Indstillinger
Hvad er det i mit hoved?
Hej alle. Jeg har længe prøvet at få svar på hvad der sker i mit hoved, så jeg må tage den fra starten.
Min far er alkoholiker, og har formået at skjule det for min mor i et årti. Han er desuden psykisk syg, efter en traumatisk bilulykke, dengang han var omkring de 26.
Han har ikke søgt hjælp med dette traume, udover at han har taget antidepressive piller siden dengang. Og det er godt og vel 40 år siden, nu. Han gemmer alkoholiske genstande rundt omkring hvor han går. Jeg har tit fundet tomme flasker, der ellers var nyindkøbte et par dage før. Specielt hvidvin drikker han meget, til trods for at han ikke tåler alkohol så godt. Han ødelægger sig selv. Og mig. Han har galet, skreget og råbt af mig hver gang min mor ikke var hjemme, i så længe jeg kan huske. Flere gange når jeg ikke har reageret hurtigt nok på at han galede efter mig ude i køkkenet når jeg skulle udføre en pligt, kom han stormende, greb fat i min arm, og hev mig tværs igennem stuen, ud i køkkenet, og placerede mig foran opvasken, eller hvad pokker det nu var jeg skulle gøre. Jeg har flere gange skullet ligge øre til hvor forfærdelig et menneske jeg er. Hvor dum jeg er, og at jeg ærligt talt kun kan få en fremtiden indenfor prostitution. Hvor dette kommer fra, ved jeg ikke... Jeg er godt igang med en gymnasialuddannelse, og klarer mig godt, bortset fra de dage hvor jeg har det elendigt. Mine forældre blev skilt, da min mor fandt ud af det, og hun tog selvfølgelig mig med. Jeg har lidt, siden da. Hver gang jeg ser en mand i samme blå Kanvas-klapbukser, træsko, eller en magen til frisure eller skikkelse, så går jeg i panik. Jeg kan ligge og græde i evigheder. Jeg føler mig svigtet af ham som faderskikkelse, og jeg har det elendigt med at have arvet nogle fysiske træk. Jeg har også tit mareridt om ham. Jeg ved at jeg ikke har en depression. Det er blevet udelukket for længst.
Så sent som idag var jeg ude og cykle med min mor, da vi lige skulle handle lidt ind. Vi skal dreje af ind til min mors veninde, og jeg ser med det samme en bil, akkurat magen til hans. Jeg er lige ved at styrte af cyklen, hvis ikke min mor havde grebet fast, for jeg ville bare løbe. Løbe alt hvad jeg kunne. Han tvang os til at spise aftensmad, selvom vi hverken var sultne, eller kunne li' det. Resulterende i at jeg ikke kan spise fisk. Overhovedet. Hver gang jeg ser det, får jeg kvalme. Og får jeg serveret det, er jeg klar til at gå ud på toilettet, og bare kaste al min maves indhold op. Jeg ønsker så brændende at han står frem som min far, men det gør han ikke.
Jeg har min elskede familie til at bakke mig op, men jeg ved ikke hvad det er med mig. Jeg føler virkeligt at der foregår noget som der ikke skal, i mit hoved. Hvad siger I?
Min far er alkoholiker, og har formået at skjule det for min mor i et årti. Han er desuden psykisk syg, efter en traumatisk bilulykke, dengang han var omkring de 26.
Han har ikke søgt hjælp med dette traume, udover at han har taget antidepressive piller siden dengang. Og det er godt og vel 40 år siden, nu. Han gemmer alkoholiske genstande rundt omkring hvor han går. Jeg har tit fundet tomme flasker, der ellers var nyindkøbte et par dage før. Specielt hvidvin drikker han meget, til trods for at han ikke tåler alkohol så godt. Han ødelægger sig selv. Og mig. Han har galet, skreget og råbt af mig hver gang min mor ikke var hjemme, i så længe jeg kan huske. Flere gange når jeg ikke har reageret hurtigt nok på at han galede efter mig ude i køkkenet når jeg skulle udføre en pligt, kom han stormende, greb fat i min arm, og hev mig tværs igennem stuen, ud i køkkenet, og placerede mig foran opvasken, eller hvad pokker det nu var jeg skulle gøre. Jeg har flere gange skullet ligge øre til hvor forfærdelig et menneske jeg er. Hvor dum jeg er, og at jeg ærligt talt kun kan få en fremtiden indenfor prostitution. Hvor dette kommer fra, ved jeg ikke... Jeg er godt igang med en gymnasialuddannelse, og klarer mig godt, bortset fra de dage hvor jeg har det elendigt. Mine forældre blev skilt, da min mor fandt ud af det, og hun tog selvfølgelig mig med. Jeg har lidt, siden da. Hver gang jeg ser en mand i samme blå Kanvas-klapbukser, træsko, eller en magen til frisure eller skikkelse, så går jeg i panik. Jeg kan ligge og græde i evigheder. Jeg føler mig svigtet af ham som faderskikkelse, og jeg har det elendigt med at have arvet nogle fysiske træk. Jeg har også tit mareridt om ham. Jeg ved at jeg ikke har en depression. Det er blevet udelukket for længst.
Så sent som idag var jeg ude og cykle med min mor, da vi lige skulle handle lidt ind. Vi skal dreje af ind til min mors veninde, og jeg ser med det samme en bil, akkurat magen til hans. Jeg er lige ved at styrte af cyklen, hvis ikke min mor havde grebet fast, for jeg ville bare løbe. Løbe alt hvad jeg kunne. Han tvang os til at spise aftensmad, selvom vi hverken var sultne, eller kunne li' det. Resulterende i at jeg ikke kan spise fisk. Overhovedet. Hver gang jeg ser det, får jeg kvalme. Og får jeg serveret det, er jeg klar til at gå ud på toilettet, og bare kaste al min maves indhold op. Jeg ønsker så brændende at han står frem som min far, men det gør han ikke.
Jeg har min elskede familie til at bakke mig op, men jeg ved ikke hvad det er med mig. Jeg føler virkeligt at der foregår noget som der ikke skal, i mit hoved. Hvad siger I?
Kommentarer
hvad med din skole findes der ikke en psykolog ---ellers tal med jeres læge om en henvisning