Jeg har selv en god og tæt veninde, der i flere år har lidt af depressioner. Da jeg har kendt hende næsten hele mit liv, kunne jeg altid fornemme, hvordan hun havde det.
Hun har nu været på depressiv medicin i en årrække, og er i gang med at trappe ud.
Jeg kan fortælle, hvad jeg gjorde for at støtte og hjælpe hende, når hun havde det skidt.
I første omgang fik jeg hende overtalt til at kontakte sin læge, hvor jeg tog med og da hun fik henvisning til psykiater var jeg også med hver gang.
Har altid været meget lyttende, uden at komme med en masse gode råd, holdt meget om hende, når hun græd, og det gjorde hun ofte.
Vi talte også meget sammen, om alt andet end hendes depression, hun vidste jeg altid var der for hende, uanset om det var tidlig morgen eller sen aften.
Nu bor vi tæt på hinanden, så jeg kunne altid hurtig komme, når jeg mærkede og hørte at hun var ked af det. Jeg gjorde meget for at hun skulle holde sig i gang, så hun ikke kun sad og sygnede hen. Hjalp hende med indkøb, engang imellem lettere rengøring, og det gik også fint når vi var to.
Jeg fortalte hende, at jeg vidste at hun ville få det bedre og en dag være helt rask, det troede hun selvfølgelig ikke på, men i dag ved hun, jeg havde ret.
Hun har en dejlig mand, børn og børnebørn, men jeg var nok den hun betroede sig mest til. Men når så det er sagt, prøvede vi at bevare humoren, har ofte både grint og grædt sammen.
Jeg ved ikke om du kan bruge min historie til noget, men du skal vide at det også kan være hårdt at være pårørende til en person med en stor depression og så især når det er ens bedste veninde.
Tak for det.
Jeg har også støtte hende ,hun har været til lægen sammen med hendes mand og har fået medicin til depression.vi ringer til hinanden og vi spiser sammen ud nogle gange .
Hun bor ikke tæ!t på hvor jeg bor, jeg synes at det er en god idee hvis jeg siger til hende hun flytter.For hun kan ikke lide den stede hvor hun bor. Jeg gøre alt hvad jeg kan.
Kommentarer
Hun har nu været på depressiv medicin i en årrække, og er i gang med at trappe ud.
Jeg kan fortælle, hvad jeg gjorde for at støtte og hjælpe hende, når hun havde det skidt.
I første omgang fik jeg hende overtalt til at kontakte sin læge, hvor jeg tog med og da hun fik henvisning til psykiater var jeg også med hver gang.
Har altid været meget lyttende, uden at komme med en masse gode råd, holdt meget om hende, når hun græd, og det gjorde hun ofte.
Vi talte også meget sammen, om alt andet end hendes depression, hun vidste jeg altid var der for hende, uanset om det var tidlig morgen eller sen aften.
Nu bor vi tæt på hinanden, så jeg kunne altid hurtig komme, når jeg mærkede og hørte at hun var ked af det. Jeg gjorde meget for at hun skulle holde sig i gang, så hun ikke kun sad og sygnede hen. Hjalp hende med indkøb, engang imellem lettere rengøring, og det gik også fint når vi var to.
Jeg fortalte hende, at jeg vidste at hun ville få det bedre og en dag være helt rask, det troede hun selvfølgelig ikke på, men i dag ved hun, jeg havde ret.
Hun har en dejlig mand, børn og børnebørn, men jeg var nok den hun betroede sig mest til. Men når så det er sagt, prøvede vi at bevare humoren, har ofte både grint og grædt sammen.
Jeg ved ikke om du kan bruge min historie til noget, men du skal vide at det også kan være hårdt at være pårørende til en person med en stor depression og så især når det er ens bedste veninde.
Hilsen Sofie
Jeg har også støtte hende ,hun har været til lægen sammen med hendes mand og har fået medicin til depression.vi ringer til hinanden og vi spiser sammen ud nogle gange .
Hun bor ikke tæ!t på hvor jeg bor, jeg synes at det er en god idee hvis jeg siger til hende hun flytter.For hun kan ikke lide den stede hvor hun bor. Jeg gøre alt hvad jeg kan.
Tak hilsen Rabha
Jeg kan forstå, at du gør alt hvad du kan, og mere kan du ikke gøre.
Det din veninde har brug for er, at du er nærværende, omsorgsfuld, lyttende og kærlig overfor hende, og hun altid ved, at du er der for hende.
Om det er en god ide at hun og manden flytter, har jeg svært ved at bedømme, det er jo i sidste ende kun noget de sammen kan beslutte.
Men det er jo altid lidt nemmere når afstanden ikke er så stor at hjælpe din veninde.
Du skal passe godt på dig selv, for som jeg skrev, kan det være meget hårdt at være pårørende.
Mange varme hilsener Sofie