Hvad er der galt med mig??
Jeg ved ikke hvad der er med mig men det er sådan her jeg har det:
Jeg er ensom alene, og ensom når jeg er sammen med andre. Jeg kan ikke være inde i mig selv. Jeg kan ikke holde ud at være i mit hoved. Jeg har lyst til at flygte væk og ud af mig selv, for det gør så ondt at være her. Kan man holde til at livet gør så ondt? Er der andre veje end døden og freden? Hvis det her skal være mit liv, så vil jeg ikke have det. Jeg er fuld af sorg, tristhed, angst, nervøsitet, men samtidig føles det tomt. Jeg kan ikke længere rumme alle tankerne inde i mit hoved, og jer er desperat efter at slippe af med dem.
Jeg er bange og paranoid, føler mig overvåget. Jeg mangler liv og jeg kan ikke finde vejen frem længere. En del af mig vil have nogen viser mig vejen gennem mine ensomme tider og er hos mig når jeg føler mig trist. Så trist at intet syntes at have mening mere alt er ubetydeligt, mørkt og uudholdeligt. En anden del ønsker at folk bare giver op på mig og accepterer at jeg intet håb har tilbage. Denne mørke tid virker som om den vare forevigt så er det værd at fortsætte? Lad mig glemme alt smerten og alle tårerne. Glemme alt bare for en stund. Lad mig leve eller dø, lad mig elske verden og mit liv. Erstat lyset med mørke. Jeg prøver at glemme virkeligheden. Prøver at holde ud. Det er som om folk er imod mig, som om det er mig imod verden og jeg har tabt kampen for længe siden. Jeg føler folk læser mine tanker og kan se lige igennem mig, det skræmmer mig. Nogen gange kan jeg ikke mærke mig selv. Som om jeg ikke er tilstede. Jeg skriger indeni men det bliver indeni og ingen hører mig. Mit komplicerede sind, mine tanker og mine følelser. Hvorfor er det så svært at lukke nogen ind. Jeg er bange for at blive forladt og for ikke at blive forstået. Jeg er bange for livet. Bange for det liv jeg ikke har noget løfte på bliver bedre. Jeg kæmper så meget for at holde fast i mig selv. For at bevare resten af de stumper jeg er splintret i. Jeg er bange for at eksplodere. Bange for at gå mere i stykker. Mørket tager magten og jeg har allermest lyst til at opgive. Mørket er i min krop og i mine årer men vil ikke ud. Det rammer mig så hårdt at det ødelægger den facade jeg har bygget op. Mørket er for farligt for mig men jeg bliver draget som en magnet. Det har taget mig og jeg er fanget i helvede. Jeg føler mig rastløs og hjælpeløs. Hver aften når jeg skal sove omringer skyggerne mig. De skræmmer mig og forstærker ønsket om ikke at vågne næste morgen. Tankerne flyver rundt hvad skal det til for? Hvad er jeg til for? Det giver ingen mening. Magtesløs kamp. Hver dag er lang og uoverskuelig. Mit livsmod er taget fra mig og jeg har ikke lyst til at kæmpe mere. Skrækkelige billeder fylder mit sind og pakker mig atter ind i dysterheden grimme kløer. Jeg tror aldrig jeg bliver glad, ligemeget hvor jeg er vil jeg ønske jeg var et andet sted. Ligemeget hvad jeg har ville jeg ønske jeg havde noget andet. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid skal være på vagt hvorfor jeg altid forventer det værste af folk. Jeg har altid oplevet verden som et ondt sted. Sat spørgsmål tegn ved alting. Det er som om jeg opfatter verden på en anden måde. Bizarre oplevelser er snart blevet en del af min hverdag. Hvorfor er der pludselig en høj latter? Hvorfor er der er mumlen i mit hoved? Hvorfor hører jeg en telefon ringe når ingen andre syntes at gøre det?Hvorfor er det som om mine tanker bliver udtalt højt inde i mit hoved? Hvad fanden sker der? Selvhadet vender stille tilbage igen. Jeg har så dårlig samvittighed overfor min familie på grund af så mange ting. Jeg