Indstillinger
Er jeg en "rigtig" cutter?
Hej
Jeg er en pige på 15år, jeg går efterskole og jeg er virkelig glad for og være der, jeg har mange veninder og venner, og min rumse er virkelig den bedste!
En af mine veninder har det meget svært både der hjemme og på skolen, vi er begge cutter, så vi har selvfølelig snakket om det. En aften blev hun meget ked af det, og flere dage efter sagde hun at hvis hun havde noget hun kunne skære sig med ville hun gøre det, jeg blev selvfølelig bekymret og sagde det til hendes kontaktlære! Da hun fandt ud af at jeg havde sagt det, sagde hun til min kontaktlære at jeg også er cutter.. Lad os kalde min kontaktlære for x.
På et tidspunkt hev x mig til side, hun tog fat i min ene arm (Den jeg ikke cutter på) hun spurgte om hun måtte se den anden arm, hvilket jeg sagde nej til! Det var hun til synladene ligeglad med, for hun tog den alligevel..
Jeg følte at x blev sur/skuffet over mig, hvilket der gjorde mig meget ked af det, fordi x er af den type der aldrig er sur. (Jeg ved selvfølelig ikke om hun var det, for jeg er vantil og se x grine, smile, og bare være glad men da hun snakkede med mig var hun jo alvorlig!) Hun sagde at hvis det ikke stoppede lige nu, så skulle vi snakke meget mere sammen, og så kunne jeg måske ikke gå på skolen mere..
I timerne efter kunne jeg slet ikke koncentrer mig, og jeg sad bare og tænkte på alt det hun havde sagt, jeg ventede bare på at jeg fik en mulighed for og være alene, så jeg kunne få tankerne væk fra alt det hun havde sagt!
Det er nu ca. 1,5 uge siden hun opdagede det, dengang sagde hun at hun ville tjekke mig, og nu da det er vinterferie, trode jeg hun ville gør det inden vi gik til ferie, men hun har slet ikke snakket med mig. Hvorfor? Kan hun have glemt det, eller er det helt normalt?
Alle dem jeg kender, og har hørt om der cutter, har det svært der hjemme, har en spiseforstyrelse eller en deprision.. Men jeg har ingen af delene, jeg er en helt normal pige. Jeg har venner, en god familie, der dog er begynt og gå mig på næverne det sidste stykke tid, har altid været glad og positiv, og mine karakter er fine.
Så jeg forstår ikke selv hvorfor jeg overhovedet gør det, det eneste jeg ved er at jeg får det meget bedre med mig selv efter det.
Jeg har læst meget omkring det at være en cutter, og der er mange hjemmesider der forslår at man udsætter det et par minutter og ser om trangen er blevet mindre. Det er ligenøjagtig det jeg gør, jeg kan godt få trang til og gøre det om morgnen, men fordi jeg har så meget gymnastik, kan jeg ikke bare gøre det når trangen melder sig! Efter lidt tid går trangen da også væk, men så hvis jeg får fritime eller når bliver aften, så vælter alle tankerne frem igen, og så kan jeg ikke lade vær med og gøre det..
Mit spørgsmål er så er jeg en "rigtig" cutter?
Jeg er en pige på 15år, jeg går efterskole og jeg er virkelig glad for og være der, jeg har mange veninder og venner, og min rumse er virkelig den bedste!
En af mine veninder har det meget svært både der hjemme og på skolen, vi er begge cutter, så vi har selvfølelig snakket om det. En aften blev hun meget ked af det, og flere dage efter sagde hun at hvis hun havde noget hun kunne skære sig med ville hun gøre det, jeg blev selvfølelig bekymret og sagde det til hendes kontaktlære! Da hun fandt ud af at jeg havde sagt det, sagde hun til min kontaktlære at jeg også er cutter.. Lad os kalde min kontaktlære for x.
