Sexuel debut
Til Netdoktor/ brugerne
Jeg står med en følelsesmæssig udfordring som en del folk muligvis ikke kan forstå, men Jeg skriver fordi det går mig meget på og ønsker hjælp til at bearbejde det.
Min kæreste og Jeg mødte hinanden for ca. 1 år siden, og det var med hende Jeg første gang dyrkede sex. Jeg har altid været tilbageholdende overfor mine muligheder fordi Jeg har ville vente til den helt rigtige person dukkede op, og det var hende.
Jeg er glad for at det var hende der var den første, men det der kan gøre mig så ked af det er at hun allerede havde fået taget sin mødom før mig. Hun snakker sjældent om det da Jeg har forklaret hende mit problem, men hun kan ikke forstå det og syntes Jeg er underlig hvis hun bringer det på bane.
Det Jeg tror der gør mig ked af det er at Jeg ikke har taget en piges mødom før, men Jeg ved det ikke med sikkerhed.
Er der evt. nogen andre der oplever det samme som mig? Bliver deprimeret ved tanken om at i ikke var den første, hvis hvad gør i så?
På forhånd tak.
Jeg står med en følelsesmæssig udfordring som en del folk muligvis ikke kan forstå, men Jeg skriver fordi det går mig meget på og ønsker hjælp til at bearbejde det.
Min kæreste og Jeg mødte hinanden for ca. 1 år siden, og det var med hende Jeg første gang dyrkede sex. Jeg har altid været tilbageholdende overfor mine muligheder fordi Jeg har ville vente til den helt rigtige person dukkede op, og det var hende.
Jeg er glad for at det var hende der var den første, men det der kan gøre mig så ked af det er at hun allerede havde fået taget sin mødom før mig. Hun snakker sjældent om det da Jeg har forklaret hende mit problem, men hun kan ikke forstå det og syntes Jeg er underlig hvis hun bringer det på bane.
Det Jeg tror der gør mig ked af det er at Jeg ikke har taget en piges mødom før, men Jeg ved det ikke med sikkerhed.
Er der evt. nogen andre der oplever det samme som mig? Bliver deprimeret ved tanken om at i ikke var den første, hvis hvad gør i så?
På forhånd tak.
Kommentarer
Du er nu i et fuldstændigt uløseligt dilemma, og hvis ikke du lærer at tænke anderledes, så vil du få et yderst problemfyldt liv. Det er vel ikke tidligere partnere, man taler meget om, når man er i et forhold? Hvorfor skal man det? Det hun har oplevet før hun mødte dig, har jo været med til at forme hende, som den person, hun er i dag - og det er vel den person, du sætter pris på? Eller hvad?
Holder det her forhold ikke, så er du i den grad på den mht dine holdninger. For finder du en, der kan leve op til dit krav om jomfruelighed, så er du det jo ikke - og hvis du har sådanne krav til en partner, så må du jo nødvendigvis selv kunne leve op til dem, og det kan du ikke.
Ligegyldigt hvad, så kommer du aldrig nogen sinde til at opleve et forhold, hvor I begge er jomfruer.
Det må du gøre op med dig selv; hvad skal det betyde for dit fremtidige liv?
Jeg ved godt, at nogle - især drenge/mænd - finder det noget så fantastisk at få lov til at være den første, men så vidunderligt er det heller ikke - og det burde altså ikke være de få minutter, man skal basere hele sit liv på.
Hvis man skal have et liv sammen - et godt liv vel at mærke - så har det langt større betydning, at man har noget balast med sig, og her tænker jeg ikke kun sex, men helt generelt noget erfaring, nogle livsopfattelser osv. - og dem har man altså ikke, hvis man går direkte fra sit barndoms trygge rammer til et fasttømret forhold for resten af livet. Det er de forhold, hvor man har fået "løbet hornene af sig" der bliver de sundeste.
Hvis du var min kæreste, og du blev ved med at køre rundt i, hvad jeg havde gjort og hvordan jeg havde levet, før jeg mødte dig, før du overhovedet var i mine tanker - så ville jeg nok hurtigt blive meget træt af dig, og jeg ville nok ikke overveje et fremtidigt liv med dig.
Så tænk lige lidt over, hvor meget du i grunden holder af hende - for det her vil hun blive træt af, og det vil også ødelægge hendes følelser for dig.
Hun kan IKKE ændre på det, der er sket - så du må gøre op med dig selv om du kan leve med det eller om du ikke kan.
Det er DIG, der gør livet sværere for dig selv, ved at bruge energi på noget, der burde være uendelig ligegyldigt. Det handler jo udelukkende om dit eget ego og din egen bekræftelse - og det kommer du ikke langt med her i livet, hvis du mener, det er mere væsentligt end alt andet.
Tænk at du overhovedet gider at svare sådan en idiot . vh søren
Denne her unge mand er øjensynligt opvokset med et andet livssyn end så mange andre, men det gør ham jo ikke til idiot, vel?
Ja, vi kan nok blive enige om, at man får det svært med sit liv, når man har sådanne holdninger, men det HAR han jo, og tror du virkelig han får det bedre af at få at vide, at han er en idiot?
Nej - hvad med at give ham lidt hjælp til at prøve at tænke anderledes, og på den måde få det lettere i sit liv?
Så jo - det "gider" jeg godt.
Jeg mener der er temmelig meget her i livet ,
der er vigtigere .
Næste gang vil du måske "hjælpe" en anden idiot
som fx en selvmordsbomber .
Hjælp dem der virkelig er i nød ! vh søren . (hønseavler og politimand)