er det en deprssion
hej alle sammen
jeg er en smule fortvivlet og aner ikke hvad jeg skal gøre.
mig og min kæreste/ forlovede og været sammen i 6 år.og det er kommet 2 dejlige drenge ud af det på 3 år og en lille på 8 måneder. vores start sammen var en smule problematisk da jeg blev scoret fra en anden pige over til hende jeg er par med idag hvor vi har vores unger sammen med.
problemet ligger i for 4 år siden fik min søde svigermor erklæret kræft og vi gik en meget svær tid i møde. vi fik vores store dreng mit i hele den turbelente tid med kemokur og alt hvad der høre til.
jeg havde så en lejlighed som lå 6 km fra hvor svigermor boede og vi flyttede i den og boede.desværre måtte svigermor opgive kampen og gik hen og døde..
jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at støtte op om fruen og tog kun på arbejde og så hjem og passe familien..
1 år senere vælger fruen at købe en lejlighed tæt på hendes arbejde 16 km fra min hun følte ikke jeg gjorde nok for at støtte hende..så derfor ville hun væk fra mig.. den beslutning blev der så lavet om på og jeg flyttede med hende ud i den anden og lod min sætte til salg.
vi tog på ferie i december og fandt ud af vi ventede en lille ny det var jo super skønt og vi var meget glade.
den lille kom til verden og cirka 5 måneder efter ankomsten siger hun at hun ikke har været glad i 3 år (det var der hendes mor døde hun fik ikke snakket med nogen om det.. det ville hun ikke)
mit problem i alt der her ligger i at hun siger jeg ikke er der for hende eller plejer vores forhold eller tager mig af ungerne.
vi har været på flere weekendophold diverse koncerter og ude og spise mange gange vi hygger der og har det skønt sammen når vi er afsted.
hun har fået en hest fordi hun gerne ville have lidt alene og finde sig selv tid og det sagde jeg så ok til. aftalen lød på 3 gange om ugen af 3 timer cirka. da det så hurtigt blev til 5 gange om ugen af 5 timer begyndte jeg at syntes det var noget lort rent ud sagt . jeg hastede hjem fra job og så forsvandt hun..
oveni det kom der så en kammerat som også lige sku have en hest til datteren som der så er blevet brugt 4 weekenderne og diverse aftener på at finde. det irriterede mig lidt men og jeg sagde det var lidt øv det tog så langtid. så var jeg et egoitisk svin.
jeg fik en kort fra hende for 2 måneder siden hvor hun skrev hun elskede mig overalt på jorden og vi sku leve sammen for altid og idag siger hun at hun intet føler for mig men imorgen siger hun måske det modsatte. hun modsiger sig selv i ting hun siger tit og kan så ikke huske hvad hun har sagt bagefter .HVORFOR.
det er kommet dertil hvor jeg skal være ude inden 14 dage fordi hun siger hun skal finde sig selv. vi har en ferie vi skal på om 4 uger og den tager vi på det vil hun meget gerne stadig
hun siger hun ikke kan finde sig selv ikke føler sig glad.. jeg har prøvet at tage div depri test på nettet og svaret forsigtigt ud fra hvad jeg tror hun ville svare og hvad vi har snakket om og det kommer det frem til en svær deprission.
jeg aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. jeg elsker kvinden og vil gerne hjælpe alt hvad jeg kan fordi jeg tror hun er syg med en depression..
er jeg forkert på den.???
hvordan skal jeg forholde mig?
jeg er en smule fortvivlet og aner ikke hvad jeg skal gøre.
mig og min kæreste/ forlovede og været sammen i 6 år.og det er kommet 2 dejlige drenge ud af det på 3 år og en lille på 8 måneder. vores start sammen var en smule problematisk da jeg blev scoret fra en anden pige over til hende jeg er par med idag hvor vi har vores unger sammen med.
problemet ligger i for 4 år siden fik min søde svigermor erklæret kræft og vi gik en meget svær tid i møde. vi fik vores store dreng mit i hele den turbelente tid med kemokur og alt hvad der høre til.
jeg havde så en lejlighed som lå 6 km fra hvor svigermor boede og vi flyttede i den og boede.desværre måtte svigermor opgive kampen og gik hen og døde..
jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at støtte op om fruen og tog kun på arbejde og så hjem og passe familien..