På et tidspunkt hev x mig til side, hun tog fat i min ene arm (Den jeg ikke cutter på) hun spurgte om hun måtte se den anden arm, hvilket jeg sagde nej til! Det var hun til synladene ligeglad med, for hun tog den alligevel..
Jeg følte at x blev sur/skuffet over mig, hvilket der gjorde mig meget ked af det, fordi x er af den type der aldrig er sur. (Jeg ved selvfølelig ikke om hun var det, for jeg er vantil og se x grine, smile, og bare være glad men da hun snakkede med mig var hun jo alvorlig!) Hun sagde at hvis det ikke stoppede lige nu, så skulle vi snakke meget mere sammen, og så kunne jeg måske ikke gå på skolen mere..
I timerne efter kunne jeg slet ikke koncentrer mig, og jeg sad bare og tænkte på alt det hun havde sagt, jeg ventede bare på at jeg fik en mulighed for og være alene, så jeg kunne få tankerne væk fra alt det hun havde sagt!
Det er nu ca. 1,5 uge siden hun opdagede det, dengang sagde hun at hun ville tjekke mig, og nu da det er vinterferie, trode jeg hun ville gør det inden vi gik til ferie, men hun har slet ikke snakket med mig. Hvorfor? Kan hun have glemt det, eller er det helt normalt?
Alle dem jeg kender, og har hørt om der cutter, har det svært der hjemme, har en spiseforstyrelse eller en deprision.. Men jeg har ingen af delene, jeg er en helt normal pige. Jeg har venner, en god familie, der dog er begynt og gå mig på næverne det sidste stykke tid, har altid været glad og positiv, og mine karakter er fine.
Så jeg forstår ikke selv hvorfor jeg overhovedet gør det, det eneste jeg ved er at jeg får det meget bedre med mig selv efter det.
Jeg har læst meget omkring det at være en cutter, og der er mange hjemmesider der forslår at man udsætter det et par minutter og ser om trangen er blevet mindre. Det er ligenøjagtig det jeg gør, jeg kan godt få trang til og gøre det om morgnen, men fordi jeg har så meget gymnastik, kan jeg ikke bare gøre det når trangen melder sig! Efter lidt tid går trangen da også væk, men så hvis jeg får fritime eller når bliver aften, så vælter alle tankerne frem igen, og så kan jeg ikke lade vær med og gøre det..
Mit spørgsmål er så er jeg en "rigtig" cutter?
Kommentarer
Måske du ikke har det helt så nemt som du giver udtryk for her, eller selv er klar over. Måske du er udsat for et meget stort forventningspres fra dig selv og andre og at det er derfor du føler dig så lettet når du har skåret i dig selv.
Jeg må sige at jeg er lidt rystet over den kontaktlærers reaktion på dig, men det er måske fordi du har en facade der er så overbevisende at du selv tror på den.
Noget er i hvert fald helt galt.
Ingen, ikke engang teenagere, skærer i sig selv uden at der er en rigtig god grund til det.
Er din "eneste" grund, at det gør at du har noget sammen med din veninde der har det svært, ja så er det faktisk lige så galt, for ingen der har det godt med sig selv har behov for at gøre skade på sig selv for at føle at de hører til i en gruppe. Det svarer til de der går med til at lave hærværk og tyveri for at være med i en gruppe for dog at have nogle venner.
Men ud fra det du har skrevet, tror jeg at der er temmelig mange forventninger til dig fra dig selv og måske også andre om hvordan du skal opføre dig og være som person. Og at det ikke rigtig giver plads til bare at være dig.
Du må love mig ikke at gå med dette her alene. Tænk grundigt over det og tal med en voksen, det kan være dine forældre, en lærer (som ikke behøver at være kontaktlæreren) eller din familielæge (ring og bestil tid).
Du kan også ringe ind og tale med nogle helt anonymt via børnetelefonen: 116 111 eller http://www.lmsselvskade.dk/script/site/default.asp
Man kan sagtens være glad udenpå selvom man græder indeni.