trisr ægteskab

mejse35

jeg er 35 år og har været sammen med min mand fra jeg var ganske ung (14-15 år ) jeg var dengang meget usikre på os selv og jeg faldt for hans rolige og stille person ,, han passede godt på mig og han hjalp mig væk hjemme fra , hvor jeg havde mange problemer ..vi har haft det godt i mange år ..vi var enig om at ha mange år sammen før vi fik børn,,og sådan blev det også ,,,efter vi havde været sammen ca 10 år fik vi vores første barn . min mand forandret sig 100 procent fra vi fik vores første barn for 9 år siden ,,fra at være lidt sløv og tage tingende som de kom tog han pludseligt ansvaret som far meget alvorlig ,,det er jeg jo glad for ..
min mand og jeg har begge haft en hård opvæst ,,men jeg synes vi har forsøgt at bryde vores arv,,,men vi har nu fået problemer ....jeg har så svært ved at beskrive problemet ,,,,men jeg føler han køre psykisk på mig ...han kan komme hjem og dårligt nok sige et ord til mig ,,,,førhend hoppede og sprang jeg for at få ham til at snakke med mig ,,men nu er jeg begyndt selv at tige stiller,,så nu er det ham der spørg om jeg er sur ,,,det ser jeg som en lille sejer ..som sagt faldt jeg for hans rolige væsen ,, men nu er jeg nervøs hver dag hvad humør han kommer hjem i ..fortiden finder han masser af fejl ved mig ,,jeg kan ikke gøre noget rigtigt . hans humør sætter dagsordningen ,,og jeg kan slet ikke genkende dem søde mand jeg i sin tid faldt for.....gode råd søges

persille1

Han har sikkert været sådan altid, han styrer dig på den måde og du har ladet dig styre. Taget det som omsorg. Jeg tror det har været hans behov. Det behøver der jo ikke at være noget galt i, hvis partneren gerne vil have det. Det vil nogle mennesker.

Nu er du blevet voksen og moden og har indset noget ikke er helt, som du kunne ønske.
Joe, man hopper og springer for at gøre tilpas, men en dag opdager man noget er galt. Fordi man udvikler sig.
Hvorfor taler du ikke med ham om det, men det kan du måske ikke. Har du prøvet, sådan for alvor.

Jeg kender det, der kunne gå dage, hvor der ikke blev talt til mig. Da jeg begyndte som du, at tie, blev jeg også spurgt om jeg var sur.

Jeg ved ikke, hvad den type forventer. Om det bare er en form for underkastelse. Jeg kunne ikke underkaste mig så meget, som der blev krævet for det blev værre og værre. Det kan blive for slemt.

Men du siger jo intet om, den er helt gal. Så måske er han til at tale med og han kan måske give en forklaring. Nogen mennesker lukker sig jo "inde" uden at være klar over, hvad det gør ved omgivelserne.
Du giver alt for få oplysninger, så man kan ikke rigtig vide, hvor galt det er. Måske ikke værre end du kan leve med det. Vi er alle forskellige.

Jeg håber en anden kan give dig et bedre råd, for det er en vanskelig situation.

Rejen47

Det er helt naturligt, at man over en så lang tidsperiode, som I har haft sammen, udvikler sig. Ofte er det bare sådan - og især hvis man har haft en hård opvækst - at der i forholdet ikke er ret meget plads til udvikling og forandring, fordi trygheden forsvinder. Derfor bliver man hurtigt låst fast i nogle bestemte roller, som det kan være svært at komme ud af igen.
Mit forslag vil være, at I forsøger jer med en parterapeut, som kan hjælpe jeg med både at stille de ubehagelige spørgsmål, holde fokus og være med til at give jer nogle redskaber til at komme videre.
Der skal to til at danse tanke, og når jeg læser dit indlæg, tja, så sidder jeg her og tænker, at det er der jo også her. I køre hver jeres egen lille krig mod hinanden, men den slags kan man faktisk kun tillade sig, hvis man ikke har børn! Børn lider altid både under deres forældres krig mod hinanden og ved en evt. skilsmisse. Derfor synes jeg, at I skal stoppe nu. Vise, at I er voksne og ansvarlige mennesker og så se at få noget professionel hjælp. Om ikke andet så for jeres børns skyld.