Angst, voldelige tanker mm. Hvad er der galt med mig?!??
Here we go:
Jeg begynder med hvad jeg ved:
Jeg er på nuværende tidspunkt 18 år, af hunkøn og diagnostiseret med en mild grad af 'Aspergers Syndrom'.
Så kommer 'problemerne':
1. Jeg føler mig overvåget. Jeg ved ikke af hvad, eller hvem, og jeg ved at jeg ikke bliver det, og det er ikke hele tiden, men alligevel *skal* jeg rulle mine gardiner for og mine persienner skal være lukkede, ellers kan de se mig ... men hvem? Det er måske dem ude på gaden, jeg ved det ikke, men de må ikke kunne se mig. Så meget ved jeg da.
2. Den dejlige, blodige galskab jeg leve med. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men ingen af mine veninder er så fikseret på blod eller vold som jeg er. De 'nyder' ikke hverken smag, lugt eller syn af blod, og specielt ikke deres eget ... ja jeg kan ikke sige der samme; jeg skader mig selv (ikke med knive, men med nåle og min "kære" pincet) og jeg er *nødt* til at gøre det. Nogen gange kan jeg blive helt hegen (hvordan staver man til det?) efter at bløde, og det er mere end bare lidt ubehageligt at indrømme det.
Og når jeg endda dagligt forestille mig vold-senarier med døden til følge, så er det nok ikke så godt. Det er ikke mig der dræber eller dør, men mine figurer det 'straffer' folk som har gjort noget forkert. Men hvornår bliver det mig der gør den slags??? Aldrig håber jeg, og jeg priser mig lykkelig for at jeg er så lav og svag som jeg er ...
3. Angst anfald og rystelser. Det er ikke noget jeg prøver tit, men jeg har haft et angst anfald eller to. Nogle korte nogle, hvor mennesker, lyde (specielt stemmer), lys og det meste andet var farlige. Og ikke farlige som i: Uha, de er uhyggelige, men farlige som i: nej f**k nu slår de mig ihjel, hjælp lyset vil brænde mig op, jeg må ikke rører det, stemmerne splitter mit kranium-farlig. Det bedste er at der var en advarsel sidst jeg havde et for et par uger siden: jeg begyndte at grine. Jeg kunne ikke stoppe, jeg prøvede, men det blev bare ved. Så jeg tror jeg fik skræmt det meste af min biologi klasse en hel del.
Hvad rystelserne angår, så har de været der lige så længe jeg kan huske. Det er kun ét kort og kontant ryk, som kommer ved visse lejligheder ... som når jeg kører i en bus og ser en modkørende bil og tænker: nu smadrer bussen ind i bilen, og menneskerne i bilen bliver dræbt og jeg sidder foran så jeg dør nok også eller bliver blind fordi jeg vil få glasset fra ruden i øjnene. Gad vide om buschaufføren også dør? Så kommer der et ryk i min rygrad og jeg kan ikke kontrollerer det. Jeg tror ikke der er et voldsomt ryk, for ingen har nogensinde sagt noget om det. Heller ikke når de har siddet lige ved siden af mig, så det er nok ikke særlig synligt. Det er nok meget heldigt.
4. Nedturene. Da jeg bar lille (barn i de små klasser og lidt op) var det bare nogle minutter til en times tid hvor jeg blev helt apatisk. Jeg røg bare ned i et sort hul ude grund, bare faldt og faldt i intethed. Men da jeg blev ældre (og drillerierne blev værre, ja det oplever alle jo ikke?) blev det hele perioder hvor jeg ikke smilede eller ville være sammen med andre (eller der var ikke nogen at være sammen med, men alligevel) og jeg ville være uden nogen former for energi eller livslyst. Det er heldigvis væk nu, nu får jeg bare de voldelige tanker i stedet (herligt ikke?). Jeg tror ikke jeg går ind på emnet om mine 'fantasi-venner' for dem har den psykiater som fandt ud af at jeg havde Aspergers allerede hørt om, og hun tror bare det er min måde at takle det hele på, og at jeg nok snart vokser fra dem men ... altså det virker bare lidt koldt over for de eneste venner jeg havde i en årrække ud over mine forældre synes jeg.
Nej, jeg har ikke tid til psykolog-hjælp for jeg har en skole der er svær nok at overkommer, og den vil jeg ikke væk fra, for jeg har endelig fået nogle venner igen, og de vil mig det faktisk godt, så der bliver jeg.
