Indstillinger
At være ulykkelig i de lykkeliges land
Hej alle sammen.
Jeg har netop forfattet et læserbrev om min tid med depression, og om de tanker jeg gør mig i forbindelse med afstigmatisering og aftabuisering af dette. Det ville glæde mig enormt meget om nogen ville læse det, dele det, og forhåbentlig lade det være anledning til debat.
Læserbrevet kan findes her: http://politiken.dk/debat/laeserbreve/E ... iges-land/
Mvh Jakob Møller-Jensen
Jeg har netop forfattet et læserbrev om min tid med depression, og om de tanker jeg gør mig i forbindelse med afstigmatisering og aftabuisering af dette. Det ville glæde mig enormt meget om nogen ville læse det, dele det, og forhåbentlig lade det være anledning til debat.
Læserbrevet kan findes her: http://politiken.dk/debat/laeserbreve/E ... iges-land/
Mvh Jakob Møller-Jensen
Kommentarer
Jeg vil meget gerne kommentere det, du har skrevet i Politiken. Jeg kan se, at både du og linket omtaler din tekst som et ”læserbrev”. Efter min mening burde en så fyldig, indsigtsfuld og velskrevet tekst imidlertid have været bragt som en kronik.
Jeg vil begynde med noget af det sidste i din tekst, hvor du skriver:
”Man kunne også diskutere, om et menneske der lider af paranoia og angst overhovedet har et greb om verden der er fornuftigt nok til at kunne komme med saglige indlæg i denne debat.”
Når man – som du – er i stand til at formulere dig sammenhængende og konstruktivt, sådan at andre kan få indsigt i et vanskeligt emne, så ser jeg ingen problemer – tværtimod!
Jeg plejer i øvrigt at sige: ”Hvor skulle psykiaterne og psykologerne få deres viden fra, hvis ikke vi, der har erfaring med depression, fortæller om vore erfaringer? Det er jo os, der er eksperterne!”
Sådan som jeg forstår din tekst, så er dog især den HOLDNING, der er fremherskende i samfundet, over for psykisk syge generelt eller specielt over for mennesker, der lider af depression, som du ønsker at debattere – ikke så meget behandlerne og behandlingsmetoderne.
Og her vil jeg meget gerne give mit besyv med. Min baggrund for at udtale mig: Jeg har haft mellem 20 og 30 depressioner i løbet af 4 årtier. En stor del af dem har været svære depressioner, men ikke alle.
Den første, meget svære depression havde jeg som 20-årig. Lige for tiden er jeg så småt ved at komme ud af endnu en depression. Dvs. at jeg har mærket de skiftende holdninger til psykisk sygdom gennem en meget lang årrække.
Sådan som jeg har oplevet det, blev depression for 40 siden betragtet som en meget alvorlig sygdom og derudover en sag for læger! Almindelige mennesker uden lægefaglig viden talte ikke om depression. Det gjorde lægerne sådan set heller ikke! De gav antidepressiv medicin eller elektrochok-behandlinger (det sidste har jeg dog personligt aldrig selv fået), og derudover var man totalt overladt til sig selv!
Siden er depression blevet meget mere almindelig. Man taler endda om, at depression er, eller er ved at blive, en folkesygdom. Og i takt med det er depression blevet et emne, som alle har en mening og en holdning til. På en måde synes jeg altså, at der er sket en enorm aftabuisering i forhold til, hvad jeg kender fra min ungdom.
Og set med mine øjne er denne aftabuisering ikke nogen egentlig forbedring. Hvor der i gamle dage herskede en slags respektfuld tilbageholdenhed mod at udtale sig om noget, man ikke havde forstand på, oplever jeg, at folk udtaler sig på baggrund af uvidenhed og fordomme. Alle mennesker kender til at være lidt deprimerede eller i dårligt humør, og så tror de åbenbart, at de på baggrund af den erfaring kan udtale sig meningsfyldt om sygdommen depression, som jo er noget helt andet end at være i dårligt humør eller lidt deprimeret en formiddag eller en enkelt dag.
Desuden er faguddannede sociologer begyndt at skrive bøger om depression, og igen ser det ud til, at de totalt har misforstået, hvad depression er. Det hjælper heller ikke på sagen.
Og nu er det kommet så vidt, at professionelle meningsmagere, som f.eks. professor Ole Thyssen og psykolog Frej Prahl beskriver psykisk syge som mennesker, der udstiller en offer-mentalitet og malker velfærdssamfundet for penge!
http://www.information.dk/285014
http://www.information.dk/291615
I det andet af de to ovennævnte links, mener kronikøren endda, at kampagnen ”En af os” er en form for hvervekampagne, der forsøger at lokke flere ind i sygdomsfællesskabet!
Sådan som jeg opfatter det, så er psykisk sygdom i de senere år blevet gjort til noget individuelt, som den syge selv har ansvaret for. Det er meget muligt, at kognitiv terapi og positiv tænkning er ment som terapi og altså en hjælp til den enkelte, men begge dele rammer den depressionssyge meget hårdt, netop FORDI den syge gøres ansvarlig for sin sygdom: Du har ikke tænkt positivt, og det er derfor, at du er syg.