isolere mig og har svært ved at holde andres end mit eget selskab ud og selv det er så forbandet svært, nærmest umuligt. Jeg har også svært ved at reagere "rigtigt" i situationer det er som om jeg ved hvordan folk forventer jeg skal gøre og jeg gør for det meste også hvad de forventer. For hvis jeg skulle gøre som jeg havde lyst til så ville folk tro jeg dårligt om mig. Jeg ville sådan ønske at der var en der forstod mig, en der virkelig forstod mig. Men er der virkelig andre der kender til det? Eller er jeg lige så alene om alt det som jeg føler mig? Jeg er blevet bange for at kigge i spejlet og se på mig selv. For jeg kan ikke genkende mig selv. Det er som om min sjæl er blevet flået ud af min "rigtige krop" og sat ind i en anden. Den føltes så fremmede og utilpas. Nogengange kan jeg slet ikke indse at det er MIN krop og MIT ansigt. Der er så meget jeg ikke forstår så mange spørgsmål jeg mangler svar på. Jeg er blevet opfattet så forkert og det gør ondt. Folk tror de kender mig men de kende kun den facade jeg sætter op. De kender ikke den inden i mig der føler sig så forfærdelig fortabt. De sidste 2 år har været et helvede men jeg tror kun det har været starten og jeg frygter det så meget. Det er som om jeg er blevet urørlig, ligemeget hvad folk siger af søde ting når det aldrig mit hjerte for jeg kan ikke tro på det. Men hvis de siger dårlige ting rammer det mig derimod så hårdt. Måske vil jeg ikke lade det nå mit hjerte fordi jeg er bange for at de vil udnytte det. Jeg er bange for at hvis jeg åbner mig så bliver jeg efterladt alene med en følelse af at være Blottet og forladt. Jeg er en langsomt døende blomst i frostens time. Jeg er unyttig som en rose. Jeg er så meget og alligevel ingenting. Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover? Jeg hader uvirkelighedsfølelsen den kommer når jeg ser mig i spejlet, når jeg lige er vågnet og når jeg har mine "anfald/episoder" Der er så mange forskellige måder, at udtrykke sig på. Jeg har aldrig rigtigt kunne finde min, jeg har forsøgt, at udtrykke mig gennem ord, men det er som om at kun jeg forstår mine ords sande betydning. Folk misforstår mig så let og jeg misforstår folk. Jeg har forsøgt, at græde, men det virker ikke. Selvom nogengange er tårer alt der er at sige. Jeg har prøvet, at være en møg kælling, men det hjalp heller ikke. I stedet har jeg holdt det inden i og det kvæler mig. Jeg har gjort så meget, for at glemme. Men det er der stadig, det er lige bag den forpulede facade som er begyndt at krakelerer, men jeg kan ikke længere. Jeg har forsøgt, i flere år. Jeg har altid følt et pres for at være perfekt, jeg har kæmpet for at prøve at opnå at blive perfekt, men jeg har mistet "mig selv" på vejen og jeg har stadig ikke opnået det. Ville det ikke bare være rarere at slukke lyset? Lukke helt af for sindet og dets mørke tanker? Kan jeg være bekendt at have det sådan når min familie kun har været gode ved mig? Kan jeg tillade mig at smide en bombe i hovedet på dem og fortælle dem hvor forkælet jeg er og alligevel går i triste tanker? Skal det ligge dem til last at jeg ikke kan tage mig sammen og se lyst på tingene?Hvorfor drages jeg konstant mod de mørke tanker og tristheden der medfølger? Hvorfor føler jeg mig “bedre tilpas” i elendigheden? Er det så ikke bare nemmere at slukke lyset og sige tak for denne gang?Jeg ved det vil gøre ondt på min familie og de vil lide i en rum tid.. Men tiden læger alle sår.. og de vil derfor lære at leve med mit fravær og vide, at det var for det bedste… således er de frigjort for en mulig belastning. Jeg er bange og træt, mit eneste ønske er at sige stop.
