnene frem for ham... Hvordan han går rundt og på fører sig til en byfest er jeg jo ikke herre over - med mindre det er lykkedes mig, at låse ham inde.
Tro de fleste teenagere, er pinlige over deres forældre, specielt fædre der har en tendens til, at sige nogle ting, om kærester mv
Der skiller vi os ikke ud...
Tilgengæld synes de mor er sej!
Hmm - skal da lige love for jeg kom tæt på det røde felt af det indslag....
Olga1610
Hvad er det for nogle spil, du/I køre i din familie? Og hvem vinder hvad på dem, for vi gør aldrig noget her i livet, som vi ikke får en gevinst ud af? (og en gevinst er ikke altid noget positivt, men noget genkendeligt eller noget positivt indirekte som når andre siger: "Se, der er en god mor, der ofrer sig for sine børn. Synd, at du er gift med sådan en drukmås" Uden at tænke på, at den "gode" mor selv har valgt drukmåsen!)
For der er jo en grund til, at vi har valgt at blive sammen med din mand, og du nu ikke ved, hvad du skal gøre. Og for at træffe det "rigtige" valg, er man altså nødt til at turde stille sig selv alle de ubehagelige, indiskrete og svære spørgsmål. Eller kommer du jo aldrig videre - men det er måske heller ikke meningen?