Jeg har lyst til at spørge: ER du rent faktisk ked af det?
Det kan jo være årsagen til, at du reagerer på den måde. Når jeg ser billeder af mennesker, der griner (f.eks. i fjernsynet), tænker jeg nogle gange, at de ser ud, som om de græder. Jeg tror ikke, at din reaktion er så ualmindelig.
Jeg har i hvert fald engang haft en reaktion, som den, du beskriver. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde haft en depression, som nu var ved at lette. Min veninde sagde noget ustyrligt morsomt, som jeg begyndte at grine højlydt af, men efter få sekunder begyndte jeg i stedet for at hulke, og tårerne løb ned ad kinderne.
Min veninde blev meget forskrækket. Det var der nu ingen grund til, for det, at jeg omsider kunne reagere følelsesmæssigt, var et tegn på bedring.
Du skriver dit indlæg i forummet ”Depression og angst”. Det kunne jo tyde på, at jeg muligvis har ret i min tolkning af dit indlæg:
Depression kan i visse tilfælde forstås som en form for ”ikke tilladt sorg”. I vore dage stilles der store krav til unge mennesker. (Jeg går ud fra, at du er 18 år). Unge piger skal være smukke, dygtige, velklædte, modebevidste og klare sig fantastisk på arbejdsmarkedet eller i skolen. Det er selvfølgelig mål, der er fuldstændig urealistiske, men alligevel er der mange unge, der stræber efter det perfekte.
Desuden er der i samfundet en tendens til at mene, at man uden videre kan nå sine mål, hvis bare man har en positiv og optimistisk holdning, samt tilstrækkeligt med viljestyrke.
Denne holdning betyder, at mange mennesker kontrollerer sig selv i uhyggelig grad!
Men der er jo rent faktisk mennesker – også unge − der har oplevet tab og svigt. Hvis man ignorerer de følelser, der er forbundet med tab eller svigt, fordi samfundsholdningen dikterer, at man skal være positiv og konstruktiv, kan det betyde, at man ender med at få en depression.
Jeg siger ikke, at du faktisk har en depression. Men muligvis har du oplevet store tab eller svigt (eller andre grimme ting) i dit liv. Men i vore dage er det udelukkende samfundsmæssigt acceptabelt at være positiv og smile til verden. Derfor er du nødt til at kontrollere dig selv og holde de negative følelser nede og lægge låg på det. Men når nogen siger noget sjovt, begynder du refleksmæssigt at grine, hvilket er det samme som i nogen grad at slippe kontrollen, så låget ryger af: Og så kommer ked-af det-hed’en op til overfladen.
Giver det mening?
Hvis jeg har ret i den tolkning, vil jeg råde dig til at tage de ubehagelige følelser alvorligt og lade dem få et udtryk, så de kommer ud af systemet, i stedet for at blive holdt under låg. Nu ved jeg jo ikke, hvad det kan være for negative følelser, men du kunne tegne dem, skrive digte om dem eller gå ud i skoven eller ved havet, når det stormer, og råbe din vrede ud (når det stormer, er der ingen, der kan høre dig, og du kan råbe, så højt du kan). Eller du kan sætte noget kraftfuldt musik på, der sætter gang i din vrede, og tæske dine sofapuder sønder og sammen med en tæppebanker, mens du bander over de mennesker, de engang har gjort dig fortræd.
Ud med det!
Og prøv så herefter at leve mere i overensstemmelse med dig selv, og med dine egne ønsker og behov, i stedet for at tilpasse dig, hvad andre mennesker mener, du bør gøre.
Nu ser jeg i en anden debat, at du faktisk er 15, og ikke 18, som jeg gættede mig til, ud fra dit brugernavn. Og jeg ser, at du har selvmordstanker og går til samtaler hos en psykolog.
Det viser mig, at min tolkning var rigtig, om end din situation tilsyneladende er langt alvorligere, end jeg kunne gætte mig til, ud fra de få linjer, du skrev.
Du er nødt til at have mere hjælp, end den, du får. Jeg synes, at du skulle tale med dine forældre om det. Jeg mener, at du bør have lægehjælp.
Jeg skal prøve at besvare dit spørgsmål efter bedste evne, men du skal vide, at jeg bare er en ganske almindelig Netdoktorbruger.
I Danmark har vi undervisningspligt til og med 9. klasse. Vi har sådan set ikke skolepligt, så hvis du kan blive undervist hjemme, så opfylder du loven.
Men når du er 15 år, må du vel gå i 9. klasse. Hvis jeg har ret i, at du går i 9. klasse, så er der jo ikke mange måneder tilbage af den undervisningspligt.
