brug for hjælp NU, men hvorfra??
Hej alle.
Jeg er en ung kvinde på knap 20 år der står i en ret vanskelig situation. Jeg er ret sikker på jeg har en depression, og har prøvet diverse tests der alle sætter mig i kategorien 'svær' depression. Indtil nu har det udartet sig i søvnproblemer, problemer med at spise, konstant gråd og sølle koncentration. Men så her forleden stod jeg i badet og tænkte "hvis jeg nu får smerten ud". Så jeg skar mig selv i låret flere gange. Siden torsdag har jeg nok lavet omkring 40 snit i hofter, lår og mave. Jeg er også begyndt at tage piller uden grund, ikke store doser, men nok til at jeg får det lidt skidt. I klare øjeblikke som nu ved jeg jo godt det er helt vildt dumt og at jeg ikke skal gøre det, men når jeg så bliver rigtig ked af det igen bliver jeg bare nødt til det.
Nu til mit store problem. Jeg er for et halvt år siden flyttet til jylland og har derfor ikke en læge eller lignende jeg stoler på. Og jeg bliver nødt til at få noget hjælp. Her tidligere tog jeg mig selv i at sidde og 'planlægge' min død og det skræmmer mig. Jeg føler jeg har mistet kontrollen over mit hoved. Jeg har allerede cuttet to gange i dag.
Jeg flytter tilbage tit min mor om knap to uger og får min gamle læge tilbage der, men hvad skal jeg gøre indtil da? Det giver jo ingen mening at prøve at starte en behandling heroppe to uger før jeg flytter. Og hver gang jeg får trangen til at skære dybt prøver jeg at ringe til en anonym rådgivning men det er stort set umuligt at komme igennem!
Min fornuft siger mig at jeg skal stoppe og lægge kniven fra mig, men jeg kan bare ikke, mine dårlige tanker vinder hver gang og tager til i styrke.
Hvad kan jeg gøre?? Hvor kan jeg få hjælp hurtigt når det virkelig gælder?? Sidder lige nu med pilleglasset og prøver at styre mig ved at skrive her.
Håber der er nogen der ser det her og måske kan komme med nogle forslag.
Jeg er en ung kvinde på knap 20 år der står i en ret vanskelig situation. Jeg er ret sikker på jeg har en depression, og har prøvet diverse tests der alle sætter mig i kategorien 'svær' depression. Indtil nu har det udartet sig i søvnproblemer, problemer med at spise, konstant gråd og sølle koncentration. Men så her forleden stod jeg i badet og tænkte "hvis jeg nu får smerten ud". Så jeg skar mig selv i låret flere gange. Siden torsdag har jeg nok lavet omkring 40 snit i hofter, lår og mave. Jeg er også begyndt at tage piller uden grund, ikke store doser, men nok til at jeg får det lidt skidt. I klare øjeblikke som nu ved jeg jo godt det er helt vildt dumt og at jeg ikke skal gøre det, men når jeg så bliver rigtig ked af det igen bliver jeg bare nødt til det.
Nu til mit store problem. Jeg er for et halvt år siden flyttet til jylland og har derfor ikke en læge eller lignende jeg stoler på. Og jeg bliver nødt til at få noget hjælp. Her tidligere tog jeg mig selv i at sidde og 'planlægge' min død og det skræmmer mig. Jeg føler jeg har mistet kontrollen over mit hoved. Jeg har allerede cuttet to gange i dag.
Jeg flytter tilbage tit min mor om knap to uger og får min gamle læge tilbage der, men hvad skal jeg gøre indtil da? Det giver jo ingen mening at prøve at starte en behandling heroppe to uger før jeg flytter. Og hver gang jeg får trangen til at skære dybt prøver jeg at ringe til en anonym rådgivning men det er stort set umuligt at komme igennem!
Min fornuft siger mig at jeg skal stoppe og lægge kniven fra mig, men jeg kan bare ikke, mine dårlige tanker vinder hver gang og tager til i styrke.
