Indstillinger
at elske det ene barn højere end det andet...
Havde en samtale/diskussion med min kæreste her forleden, der fik mig til at tænke...
Sagen er det at, han har 2 børn en datter med mig på 6 og en dreng på 3. Vi venter nu vores andet fælles barn sammen.
Hans dreng bor hos hans forældre i hans hjemland, og han boret hos os i 2 år.
Han siger at han har et bedre forhold/elsker sin dreng mere end vores datter. Det er så det jeg ikke kan forstå, man elsker vel sine børn lige så højt, uanset køn.
Han var ikke særligt intresseret i sin datter den første år, og har forklaret, at det er den pris han betaler nu, for ikke at have prøvet mere da hun var lille. Han føler ikke at hun gider ham, jeg føler han har givet op på hende.
Kan måske forstå, at mor og datter har noget sammen, som far og søn på samme måde vil have. Men kærligheden er vel lige stor...
Sagen er det at, han har 2 børn en datter med mig på 6 og en dreng på 3. Vi venter nu vores andet fælles barn sammen.
Hans dreng bor hos hans forældre i hans hjemland, og han boret hos os i 2 år.
Han siger at han har et bedre forhold/elsker sin dreng mere end vores datter. Det er så det jeg ikke kan forstå, man elsker vel sine børn lige så højt, uanset køn.
Han var ikke særligt intresseret i sin datter den første år, og har forklaret, at det er den pris han betaler nu, for ikke at have prøvet mere da hun var lille. Han føler ikke at hun gider ham, jeg føler han har givet op på hende.
Kan måske forstå, at mor og datter har noget sammen, som far og søn på samme måde vil have. Men kærligheden er vel lige stor...
Kommentarer
Det er vist ikke så ualmindeligt.
citat
Især de førstefødte nyder en særlig status og får masser af opmærksomhed og omsorg. Søskendeflokkens hierarki afspejler sig også senere i livet, når børnene er voksne, mener John Halse. Han peger på undersøgelser, der viser en overrepræsentation af førstefødte i ledende stillinger.
»De næstefødte skal kæmpe hele livet for at få den samme opmærksomhed,« siger han.
citat slut
Dette er er det rene vrøvl. Både min mand og jeg blev mindre elsket end vores søskende og vi er begge de ældste. Så hvor har de den opfattelse fra.
Jeg ved to familier til, hvor det også "gik ud over" den ældste, så den snak skulle de stoppe.
Førstefødte i ledende stillinger, det tror jeg, for vi skulle altid være "den store".
Kan bare ikki forstå, en far elske sin dreng, nr. 2 i rækken mere end datteren. Måske er vi forskellige når det kommer til det, men stadivæk, forstår det ikke.
For mig ville det være utænkeligt ligeså for min mand, vi har selv børn, som i dag er voksne, og jeg må sige, at vi selvfølgelig elsker dem lige højt, men det kan godt være på forskellige måder.
Når jeg ser mig om i vores vennekreds, som vi har kendt fra helt unge, så ser jeg heller ikke at de nogensinde har foretrukket det ene barn for det andet. Men jeg har set at pigen blev fars pige, og drengen mors dreng:-) men på en hyggelig måde.
Men jeg tænker om din kæreste kommer fra en anden kultur, hvor drengebørn har en højere status, ja det er kun et gæt.
Det at din kæreste vedkender sig, at han har det sådan, er jo på en eller anden måde flot, for jeg tror de færreste ville indrømme det. Jeg tror ikke, at det er noget forældre vil sige meget højt, for det er vel forbundet med stort tabu at sige, at man ikke elsker sine børn lige højt. For de fleste ville mene at det er unormalt, og hvem vil være unormal. Nu smiler jeg…
Men kunne du ikke prøve at få din kæreste til at lave forskellige ting med jeres datter, helst alene så de to kunne få et bedre og tæt forhold til hinanden.
Nu ved jeg ikke hvor I bor, men der jo mange muligheder f.eks. en tur i zoologisk have, en tur i biografen og se en børnefilm, en tur i skoven eller til stranden og samle sten. Det er kun fantasien der sætter grænser:-)
Jeg håber at det vil forandre sig hen af vejen, for det er jo i dine tanker, hvad jeg godt kan forstå. I venter jo også en lille ny, og der skal der helst være kommet et tæt forhold mellem far og datter.
Det var lige mine tanker her og nu.
Hilsen Sofie
Jeg syntes Sofie giver et godt råd.
Her hvor vi bor er der ikke særligt meget man kan lave med børnene.
Men når der en sjæden gang er noget, har han aldrig været med. Han orker ikke siger han, arbejder når vi andre har fri.
Man må så håbe at han gør en bedre indsats med det næste.
Hvad er det for en barndom, du byder din datter, det må og skal du ændre, og så venter I oven i købet endnu et fælles barn.
Nu lyder jeg nok lidt barsk, men hvad i alverden vil du med sådan en kæreste, der ikke vil lave noget sammen med jer.
Det skal være et fælles ansvar at få børn, og selvom du skriver, at han er den voksne, underforstået at det må han selv bestemme, så mener jeg, at du er medskyldig i dette forløb. Du må gøre op med dig selv, om du virkelig synes, at han er en god far.
Vi må alle tage kampen op, og sørge for at vores børn får det bedste af det bedste, og kæmpe for at ikke vores børn føler sig tilsidesat.
Jeg håber, at du forstår hvad jeg mener, for det gør ondt på mig, når jeg læser, hvad du skriver. Din datter er kun seks år, har selv et barnebarn på samme alder, og jeg ved hvor følsomme børn er.
Hilsen Sofie