Når du er 15 år, er det dine forældre, der har ansvaret for, at du får undervisning/kommer i skole, for du er jo endnu ikke myndig. Og så vidt jeg kan se, er det forældrene, myndighederne vil kontakte, hvis du helt bliver væk fra skolen. Det er dem, der må stå til ansvar over for myndighederne – ikke dig.
Sådan som jeg forstår dig, så frygter du, at du bliver indlagt på et psykiatrisk hospital som straf, hvis du nægter al skolegang.
Det kan jeg absolut ikke forestille mig. Det er jo ikke nogen psykisk sygdom at udeblive fra skolen! Og sådan som jeg ser det, er det dine forældre, der vil blive ”straffet”, eftersom de har forældremyndigheden over dig. Men først vil myndighederne naturligvis prøve at tale med dine forældre.
Lige nu synes jeg dog, at det største problem er, at du har det så dårligt. Det er klart, at man, når man er meget syg − og det kunne det godt tyde på, at du er – ikke kan gå i skole. Hvis myndighederne kontakter dine forældre, så vil dine forældre vel sige, at årsagen til, at du ikke går i skole, er sygdom.
Og sygdom er enhver mands herre, som man siger med et gammelt udtryk.
Men når skolemyndighederne får at vide, at du er (langvarigt) syg, så vil de nok underrette kommunens socialforvaltning, der herefter nok vil prøve at finde ud af, om du får den rigtige behandling for din sygdom, så på den måde kan du have ret i, at de to forskellige ting (altså den manglende skolegang og din alvorlige psykiske tilstand) alligevel bliver blandet sammen.
Men prøv at se de offentlige myndigheders henvendelser som en hjælp og en støtte, i stedet for som en straf!
Du behøver faktisk hjælp, så du kan blive rask! Hvis jeg var dig, ville jeg gå til læge og bede om hjælp.
Du behøver faktisk også undervisning. Men det er vigtigt, at du først bliver rask. Når du er rask, har du alverdens tid til at indhente det, du har forsømt i skolen.
Og, Justagirl, det er MULIGT at blive rask. Lige nu tror du ikke så meget på det. Det er en del af sygdommen, at man tænker sådan.
Benyt dig af andre menneskers hjælp. Du har brug for hjælp.
Kommentarer
Jeg har lyst til at spørge: ER du rent faktisk ked af det?
Det kan jo være årsagen til, at du reagerer på den måde. Når jeg ser billeder af mennesker, der griner (f.eks. i fjernsynet), tænker jeg nogle gange, at de ser ud, som om de græder. Jeg tror ikke, at din reaktion er så ualmindelig.
Jeg har i hvert fald engang haft en reaktion, som den, du beskriver. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde haft en depression, som nu var ved at lette. Min veninde sagde noget ustyrligt morsomt, som jeg begyndte at grine højlydt af, men efter få sekunder begyndte jeg i stedet for at hulke, og tårerne løb ned ad kinderne.
Min veninde blev meget forskrækket. Det var der nu ingen grund til, for det, at jeg omsider kunne reagere følelsesmæssigt, var et tegn på bedring.
Du skriver dit indlæg i forummet ”Depression og angst”. Det kunne jo tyde på, at jeg muligvis har ret i min tolkning af dit indlæg:
Depression kan i visse tilfælde forstås som en form for ”ikke tilladt sorg”. I vore dage stilles der store krav til unge mennesker. (Jeg går ud fra, at du er 18 år). Unge piger skal være smukke, dygtige, velklædte, modebevidste og klare sig fantastisk på arbejdsmarkedet eller i skolen. Det er selvfølgelig mål, der er fuldstændig urealistiske, men alligevel er der mange unge, der stræber efter det perfekte.
Desuden er der i samfundet en tendens til at mene, at man uden videre kan nå sine mål, hvis bare man har en positiv og optimistisk holdning, samt tilstrækkeligt med viljestyrke.
Denne holdning betyder, at mange mennesker kontrollerer sig selv i uhyggelig grad!
Men der er jo rent faktisk mennesker – også unge − der har oplevet tab og svigt. Hvis man ignorerer de følelser, der er forbundet med tab eller svigt, fordi samfundsholdningen dikterer, at man skal være positiv og konstruktiv, kan det betyde, at man ender med at få en depression.
Jeg siger ikke, at du faktisk har en depression. Men muligvis har du oplevet store tab eller svigt (eller andre grimme ting) i dit liv. Men i vore dage er det udelukkende samfundsmæssigt acceptabelt at være positiv og smile til verden. Derfor er du nødt til at kontrollere dig selv og holde de negative følelser nede og lægge låg på det. Men når nogen siger noget sjovt, begynder du refleksmæssigt at grine, hvilket er det samme som i nogen grad at slippe kontrollen, så låget ryger af: Og så kommer ked-af det-hed’en op til overfladen.