Hvad kan jeg gøre?? Hvor kan jeg få hjælp hurtigt når det virkelig gælder?? Sidder lige nu med pilleglasset og prøver at styre mig ved at skrive her.
Håber der er nogen der ser det her og måske kan komme med nogle forslag.
Kommentarer
KRISEHJÆLP
der står nogle tellefon nr ---prøv at ringe på disse nr ---allerede nu ---og se hvad der sker ----
du bor i jylland lige nu ---hvorfor ---er der ikke en skade stue i nærmeste by --
ellers må du tage hjem til mor ----og den læge du kender ----
Nu er det et par dage siden du skrev. Jeg håber ikke du har fået det værre.
Har du prøvet at ringe til livslininen? eller lms (landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade)?
Det er godt at du vil søge hjælp, når du flytter hjem, men to uger er lang tid, når du har det sådan. hvis det bliver helt galt må du ringe til lægevagten og høre om du kan få hjælp på psykiatrisk skadestue.
Er der ikke noget der kan aflede dine tanker, når du får trang til at skære eller tage piller? Jeg har selv været psykisk syg i mange år, og nogle gange har det hjulpet for mig at se en bestemt serie på dvd eller at lægge mig i sengen med noget musik. Det kan også være du kan ringe til din mor eller en anden?
Det er i hvert fald vigtigt at du ikke skader dig selv. Jeg bliver især bekymret over at du tager piller. Det kan jo være rigtig farligt og det virker heller ikke til at du ønsker at dø?
Du må meget gerne skrive herinde igen og fortælle hvordan det går. Det kan måske også hjælpe lidt at komme ud med noget, ved at skrive.
Mvh en der forstår.
Tak for svaret. Har ikke fået det værre som sådan, det er nogenlunde det samme. Mht til lms og livslinien har jeg prøvet at ringe til begge, men der er bare tit lang ventetid og det duer ikke altid når det virkelig er værst.
Jeg ringede til lægevagten men fik at vide at han ikke kunne henvise mig til psykiatrisk skadestue da der ikke er stillet en indledende diagnose af en almindelig læge (hvilket jeg ikke helt forstår, der er vel mange der ligesom jeg ikke tør snakke med lægen.)
Jeg synes det er meget svært at aflede tankerne når jeg ryger ned i sådan et sort hul. Jeg har prøvet med både tv, musik, læsning, løbe/gåture, snakke i telefon osv, men jeg foder med at gøre det alligevel, det udsætter det bare. Så nu prøver jeg bare at få det ud på en måde der ikke efterlader mærker, blandt andet ved at nive mig selv hårdt.
Og nej, jeg ønsker som sådan ikke at dø. Indrømmet, tanken er fristende, men jeg tør i bund og grund ikke. Det er nok også derfor jeg ikke tager én stor dosis piller. Mit mål er at få det dårligt eller have ondt, ikke at dø.
Så lige nu ser det ud til at jeg må kæmpe alene til jeg kommer hjem til min mor, er bare ikke sikker på om jeg kan klare det. Men det hjælper lidt endelig at dele det med nogen der forstår hvad man går igennem. Dit svar hjalp mig lidt med at indse at jeg ikke er den eneste der famler i mørke nogle gange. Så mange tak.
Jeg er ked af at høre, at de ikke ville sende dig videre til psykiatrisk skadestue. men jeg blev desværre ikke overrasket. der er mange der ikke føler de får den hjælp de har brug for.
Og nej, du er bestemt ikke den eneste der har det som dig. Jeg startede selv med at få anoreksi, senere depression, angst og skizofreni og så har jeg også skadet mig selv meget.