Jeg er ensom alene, og ensom når jeg er sammen med andre. Jeg kan ikke være inde i mig selv. Jeg kan ikke holde ud at være i mit hoved. Jeg har lyst til at flygte væk og ud af mig selv, for det gør så ondt at være her. Kan man holde til at livet gør så ondt? Er der andre veje end døden og freden? Hvis det her skal være mit liv, så vil jeg ikke have det. Jeg er fuld af sorg, tristhed, angst, nervøsitet, men samtidig føles det tomt. Jeg kan ikke længere rumme alle tankerne inde i mit hoved, og jer er desperat efter at slippe af med dem.
Jeg er bange og paranoid, føler mig overvåget. Jeg mangler liv og jeg kan ikke finde vejen frem længere. En del af mig vil have nogen viser mig vejen gennem mine ensomme tider og er hos mig når jeg føler mig trist. Så trist at intet syntes at have mening mere alt er ubetydeligt, mørkt og uudholdeligt. En anden del ønsker at folk bare giver op på mig og accepterer at jeg intet håb har tilbage. Denne mørke tid virker som om den vare forevigt så er det værd at fortsætte? Lad mig glemme alt smerten og alle tårerne. Glemme alt bare for en stund. Lad mig leve eller dø, lad mig elske verden og mit liv. Erstat lyset med mørke. Jeg prøver at glemme virkeligheden. Prøver at holde ud. Det er som om folk er imod mig, som om det er mig imod verden og jeg har tabt kampen for længe siden. Jeg føler folk læser mine tanker og kan se lige igennem mig, det skræmmer mig. Nogen gange kan jeg ikke mærke mig selv. Som om jeg ikke er tilstede. Jeg skriger indeni men det bliver indeni og ingen hører mig. Mit komplicerede sind, mine tanker og mine følelser. Hvorfor er det så svært at lukke nogen ind. Jeg er bange for at blive forladt og for ikke at blive forstået. Jeg er bange for livet. Bange for det liv jeg ikke har noget løfte på bliver bedre. Jeg kæmper så meget for at holde fast i mig selv. For at bevare resten af de stumper jeg er splintret i. Jeg er bange for at eksplodere. Bange for at gå mere i stykker. Mørket tager magten og jeg har allermest lyst til at opgive. Mørket er i min krop og i mine årer men vil ikke ud. Det rammer mig så hårdt at det ødelægger den facade jeg har bygget op. Mørket er for farligt for mig men jeg bliver draget som en magnet. Det har taget mig og jeg er fanget i helvede. Jeg føler mig rastløs og hjælpeløs. Hver aften når jeg skal sove omringer skyggerne mig. De skræmmer mig og forstærker ønsket om ikke at vågne næste morgen. Tankerne flyver rundt hvad skal det til for? Hvad er jeg til for? Det giver ingen mening. Magtesløs kamp. Hver dag er lang og uoverskuelig. Mit livsmod er taget fra mig og jeg har ikke lyst til at kæmpe mere. Skrækkelige billeder fylder mit sind og pakker mig atter ind i dysterheden grimme kløer. Jeg tror aldrig jeg bliver glad, ligemeget hvor jeg er vil jeg ønske jeg var et andet sted. Ligemeget hvad jeg har ville jeg ønske jeg havde noget andet. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid skal være på vagt hvorfor jeg altid forventer det værste af folk. Jeg har altid oplevet verden som et ondt sted. Sat spørgsmål tegn ved alting. Det er som om jeg opfatter verden på en anden måde. Bizarre oplevelser er snart blevet en del af min hverdag. Hvorfor er der pludselig en høj latter? Hvorfor er der er mumlen i mit hoved? Hvorfor hører jeg en telefon ringe når ingen andre syntes at gøre det?Hvorfor er det som om mine tanker bliver udtalt højt inde i mit hoved? Hvad fanden sker der? Selvhadet vender stille tilbage igen. Jeg har så dårlig samvittighed overfor min familie på grund af så mange ting. Jeg isolere mig og har svært ved at holde andres