Det er selvfølgelig noget forbandet sludder, men sludderet lever videre i bedste velgående – endda også blandt behandlere!
I takt med, at depression er blevet mere udbredt, er der altså for mig at se sket en aftabuisering: Depression er noget, alle taler om og tror, at de har forstand på. Men de udtaler sig desværre oftest på grundlag af uvidenhed og fordomme. Og de udbreder forkerte holdninger og fejlagtige forestillinger om, at den syge selv har ansvaret for sin sygdom, for han eller hun kunne jo bare have tænkt positivt!
Det var nu min mening.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for din kommentar - et vigtigt indspark til at tage debatten.
Jeg ved jo kun noget fra de 24 år jeg har været i live, og har ikke oplevet de ryk debatten har taget over 4 årtier, hvorfor jeg da også glædes ved at høre at det trods alt har rykket sig.
Dermed ikke sagt at det har rykket sig nok. Du har fat i kernen af den problemstilling jeg bakser op med, for du beskriver jo netop, at aftabuiseringen som den er nu, går hånd i hånd med en høj grad af stigmatisering - i værste fald en stigmatisering af psykisk syge som samfundsnassere der bare skal "tage sig sammen".
Det er ikke nok bare at snakke om det - man er nødt til at snakke om det ud fra et værdigrundlag, der ikke knægter værdigheden hos de mennesker det handler om, og ikke umynddiggører dem, der burde have den vigtigste stemme i den her debat, de virkelige eksperter. De psykisk syge.
Jeg håber at du finder indlægget interessant og sympatisk nok til at vise det til dine venner, bekendte og familie. Dele det på Facebook eller linke det på twitter eller hvad du nu vil. Jeg har besluttet mig for, at nu skal det høre op, og jeg vil personligt gerne gå ind i kampen for, at få startet en ordentlig og saglig debat om psykisk sygdom, hvor der drages respekt for den mangfoldighed af forskellige udslag og konsekvenser det har, at være psykisk syg.
Tak for dit svar, det satte tanker i gang.
Jeg ønsker virkelig at bidrage til, at den generelle holdning til psykisk syge og herunder især depressionsramte ændrer sig. Det gør jeg især ved at reagere på kronikker og artikler om emnet − hvad enten disse er konstruktive som din tekst i Politiken, eller de er dybt skadelige som de kronikker, jeg bragte links til.
Jeg mener, at du har ret i, at der er sket en stigmatisering af mennesker med de alvorligste psykiske sygdomme, dvs. de psykotiske, men hvad depressionerne angår, så mener jeg faktisk, at der er sket en BANALISERING eller en trivialisering.
Sygdommen depression er i folkemunde blevet gjort til noget banalt, som man kan undgå ved at tænke positivt!
Og i din tekst kan vi faktisk læse, hvor FARLIG denne tendens er. Du skriver:
”… og selvom jeg har kæmpet i årevis for at modarbejde de negative tankeimpulser, spøger selvhadet, selvforagten, livsleden – depressionen – stadig.”
Og videre:
”Endnu mere forfærdeligt, at jeg i mit forsøg på at holde depressionen fra døren, sandsynligvis har forværret min sygdom.”
Ja, det tror jeg også. Jeg håber, at du på nuværende tidspunkt er så stærk, at du på trods af den indsigt kan lade være at give dig selv skylden. Du kunne jo ikke gøre for det. Og måske har også du været påvirket af den herskende tankegang: ”Enhver er sin egen lykkes smed.”
Da jeg var ung, sagde psykiaterne noget klogt: ”Når man har en alvorlig depression, nytter det ikke noget at tage sig sammen! Man kan jo heller ikke løfte sig selv, ved at trække opad i sit eget hår!”
Jeg har altid syntes, at den sammenligning var vældig rammende.
Nu om dage er den generelle holdning, at den enkelte er ansvarlig for sin egen sygdom, og at man bare kan tænke positivt, så bliver man rask!
Jeg er overbevist om, at denne ulykkelige banalisering af sygdommen depression er skyld i, at mange depressioner bliver alvorligere og mere langvarige end nødvendigt.
Desuden er det et problem, at smarte journalister har opfundet udtrykket ”lykkepiller” om antidepressiv medicin. Det er med til at opretholde forestillingen om depression som noget banalt, som visse mennesker forsøger at dope sig ud af, i stedet for at tage sig sammen!
Se bare følgende citat fra et indlæg her på Netdoktor:
”Er sikker på at hvis jeg var gået til læge og havde forklaret hvordan jeg havde det, var jeg endt med en recept på nogle lykkepiller, som jeg aldrig i mit liv ville kunne finde på at indtage, nok mest på grund af stædighed, selvrespekt og tanken om at tingene nok skulle blive bedre på et tidspunkt.”
viewtopic.php?f=2&t=30480&p=147675#p147675
(Jeg håber, at det er i orden, Looops, at jeg citerer fra dit indlæg.)
Jeg kender ingen andre alvorlige sygdomme, som folk undgår behandling for, ud fra et ønske om at bevare deres selvrespekt!
Mange hilsner
Kameliadamen