Ægtemand i overgangsalderen

Ulla40

Hej

Jeg er en kvinde på 48 år. Min mand som jeg har været gift med i over 25 år, har ændre sig rigtig meget. Vi har før haft et rigtigt dejligt sexliv. Det startede med at han ikke havde lyst, sagde han var træt osv, det skal lige siges at jeg altid har meget lyst til sex. Jeg blev ked af det, hans humør er langt nede, han er træt, sover rigtig meget. Virker uinteresseret i mig, gider ikke hører på hvad jeg fortæller, kan ikke huske noget. Jeg opdagede han sms med en kvinde, og snakkede en del med hende. Jeg lagde to og to sammen, når han ikke ville elske med mig og var uinteresseret i mig var han utro med hende. Jeg spurgte han og han sagde at det var han ikke. Jeg har efterfølgende snakket med en kollega der har haft samme problemer, hun sagde at jeg skulle prøve at google "mænds overgangsalder". Jeg tror det er her problemer er, alle de symptomer han har er netop dem mænd får i overgangsalderen. Vi har efterfølgende haft en del sex hvor jeg ligger op til det, tilsyneladende nyder han det, men jeg tror han har det skidt med at midt i det hele bliver penis slap, også når jeg sutter. Jeg fortæller ham bagefter at han er dejlig, og at jeg elsker at sutte ham ligemeget om den er hel stiv, halvslap eller slap. Han siger ikke så meget lytter kun, jeg håber han nyder det selvom den er slap, det virker sådan, er der nogen der har erfaringer med det? Jeg er glad for jeg ikke gik videre med beskyldninger om utroskab, for jeg er næsten sikker på det ikke har fundet sted.
Med venlig hilsen
Ulla

lotte123

Din mand har ændret sig temmelig meget – og på kort tid?

Du tvivler på, om, han er utro – du spørger ham, og han svarer nej. Så taler du med en kollega om hans adfærd, og denne kollega har da et bud til dig.

Fint nok.

Men - hvad med om du satte dig med din mand og fortalte ham, at du netop har bemærket denne adfærdsændring og at du er bekymret for ham, og om han dog ikke vil fortælle dig om, hvordan han har det, for det går dig meget på.

Det er ikke helt ualmindeligt, at en midaldrende mand får lidt problemer med lidt depression – og ja, det er vel det, der kaldes mandens overgangsalder, men det kan der gøres noget ved, han skal bare selv erkende det og søge noget hjælp.

I første omgang bør han gå til læge og fortælle hvordan han har det, og så har jeg hørt, at det faktisk er forholdsvist nemt at gære noget ved.

Og nej – de fleste mænd vil sikkert ikke være med til noget sådant, og det er derfor mange mænd så i stedet går og har det mere og mere skidt, og efterhånden også bliver helt impotente.

Men – problemet ER altså hans – og det er derfor ham, der må søge denne hjælp, og det eneste du kan gøre her og nu er at prøve at få ham til at forstå det, for han vil givet ryge længere ud i sin depression, hvis ikke han selv gør noget aktivt for at stoppe det.

Jeg kender det desværre fra min far – der røg længere og længere ud i den depression, der netop startede på samme måde, som du beskriver det. Han nægtede at søge hjælp og endte med at være en pest for sine omgivelser. Han valgte i øvrigt også at afskrive sine børn, så de sidste par år han levede så hverken jeg eller min bror noget til ham.

Så jo – det er alvorligt, men kun hvis ikke han får gjort noget ved det.

Ulla40

Hej Lotte

Tak for dit svar. Problemet er ikke lige pludselig kommet, det har været i over et år. Jeg har prøvet utallige gange at snakke med ham om det, men uden resultat, han afviser det og slår det hen på at han har meget arbejde og meget at tænke på. Han siger så han ikke gider snakke om det, og til lægen vil han ikke.
Jeg føler jeg har gjordt hvad jeg kunne. Jeg er ked af at hører hvordan det endte med din far, det må virkelig ha været hårdt for jer børn og din mor. Jeg er heldigvis nu opmærksom på problemet, hvilke også gør at jeg ved det ikke er mig der er noget galt med men ham, når han bliver sur og gal og trækker sig ind i sig selv. Problemet er også lidt at jeg har fået mere og mere lyst til sex med alderen, og tilsyneladende får han mindre og mindre lyst. Derfor prøver jeg at rose ham alt det jeg kan og fortæller hvor meget jeg holder af ham, og det han gør ved mig.
VH Ulla

lotte123

Ja, det er altså noget underligt noget med mange mænd. De vil hellere gå og få det mere og mere skidt, blive mere og mere deprimerede og livstrætte - vil også hellere ødelægge parforhold og/eller forhold til børn og øvrig familie og venner - end de vil se tingene i øjnene og søge noget hjælp for deres depression.

Og ja - jeg ved, at det er nærmest uoverskueligt at se dette i øjnene, når man har det sådan - og at man nemt lulles ind i den tro, at det kan man ikke gøre noget ved og at det jo "nok alligevel bare ikke er noget".

Hvis du vil hjælpe din mand - og jeres liv i det hele taget, så skal du stoppe med at gå og bekræfte ham og fortælle ham, at han er dejlig.

Nej - du skal tage styringen og fortælle ham, at du altså ikke i det lange løb kan holde til det her - at ja, det er hans valg at han p.gr. af sin forfængelighed ikke vil søge noget hjælp, men om han også synes, det er helt rimeligt, at han også vælger at ødelægge dit liv?