end mit eget selskab ud og selv det er så forbandet svært, nærmest umuligt. Jeg har også svært ved at reagere "rigtigt" i situationer det er som om jeg ved hvordan folk forventer jeg skal gøre og jeg gør for det meste også hvad de forventer. For hvis jeg skulle gøre som jeg havde lyst til så ville folk tro jeg dårligt om mig. Jeg ville sådan ønske at der var en der forstod mig, en der virkelig forstod mig. Men er der virkelig andre der kender til det? Eller er jeg lige så alene om alt det som jeg føler mig? Jeg er blevet bange for at kigge i spejlet og se på mig selv. For jeg kan ikke genkende mig selv. Det er som om min sjæl er blevet flået ud af min "rigtige krop" og sat ind i en anden. Den føltes så fremmede og utilpas. Nogengange kan jeg slet ikke indse at det er MIN krop og MIT ansigt. Der er så meget jeg ikke forstår så mange spørgsmål jeg mangler svar på. Jeg er blevet opfattet så forkert og det gør ondt. Folk tror de kender mig men de kende kun den facade jeg sætter op. De kender ikke den inden i mig der føler sig så forfærdelig fortabt. De sidste 2 år har været et helvede men jeg tror kun det har været starten og jeg frygter det så meget. Det er som om jeg er blevet urørlig, ligemeget hvad folk siger af søde ting når det aldrig mit hjerte for jeg kan ikke tro på det. Men hvis de siger dårlige ting rammer det mig derimod så hårdt. Måske vil jeg ikke lade det nå mit hjerte fordi jeg er bange for at de vil udnytte det. Jeg er bange for at hvis jeg åbner mig så bliver jeg efterladt alene med en følelse af at være Blottet og forladt. Jeg er en langsomt døende blomst i frostens time. Jeg er unyttig som en rose. Jeg er så meget og alligevel ingenting. Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover? Jeg hader uvirkelighedsfølelsen den kommer når jeg ser mig i spejlet, når jeg lige er vågnet og når jeg har mine "anfald/episoder" Der er så mange forskellige måder, at udtrykke sig på. Jeg har aldrig rigtigt kunne finde min, jeg har forsøgt, at udtrykke mig gennem ord, men det er som om at kun jeg forstår mine ords sande betydning. Folk misforstår mig så let og jeg misforstår folk. Jeg har forsøgt, at græde, men det virker ikke. Selvom nogengange er tårer alt der er at sige. Jeg har prøvet, at være en møg kælling, men det hjalp heller ikke. I stedet har jeg holdt det inden i og det kvæler mig. Jeg har gjort så meget, for at glemme. Men det er der stadig, det er lige bag den forpulede facade som er begyndt at krakelerer, men jeg kan ikke længere. Jeg har forsøgt, i flere år. Jeg har altid følt et pres for at være perfekt, jeg har kæmpet for at prøve at opnå at blive perfekt, men jeg har mistet "mig selv" på vejen og jeg har stadig ikke opnået det. Ville det ikke bare være rarere at slukke lyset? Lukke helt af for sindet og dets mørke tanker? Kan jeg være bekendt at have det sådan når min familie kun har været gode ved mig? Kan jeg tillade mig at smide en bombe i hovedet på dem og fortælle dem hvor forkælet jeg er og alligevel går i triste tanker? Skal det ligge dem til last at jeg ikke kan tage mig sammen og se lyst på tingene?Hvorfor drages jeg konstant mod de mørke tanker og tristheden der medfølger? Hvorfor føler jeg mig “bedre tilpas” i elendigheden? Er det så ikke bare nemmere at slukke lyset og sige tak for denne gang?Jeg ved det vil gøre ondt på min familie og de vil lide i en rum tid.. Men tiden læger alle sår.. og de vil derfor lære at leve med mit fravær og vide, at det var for det bedste… således er de frigjort for en mulig belastning. Jeg er bange og træt, mit eneste ønske er at sige stop.
