Pårørende til barn med depression
Jeg er mor til en dreng på 23år som startede med at lide af depressioner og angst da han var 17år, herefter kom han på medicin og det gik op og ned indtil han kom på medicin som hedder setralin så fungerede det rigtig godt i næsten 3år. Så besluttede han at trappe ud af medicinen for nu gik det jo godt.
Nu her et halvt år efter er han ramt af depression og angst og har måttet udsætte sin svendprøve hvad er et stort nederlag for ham.
Han er nu på setralin igen og har fået det i næsten 14dage uden den store virkning endnu og han virker meget opgivende.
Det er så frygtelig at se sit barn sådan.
Jeg er så meget magtesløs for hvad gør man som forældre ??? skal man bare være der eller skal man presse let.......
vi ville jo gerne om han ville på arbejde bare nogle timer hver dag, skal siges han på ingen måde bliver presset af sin arb giver.
Har overtalt ham til nogle psykolog samtaler men der er 14 dages ventetid.
håber nogen har nogle gode råd
kh sosupigen
Nu her et halvt år efter er han ramt af depression og angst og har måttet udsætte sin svendprøve hvad er et stort nederlag for ham.
Han er nu på setralin igen og har fået det i næsten 14dage uden den store virkning endnu og han virker meget opgivende.
Det er så frygtelig at se sit barn sådan.
Jeg er så meget magtesløs for hvad gør man som forældre ??? skal man bare være der eller skal man presse let.......
vi ville jo gerne om han ville på arbejde bare nogle timer hver dag, skal siges han på ingen måde bliver presset af sin arb giver.
Har overtalt ham til nogle psykolog samtaler men der er 14 dages ventetid.
håber nogen har nogle gode råd
kh sosupigen
Kommentarer
der kan gå op til 6 uger --før den har fuld virkning ----det er godt du har fået ham til samtale ----
hvordan er hans levevis ---har han nogen sinde fået undersøgt --om han mangler vitaminer ---
mangel på sunde stoffer kan også give depri----
sport er også god medicin
Ja der er arvelige tendsener i familien med depression idet hans oldefar og bedstefar led meget af det, så vi tror desværre han også er bære af de gener.
Han har tidligere været undersøgt for vitaminmangel. Ved faktisk ikke om lægen har gjort denne gang for jeg er ikke med, det ønsker han ikke.
Jeg synes bare medicinen er så længe om at virke denne gang men nu skriver du jo 6 uger så eer der jo et stk vej igen idet han har fået det i 3 uger.
vi forsøger at få ham ud og gå en tur hver dag men motion og sport kan vi ikke få ham til.
sosupigen
det er spændende --hvad psykologen kommer frem til ---må håbe på at hun kan få ham til at intrisere sig for sport ---og ud i lyset ---
han skulle gerne have sit svende brev ---som helt sikker vil give ham styrke i livet ---
hvis du kan få ham til at tage en daglig vitamin pille ---find en stærk en --hvor der er alt hvad kroppen har brug for ---vil han have godt af det ---
D og alle B vitaminerne ---MÅSKE JERN---
han vil ikke have moder med til lægen ---men du kommer vel også til lægen ---og kan komme med din bekymring for lægen --om din søn
Ja jeg kommer også hos vores læge og kan også godt finde på at maile til hende om min bekymring.
Men har talt med min søn igen omkring blodprøverne men de er taget ved sidste lægebesøg i sidste uge. så må vi se om de viser noget.
Har også tænkt lidt på det med en vitaminpille
kh sosupigen
Mange tak for dit svar :-)
Jeg håber også snart vi får en tilbagemelding fra psykologen med en tid.
for jeg tror det er psykolog og medicin der skal til. Medicinen kan han desværre ikke undvære da han sandsynligvis er arveligt disponeret idet hans oldefar og bedste far led meget af depressioner.
Men man føler sig bare så magtesløs ..............
sosupigen
Din søn er også ramt på arven fra familien- og den historie der følger med og måske angsten for at komme til at gentage deres måde at mestre dette på.