1 år senere vælger fruen at købe en lejlighed tæt på hendes arbejde 16 km fra min hun følte ikke jeg gjorde nok for at støtte hende..så derfor ville hun væk fra mig.. den beslutning blev der så lavet om på og jeg flyttede med hende ud i den anden og lod min sætte til salg.
vi tog på ferie i december og fandt ud af vi ventede en lille ny det var jo super skønt og vi var meget glade.
den lille kom til verden og cirka 5 måneder efter ankomsten siger hun at hun ikke har været glad i 3 år (det var der hendes mor døde hun fik ikke snakket med nogen om det.. det ville hun ikke)
mit problem i alt der her ligger i at hun siger jeg ikke er der for hende eller plejer vores forhold eller tager mig af ungerne.
vi har været på flere weekendophold diverse koncerter og ude og spise mange gange vi hygger der og har det skønt sammen når vi er afsted.
hun har fået en hest fordi hun gerne ville have lidt alene og finde sig selv tid og det sagde jeg så ok til. aftalen lød på 3 gange om ugen af 3 timer cirka. da det så hurtigt blev til 5 gange om ugen af 5 timer begyndte jeg at syntes det var noget lort rent ud sagt . jeg hastede hjem fra job og så forsvandt hun..
oveni det kom der så en kammerat som også lige sku have en hest til datteren som der så er blevet brugt 4 weekenderne og diverse aftener på at finde. det irriterede mig lidt men og jeg sagde det var lidt øv det tog så langtid. så var jeg et egoitisk svin.
jeg fik en kort fra hende for 2 måneder siden hvor hun skrev hun elskede mig overalt på jorden og vi sku leve sammen for altid og idag siger hun at hun intet føler for mig men imorgen siger hun måske det modsatte. hun modsiger sig selv i ting hun siger tit og kan så ikke huske hvad hun har sagt bagefter .HVORFOR.
det er kommet dertil hvor jeg skal være ude inden 14 dage fordi hun siger hun skal finde sig selv. vi har en ferie vi skal på om 4 uger og den tager vi på det vil hun meget gerne stadig
hun siger hun ikke kan finde sig selv ikke føler sig glad.. jeg har prøvet at tage div depri test på nettet og svaret forsigtigt ud fra hvad jeg tror hun ville svare og hvad vi har snakket om og det kommer det frem til en svær deprission.
jeg aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. jeg elsker kvinden og vil gerne hjælpe alt hvad jeg kan fordi jeg tror hun er syg med en depression..
er jeg forkert på den.???
hvordan skal jeg forholde mig?
Kommentarer
økonomisk bliver der heller ikke tænkt ret meget fra hendes side og der bliver lavet nogle vilde køb af ligegyldige ting
Du spørger, hvordan du skal forholde dig.
Sådan som jeg læser dit indlæg, så vil jeg mene, at du først og fremmest skal tage vare på jeres to børn og på dig selv.
Der er alt for meget i dit indlæg, der viser, at tingene sker hen over hovedet på dig (f.eks. ” jeg blev scoret”), og at du bliver taget for givet, og du bliver manipuleret med.
Det er din kæreste, der træffer valg og beslutter − også når der er tale om beslutninger, der i høj grad involverer dig. Sådan kan ingen mennesker leve.
Du skriver, at du ud fra diverse tests på nettet har fundet frem til, at hun må have en svær depression. Umiddelbart vil jeg mene, at din kæreste virker meget handlekraftig, og det er IKKE karakteristisk for svær depression. Svært depressive har tit vanskeligt ved at træffe beslutninger, og for mig ser det altså ud til, at din kæreste træffer den ene beslutning efter den anden.