Kommentarer
Jeg har med bekymring læst dit indlæg, dine tanker og problemer. Først og fremmest: nej, der er intet galt med dig. Men det lyder til, at du har det virkeligt hårdt. Og det knuser mit hjerte.
Jeg er lige som dig en ung pige på 18 år, og jeg kan godt sætte mig ind i mange af de ting, du skriver. Jeg har haft nogle hårde og depressive år i mit liv. Følt hvordan mit spejlbillede umuligt kunne være mig, følt at ingen rigtigt forstod mig. At jeg aldrig var god nok. Måske vi ligner hinanden på nogle punkter, perfektionismen og høje krav til sig selv kan jeg sagtens genkende.
Mine problemer var mere end jeg kunne tackle. Begyndte at cutte, isolerede mig selv, havde selvmordstanker (skrev flere afskedsbreve), kunne finde på at sulte mig selv til jeg besvimede. Ting som jeg fortryder i dag, men dengang kunne jeg virkelig ikke se lyset, der var ingen fremtid for mig.
Jeg beder dig: hold modet oppe. Livet er en fantastisk gave, og der venter dig fantastiske oplevelser fremover, hvis du blot griber dem. Jeg var langt ude, men langsomt fandt jeg lykken igen. Endelig er jeg i stand til at fungere i et forhold, jeg har en dejlig kæreste som jeg tror, kan være mit livs kærlighed. At se ham smile; det overstråler alt ondt her i verdenen.
Dengang følte jeg, at ingen ville savne mig, hvis jeg tog mit eget liv, men i dag kan jeg se, at dette er en løgn: min familie, kæreste og venner elsker mig, selvom jeg langtfra er perfekt, og det vil knuse dem, hvis der skete mig noget. Ligesom at det ville knuse mig, hvis der skete dem noget.
En dag vil du, ligesom mig, vågne op og undre dig over, hvordan du kunne være ulykkelig så længe, når livet er så skønt. Det er svært at sige, hvad der kan hjælpe dig til at få det bedre. For mig var det musik (begyndte at spille klaver) samt humor. Det lyder lidt mærkeligt, men hvis man selv opsøger humor og "tvinger" sig selv til at have det sjovt og fyre jokes af, ja, det hjælper virkeligt. At gøre noget godt for andre giver også en fantastisk følelse; at føle man rent faktisk bidrager til noget godt her i verdenen. Måske det ville være en hjælp at melde dig til noget frivilligt arbejde? Find noget, der interesserer dig, som du kan "forsvinde ind i" og begynde at hele.
Jeg tror, det ville give dig overskud, hvis du prøvede at lade vær med at tænke alt for meget over tingene og om der mon er noget galt med dig; dette fører til depressive tanker. At have ondt af sig selv hjælper slet ikke. Jeg er sikker på, at du er en skøn og smuk pige med masser af potentiale. Men uden at have så meget forstand på det, kan det lyde som om, du har en depression. Og dette bekymrer mig. Måske det ville hjælpe at snakke med nogen om det? En nær veninde, eller hvis dette bliver "for personligt", så måske en udenstående som en psykolog? Men lykken kommer indefra, og du kan også finde den alene.
Jeg sender dig de bedste tanker, og jeg tror på, at du får det bedre. Livet igennem vokser man som person og ens udvikling er aldrig rigtig slut. Det er svært at forklare, men hvis du overvinder din svære tid nu, vil du virkelig føle dig som et helt nyt menneske og være stolt over dine sejre. Ens nederlag kan man lære af, og det gør én til et stærkere menneske.
Hold hovedet oppe. At ende livet er at give op. Vær en fighter i stedet. Det hele skal nok blive okay.
- Camilla.