Godt han får medicin men jeg er af den overbevisning at dette ikke kan stå alene-- man skal også have viden om hvad der sker med en-- piller tager toppen af depressionen men mentalt skal han også have med og lære om at mærke på sig selv hvornår det begynder at gå bedre og også det modsatte. hej igen
Min søn har aldrig kendt hverken sin Bedstefar eller oldefar, de var døde og borte da han kom til verden så han har intet kendskab til hvordan de mestrede deres situation så det kan ikke være det han spekulere på.
Jeg tror nærmere det er fordi han er tæt på en milepæl i hans liv igen så begynder angsten at præge ham voldsomt og sætter sig så også til depressive tanker, det har vi oplevet før, forskellen er bare de andre gange har han fået medicin i forvejen også har vi kunnet sætte ind med psykolog samtaler oveni og har på den måde hjulpet ham til at håndtere det.
denne gang er han så helt trappet ud af medicin så måske derfor han og vi føler han er hårdt ramt denne gang .
Han går rundt med konstant ondt i maven og det er jo ikke rart for ham og præger ham meget. Især ved det mindste pres der ligges på ham.
Nu ikke forstået på den måde at vi presser ham det gør vi ikke, men han er jo i lære på en restaurant og er sygemeldt lige pt, men de er rigtig glade for ham der og bekymre sig så meget om ham og vil ham hans allerbedste så de vil gerne se ham også sådan ansigt til ansigt og tale med ham og det føler han sig lidt presset af, men det vil jo også være godt for ham for han føler sig jo også presset når han skal ringe og tale med dem.
Selvom jeg forsøger at sige til ham at både hans arbejdsgiver og vi anerkender hvor svært han har det og at vi står her på siddelinien allesammen og vil så gerne hjælpe ham på alle måder. Hvis du forstår hvad jeg mener :-)
Det er jo noget af en hårfin balancegang for dig.. var endda svært for mig at få min kæreste til at modtage psykologhjælp da hans far døde for år tilbage.. og han kunne jo ikke godt vrænge på næsen ad det til hans kæreste som selv brugte psykologhjælp flittigt. Tror det havde været endnu sværere for hans mor..
Du befinder dig jo både på et tidspunkt hvor, han er så gammel så han har brug for at stå på egne ben, og at mor trækker sig tilbage. Men samtidig vil jeg VIRKELIG også sige at man kan få det så dårligt at man simpelthen ikke er i stand til at hjælpe sig selv og i stedet syner mere og mere hen og så er nogen altså nødt til at træde til hvis du spørger mig..
Det er svært at trappe ud af det medicin.. jeg har prøvet mange gange, men lægerne siger nu at jeg skal accepterer at jeg er født med for lidt serotonindannelse.. om det er bedst at fortsætte med medicin eller det er bedst at stoppe, det aner jeg ikke.. Men et ved jeg... Medicinen kan IKKE stå alene.. Man har også nogle tankegange, vaner, problemer og tilgange til livet som man skal have hjælp til at ændre, takle og leve med...
Så psykolog synes jeg er en særdeles god ide. og går man ikke godt i spænd med den første, kan den næste altså sagtens være helt anderledes. der findes selvfølgelig også både gode og dårlige psykologer og nogen passer bedre sammen med den ene og dennes tilgange end den anden.
Det er ikke ofte at medicinen virker allerede efter 14 dage, der kan sagtens gå længere tid.. og psykolog samtalerne hjælper sørme heller ikke bare lige med det samme.. det er langt og hårdt arbejde at arbejde med sig selv, det ved jeg af bitter erfaring, men det skal lige så langsomt nok hjælpe :-)
Min mor fik orlov til at passe mig i folkeskolen da jeg gik helt ned som 8 årig, græd hele døgnet og ikke turde gå uden for en dør og i dag er jeg flyttet hjemmefra, er på universitetet og læser psykologi som for mig er det mest interessante i verden :-)