Indstillinger
Skal jeg gå fra min kæreste?
Min kæreste og jeg har været sammen i 9 år. Vi var bedste venner i gymnasiet og blev et par år efter kærester. Vi har haft nogle fantastiske år sammen bl.a. med udlandsophold. Vi passer på mange måder perfekt sammen og jeg har i flere år higet efter et frieri og glædet mig til vores fremtid sammen. De sidste 2 år har vi dog på mange måder levet "mit" liv. Set mine venner og fulgt mine drømme og idéer. Jeg er en person med krudt i røven og har i mange år taget initiativet til alverdens påfund og ture i vores fritid. Men for et år siden fik jeg en kollega, som slog benene væk under mig. Han var ligesom mig i et langt og lykkeligt parhold. Vores kemi var fantastisk fra første dag. Vi snakkede som havde vi kendt hinanden altid. Vi arbejdede sammen i en måned og da arbejdet ophørte savnede jeg ham pludseligt og måtte erkende overfor mig selv at jeg havde fået følelser for ham. Og det samme havde han. Jeg var i krise og forsøgte at kvæle disse, men det var umuligt. Og nu et år senere er det stadig ikke lykkes mig. Jeg tænker fortsat på ham. Og på hvordan det ville være at være sammen med ham. Efter 2 års udlandsophold er min dejlige kæreste og jeg endelig tilbage i København hvor vi for første gang i 2 år kan være rigtige normale kærester igen. Jeg håber at et normalt liv tilbage i DK, kan føre mig tilbage på sporet. Jeg er i tvivl om disse følelser skyldes noget jeg har manglet i mit eget forhold. Bør jeg fortælle min kæreste om min situation? Bør jeg være tålmodig og vente på at alting løser sig? Eller skal jeg følge min mavefornemmelse og gå fra ham?
Kommentarer
Du er noget diffus i hvad du fortæller, og det er derfor vanskeligt at danne sig et billede.
Du og din kæreste har rejst meget, og jeg kan forstå at I senest har været i udlandet i to år, men så forvirres jeg: Har I ikke været sammen i de her to år eller hvordan? I er kommet hjem og skal nu være ”normale” kærester igen? Var I ikke det i udlandet? Eller hvordan? Eller hvordan har I været ”unormale” kærester?
Du mødte en anden for et år siden – I arbejdede sammen en måned og havde det fantastisk sammen, men efter en måned ophørte jeres samarbejde? Vil det sige, at du ikke har set denne tidligere kollega siden? Eller optræder han stadig i dit liv? Har I et forhold ved siden af? Har I haft et forhold overhovedet?
Ja, der er meget her, der er svært at forholde sig til som helt udenforstående, hvorfor det er helt umuligt at give dig nogle konstruktive forslag.
Du og din kæreste har været sammen siden I var ganske unge, og jeg fornemmer da, at du stadig er meget glad for ham, men på den anden side, så er det dig, der har kørt løbet, og jeres forhold har de sidste par år været helt på dine præmisser. Hvordan har han det i grunden med det? Og – hvordan har du det med, at han åbenbart bare har været en ja-siger ved siden af dig? Mangler du modspil eller hvad?
Nu skal I have et ”normalt” forhold -hvad skal det så indebære? Hvad forventer I af hinanden fremover?
Jeg synes da godt, du kan tage en snak med din kæreste om din usikkerhed – og især om jeres forventninger til hinanden.
Du skal naturligvis mærke efter, hvordan din kærlighed til ham er, men hvis alt har været meget anderledes end det skal være fremover – så synes jeg da også godt at du og I måske skal give det en chance og se om jeres fælles kærlighed til hinanden kan klare et ”normalt” liv.
Og – hvad med ham den anden? Hvor er han i forhold til dig lige nu? Er han i din fantasi – eller har du stadig kontakt med ham, og hvad har han tænkt sig?
Dog er det vigtigste da, at du finder ud af DINE følelser for din kæreste – for hverken han eller du er tjent med, at du kommer frem til at måtte ”nøjes”.
Vi har været sammen alle 9 år - senest 2 år i udlandet hvor vi har rejst og arbejdet tæt sammen som kollegaer. Det har givet kæmpe oplevelser, men har også været hårdt for vores parforhold. Vi har været sammen 24 timer i døgnet, hvor meget af tiden var arbejde.
Med "normale kærester" mener jeg: at vi nu kan være ligesom alle andre; at bo i DK, se vores venner, have hvert sit job osv.
"Den anden" - som jeg mødte for et år siden - er ude af mit liv pt. Vi skrev emails sammen, men måtte begge indse at det skadede begge vores parhold ved blot at gøre følelserne for hinanden større. Så vi slettede hinandens numre, facebook-venskab og jeg slettede desuden også alle beskeder og emails jeg havde modtaget.
Jeg har taget et valg om at være sammen med min nuværende kæreste. Jeg føler at det skylder jeg ham og mig selv og det vi sammen har opbygget og oplevet sammen. Men jeg føler det moralsk forkert at tænke på en anden ind imellem. "Den anden" har sat et stærkt indtryk, jeg ikke kan få ud af mit hoved - indtil videre. Men min kæreste og jeg har kun været i DK i meget kort tid og er begge på jagt efter job - så vi kan komme på rette spor med en normal dagligdag i DK igen.
Men du rammer plet med modspil. Det har jeg også efterlyst tidligere og det har vi taget en snak om. Og det arbejder han også på. Men som sagt - så tror han at alt går fint. Og det har jeg det skidt med...
Om du ligefrem har brug for en terapeut er måske lige drastisk nok – eller også er det ikke.
Men - ”den anden” kan jo kun sætte et så uudsletteligt spor hos dig, hvis der i forvejen er noget i dit forhold, der ikke er helt som det skal være – eller hvad? Hvis du overhovedet ikke var det fjerneste i tvivl om din kærlighed til din kæreste, så ville ”den anden” jo ikke fylde så meget, vel?
I har – som nævnt – været sammen siden I var ganske unge; der er måske en snert af, at der måske er noget, du føler, du er gået glib af mht det ”vilde” ungdomsliv, og I har nu været meget tætte de sidste par år, og som du selv er inde på, så slider noget sådant også på forholdet.
I er vel også der, hvor I netop tænker ”for resten af livet” - og det kan være lidt af en mundfuld.
Det lyder fornuftigt, at I skal give det en chance, hvor I netop kommer til at opleve at leve mere hver jeres liv med forskellige jobs – og det vil også være der, hvor du finder ud af, om du savner ham, når han ikke er i nærheden.
Men – du skal ikke blive, fordi du ”skylder” - hverken dig selv eller ham! Det er simpelt hen det værste udgangspunkt for et godt parforhold.
Giv det en chance – men tal dog med din kæreste om det. Måske du ikke lige skal komme ind på, at du tænker på en anden, men at du er blevet usikker på jeres forhold, og at du har brug for finde ud af, om det skyldes, at I har været så tætte, at det næsten er blevet for meget, eller om det hele bare falder godt i hak igen, når I nu skal leve mere ”normalt”.
Du har ret i, at det ikke er helt rimeligt, at han går og tror alt er fryd og gammen, når det ikke er det for dig lige pt.
Måske det alligevel kan være de bedste penge, du nogensinde kommer til at give ud – hvis du kontakter en parterapeut, og får talt alle disse tanker, du går med igennem.
Jeg foreslår ikke en veninde, for en sådan vil altid være partisk på den ene eller anden måde – derfor vil en uvildig altid være bedre.