Jeg synes det er en god ide at gøre skaden mindre, som du gør ved at nive dig, for jeg ved godt at det er svært bare at stoppe med at skade sig selv. men jeg vil lige nævne at du ikke skal gøre det så meget samme sted. jeg nev mig engang gentagne gange på den ene finger, og det endte med at jeg fik en vabel, som der gik betændelse i. og så skulle jeg døje med at tage penicilin. der er også nogle der tager en elastik (de brune fra køkkenet) om håndleddet og hiver ud og giver slip. det giver en smerte, men så er man fri for at få grimme ar. det kunne du også gøre. jeg har selv rigtig mange ar bl.a. på min venstre arm og det er jeg ret ærgelig over nu, for alle kan jo se det, når jeg går i korte ærmer. ikke at jeg er flov over det, men jeg tænker mest på hvad jeg skal sige til min nevø, når han bliver ældre og evt. spørger hvad det er.
Ved du hvad det er der har startet det hele? Det kan f.eks. være stress eller dårlige oplevelser. det er lidt vigtigt at finde ud af, så du enten kan ændre det eller bearbejde det.
hvad laver du til daglig?
jeg er ikke selv en succeshistorie, for jeg har været syg i 14 år (er 30år) og er det stadig, men jeg ved at det er vigtigt at tale om problemerne og kosten er også vigtig. man får det værre, hvis man ikke spiser ordentligt. det kan selvfølgelig være svært, hvis depressionen giver mindre appetit, men prøv at spise så godt du kan.
mvh
Ja, det er ret ærgeligt jeg ikke kunne blive sendt videre, men har læst mig frem til at der vist er et almindeligt problem, at psykiatrien ikke kan handle lige hurtigt altid.
Det med elastikken lyder da som et rigtigt godt alternativ, det må jeg prøve. Jeg har nemlig ikke lyst til at have flere ar. Mine sidder dog primært på hofterne, så de er nemme at skjule.
Det der har udløst alt det her er at min lille nevø på 4 år har fået knogle cancer. Det var i hvert fald det der startede det. Men jeg tror også at det med at jeg er flyttet har forværret det, at jeg er så langt væk fra min familie. Jeg har kun min far i jylland og meget få venner da jeg har boet her så kort tid.
Til daglig arbejder jeg på et lager. Jeg var faktisk glad for det i starten, men nu er det bare blevet det værste jeg ved. Jeg er blandt andet blevet beskyldt af en kollega for at have ødelagt hendes støvler og det gjorde mig endnu mere ked af det. Spiste slet ikke dagene efter og skar mig selv for at kunne holde ud at være på jobbet. Jeg har svært ved at styre mig derude da hobbyknive er en fast genstand i lommen. Så jeg skal bare væk derfra.
Jeg ved bare ikke helt hvordan jeg skal klare mig igennem de næste dage uden at spise piller eller skære. Jeg har absolut ingen appetit, spiser måske en banan på en hel dag. Det er cutting der holder mig oppe.
Jeg vil meget gerne høre om hvordan du har arbejdet med din selvskade hvis jeg må? Føler mig nemlig ret utryg ved ikke at vide hvad der skal ske. Og det lyder til du selv har haft modgang. Er i hvert fald meget interesseret i at høre om hvordan du har tacklet det.
Mange taknemmelige tanker herfra
Det bliver da godt for dig at komme hjem så. Ærgeligt at du skal beskyldes for sådan noget, det kan jeg godt forstå du blev ked af. Og jeg kan også godt forstå at det er hårdt at din nevø er syg. Det er aldrig rart med sygdom i familien.
Når du kommer hjem, så snak med din læge om at blive henvist til en psykolog. Jeg mener du kan få 10 timer gratis. Det kan være du også bliver anbefalet at få medicin. Det synes jeg ikke du skal være bange for. Det er selvfølgelig bedst at klare sig uden, men det kan for nogle være en hjælp i starten. Jeg har selv fået meget medicin i mange år, men jeg har også en sygdom der ikke bare går væk. En depression kan du sagtens komme ud af igen indenfor noget tid. Men igen, det er vigtigt at få snakket om det.