Jeg ville heller ikke spilde nogens kostbare tid med mine ligegyldige problemer hvis det var.
Jeg beklager hvis jeg lyder bitter, spydig eller useriøs. Det her er virkelig nogle store problemer og jeg ved ikke hvem jeg ellers skal snakke med, så hvis nogen på nogen måde ved hvad bare NOGET af det her betyder og kunne forklarer mig det, så ville jeg være dybt taknemmelig.
Så, nu har jeg vidst stjålet nok af ordentlige folks tid og energi med mit vås.
Peace out.
Jeg begynder med hvad jeg ved:
Jeg er på nuværende tidspunkt 18 år, af hunkøn og diagnostiseret med en mild grad af 'Aspergers Syndrom'.
Så kommer 'problemerne':
1. Jeg føler mig overvåget. Jeg ved ikke af hvad, eller hvem, og jeg ved at jeg ikke bliver det, og det er ikke hele tiden, men alligevel *skal* jeg rulle mine gardiner for og mine persienner skal være lukkede, ellers kan de se mig ... men hvem? Det er måske dem ude på gaden, jeg ved det ikke, men de må ikke kunne se mig. Så meget ved jeg da.
2. Den dejlige, blodige galskab jeg leve med. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men ingen af mine veninder er så fikseret på blod eller vold som jeg er. De 'nyder' ikke hverken smag, lugt eller syn af blod, og specielt ikke deres eget ... ja jeg kan ikke sige der samme; jeg skader mig selv (ikke med knive, men med nåle og min "kære" pincet) og jeg er *nødt* til at gøre det. Nogen gange kan jeg blive helt hegen (hvordan staver man til det?) efter at bløde, og det er mere end bare lidt ubehageligt at indrømme det.
Og når jeg endda dagligt forestille mig vold-senarier med døden til følge, så er det nok ikke så godt. Det er ikke mig der dræber eller dør, men mine figurer det 'straffer' folk som har gjort noget forkert. Men hvornår bliver det mig der gør den slags??? Aldrig håber jeg, og jeg priser mig lykkelig for at jeg er så lav og svag som jeg er ...
3. Angst anfald og rystelser. Det er ikke noget jeg prøver tit, men jeg har haft et angst anfald eller to. Nogle korte nogle, hvor mennesker, lyde (specielt stemmer), lys og det meste andet var farlige. Og ikke farlige som i: Uha, de er uhyggelige, men farlige som i: nej f**k nu slår de mig ihjel, hjælp lyset vil brænde mig op, jeg må ikke rører det, stemmerne splitter mit kranium-farlig. Det bedste er at der var en advarsel sidst jeg havde et for et par uger siden: jeg begyndte at grine. Jeg kunne ikke stoppe, jeg prøvede, men det blev bare ved. Så jeg tror jeg fik skræmt det meste af min biologi klasse en hel del.
Hvad rystelserne angår, så har de været der lige så længe jeg kan huske. Det er kun ét kort og kontant ryk, som kommer ved visse lejligheder ... som når jeg kører i en bus og ser en modkørende bil og tænker: nu smadrer bussen ind i bilen, og menneskerne i bilen bliver dræbt og jeg sidder foran så jeg dør nok også eller bliver blind fordi jeg vil få glasset fra ruden i øjnene. Gad vide om buschaufføren også dør? Så kommer der et ryk i min rygrad og jeg kan ikke kontrollerer det. Jeg tror ikke der er et voldsomt ryk, for ingen har nogensinde sagt noget om det. Heller ikke når de har siddet lige ved siden af mig, så det er nok ikke særlig synligt. Det er nok meget heldigt.
4. Nedturene. Da jeg bar lille (barn i de små klasser og lidt op) var det bare nogle minutter til en times tid hvor jeg blev helt apatisk. Jeg røg bare ned i et sort hul ude grund, bare faldt og faldt i intethed. Men da jeg blev ældre (og drillerierne blev værre, ja det oplever alle jo ikke?) blev det hele perioder hvor jeg ikke smilede eller ville være sammen med andre (eller der var ikke nogen at være sammen med, men alligevel) og jeg ville være uden nogen former for energi eller livslyst. Det er heldigvis væk nu, nu får jeg bare de voldelige tanker i stedet (herligt ikke?). Jeg tror ikke jeg går ind på emnet om mine 'fantasi-venner' for dem har den psykiater som fandt ud af at jeg havde Aspergers allerede hørt om, og hun tror bare det er min måde at takle det hele på, og at jeg nok snart vokser fra dem men ... altså det virker bare lidt koldt over for de eneste venner jeg havde i en årrække ud over mine forældre synes jeg.
