Indstillinger
Vil min bulimi nogensinde stoppe?
Hej.
Jeg har et endeløst problem - bulimi. Jeg har mine æde anfald hver dag, og oftest flere gange om dagen. Min krop har det elendigt, min mund er sprækket op i begge sider pga. min hånd river det op hver gang jeg tvinger den ned i min hals - jeg har kroniske tandmærker på mine hænder, og rifter inde i munden.
Første gang jeg kastede op var jeg 12 år gammel. Jeg husker det som var det i går. Mine veninder og jeg delte en liter flødeis, hvor jeg bagefter fik en forfærdelig følelse af skam og gik ud og kastede det op i smug.
Jeg tænkte ikke mere over det, og der gik 5 år før det skete igen.
Jeg var senere hen blevet meget overvægtig, men som 17-årig var jeg nede på min normalvægt igen, ca. 64 kg. (jeg er 1,73 høj). Det skyldtes dog kun, at jeg havde fået anoreksi (hvilket jeg savner utroligt meget).
En dag kunne jeg ikke styre min anoreksi længere, og tog mig selv i at spise en meget stor portion mad (nok det der ville svare til en normal portion, men for mig var det en enorm portion).
Jeg gik ud og kastede det op, og har kastet op ca. hver dag lige siden. Det er snart et år siden.
Hver gang jeg kaster op får jeg en forfærdelig følelse inden i, og vil helst bare være alene og ligge og græde mig selv i søvn. Desværre er jeg nu kommet ud i at skære i mig selv for at kompensere for hvor dårligt jeg har det - jeg ved ikke hvorfor mit hoved siger til mig det hjælper, for det gør det ikke.
Jeg havde ofte overvejet at søge hjælp, men fik så det fantastiske tilbud at komme til Australien i 6 måneder og studere. Så det gjorde jeg.
De første 4 dage var fantastiske - spiste stort set ingenting og havde det skønt med det. Men nu er det præcis det samme om igen. Kaster op hver dag, og da jeg bor alene på et kollegie er det intet problem for mig.
Det er bare endnu sværere nu, da jeg ikke føler jeg kan søge hjælp da jeg ikke er i Danmark. Siger til mig selv hver eneste dag: "I dag er det slut. I dag stopper det. Du har det så meget bedre uden".
Så går der 2 timer, og så er jeg allerede i gang igen.
Jeg vil så gerne have det til at stoppe, men jeg ved ikke hvordan. Jeg har brug for et seriøst wake-up call, men jeg ved ikke hvad.
Jeg håber virkelig, inderligt meget at der er nogen derude der kan hjælpe mig. Jeg har aldrig haft det så skidt som jeg har det nu.
Jeg tager mig selv i at tænke hver aften inden jeg skal sove; ville det hele være bedre hvis jeg ikke vågnede op igen?
Og når jeg så vågner er jeg ked af at jeg ikke bare kunne sove videre for evigt.. for hvad jeg skal jeg nu tage mig til? Jeg tager i skole, men det sekund jeg træder ind af døren når jeg kommer hjem går jeg i gang med at spise.
Hvis jeg er ude med mine venner, også selvom vi tager ud og fester til langt ud på natten, jamen så spiser jeg bare når jeg en gang kommer hjem.
Det har ingen ende, og jeg hader det som pesten.
Jeg er bange for hvad jeg gør ved mig selv hvis det ikke snart slutter, for jeg kan mærke at jeg fysisk, og specielt psykisk, ikke er i stand til noget som helst..
Hjælp.
Jeg har et endeløst problem - bulimi. Jeg har mine æde anfald hver dag, og oftest flere gange om dagen. Min krop har det elendigt, min mund er sprækket op i begge sider pga. min hånd river det op hver gang jeg tvinger den ned i min hals - jeg har kroniske tandmærker på mine hænder, og rifter inde i munden.
Første gang jeg kastede op var jeg 12 år gammel. Jeg husker det som var det i går. Mine veninder og jeg delte en liter flødeis, hvor jeg bagefter fik en forfærdelig følelse af skam og gik ud og kastede det op i smug.
Jeg tænkte ikke mere over det, og der gik 5 år før det skete igen.
Jeg var senere hen blevet meget overvægtig, men som 17-årig var jeg nede på min normalvægt igen, ca. 64 kg. (jeg er 1,73 høj). Det skyldtes dog kun, at jeg havde fået anoreksi (hvilket jeg savner utroligt meget).
En dag kunne jeg ikke styre min anoreksi længere, og tog mig selv i at spise en meget stor portion mad (nok det der ville svare til en normal portion, men for mig var det en enorm portion).
Jeg gik ud og kastede det op, og har kastet op ca. hver dag lige siden. Det er snart et år siden.
Hver gang jeg kaster op får jeg en forfærdelig følelse inden i, og vil helst bare være alene og ligge og græde mig selv i søvn. Desværre er jeg nu kommet ud i at skære i mig selv for at kompensere for hvor dårligt jeg har det - jeg ved ikke hvorfor mit hoved siger til mig det hjælper, for det gør det ikke.
Jeg havde ofte overvejet at søge hjælp, men fik så det fantastiske tilbud at komme til Australien i 6 måneder og studere. Så det gjorde jeg.
De første 4 dage var fantastiske - spiste stort set ingenting og havde det skønt med det. Men nu er det præcis det samme om igen. Kaster op hver dag, og da jeg bor alene på et kollegie er det intet problem for mig.
Det er bare endnu sværere nu, da jeg ikke føler jeg kan søge hjælp da jeg ikke er i Danmark. Siger til mig selv hver eneste dag: "I dag er det slut. I dag stopper det. Du har det så meget bedre uden".
Så går der 2 timer, og så er jeg allerede i gang igen.
Jeg vil så gerne have det til at stoppe, men jeg ved ikke hvordan. Jeg har brug for et seriøst wake-up call, men jeg ved ikke hvad.
Jeg håber virkelig, inderligt meget at der er nogen derude der kan hjælpe mig. Jeg har aldrig haft det så skidt som jeg har det nu.
Jeg tager mig selv i at tænke hver aften inden jeg skal sove; ville det hele være bedre hvis jeg ikke vågnede op igen?
Og når jeg så vågner er jeg ked af at jeg ikke bare kunne sove videre for evigt.. for hvad jeg skal jeg nu tage mig til? Jeg tager i skole, men det sekund jeg træder ind af døren når jeg kommer hjem går jeg i gang med at spise.
Hvis jeg er ude med mine venner, også selvom vi tager ud og fester til langt ud på natten, jamen så spiser jeg bare når jeg en gang kommer hjem.
Det har ingen ende, og jeg hader det som pesten.
Jeg er bange for hvad jeg gør ved mig selv hvis det ikke snart slutter, for jeg kan mærke at jeg fysisk, og specielt psykisk, ikke er i stand til noget som helst..
Hjælp.
Kommentarer
nej du skal finde en psykolog ----det er der vel også i Australien ---hvis det er der du stadig er --
og så skal du prøve at gå i Terapi ---men det gøres ikke på en gang ---nej der skal flere gange til ---
du startede da du var 12år med Bulmi---så du har sikkert nogle sår på sjælen ---som stammer fra din barndom ----
noget kender du måske til ---ellers kan det måske graves brem --
men hvis du skal have et godt liv ---må du gøre nøget ved det ---din trauma forsvinder ikke af sig selv ---jeg ønsker for dig ---at du snart får det bedre