Jeg tror at det der hjalp på min cutting, var at jeg mødte min kæreste, som jeg nu er gift med. Han brød sig selvfølgelig ikke om at jeg skar og derfor ville jeg meget gerne stoppe for ham. det var meget svært og det varede noget tid, før det lykkedes, men det blev mindre og mindre. jeg kan stadig finde på at skade mig selv nu, men det er kun hvis jeg har det meget dårligt f.eks. med voldsom angst. men jeg prøver at aflede mine tankler fra det, ved at gøre nogle af de ting jeg skrev.
jeg tror jeg har klaret mig igennem så mange år, både fordi jeg har min mand, men også fordi jeg har et håb om at det bliver bedre. hvis jeg ikke havde mødt ham er jeg ikke sikker på at jeg havde været her i dag, for det har været utrolig hårdt og det har været svært at acceptere at mit liv skulle være sådan. jeg kan ikke have et arbejde, så jeg er på førtidspension og jeg har måttet tage det meget svære valg, at jeg ikke skal have nogle børn.
jeg har været i behandling i en del år i det offentlige, men jeg synes ikke de har kunnet hjælpe mig. det eneste de har været gode til, er at give mig medicin og det er selvfølgelig også fint nok, for det er nødvendigt. men det er jo kun symptombehandling. jeg mener det er vigtigt at finde ud af hvorfor jeg er blevet syg og få bearbejdet de ting. jeg håber på snart at kunne få hjælp af en ernæringsterapeut og en psykotrerapeut, men jeg skal lige have råd, for jeg skal selv betale for det.
Men jeg vil sige at det er godt hvis du kan holde modet oppe. du skal nok få det bedre og det behøver ikke at tage meget lang tid. du skal bare have noget behandling så hurtigt som du kan. jeg synes det vil være godt hvis du kan bruge elastikken i stedet for piller og kniv, men hvis du kommer til at skære så lad være med at blive sur på dig selv. det er selvfølgelig ikke godt at du har gjort det, men der er ingen grund til at slå sig selv i hovedet bagefter. mht. pillerne kan det godt være meget skadeligt på længere sigt, også selvom du ikke tager rigtig mange ad gangen. så det skal du tænke over.
mvh
Tak for din historie, det hjalp mig til at finde modet til at handle. Jeg har snakket med min gamle læge og skal hjem på lørdag, starter i behandling mandag.
Jeg er meget taknemmelig for dine beskeder, de har givet et skub den rigtige vej.
Det da skønt at du har din mand som støtte, det jo ikke den fedeste historie du har lyder det til. Det er bare for dårligt at du selv skal betale for behandling, det synes jeg ikke er retfærdigt. Men jeg er meget imponeret over hvor godt du har klaret det, jeg håber jeg kan også!
Til at starte med har jeg i hvert fald undgået cutting i to dage, elastiken virker rigtig godt så tak for den idé. Pillerne prøver jeg at droppe men det er rigtig svært. Det er som om jeg får fantom smerter og de forsvinder bogstaveligt talt få sekunder efter jeg har taget piller. Jeg ved ikke lige hvorfor det sker, men håber lægen kan hjælpe. Har desværre også stadig problemer med at spise, får det dårligt når jeg spiser.
Men under alle omstændigheder føles det som om jeg har taget et skridt fremad ved at undgå cutting, er glad for at jeg ikke har cuttet siden jeg begyndte med elastiken.
Til sidst vil jeg bare sige mange tusind tak for din forståelse, dine råd og for at jeg måtte høre din historie. Det har virkelig hjulpet. Nu tror jeg virkelig på at jeg nok skal få det godt igen!
Mvh og smil fra mig
Jeg er bare glad for at kunne hjælpe.
Det er godt gået at du ikke har skåret. Og godt at du snart får hjælp. Held og lykke fremover, du skal nok klare det.
Mvh