Giver det mening?
Hvis jeg har ret i den tolkning, vil jeg råde dig til at tage de ubehagelige følelser alvorligt og lade dem få et udtryk, så de kommer ud af systemet, i stedet for at blive holdt under låg. Nu ved jeg jo ikke, hvad det kan være for negative følelser, men du kunne tegne dem, skrive digte om dem eller gå ud i skoven eller ved havet, når det stormer, og råbe din vrede ud (når det stormer, er der ingen, der kan høre dig, og du kan råbe, så højt du kan). Eller du kan sætte noget kraftfuldt musik på, der sætter gang i din vrede, og tæske dine sofapuder sønder og sammen med en tæppebanker, mens du bander over de mennesker, de engang har gjort dig fortræd.
Ud med det!
Og prøv så herefter at leve mere i overensstemmelse med dig selv, og med dine egne ønsker og behov, i stedet for at tilpasse dig, hvad andre mennesker mener, du bør gøre.
Mange hilsner
Kameliadamen
Nu ser jeg i en anden debat, at du faktisk er 15, og ikke 18, som jeg gættede mig til, ud fra dit brugernavn. Og jeg ser, at du har selvmordstanker og går til samtaler hos en psykolog.
Det viser mig, at min tolkning var rigtig, om end din situation tilsyneladende er langt alvorligere, end jeg kunne gætte mig til, ud fra de få linjer, du skrev.
Du er nødt til at have mere hjælp, end den, du får. Jeg synes, at du skulle tale med dine forældre om det. Jeg mener, at du bør have lægehjælp.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Jeg skal prøve at besvare dit spørgsmål efter bedste evne, men du skal vide, at jeg bare er en ganske almindelig Netdoktorbruger.
I Danmark har vi undervisningspligt til og med 9. klasse. Vi har sådan set ikke skolepligt, så hvis du kan blive undervist hjemme, så opfylder du loven.
Det kan du se f.eks. her:
http://www.skole-foraeldre.dk/Skolebest ... pligt.aspx
Men når du er 15 år, må du vel gå i 9. klasse. Hvis jeg har ret i, at du går i 9. klasse, så er der jo ikke mange måneder tilbage af den undervisningspligt.
Når du er 15 år, er det dine forældre, der har ansvaret for, at du får undervisning/kommer i skole, for du er jo endnu ikke myndig. Og så vidt jeg kan se, er det forældrene, myndighederne vil kontakte, hvis du helt bliver væk fra skolen. Det er dem, der må stå til ansvar over for myndighederne – ikke dig.
Sådan som jeg forstår dig, så frygter du, at du bliver indlagt på et psykiatrisk hospital som straf, hvis du nægter al skolegang.
Det kan jeg absolut ikke forestille mig. Det er jo ikke nogen psykisk sygdom at udeblive fra skolen! Og sådan som jeg ser det, er det dine forældre, der vil blive ”straffet”, eftersom de har forældremyndigheden over dig. Men først vil myndighederne naturligvis prøve at tale med dine forældre.
Lige nu synes jeg dog, at det største problem er, at du har det så dårligt. Det er klart, at man, når man er meget syg − og det kunne det godt tyde på, at du er – ikke kan gå i skole. Hvis myndighederne kontakter dine forældre, så vil dine forældre vel sige, at årsagen til, at du ikke går i skole, er sygdom.
Og sygdom er enhver mands herre, som man siger med et gammelt udtryk.
Men når skolemyndighederne får at vide, at du er (langvarigt) syg, så vil de nok underrette kommunens socialforvaltning, der herefter nok vil prøve at finde ud af, om du får den rigtige behandling for din sygdom, så på den måde kan du have ret i, at de to forskellige ting (altså den manglende skolegang og din alvorlige psykiske tilstand) alligevel bliver blandet sammen.
Men prøv at se de offentlige myndigheders henvendelser som en hjælp og en støtte, i stedet for som en straf!
Du behøver faktisk hjælp, så du kan blive rask! Hvis jeg var dig, ville jeg gå til læge og bede om hjælp.
Du behøver faktisk også undervisning. Men det er vigtigt, at du først bliver rask. Når du er rask, har du alverdens tid til at indhente det, du har forsømt i skolen.
Og, Justagirl, det er MULIGT at blive rask. Lige nu tror du ikke så meget på det. Det er en del af sygdommen, at man tænker sådan.
Benyt dig af andre menneskers hjælp. Du har brug for hjælp.
God bedring og mange hilsner
Kameliadamen