undgik skilsmisse - men trist
Hej
Min mand sagde for nogle måneder siden efter 7 års ægteskab - jeg er ikke sikker på jeg elsker dig mere, indrømmet vi var gået i det der hedder hverdagsmode, med børn, arbejde, så var der ikke så meget kæresteri, men jeg har aldrig været i tvivl om vores kærlighed, og var meget overrasket. Jeg fandt ud af, at han havde kontakt til en pige (hans søsters veninde), de havde ligepludselig fået et fortrolighed med hinanden gennem telefonen. Han kender hende og det gør jeg også, men hun havde lige et spørgsmål, som han kunne svare på, og derefter ja, så glødede telefonen, fordi hun er blevet skilt, og min mands søster ligger i skilsmisse, så har han fået vores ægteskab til overvejelse, og de har fortalt ham at græsset er grønnere på den anden side. Det er er en længere historie, men vi fandt sammen igen, og han var ked at at have lyttet til disse mennesker og at han ikke havde lyttet til mig. Han havde kontaktet vores bank, advokat og andre, og jeg har været meget uforstående overfor hans opførsel, men vi er nu sammen igen og vi har det godt. Meeen problemet er, at da han snakkede med søsteren og hendes veninde, og endda hele hans arbejde om vores forhold, så er det enormt svært for mig at se hans søster i øjnene igen, for han har selv sagt, at han var forundret over at hans søster ønskede ham tilbage som bror, som i det gode gamle dage (tenageårene!!!) istedet for at se ham i ægteskab med mig. Samtidig har hun sladret til venskabskredsen om dette, folk som jeg også kender og har haft det godt med. Jeg er virkelig skuffet over disse mennesker, jeg ved godt at man holder med sin familie i sådanne situationer, men at skabe sladder osv. det kan jeg bare ikke acceptere. Jeg synes det er hårdt. Hans søster har sagt hun er glad for at vi er sammen igen, men det nager mig ind til benet, at tænke hvordan man er blevet diskuteret. Hun har nu fundet en kæreste gennem sin veninde, og bare tanken om, at evt. skulle til sammenkomster, hvor hun også er med - altså veninden som min mand lænte sig op ad, det kan jeg bare ikke udstå. Måske med tiden, jeg slapper mere af, for jeg ved min mand er ved min side nu, men er der nogle af jer andre der har prøvet noget lignende?
Min mand sagde for nogle måneder siden efter 7 års ægteskab - jeg er ikke sikker på jeg elsker dig mere, indrømmet vi var gået i det der hedder hverdagsmode, med børn, arbejde, så var der ikke så meget kæresteri, men jeg har aldrig været i tvivl om vores kærlighed, og var meget overrasket. Jeg fandt ud af, at han havde kontakt til en pige (hans søsters veninde), de havde ligepludselig fået et fortrolighed med hinanden gennem telefonen. Han kender hende og det gør jeg også, men hun havde lige et spørgsmål, som han kunne svare på, og derefter ja, så glødede telefonen, fordi hun er blevet skilt, og min mands søster ligger i skilsmisse, så har han fået vores ægteskab til overvejelse, og de har fortalt ham at græsset er grønnere på den anden side. Det er er en længere historie, men vi fandt sammen igen, og han var ked at at have lyttet til disse mennesker og at han ikke havde lyttet til mig. Han havde kontaktet vores bank, advokat og andre, og jeg har været meget uforstående overfor hans opførsel, men vi er nu sammen igen og vi har det godt. Meeen problemet er, at da han snakkede med søsteren og hendes veninde, og endda hele hans arbejde om vores forhold, så er det enormt svært for mig at se hans søster i øjnene igen, for han har selv sagt, at han var forundret over at hans søster ønskede ham tilbage som bror, som i det gode gamle dage (tenageårene!!!) istedet for at se ham i ægteskab med mig. Samtidig har hun sladret til venskabskredsen om dette, folk som jeg også kender og har haft det godt med. Jeg er virkelig skuffet over disse mennesker, jeg ved godt at man holder med sin familie i sådanne situationer, men at skabe sladder osv. det kan jeg bare ikke acceptere. Jeg synes det er hårdt. Hans søster har sagt hun er glad for at vi er sammen igen, men det nager mig ind til benet, at tænke hvordan man er blevet diskuteret. Hun har nu fundet en kæreste gennem sin veninde, og bare tanken om, at evt. skulle til sammenkomster, hvor hun også er med - altså veninden som min mand lænte sig op ad, det kan jeg bare ikke udstå. Måske med tiden, jeg slapper mere af, for jeg ved min mand er ved min side nu, men er der nogle af jer andre der har prøvet noget lignende?