Nej, jeg har ikke tid til psykolog-hjælp for jeg har en skole der er svær nok at overkommer, og den vil jeg ikke væk fra, for jeg har endelig fået nogle venner igen, og de vil mig det faktisk godt, så der bliver jeg.
Jeg ville heller ikke spilde nogens kostbare tid med mine ligegyldige problemer hvis det var.
Jeg beklager hvis jeg lyder bitter, spydig eller useriøs. Det her er virkelig nogle store problemer og jeg ved ikke hvem jeg ellers skal snakke med, så hvis nogen på nogen måde ved hvad bare NOGET af det her betyder og kunne forklarer mig det, så ville jeg være dybt taknemmelig.
Så, nu har jeg vidst stjålet nok af ordentlige folks tid og energi med mit vås.
Peace out.
Kommentarer
Jeg kender ikke meget til asperger og ved ikke hvor mange af de symptomer, man kan tilskrive den diagnose.
Mor ved at jeg viser tegn på noget som hedder 'skin-picking', eller noget i den stil fordi jeg bruger nåle og en pincet til at lave så, åbne gamle og ødelægge 'underudviklede' bumser, som i at jeg *skal* have betændelsen ud, selv hvis der ikke er nogen og det kun bløder men jeg bliver helt tosset i hovedet hvis jeg ved at jeg har noget der måske har betændelse i under huden eller hvis jeg kan se der er et hår på vej sådan ved øjenbrynet. Ingen andre kan se det, men jeg begynder at grave indtil jeg kan få fat i det, selvom der er hul i huden og blodet bare flyder. Det er ikke smart, men det er bare ikke noget jeg kan styre. Det er næsten som om jeg får abstinenser når mor konfiskerer min pincet eller finder en nål på mit værelse og tager den ...
Jeg har ikke tid til at gå til psykolog, for så kan jeg ikke passe min 1. g klasse. Yder mere har jeg prøvet at forklarer det med at jeg ikke kan have rullet fra og at jeg føler min lidt overvåget ind i mellem, men det er bare pjat siger de. Mor og far mener at jeg overdriver og at det er min Asperger som jeg blæser op.
Skolen har været usikker på mig fordi jeg nogen gange ikke er så aktiv som jeg skulle være, og jeg har ikke råd til (psykisk) at komme væk fra de venner jeg endelig har fået, eller at komme på Paderup (en skole for Aspergers) som ligger i Randers og jeg bor i Skanderborg, så det har jeg bare ikke overskud til at skulle igennem
Ved godt det lyder som noget pylrer-møg, men ved dæleme snart ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg bliver nogen gange helt bange for mig selv. Jeg ved jeg aldrig kunne skade andre, jeg bliver ked af det når jeg dræber en edderkop som jeg ellers er hamrende bange for ... men det er stadig sært at man kan bliver helt som et barn før juleaften når ens biologi-lærer siger at man skal dissekerer grisehjerter og man er helt oppe af kører når man skal lave noget med blod ...
Jeg ville bare ønske hvad delen det skal til for, for jeg har altid været sådan og det har (nu hvor jeg ser det i bagklogskabens klare skær) måske også været grundet til at folk nogen gange har været næsten bange for mig
Nej der er ingen som har undersøgt mig for det, men jeg troede man skulle hører stemmer man ikke kunne kontrollere eller se ting der ikke var der?
Jeg hører ingen stemmer, jeg bestemmer selv hvad jeg vil tænke, altså som i, der er ikke fremmede stemmer som siger at jeg skal noget. Jeg kan bare ikke styrer at jeg generelt har blodige tanker. Jeg tænker dem selv, det undrer mig mere at jeg overhovedet har dem, siden de har været der i mange år. Jeg er ret sikker på det ikke er det. Har selv læst lidt på nette om OCD og så videre (fordi de ting interesserer mig) og selvom jeg fandt tegn her og der, så er det jo noget alle har prøvet uden at det betød noget, ikke?
med det kan du følge om det virkelig er hver dag du har de samme voldelige tanker ---
om de er lige stærke hver dag ---du skriver udførligt hvad dine tanker indeholder ----
find ud af --hvad er det der gør dig angst ----tænk lidt tilbage --om der er noget du som lille er blevet bange for ---