Hjæp!
Hej. Jeg er en 17 årig pige som har haft det rigtig svært i længere tid. Jeg kommer oprindeligt fra Grønland (der bor min forældre, familie osv) Men startede på efterskole her i Danmark da jeg var 15 år. Mit første år på efterskole var rigtig hårdt, og jeg fik rent faktisk konstateret depression. Dog fik jeg aldrig hjælp, hvilket resulterede i at jeg overspiste og cuttede. Mit 2 år på efterskole fik jeg det en hel del bedre, men havde det dog stadig hårdt i perioder. Jeg startede på HF sommeren 2012, og havde på ingen måde set frem til det, da der var meningen at jeg skulle ud og rejse et års tid. Jeg blev dog rigtig positivt overrasket og blev vildt glad for at være her - og var generelt bare rigtig glad. Hen mod jul blev jeg mere og mere asocial og begyndte at få hjemve. Jeg så dog positivt på tingene og glædet mig til jul. Jeg fik det først rigtig svært efter jul, og døjede rigtig meget med savn og hjemve. Jeg har en kæreste som bor i udlandet, og jeg ser ham kun få gange om året. Vi har været sammen i 2 år, men har kune været i stand til at mødes 3 gange i alt. Det har været rigtig svært for mig at savne det land jeg kommer fra + familie og kæreste. Jeg føler at jeg mangler alle de vigtigste personer i mit liv. Som sagt begyndte jeg at få det svært her efter jul, og det blev rigtig svært op imod og efter vinterferien. Jeg var så glad for at få muligheden for at besøge min kæreste i vinterferien, hvilket var fantastisk. Da jeg skulle forlade fik jeg det først rigtig svært. Jeg har været så ked af det lige siden, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Har haft det rigtig svært i lang tid, men det at skulle forlade ham satte ligesom ild til bomben. Jeg besøgte ham igen her i påskeferien og havde glædet mig til at se ham igen, men da endelig ankom var jeg for det meste bare trist. Je følte mig trist og rastesløs. Han var helt fantastisk sød og gjorde alt for mig, men jeg var bare afvisende. Jeg ved ikke hvad jeg føler for ham mere, og hans personlighed som jeg jo normalt elsker, irriterede mig bare. Jeg brød sammen flere gange, og vi havde flere skænderier. Jeg kan ikke kende mig selv, og jeg kan ikke finde glæde. Jeg er trist og har ingen energi. Skolen stresser mig ekstremt meget, og jeg kan ikke finde overskud til at lave lektier hvilket giver mig dårligt samvittighed og medfører at jeg bryder sammen. Jeg kan ikke sove om natten, og vågner tidligt om morgene. Jeg vågner før mit vækkeur ringer, og kan ikke sove selvom jeg føler mig fuldstændig smadret. Jeg har mistet interessen for ting jeg normalt elsker og de dagligdagens små gøremål virker uoverskuelige og ligegyldige. Jeg føler mig rastesløs, men har dog ikke lyst til noget. Jeg vil bare gerne væk, men har ikke muligheden for det. Man kan ikke tage HF på Grønland, og hvis man kunne ville jeg ikke være i stand til at kunne besøge min kæreste. Jeg har dog været så lang nede at jeg 100% ville have taget hjem hvis det var en mulighed skolemæssigt. Jeg vil gerne have afsluttet dette år og afsluttet mine eksaminer, men er ekstremt bange for resultatet, og stresser en del over det. Er bange for hvordan jeg skulle være i stand til at få gode karakterer, når jeg har svært ved at følge med i timerne, og efterfølgende ingen energi har. Nogle gange kan jeg ikke engang stå op af sengen, bare det at skulle stå op for at gå på toiletter er uoverskueligt. Jeg føler min fuldstændig drænet for energi. Jeg har altid haft lavt selvværd, og døjer meget med min krops udseende. Jeg magter ikke at være sammen med folk, men føler mig meget alene og sårbar. Jeg har ekstremt meget hjeme, og savner et sted jeg kan kalde "mit hjem". Jeg er bange for at søge lægehjælp da jeg har svært ved at udtrykke mig - især for fremmede mennesker.
Kommentarer
så du havde daglig eller mere kontakt med----det ville hjælpe på din hjem ve --
jeg ville også blive deprimeret hvis jeg havde både hjem og kæreste så langt væk -...
jeg fornemmer at jeres forhold ikke er det aller----bedste ---er der ikke nogen du kan falde for på skolen