Det, der taler for, at hun skulle have en depression er tomheden i hendes øjne, og at hun har svært ved at finde ud af sine følelser. Depressive har tit svært ved at føle noget overhovedet.
Men så skriver du, at hun handler økonomisk uforsvarligt. Det – sammen med de mange uovervejede beslutninger – kunne tyde på mani. Måske er hun i virkeligheden maniodepressiv eller som det hedder nu om dage bipolar, dvs. skiftevis nedtrykt og overgearet. Du kan f.eks. læse lidt om den sygdom her:
https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme- ... r-lidelse/
Nu kan ingen her i Netdoktors debatter stille diagnoser. Men hvis jeg gætter rigtigt, så er der jo ikke noget at sige til, at hun har svært ved at finde sig selv. For disse periodiske svingninger gør, at hun hele tiden skifter!
Mit bedste råd til dig er, at du forsøger at overtale hende til at gå til læge, så hun kan blive undersøgt og få noget hjælp.
Derudover må du træffe dine egne beslutninger, sådan at du herefter tager mest muligt hensyn til dine børn og til dig selv. Det er vigtigt, at I får en rolig og stabil tilværelse, og at du ikke længere er kastebold for din kærestes beslutninger.
Når du elsker hende så højt, så kan jeg godt se, at det må være svært for dig. Men prøv at se på, hvordan sagen ser ud for en udenforstående, f.eks.:
Hun siger, at du skal være ude af huset inden 14 dage, for hun skal finde sig selv. Alligevel vil hun gerne på ferie sammen med dig om 4 uger.
Det hænger altså ikke sammen! Og det er ikke rimeligt.
Jeg tror, at du for din egen og dine børns skyld er nødt til at gøre dig uafhængig af hende, sådan at du har mulighed for at træffe beslutninger om dit eget liv, og sådan at du ikke hele tiden bliver nødt til at indrette dig efter hendes beslutninger.
Selv et menneske, der er sygt, kan ikke tillade sig at skalte og valte med andres liv, som din kæreste gør. Det må hun kunne indse.
Mange hilsner
Kameliadamen
Hun har altid været handlekraftighed og gjort som hun ville. Det med at snakke om tingene er bestemt ikke hendes stærke side fordi hun mener hun altid har ret. Det har kun været hendes mor der har kunne sige hende imod og se tingene fra den anden side og nu da hun desværre er væk er der ingen der kan få hende til at se tingene anderledes.
Hun fortæller mig at vores forhold skal slutte fordi hun ikke kan få tømt "boksen" med dårlige ting der har været i vores forhold og derfor ikke gider det mere. Det betyder at hun ikke kan nulstille og bare lade små ting være som det nu er.
F eks hvis jeg ikke har tømt opvaskeren som lovet så kan hun være sur i 2 dage over det. Hvorfor??
Jeg har dog fået hende til at indse der er brug for hjælp udefra og hun har fået en aftale på plads med en psykolog på fredag og det glæder jeg mig til.
Men nu er spørgsmålet hvordan skal jeg forholde mig til det? Hvordan skal jeg hjælpe hende ??
E jeg naiv at gå at tro det kan hjælpe med at få følelserne på fuld knald igen og vi kan få det som før moderen gik bort ?? Jeg er sikker på det er det der gør det er gået skævt mellem os. Fordi der ikke er blevet snakket med nogen om det..
Og nu vælter korthuset bare. Kan det være det?
Jeg bor der endnu og vi har det godt sammen så længe jeg ikke stiller krav til hende. Så snart jeg stiller et lille krav så brænder hun helt sammen på mig og går helt amok. Hvorfor gør hun det?
Hvordan kan det være hun bare giver så let op på vores familie når hun så inderligt ønsker vi skal være en kernefamilie.