mytomani, hvad gør man?

Redigeret 5 oktober, 2016, 04:48 i Tvangstanker
Jeg er lystløgner.
Jeg lyver hver dag, specielt for de mennesker der står mig nærest. Min kæreste som jeg bor sammen med fx.

Jeg har løjet om hele min barndom, og sagt at jeg flere gange har været indlagt med min spiseforstyrrelse. Jeg er spiseforstyrret, men har aldrig været helt derude. Jeg har fortalt så mange løgne at jeg næsten ikke altid kan holde tråd i dem alle. Det er et fuldtidsjob, for man skal konstant huske på hvad man har fortalt nogle, og hvad man har fortalt andre, for ikke at blive afsløret. Og jeg må være god til det åbenbart, for det er aldrig sket endnu, og jeg har løjet mig igennem hele mit liv.

Jeg kan lyve om store ting. fx som det ofte sker, om mit helbred. Jeg kan lyve om små ting, som er helt ligegyldige. fx "Jeg så et mega nuttet pindsvin tidligere i dag".

Jeg er ikke uintelligent, og jeg er et menneske som holder meget af mine medmennesker, og vil gå igennem ild og vand for dem. Jeg går meget op i retfærdighed, og kan ikke udstå hvis folk lyver for mig. Men mht. løgn er jeg så bare utrolig dobbeltmoralsk.

Mit spørgsmål er, hvad fanden skal jeg gøre ved det??
Jeg vil miste alt og alle jeg har hvis jeg fortæller sandheden. uden tvivl, jeg har løjet om så betydningsfulde ting gennem så mange år, så de vil ikke kunne tilgive mig. Og når jeg ikke kan bekende løgnene, bliver jeg tvunget til at opretholde løgnene, og det driver mig (som regel i perioder hvor jeg har det psykisk dårligt) til at bygge mere på løgnene eller finde på en ny.

Jeg vil ikke være en løgner. Men jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv uden alle mine løgne.. Så hvad kan jeg gøre, er der nogen der kender til det her?

Kommentarer

  • Man kan sige at du lyver fordi du i bund og grund synes at du selv er uinteressant. Sagde du sandheden :ingenting og at du ikke så en skid i dag - ville sandheden være for angstfremkaldende for dig.

    For hvem er du så ?

    Du må trappe ned, er mit råd - du må kun lyve når det er nødvendigt ( og ja det kan det jo være) - og ikke løgne, der på nogen måde kan skade andre mennesker( for det ville være langt ude) - men mere harmløse hvide løgne.

    I bund og grund mangler du evnen og lysten til at stå ved dig selv som den du er - du er flov over dig selv og du kompenserer ved at opfinde spændende ting.

    Folk er ikke dumme, så du skal nok til at tage dig selv i nakken, for ikke at komme til at virke dum på dem.

    Der er ikke noget være end et menneske, der lyver for en.

    Det er ynkeligt.

    Men der er grader af løgn. Men generelt så ...er det bare ubehageligt ...
  • du skal da.---søge hjælp --så du kan komme ud af dit dilemma --du vil sikkert have gavn af at gå i terapi---

    men er der aldrig nogen der har stillet spørgsmål ---ved det du fortæller ---

    jeg mener lystløgnere mangler selv agtelse ----og angler efter opmærksomhed ---
    og derfor vil de gerne gøre sig morsomme
    men jeg ved ikke om det også er sådan for dig
  • Det er helt klart sådan jeg har det, jeg føler mig ofte meget narcisistisk, og jeg er helt klart opmærksomhedssøgende.

    Der er sjældent nogle der spørger ind, for det er ikke urealistiske ting jeg lyver om, og jeg er utroligt god til at lyve, manipulere og være overbevisende..
    Jeg snakker uden om hvis samtalen kommer for tæt på noget den ikke skal, og ved for det meste, hvem der ved hvad osv.

    Jeg burde måske nok søge hjælp. Men jeg tror nu ikke jeg har brug for hjælp til at stoppe med at fortælle nye løgne. Men hjælp eller ej, så vil jeg have det problem at jeg sidder fast i de gamle løgne, ved mindre jeg vil risikere at miste alle jeg holder af.
  • du har netop brugt for hjælp ---du skal søge noget terapi --- medicin hjælper ikke på dit problem ---
    så det er en psykolog du skal have fat i ---så du kan tale dit problem igennem ---og få nogle råd ---
  • Jeg har samme problem med min kæreste. Vi er på nippet til at gå fra hinanden på grund af det....men ved ikke hvad hjælp han skal have for at komme hans løgn til livs

  • Jeg er meget enig i det de andre har skrevet. Måske er du narcissist men det er ikke til at sige. Måske er det modsat at du har mindreværd. Måske føler du dig anderledes i din familie og kæreste, og at du ikke kan leve op til deres standard??

    Hvis du angre og går til bekendelse så er jeg ret overbevist om at de rigtige mennesker for dig bare ser dig i et bedre lys, fordi du fortryder og tør sige det.

    Hvis det er for svært at sige kan du sende en mail for eksempel.

    Hvis du skal have gavn af hjælp professionelt så skal du også selv være gearet for det.

Log in eller Registrér for at kommentere.