Jeg tror faktisk, at den bedste måde, du kan hjælpe ham på, er ved at stille nogle helt klare og tydelige krav til ham - og fortælle ham, hvordan du føler hans opførsel er over for dig, og om han vil forklare dig, hvorfor han synes, det skal gå ud over dig og jeres liv.

Og ja - hvis du er ret kontant og virkelig stiller ham stolen for døren, så tror jeg også du kan få ham til at indse, hvad han ikke bare byder sig selv, men også sine omgivelser.

Fortæl ham naturligvis at du virkelig elsker ham - at du simpelt hen ikke magter at se på, at han har det skidt, og ikke vil søge hjælp, når der nu ER noget at gøre. Problemet er, at også han skal indse det - og det gør han ikke så længe, du hopper og danser for ham og bliver ved med at fortælle at han er dejlig, for så har han jo ikke nogen grund til at gøre noget, vel?

Tilbyd naturligvis at du kan gå med ham, hvis han vil - at du selvfølgelig vil støtte og hjælpe, men den her passivitet vil du simpelt hen ikke være med til længere.

Selvfølgelig mister du din sexlyst, hvis du hver eneste gang skal lægge op til det, og i øvrigt også gøre hele arbejdet uden han viser interesse.

Ser lige, at jeg har læst modsat - at du mister lyst, men det er ikke tilfældet. Men - den kan også vendes - hvis du har været vant til jævnligt at blive tilfredsstillet seksuelt, og det nu ikke er sådan - ja, så kan lysten selvfølgelig
øges. :-)

Linette1

Det er langt fra sikkert, at det handler om depression eller overgangsalder. Mange mænd i den alder lider af uerkendte sygdomme, som gør dem trætte.
Åreforkalkning er en af mange muligheder. Jeg har selv været igennem sådan en proces. Det kan manden trods alt ikke ændre på eller gøre noget ved.
Mange mænd dør i denne alder af f.eks. en blodprop. Min mand fik den første blodprop da han var 50 år. Inden da, var der gået lang tid med træthed o.s.v.
Det kunne ligne depression, men var det ikke.
I sidste uge døde en ganske ung mand, 45 år, af en blodprop. Vi havde været sammen med ham hele aftenen, da han var kommet hjem og skulle i seng, døde han, medens han var ved at tage tøjet af. Han boede alene, så der gik tre dage, før nogen fandt ham.

lotte123

Ja - det kan jo også handle om sygdom.

Det korte af det lange er jo, at denne mand bør søge hjælp. Hvis han går til læge med sine problemer, så kan det jo netop være, at lægen lige undersøger diverse, og så finder ud af det, hvis det drejer sig om fysisk sygdom.

Jeg synes virkelig, det er forfærdeligt at især mænd lader så meget hånt om sit helbred - for hvis det er en depression (overgangsalder), så er det jo også sygdom.

I alle tilfælde vil der være mere at gøre ved at søge hjælp - end hvis man bare lader stå til og sætter sig hen i et hjørne.

Linette1

HJerte-karlidelser kan man ikke gøre noget ved, før problemet har vist sig. Derefter kan man sådan set heller ikke gøre noget, ved selve lidelsen, kun forebygge flere blodpropper, hvis det er det, det handler om.
Men det vil altid være klogt at få et tjek. Forhøjet blodtryk eller kolesterol kan man gøre noget ved, men det er altså kun symptombehandling. Selve lidelsen vil fortsat være der.
Er det rigtig galt kan man sætte en stent ind, men den afhjælper kun blodforsyningen.
Jeg har levet med en syg mand i femten år, måske mere. Han var træt, kunne ikke selv forstå det. Han gik til læge en gang om måneden og blev tjekket. Alligevel opstod der blodpropper. Han fik bypass, tredobbelt, da han var 50 år. Så der er ingen garantier.
Senere opstod en anden form for træthed og trods det månedlige lægebesøg, blodprøver m.v. opdagede man ikke han havde fået kræft. Først da han ikke kunne få luft, blev han akut indlagt og fik lavet stomi i luftrøret. Han havde fået strubekræft. Dette overlevede han og blev "rask". Så skulle han have ny hofte, han havde store smerter. Røntgen viste, at han kunne have glæde af en ny hofte. Men så langt nåede han slet ikke. Pludselig brækkede hans lårben. Det viste sig at være metastaser fra lungekræft. Og han var uhelbredelig syg. Lungekræften kunne ikke ses, alligevel havde den spredt sig ud i flere organer samt knoglerne.
Han var i alle årene konstant til læge, også på Rigshospitalet. Han gik til kontrol efter strubekræften. Alligevel opdagede man intet.
Man kan ikke se det, før det er der.
Så vil jeg skrive lidt om tiden på sygehuset efter den første blodprop.
Man begyndte at undervise os i sex o.s.v. Jeg var tosset. Jeg havde fået nok af, at han ikke kunne. Og så begyndte de at fortælle om, hvor vigtigt det var. Nej, for mig var det bedste at blive fri. Jeg var chokeret over blodproppen, som forøvrigt kom under et forsøg på samleje.

Stol dog på, at når manden ikke kan, så kan han ikke. Kan man ikke lide en slatten penis, så lad den være i fred. Den kommer ikke op at stå, uanset hvad man gør.
Der er mange andre måder at få et godt liv sammen på, også uden sex.